Melankoli

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2014
  • Opdateret: 5 jan. 2014
  • Status: Færdig
Lad være med at læse, hvis du har tendens til depression da den kan påvirke humøret. Om en pige der ikke kan se den positive side af livet.

1Likes
0Kommentarer
219Visninger

1. Melankoli

Det varme vand gled ned over hendes hænder, så varmt at det skoldede hende, men hun flyttede ikke sine hænder. Hun kunne lide den svage smerte der gav, selvom det ikke var en stor smerte.

Hun så langsomt op i spejlet og hadede hvad det var hun så. Hvorfor skulle hun være så ordinær, med sit korte brune hår, og de øjne som hun selv ikke kan se farven i? Hun hadede det, også den lidt for store næse og det lidt for lange ansigt og mærkerne fra hudorme og bumser hjalp slet ikke på hendes udseende.

Men hendes udseende spejlede vel bare hendes betydning for verden, hvilket vil sige at den var meget ordinær. Oftest følte hun sig ubetydelig, for overalt er der folk som overgår hende på alle punkter. Hvordan skulle hun kunne klare sig i denne verden, når hun ikke kunne gå ud og give folk et godt indtryk af hende selv? Hun ville blive overgået i skolen, på arbejde og i byen hvor hun prøvede på at score en fyr. Hun havde stadig ikke følt den glæde det er at have en mand som elskede hende.

Hun sukkede dybt og så så ned i det hun slukkede for vandet, som ikke kunne gøre mere for hende i den sindstilstand hun nu var i. Hendes øjne blev fanget af arene på hendes arm og håndled. Brandmærker, lige smalle striber fra en lille kniv, og et ar som stadig var i gang med at hele. Hun kunne ikke lade det være. Med en fingernegl fra den anden hånd, begyndte hun at kradse svagt på det helende sår. Det var ikke nogen større smerte og det var heller ikke det hun søgte. Hun kunne bare ikke holde ud at se såret gro sammen, for hendes sind ville jo egentlig aldrig gro sammen. Eller ville det? Hun har stadig ikke fået svar på det endnu.

Hun samlede sin børste op, og begyndte så langsomt at børste sit hår, mens hun så sig selv i øjnene i spejlet. Hendes øjne virkede tomme, på en måde som de har gjort meget af her på det sidste. Når der var en knude i håret, tog hun bare hårdere fat i børsten og tvang den gennem sit hår, men den svage smerte der kom med, fik hende ikke en gang til at skære en grimasse. Hun stirrede bare ind i spejlet mens hun redte sit hår, og havde ikke en gang energien til at smile til sit eget spejlbillede, og hvad var der egentlig at smile for? Hun havde jo ikke nogen større betydning for verden.

Hun har selvfølgelig har tankerne, hvordan kan man undgå det når man er i denne tilstand af meningsløshed. Hun havde da siddet på værelset før, med en hel håndfuld piller, og uden vand, hvilket jo bare gjorde det endnu svagere, men hun gjorde det ikke. Hun begyndte at tænke på sin familie, og den smerte og ulejlighed det ville være hvis hun nu havde taget sit eget liv, så hun lagde pillerne fra sig og gik til en veninde som tog pillerne fra hende. Det var vel på en måde godt, men alligevel kunne ikke lade være med at længes efter pillerne. Meget hjalp det heller ikke at hun mistede det venskab igen, hvilket fik hende til at føle sig alene i verden.

Var det ikke uselvisk af hende, at hun valgte at blive i live for de andres skyld? Hun havde jo intet at leve for og hun var ikke bange for døden, så hun kunne jo have gjort det, men lod være for de andre. Åbenbart ikke for når de så prisen på hendes liv blev de da alle sammen hysteriske og tog hendes kniv fra hende. Prisen var høj for hendes overlevelse, men ved at de tog det, begyndte hendes tanker endnu en gang, og de lagde ikke mærke til det. Hun sukkede igen og kunne mærke børsten glide gennem hendes hår. Der var ikke flere knuder, hvilket hun ikke få til at gå op, for hele hendes liv virkede som en stor knude, så man skulle løsne med smerte.

Hun tog sin mors mascara og lagde et tyndt lag på sine øjn vipper, hvilket var en af hendes ynglings beskæftigelser, det fik hende til at falde til ro og gav hende en følelse af at være pæn, hvilket var en kæmpe løgn. Men var det ikke hele ideen med make-up, at skabe en løgn om skønhed.

Men selv med make-up har hun ikke kunne dække sine ar, og hun hadede det. De øjne og blikke hun fik af mennesker når hun gik på gaden. Nogen medlidende og andre forarget. Hun gjorde det jo ikke for deres fordomme dammit. Hun gjorde det for sin egen overlevelse, men det forstår folk åbenbart ikke for hun får de blikke af alle. Fremmede, folk hun kender, venner og familie. Hvorfor kunne de ikke bare lade det være i fred? Hun ved jo nok bedst hvad det er hun selv laver, men alligevel behandlede de hende som om hun var et barn der skulle holdes under opsyn. Ligesom hendes læge, der begyndte at snakke med hende, efter hun opdagede de helende sår ved en undersøgelse. Endnu en person som lader som om det betyder noget, men som er fuldstændig med hende som person og hvad hun egentlig gennemgår. Det er især der hun føler sig alene, når folk lader som om, men egentlig ikke mener det.

Hun lagde mascaraen fra sig og blinkede et par gange, inden hun fandt sin mors røde læbestift. Hun lagde endnu et tyndt lag på sine læber. Hun så sig selv i spejlet og kunne pludselig se den dukke det tager for at være en del af dette samfund. En falsk dukke, med en falsk skønhed, men som er det eneste der kan tiltrække andre.

Hun hadede når folk de løj for hende. Ikke kun med hendes personlighed, men også hendes udseende. F.eks. hendes familie gik altid og sagde at hun er en skøn pige. Selvfølgelig har hun fejl og mangler, det har alle mennesker, men hvis det familien siger, er rigtigt, hvorfor er det så at der ikke er nogen der kan holde ud at være sammen med hende? Hvor skal hun være alene til fester og socialt akavet når hun skal snakke med andre? Hvorfor vil de ikke invitere hende ind i gruppen og snakke med hende om normale ting? Hvordan kan det så være rigtigt det hendes familie siger? Hvorfor?

Ikke nok med det, de siger også hun er en køn pige, men tror de hun er dum? Hun ser sig selv i spejlet hver dag, og ser alle bumser, hudorme, mærker, det lidt for lange ansigt, den lidt for store næse og den lidt for lyse hud. Hvis hun er en køn pige, hvorfor er det så at hun stadig ikke har haft en kæreste, selvom alle andre i hendes alder, enten har haft 3 forhold eller forlovet? Nej, igen har hendes familie løjet for hende, hvilket hun synes er en skidt tak for at smide sine egne behov væk og valgte at blive i live for dem. Hun valgte det ikke for at de skulle lyve for hende, men fordi det ville være nemmere for dem.

Hun så på sig selv i spejlet og nikkede så, inden hun lagde læbestiften tilbage på bordet, hvor den stod før. Hun vendte rundt og gik ud af badeværelset og ind på sit værelse. Hun så sig kort rundt på sit værelse, som var så rent at det ikke så ud som om nogen levede der. Endnu en løgn, for det gjorde hun jo. Eller skulle hun kalde det for en illusion. Men igen, måske var det rigtigt nok, for hun vidste ikke om hun kunne kalde sin meningsløse eksistens for at leve.

Hun gik over til sit skab og fandt sin ynglings kjole frem. Den er sort, lårkort og med spaghetti stropper, og den havde hun haft på i mange barer og til mange fester. Hun trak den over hovedet og rettede så på sit hår, så hun rigtigt kunne ligne en dukke. Et falsk ansigt dækket af pudder håret der lagde sig fladt ned over hendes ører og den korte kjole. Men hun var ikke færdig endnu.

Hun gik over til sit smykke bord, hvor hun tidligere havde lagt et bånd. Et sort bånd af satin, som hun binder rundt om halsen. Hun elskede den måde båndet fik det til at se ud som om hendes hoved ikke var en del af kroppen. Hun bandt det rundt om halsen, måske en smule strammere end normalt, inden hun slukkede lyset. Hun gik over og lagde sig i sengen i mørket der nu indhyllede hendes værelse, og hun var da også ved at falde over sengen i mørket. Hun lagde sig på ryggen i sengen og havde lidt svært ved at trække vejret pga båndet, men den gav hende en tryghedfornemmelse, også selvom hun håbede at det var for aller sidste gang at hun lukkede sine øjne. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...