Forever Summer ☼ 5sos

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2014
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
Den 17-årige Angelina Norres, Angel, er en rigtig fodbold pige. Hvert år i sommerferien, spiller hun fodbold på stranden. Sammen med hendes bedstevenner. Men denne sommer er anderledes. Et enkelt spil fodbold med bandet 5 Seconds Of Summer, bliver til et venskab. Kommer der følelser i blandt? 'In every girls life; there's a boy she'll never forget, and a summer where it all began.'

23Likes
11Kommentarer
1386Visninger
AA

5. Kapitel 4.

”Det ændre ingenting Simon!” råbte jeg af ham. Han gik hen imod mig. ”Hold dig væk fra mig!” hvæsede jeg, og han trådte hurtigt et skridt tilbage. ”Angel hør nu..” prøvede han men jeg lod ham ikke forklare. Han havde dummet sig op til flere gange, og det var bare for meget. ”Du skal ALDRIG mere kontakte mig, min familie eller mine venner,” jeg kiggede på ham med et hårdt blik, ”du skal ikke engang tænke på at kontakte mig.” Jeg vendte ryggen til ham. ”Og hvad har du tænkt dig?” han stod lige bag mig. ”Undgå mig i skolen og lade som om du ikke kender mig?” Jeg vendte mig om mod ham. Han kiggede trist på mig, som om at jeg havde såret ham. ”Og hvad har du egentlig imod det, var Simon?” jeg spyttede næsten ordene ud. Han skulle til at sige noget, men jeg kom ham i forkøbet. ”Du tager ikke hensyn til andre end dig selv. Og hvorfor mon det?” Jeg kiggede på ham. ”Fordi du er så fandens selvoptaget!” og med de ord forlod jeg ham. Stående alene tilbage. Det var sådan han var. En selvoptaget idiot, der kun tænkte på hvad han havde brug for. Hvad han mente var rigtigt og forkert.

Det var sidste gang jeg havde en samtale med ham. I skolen snakkede vi aldrig sammen. Han virkede bange for mig. Jeg brød mig ikke om at se på ham, snakke med ham eller bare tænke på ham. Jeg stolede på ham, men han gik bag om ryggen på mig. Han sagde han elskede mig, men det var bare en stor løgn han lukkede ud. Hver evig eneste weekend hvor han sagde, at han var hos sin familie, var han hjemme hos en eller anden luder.

Jeg havde næsten fået ham ud af hovedet, da Jodie nævnte ham. ”Hvad vil han ikke, Angel, han er syg i hovedet.” Hendes ord kom tilbage til mit hoved. Ja han var syg i hovedet. Det værste ved ham var, at han op til flere gange havde stukket mig en flad. Jeg huskede tydeligt de gange han kom hjem, fuld. Den gang hvor det havde været så galt, at han havde slæbt mig hen ad gulvet. Okay, det lød ret voldsomt, men Simon var syg i hovedet. Jeg måtte lyve overfor mine forældre, endda overfor Kyle. De havde spurgt ind til hvordan jeg havde fået de blå mærker. ”Fodbold.” havde jeg svaret dem, og efter det var jeg hurtig til at komme ind på mit værelse. Jeg kunne lyve for mine forældre, ja, men ikke for Kyle. Han kunne læse mig som en åben bog. Og jeg fortalte ham det. Jeg fortalte ham hver en lille detalje. Om hvor bange jeg var for Simon, og om hvor sindssyg han var når han blev fuld.

Jeg havde fortalt Simon, at han aldrig skulle kontakte mig eller mine venner, men alligevel kontaktede han Jodie. Hun var den eneste – udover Kyle – der vidste det om Simon. Jeg burde have fortalt de andre om det, men når Simon ikke kontaktede mig, så kunne det være lige meget.

”Jorden kalder Angel,” grinede Kyle. Jeg kiggede over på ham. ”Hvad?” Han grinede af mig og min fraværene tilstand. ”Du sidder jo og sover, kom med ind i spillet,” sagde han og trak mig op og stå. ”Skal vi sige tvillingerne mod de seje?” spurgte Alen om. Jeg grinede af ham. Ja Kyle og jeg var tvillinger, men vi var stadig de sejeste! ”Du mener vidst de seje tvillinger mod taberne,” rettede jeg. ”Nej, jeg mente hvad jeg sagde.” Jeg puffede til ham. ”Nu skal du få.” Jeg prøvede at lyde som en sur dame, men det hjalp ikke så meget. ”Åh nej, mor, du må ikke slå mig.” Alen var hurtig flad af grin. Jeg fik ham væltet ned i sandet, og begyndte at kilde ham. ”Okay guys! Meld jer lige ind i kampen her!” råbte Jodie af os. Det var sjovt at se hende være så hård. Ja hun var en hård type, med sit lyserøde hår og hendes bad-girl attitude. Men kendte man hende godt, så var hun ligeså blid som et lille lam.

 

☼☼☼

 

”Og sådan sejrede tvillingerne igen igen!” skreg jeg og lagde armen om Kyles skulder. ”Kom igen, tabere!” råbte Kyle og lavede ’loser’ tegnet.

Solen var gået ned, og Kyle og jeg gik en tur nede på stranden. Kyle gik med armen rundt om mig, og vi gik rundt som om vi var fulde. De få mennesker der var på stranden, kiggede underligt på os. Jodie, Alen og Alice sad længere oppe på stranden, og skrålede i vilden sky. Jeg kom til at tænke på dengang hvor et gammelt ægtepar, havde sagt til hinanden at der var intet så godt som ung kærlighed. De havde ikke troet at Kyle og jeg havde hørt det, men da vi begyndte at grine af dem, kiggede de underligt på os. ”Vi er søskende!” havde vi råbt til dem. Så havde de fået et endnu sjovere ansigtsudtryk, og vi havde grint så meget, at vi var ved at falde om. Bare at tænke på det, fik mig til at grine. ”Hvad er det der er så sjovt?” spurgte Kyle om. ”Kan du huske det gamle ægtepar, som troede vi var kærester?” grinede jeg. Han begyndte og grine. ”Hvordan kunne jeg glemme det?” Grinende gik vi hen mod de andre.

 

 

Vi var på vej hjem. Det var mørkt, men ikke så mørkt at vi ikke kunne se noget. Jodie rakte mig hendes telefon. Lyset blændede mig lige da jeg kiggede ned i skærmen, men efter et par sekunder kunne jeg se hvad der stod.

 

From Simon: I wanna talk to her.

 

Jeg kiggede over på Jodie. Hun så spørgende på mig. Hurtigt rystede jeg på hovedet. Aldrig mere skulle jeg snakke med ham!

 

From Jodie: No!

 

☼☼☼

 

Simon var ude af mit hoved. Jeg lå på min seng og læste. Og hørte musik. Jeg kunne meget bedre koncentrere mig om at læse, når jeg hørte musik. ”I drew a line for you.” lød det i mine hovetelefoner. Det var sangen Yellow af Coldplay. Jeg elskede den sang. Jeg forstod den ikke helt, men alligevel betød den meget for mig. Og så elskede jeg bare Coldplay! De var noget helt specielt. Jeg var stor fan af dem.

Min mobil sagde en underlig lyd – jeg havde sat den til ikke at brumme – og min interesse faldt hurtigt på den.

 

From Luke: Hi!

 

Jeg åndede lettet ud. Det var ikke Simon. Heldigvis.

 

From me: Yo!

 

Vores sms samtale fortsatte, mens jeg skruede lidt mere op for musikken. ”It’s time to begin, isn’t it, I get a little bit bigger, but then, I’ll admit, I’m just the same as i was. Now don’t you understand that I’m never changing who I am.” Omkvædet til It’s Time af Imagine Dragons – jeg elskede virkelig også dem – spillede i mine hovedtelefoner. Selv var jeg ikke særlig musikalsk. Jeg elskede bare at lytte til musik. Jeg lyttede altid til musik. Så kunne jeg lukke af fra omverdenen og bare slappe af.

Jeg vidste at Luke var med i et band. Og at de var gode! Helt ærligt, jeg boede i Australien, selvfølgelig vidste jeg hvem de var. 5 Seconds Of summer. Hvis du boede i Australien – endda i Sydney! –, var en teenage pige, og ikke vidste hvem de var… ja så boede du sikkert under en sten!

 

 

Jeg havde skrevet med Luke i lang tid, og var ved at være træt. Jeg lagde mig under dynen, og lukkede øjnene. Det var umuligt for mig at falde i søvn, selvom jeg var virkelig træt.

Med mit blik rettet mod loftet, udstødte jeg et højt suk. Min mobil sagde en lyd, og jeg gav en irriteret lyd fra mig. Jeg var næsten faldet i søvn, helt ærligt!

Træt rakte jeg ud efter mobilen og læste beskeden.

 

From unknown: You can’t hide yourself from me forever...

 

_____________________________________________

I kan vel godt gætte hvem der har skrevet til hende, ikke? Jeg undskylder for at det først kommer ud nu, men jeg sad virkelig fast i det. Jeg var lige ved at give op, og så bare puplicere den lille smule jeg havde skrevet, men tog mig så sammen dx'

Jeg vil gerne takke jer der har tilføjet denne movella, til favorit! Det betyder meget at i vil læse :') Tusind tak! <3

Emma x.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...