Love Or Friendship - One Direction

Det lykkelige par, Louis Tomlinson & Eleanor Calder, er ikke så lykkelige mere, efter de har haft et skænderi om Eleanor's opførelse. Det ender dog med at de må gå fra hinanden som singler. Eleanor går til sin bedste veninde, Emily Marin. Men den 21 årige Emily er alligevel ikke så dum. Emily holder meget af Eleanor, men hun ved også godt at det var hendes egen skyld. Derfor går Louis i møde for at høre hvordan han har det med det hele. Det udvikler sig til mere end bare et venskab, og bliver til et skilt forhold for Eleanor. Men vil det gå foreveigt? Bliver de nød til at sige det? Eller ved Eleanor der forgår noget og vil selv finde ud af de? Og kan Louis overhovedet lide Emily, eller er det bare en trøst? For Emily bliver det i hvert fald et valg mellem 'Love or friendship. (JEG ER ALTSÅ ELOUNOR SHIPPER) Just so you know.

7Likes
0Kommentarer
328Visninger
AA

4. 3. Kapitel

 

Emily's synsvinkel:

Jeg vågnede tidligt om morgenen, ved at min mobil lavede en underlig lyd. Jeg satte mig op i sengen og tog min mobil, som lå på nat bordet. jeg tændte den men kiggede hurtig væk da jeg jo lige var vågnet, og lyset derfor blændte mine øjne. Jeg tog mig sammen og kiggede på den igen, og fik hurtig vænnet mig til lyset. Men kl. var kun 08:34. Hvem skriver en SMS den tid på morgenen. - Altså når man skriver til mig,  så skal det ikke vaære så tidligt. Men det var ret ligemeget da jeg så hvem det var der havde kontaktet mig. - Louis

Fra Louis: Det var super hyggeligt i går, og tak fordi du tænkte på mig. Jeg har det fint. Men kommer du over idag? Hvis du har lyst... xx :)

Jeg smilede lidt inden jeg svarede ham.

Fra mig: Jeg tænker da altid på dig, og dejligt at høre du har det godt. Selvfølgelig vil jeg komme over. Hvad kl.? xD

Jeg elskede at skrive med Louis. Han var sjov, selv når man ikke kunne høre det. Det han skriver er ikke altid sjov, men hvis kender ham godt nok, ved man bare hvordan han ville sige det. Det ville være så.... Louis-agtig.

Og selvfølgelig ville jeg være sammen med ham igen, han var en fantastisk ven. Han var bare sig selv. Og jeg kunne være mig selv, hvilket jeg elskede. Jeg ved slet ikke hvad vi begge så Eleanor, når hun i virkelighede var sådan hele tiden, og det var jo selvfølgelig mest synd for Louis. - Og især når han selv skulle stå med sine egne øjne og kigge på det grimme syn.

Fra Louis: Når du vil, men gerne snart. xx.

 

***

 

"Aaaah, Louis stop det!" Råbte jeg højt, hvilket bare fik ham til fortsætte med at kilde mig som en sindsyg psykopat. - Og hvis i ville vide det, er jeg nok jordens største kildesyge levende væsen. Virkelig. 

Jeg grinte som en sindsyg, og ind i mellem kom der også nogle grynt ud, som bare fik Louis til at grine småt. Jeg hadede at blive kildet.

Endelig stoppede han, men ikke stoppede som jeg håbede på han ville stoppe. Hans kæmpe smil forsvandt, og han dumpede ned i sofaen ved siden af mig, og så helt trist ud.

"Hey," prøvede jeg med en stille hvisken, og jeg vidste han hørte mig. Jeg ville have ham til at kigge på mig, men han kiggede bare ned og sukkede. "Hey," prøvede jeg igen med lidt højere stemme, og lagde så to fingre glide om på hans hage og tage hans hoved op. Hans øjne borede sig ind i mine. Hans flotte blå øjne, som jeg altid gerne ville have haft.

"Fortæl mig om det," insisterede jeg. Jeg kunne tydelig se at der var noget galt, og hvis jeg ikke tog helt fejl var det noget med Eleanor at gøre. - Men jeg håbede inderligt at jeg tog fejl. Han fortjente ikke den smerte der går i gennem ham, når han tænker på hende.

"Hvordan kunne hun gøre det mod mig?" begyndte han, og jeg kunne nemt høre at han havde mere at komme ud med, så jeg var stille. "Havde vi det ikke godt?" Spurgte han og vendte sit ansigt mod mig igen, da han havde vendt det væk før. Han kiggede på mig som om han ville havde jeg virkelig svarede ham.

Hvad skulle jeg sige?

"Jo.... Altså det.. Det tror jeg," Jeg tøvede mellem mine ord. "Men husk ny hvad jeg sagde til dig i går, hun fortjener slet ikke en som. Hun fortjener slet ikke at kende dig. For husk nu at du er helt i gennem fantastisk," fortsatte jeg, og jeg kunne se at jeg havde ramt plet, for det varede ikke mange sekunder før et lille smil blev plantet på hans læber.

"Og hun fortjener da slet ikke en ven som dig," sagde han og kiggede på mig, og der kom et lille fnis fra os begge.

Eleanor var sød, ingen tvivl om det. Men hendes opførsel ville ingen opnå. Hun have virkelig gjort de dummeste ting, mod mig og Louis.

Den gang mig og Logan var kærester, som var længe siden. Louis og Eleanor var ikke engang venner dengang. Men der fandt jeg hende på et værelse stå med tungen nede i halsen på Logan. Det var der jeg var total færdig med Logan. Men jeg troede ikke at de havde kontakt. Men som Eleanor altid gør kom hun med en latterlig undskyldning som fik mig til at tilgive hende.

Hvorfor?

Louis lænede sig frem og lagde armene om mig. "Du'e stadig fantastisk," hvislende han, og trak sig væk så vi kun var to centimeter fra hinandens ansigter.

"Aldrig glem det," hviskede han igen bare med nogle andre ord.

Og der, der skete det. Hans læber mod mine. Fantastisk følelse. Og jeg kyssede bare med.

Nej nej nej, det her var så forkert.

Jeg trak mig ud af det ellers så bløde kys, og rejste mig op. "Undskyld Louis...." Og med de ord løb jeg ud i gangen og nåede ikke engang få mine sko og jakke ordenligt på, før jeg åbnede døren. Jeg hørte Louis råbe mit navn men jeg fortsatte, og smækkede døren bag mig.

Jeg skulle hjem og tænke over hvad fanden der lige var sket.... Eller nej det skal jeg faktisk ikke, for jeg skal tømme mit hoved for ALT. Og bare glemme alt hvad der skete. - Selvom det bliver svært ikke at gå billederne af vores læber mod hinanden frem igen næste gang vi ses.

Øv altså, whats wrong with me?

_______________________

Hvad synes i om historien?

Tak fordi i læser xx.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...