Vejen til en mands hjerte går gennem mad

Den danske pige Elina har fået lov af sine forældre at tage på High School i England, på den betingelse at hun altså kan finde nogen at bo hos. På samme tid i England har den irske dreng Niall Horan, kendt fra bandet: One Direction indset at han kunne trænge til en kvindelig hånd i hjemme til at lave mad og gå og passe huset. Han hyrer derfor Elina, og lader hende bo hos sig som betaling. Det bliver et nyt og spændende eventyr for den danske, generte og madglade pige: Elina.

12Likes
10Kommentarer
333Visninger
AA

3. 2. Noget om mig selv

Jeg vågnede med den værste smag i munden. Den var bitter og besk. Jeg kørte min tunge en gang henover og mine tænder, og rynkede på næsen, da jeg mærkede madresterne og de bakterier, der havde sat sig ovenpå, ligge i et ujævnt lag i revnerne mellem min tænder og ved grænsen til tandkødet. Jeg løftede mig op på albuerne i den roede seng. Jeg forsøgte at åbne øjnene, men det føltes som om at mine vipper var limet sammen. Endelige lykkedes det mig dog at få skilt dem ad, og jeg åbnede min øjne sammenknebent op. Jeg kiggede rundt i rummet, der ikke var mit værelse. Jeg prøvede at komme i tanke om hvor jeg var, men det var som slettet fra min hukommelse. Sengen jeg lagde i var blød, og min krop skreg nærmest til mig om at blive liggende, men min nysgerrighed overvandt mig til sidst, og jeg rejste mig langsom og besværet fra sengen. Jeg listede stille hen til døren, som jeg åbnede forsigtigt, for at finde ud af at den ledte ud til en gang. Jeg listede videre ud på gangen og videre ned af den. Der var højt til loftet, og lyset strømmede ind fra de store ovenlys vinduer. Væggene var hvide, og hist og her pyntet med et kunstnerisk fotografi, ellers var der meget enkelt uden så mange små nips-ting. Hvilket tydede på at det var en af mandligt køn der boede her. Gangen endte i en stor stue, der lige som gangen var enkelt indrettet med sort og hvid som de hyppigste farver. Jeg lod mit blik glide rundt i stuen for at se om der gemte sig nogen herinde.

”Hallo..?” sagde jeg forsigtigt med en forvirret stemme, der brød den larmende stilhed, da jeg måtte konkludere at der ikke var nogen herinde.

”Godmorgen sovetryne!” lød det drillende og glad bag mig. Jeg drejede hurtigt om på fødderne mod stemmen, og holdte hånden for hjertet, der bankede der ud af som en anden væddeløbshest af chokket, som jeg havde fået. Det tog mig et øjeblik at registrere, at det var Niall der stod foran mig og var ved at dø af grin. Jeg kunne mærke varmen stige i mit ansigt, og gemte det flovt i mine hænder, for at skjule min rødmen. Nialls grin fadede ud, så jeg tog chancen, og tittede forsigtig frem fra mit skjul. Niall havde vendt ryggen til nu, og var på vej ud mod det jeg gættede mig til var køkkenet. Han bar et par grå, løse joggingbukser, samt en blå T-shirt og en matchende cap dertil. Jeg kiggede ned af mig selv, der stadig var i ført tøjet fra i går; et par sorte, stramme jeans, og en dejlig stor, hvid, strikket sweater som jeg rigtigt kunne gemme mig i. Niall stoppede op og drejede hovedet mod mig, da han nåede dørtærsklen ind til køkkenet. Jeg kiggede spørgende op på ham.

”Skal du have noget at spise eller hvad?” Han sendte mig et tilsvarende spørgende blik, inden hans maske krakelerede, og han brød ud i et grin. Jeg kiggede flovt ned i jorden og rødmede for anden gang denne morgen. Jeg stod bare sådan helt stille og holdt mit blik fæstnet på gulvet. Niall rømmede sig henne fra døråbningen, og jeg kigge hurtigt op for at finde ud af at han stadig ventede på svar.

”Øhhmm.. Jeg har stadig tøjet på fra i går, og min mascara sidder sikkert i hele hovedet på mig…” svarede jeg tøvende. Niall rystede dog bare på hovedet og sendte mig et smil, der var på grænsen til at være et grin.

”Det er lige meget. Maden er allerede færdig og står bare og venter på os.” Han vendte sig om, og overlod mig ikke andre valgmuligheder end at følge ham.

Niall stod ved komfuret og rørte en sidste gang i gryden, inden han tog den af og bar den over på bordet hvor han stillede den ved siden af det andet mad. Han satte sig ned på en af stolene, og gjorde tegn til mig med hånden om at sætter mig over for ham. Jeg trak stille stolen ud, og satte mig forsigtigt ned.

”Værsegod'!” sagde han med et kæmpe smil, og bredte armene ud mod maden. Jeg nikkede som et lille tak, men tøvede så lidt.

”Niall, du havde ikke behøvet det her…” Jeg undgik hans blik, imens jeg sagde det, og kiggede i stedet rundt på al maden. Niall havde lavet en rigtig traditionel engelsk morgenmad, med bakedbeans, æg, bacon, bagte tomater, og brunchpølser.

”Du sov jo, og jeg var sulten,” sagde han som om det var soleklart og trak let på skuldrene. Han begyndte at skovle mad op på tallerkenen, som et rovdyr på jagt.

”Du kunne bare have vækket mig. Det er trods alt mit job at lave mad til dig…” Den dårlige samvittighed gnavede i mig. Jeg kunne ikke lide at han alligevel havde lavet morgenmad, nu når han jo havde hyret mig til det.

”Jeg kunne ikke nænne at vække dig. Du havde set så træt ud i går,” sagde han opgivende. ”Tag nu noget at spise, og nyd smagen af en lækker engelsk morgenmad!” Da han havde sagt det sidste ord proppede han hurtigt en mundfuld bakedbeans i munden, og gjorde det klart at han ikke gad at diskutere det. Jeg fyldte lidt mad op på min tallerken og indåndede den søde og delikate duft. Der lagde sig en lettere akavet stilhed over os, ingen af os sagde noget, men spiste bare.

Da jeg var færdig med min portion sad jeg bare og kiggede stille rundt i køkkenet, indtil jeg ikke kunne holde det ud mere.

”Skal du noget i dag?” Jeg spurgte ikke kun af nysgerrighed, men også af praktiske årsager. Han lænede sig tilbage i stolen, slog maven ud, og placerede sin hænder afslappet bag hovedet, så han kunne hvile det deri.

”Næhh… Jeg tænkte at det ville være godt for os begge hvis vi havde en dag hvor vi begge bare brugte tiden på at lære hinanden at kende.” Det skæve smil på hans læber fik hans øjne til at glimte, og smittede af på mig. Jeg kiggede genert ned i jorden, men det fik kun hans smil til at vokse, og et lille grin slap ud mellem hans læber.

”Fortæl mig noget om dig!” befalede han. Jeg kiggede op og mødte et venligt smil og nogle nysgerrige øjne.

”Øhhh… Hvad skal jeg sige..?” sagde jeg tøvende. Jeg har altid hadet at få stillet disse spørgsmål. For det første så kan jeg aldrig komme på noget interessant at fortælle om mig, og for det andet så ved man aldrig hvad folk forventer at man fortæller.

”Noget om din familie, dine interesser og sådan noget!” Hans tonefald var ivrigt og interesseret.

”Øhhmm… Min mor hedder Dania og min far hedder Michael og de er lykkeligt gift… Jeg har to brødre, der er MEGA irriterende!” Jeg grinte lidt, da en masse minder væltede ind over mig, gode som dårlige, men forsatte så: ”Den ene er to år yngre en mig: Oliver, og den anden fire år yngre: Mads. Jeg elsker musik, og spiller også selv lidt. Jeg kan godt lide at være kreativ og fordybe mig i mine tegninger. Hjemme spillede både mine brødre og jeg fodbold…. Hmmm… Jeg tror jeg har spillet i omkring ti år nu…” Jeg åbnede munden igen for at fortælle noget mere, men Niall afbrød mig brat.

”SPILLER DU FODBOLD?!?!” Hans øjne poppede næsten ud af hovedet, og han lænede sig halvt ind over bordet, mens han tydeligt udtrykte overraskelse. Jeg nikkede langsomt og en lille smule chokeret.

”Jeg ved hvad vi skal i dag!” sagde han så med stor begejstring. ”Gå ind og tag noget sportstøj på. Vi skal ud og spille fodbold!” Jeg kiggede bekymret ud af vinduet for at tjekke om det skulle styrt regne, som det havde gjort det meste af dagen i går, men overraskende nok stod solen højt fra en blå, skyfri himmel. Jeg rejste mig fra bordet og tog mine ting for at putte dem i opvaskemaskinen.

”Tak  for mad,” sagde jeg høfligt, og sendte ham et smil for at vise min taknemmelighed. Jeg skulle lige til at hjælpe med at rydde resten af bordet af. Niall afviste mig dog, ved at holde hånden rystende op, imens han sank den slurk vand han lige havde taget i munden.

”Bare gå ind og klæd om, så skal jeg nok rydde det op.” Jeg tøvede lidt, men gik alligevel da Niall sendte mig et opmuntrende smil.

 

 

Jeg sad på knæ midt på den bane, som Niall havde skaffet os, og bandt snørebåndene på mine elskede støvler, jeg ikke havde kunne lade være med at tage med til England. Jeg rejste mig op og rystede lidt på mine fødder samt trampede forsigtig i jorden, for at få støvlerne til at sidde perfekt.

”KLAR?” råbte Niall nede fra målet, hvor han havde fået taget målmandshandsker på og nu selv stod klar i en rigtig målmandsposition. Jeg løftede blikket, der ellers før havde lagt på mine støvler, lige i tide til at se en bold komme flyvende mod mig. Jeg bakkede lidt bag ud, og tæmmede den så perfekt med brystet, så jeg fik den ned at ligge for min fødder. Jeg driblede prøvende et par gange med bolden. Det var tydeligt at mærk at det var lidt tid siden jeg sidst havde spillet. Jeg driblede ned ad mod Niall, og nød følelsen af endelig at have en bold i mellem fødderne igen. Da jeg nåede straffesparksfeltet stoppede jeg op, og stillede mig automatisk i en typisk fodboldposition, men rettede mig op, da jeg opdagede det.

”Jeg vil vædde med at du ikke kan score fem ud af ti gange på mig,” sagde Niall kækt og gav mig et udfordrende smil. Jeg smilede dog bare igen lige så udfordrende. Jeg elskede udfordringer.

”Lad det komme an på en prøve.” Jeg placerede min bold ordentligt, inden jeg tog præcis fire skridts tilløb. Nialls øjne var låst på bolden. Jeg løb mod bolden, og ramte den med et godt vristspark, der sendte bolden godt en meter fra at have ramt højre `corner´. Niall stirede chokeret og forvirret på bolden der nu lå i målet godt viklet ind i nettet. Da han vendte sig om mod mig igen, havde han sat et barnligt og utilfredst ansigt på.

”Det er ikke fair! Jeg var ikke klar,” sagde han mumlende. Jeg lo bare stille af ham, og løb hen til målet for at hente bolden. Niall opretholdte den barnlige facade, indtil jeg igen havde lagt bolden klar, og havde taget mit tilløb. Niall smurte sine ærmer op, og stillede sig parat. Jeg løb mod bolden igen og skød endnu et godt vristspark.

 

 

”JEG VANDT!” råbte jeg grinende, og strakte armene op i vejret som en lille sejrsdans. Den sidste times fodbold havde været hyggelig. Jeg følte at jeg havde givet lidt slip på min, ellers store generthed, over for Niall, og havde været mere mit rigtige jeg. Det var aldrig sket før så tidligt, men det var skønt, da netop en af grundene til at jeg tog til England havde være at jeg gerne ville overvinde min generthed.

Vi satte os hen til den kurv med mad, som jeg havde smurt, mens Niall havde skiftet til sportstøj. Jeg pakkede tingene ud og gav Niall en sandwich som han mut begyndte at pakke ud. Jeg gætter på at der er en der stadig er lidt muggen over at have tabt til en pige..? Jeg begyndte selv med blikket fæstnet på min egen sandwich at pakke den ud, og skulle lige til at tage en bid da jeg mærkede et prik på skulderen. Jeg drejede mit hoved en smule, og kiggede spørgende på en Niall, der nu havde julelys i øjnene.

”Den her sandwich,” sagde han begejstret og kiggede sultent på sandwichen han havde i sin hænder. ”Den er fantastisk!” Han tog grådigt et kæmpe bid af den, og lukkede øjnene, som om han ville nyde smagen fuldt ud.

”Jeg takker,” sagde jeg undrende, og kunne ikke forhindre et lille grin i at slippe ud mellem mine læber.

Jeg lænede mig tilbage og nød solens varme stråler ramme mit ansigt. Det var lang tid siden man sidst havde kunnet sidde ude sådan. Trods at vi lige nu havde sommer, havde vejret ikke just gjort særligt meget for at vise det. Hvis bare vejret holdt sådan lidt endnu, kunne jeg næsten ikke forestille mig en bedre start på High School, der begyndte nu her om to dage. Det ville blive dejligt at komme i gang med skolen igen. Selvom man altid, når man er i skole, siger at man hader skolen, så tror jeg altid at man vil savne den, når man så endelig er fri. Jeg havde egentligt ikke nået at tænke så meget over det, med at jeg nu skulle gå i en engelsk skole, da jeg havde fokuseret mere på at jeg i det hele taget skulle til England, men nu hvor jeg sad her i græsset, væltede det hele ind over mig. Hvad nu hvis jeg slet ikke var på niveau med nogen af dem? Hvad hvis jeg ikke kunne forstå hvad de sagde, nu når undervisningen skulle foregå på engelsk? Hvad hvis jeg ville blive set som outsideren, fordi jeg ikke var fra England?

”Noget galt?” spurgte Niall bekymret. Jeg gætter på jeg må have set urolig ud.

”Øhhhmmm…” Jeg overvejede lidt om jeg skulle sige det. I realiteten var mine bekymringer nok åndsvage, og jeg tænkte nok også for meget over tingene. Han ville sikkert tro jeg var mærkelig hvis jeg fortalte ham om mine bekymringer. Alligevel var det hvad jeg gjorde. Jeg blev nødt til at åbne mig op for ham, nu når han lod mig bo hos sig, i det år jeg skulle studere.

”Jeg er bare bekymret for, hvordan det vil gå, når jeg starter i High School…” sagde jeg med et suk, rettede mig op og åbnede øjnene, for derefter at synke sammen, og rette mit blik mod mine fingre der sad og hev små græstotter op af jorden. Det var så åndsvagt det her.

”Hey, det skal nok gå fint,” sagde han beroligende. Jeg løftede mit blik, og lod det møde hans der udtrykte fulkommen ærlighed. ”Og hvis der er nogen der gør dig fortræd, så ringer du bare til mig, og så får jeg Paul til at komme og banke et par alvors ord ind deres stupide hjerner…” Han sagde det med et grin, men der var et eller andet i hans øjne, der fik mig til at tro på at han talte sandt. Jeg smilte bare taknemmeligt, og lod et lille fnis komme ud.

Niall tog den sidste sandwich fra kurven og pakkede den grådigt og hurtigt ud. Jeg tror at jeg havde lavet omkring 10 sandwichs, hvoraf jeg nok havde fået to, de andre havde Niall spist…

 

 

Varmen slog mod mig da jeg åbnede låget på grillen for at tjekke om kyllingerne var færdige. Jeg elskede at lave mad på grillen. Det var noget vi altid havde gjort i min familie. Jeg havde lært kunsten af min far, der, ville jeg vove at påstå, var ved næsten at være en ekspert til det efterhånden.

”NIALL, JEG TROR KYLLINGERNE ER VED AT VÆRE FÆRDIGE!” råbte jeg højt ind gennem huset, da jeg ikke vidste hvorhenne han præcist befandt sig. Jeg tog kyllingefileterne af grillen og lagde dem over på den tallerken, jeg havde gjort klar med folie, som jeg kun lægge over kyllingerne, for at de ikke skulle miste deres varme. Jeg lod grillen stå tændt, så den kunne brænde madresterne af. Det gjorde det lettere at rengøre den bagefter. Da jeg havde fået placeret kyllingen, som den sidste puslespilsbrik i vores aftensmad, på bordet, dukkede Niall op i gangen. Jeg gav ham et smil, og bredte armene ud i en gestus om at maden var klar, og at han gerne måtte sætte sig til bords. Selv satte jeg mig på den ene side. Niall kom hen til bordet, men stoppede så op, lige inden han skulle til at sætte sig ned, og tog en dyb indånding efterfuldt af et længselsfuldt suk.

”Her dufter dejligt,” sagde han med et næsten drømmende smil, inden han langt om længe satte sig ned.

Vi begyndte i stilhed at fylde vores tallerkener. Det var ikke nogen akavet stilhed denne gang, mere en behagelig stilhed. Jeg kiggede på mens Niall skar prøvende i kyllingen, for derefter at føre et stykke op til munden. Hans øjne spærrede sig op, da han smagte kyllingens forhåbentligt gode og sprudlende smag, så gik det ellers hurtigt med at få det næste stykke i munden og det næste igen.

”Den her kylling er virkelig lækker!” udbrød han. ”Hvordan har du lavet den?” Jeg lo blidt af hans udbrud.

”Det er kyllingefileter marineret i peanutbutter,” svarede jeg med et skævt smil. Jeg indrømmer at det lyder mærkeligt, men sammen med kyllingen giver det en harmonisk smag.

”Peaunutbutter..?” Niall så undrende på mig. Jeg åbnede munden for at svare ham, men blev afbrudt af dørklokken.

”Jeg skal nok åbne. Spis du bare videre,” sagde jeg venligt og gav ham et smil, for at forsikre ham om at det var okay. Han kiggede lidt tøvende på mig, og så ud som om han havde en indre kamp med sig selv, så kiggede han igen ned på sin mad og fortsatte stille med at spise. Jeg skubbede stolen ud, der larmede i det ellers stille rum, og rejste mig og gik ud mod entreen, hvor jeg åbnede for hvem det så end kunne være. Denne `hvem´ viste sig at være Harry. Han gav mig bare et kort mumlende ”Hej” da han gik forbi mig ind i entreen, smed sine sko, og forsatte ind mod stuen hvor Niall sad. Overrasket over hans opførsel stod jeg som forstenet i døråbningen, og med en stadig åben dør. Jeg kom til mig selv og rystede på hovedet, da jeg hørte en yderst utilfreds Niall klage højlydt inde fra bordet af.

 ”Hey! Det er MIN mad!” Jeg lukkede forsigtigt døren i igen, og bevægede mig ind mod spisestuen igen, hvor jeg mødte en Niall der havde rejst sig fra bordet og taget sin tallerken med, som han nu stod med armene beskyttende omkring. Et par meter derfra stod Harry og tykkede på et eller andet, som han næsten ikke kun holde inde i munden, grundet det store fjogede grin der var placeret på hans læber. Endnu engang måtte jeg ryste på hovedet. Efter lidt tid faldt drengene lidt ned.

”Hvad gør at vi kan få æren af den herres besøg?” spurgte Niall sjovt, og prøvede at efterligne en kongeligs stemme, hvilket han for resten var ret god til. Jeg lod en lille latter slippe ud over mine læber.

”Jeg kedede mig,” svarede Harry, som om det var det mest indlysende svar i verden, og stjal så en pasta fra min tallerken. ”Også ville jeg lige se om jeg kunne afbryde jer i noget frækt!” Et kækt smil kom til syne på hans læber, inden han løftede øjenbrynene op og ned. Jeg kiggede rødmende ned i jorden. Det var ikke lige det svar jeg havde forventet…  Niall lod bare som ingenting og tog en tomat fra skålen med salat som jeg også havde lavet.

”You wish!” sagde han så og brød ud i et rigtigt karakteristisk Niall-grin, som Harry hurtigt deltog i.

 

 

Det var så andet kapitel. Jeg undskylder hvis der er nogen der læser med som ikke har forstand på fodbold overhovedet, for de fodboldudtryk som jeg har brugt i kapitlet, men det virkede mere rigtigt at bruge dem, nu når vores hovedperson selv spiller fodbold. Jeg håber I kunne lide kapitlet. Skriv gerne hvis der er noget i syntes jeg kunne gøre bedre eller anderledes.

- Another world

P.s. Indtil videre har jeg hverken rettet epilogen eller nogen af kapitlerne for komafejl, men hvis i ønsker at jeg skal gøre det, så skriv det lige til mig i kommentarfeltet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...