Forever Summer ☼ 5sos

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2014
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
Den 17-årige Angelina Norres, Angel, er en rigtig fodbold pige. Hvert år i sommerferien, spiller hun fodbold på stranden. Sammen med hendes bedstevenner. Men denne sommer er anderledes. Et enkelt spil fodbold med bandet 5 Seconds Of Summer, bliver til et venskab. Kommer der følelser i blandt? 'In every girls life; there's a boy she'll never forget, and a summer where it all began.'

23Likes
11Kommentarer
1380Visninger
AA

4. Kapitel 3.

Kender i det med at vågne, og ikke vide hvor i var henne? Sådan havde jeg det. Indtil det gik op for mig hvor jeg var. Hos Luke. Akavet. Eller faktisk ikke. Altså, han var min ven, så akavet var det heller ikke.

Jeg rejste mig op, og gik ud i køkkenet. Ikke for at spise, men bare for at sidde og glo. Ned i min telefon. Det gjorde jeg hver morgen. Det skulle være ude i køkkenet, for ellers var det ikke det samme.

Jeg stod med fronten ind mod væggen, og opdagede slet ikke at Luke var kommet ud i køkkenet. Og så irriterende som han nu var, gav han mig et chok. Med vilje.. Forskrækket vendte jeg mig om, uden at have tænkt over at han stadig stod ret tæt på mig. Virkelig tæt på mig. ”Du gav mig et chok,” sagde jeg lavt. ”Undskyld.” Hans hoved var nu så tæt på mit, at jeg kunne mærke hans ånde mod min hud. ”Du har bare at være ked af det.” Det var det eneste jeg nåede at sige, før hans læber ramte mine. ”Tro mig, det er jeg,” grinede han. ”Det var godt.” Jeg lagde mine hænder om hans nakke, og kyssede ham. Igen.

 

☼☼☼

 

”Det her er virkelig mærkeligt,” sagde jeg og kiggede på Luke. ”Hvad er mærkeligt?” spurgte han undrende. ”Det her,” jeg pegede på os begge to, ”vi har næsten lige mødt hinanden.” Jeg tog hans hånd. ”Men jeg har det som om, at vi har kendt hinanden i flere år,” sagde jeg og flettede vores fingre sammen. Han smilede og kyssede mig på munden. ”Måske fordi du ikke er genert, og i stedet bare snakker løs?” Jeg grinte af ham. ”Det ved man aldrig.”

 

 

 

”Så… Pizza eller..” – ”PIZZA!” Jeg afbrød ham med et skrig. ”Okay, pizza,” grinte han. ”Jai!” sagde jeg og gav ham en krammer.

Min telefon brummede i min lomme, og jeg begyndte at grine. Hvorfor brummede den også? Jeg tog den op af lommen, og læste den besked jeg havde fået.

 

From Jodie: Yo, were the hell are you?

From me: At Lukes place x.

From Jodie: Don’t ’x.’ me hun x.

From me: Love you to.

From Jodie: Yea, what ever. When will you come home?

From me: I don’t know, i will text you when i’m home x.

From Jodie: Okay xx.

 

”Hvem skrev?” spurgte Luke nysgerrigt. ”Jodie.” Han nikkede. ”Pizza?” spurgte han, og jeg nikkede ivrigt. Jeg elskede pizza. Af hele mit hjerte.

Igen brummede mig telefon. Jeg tog den op, og tjekkede beskeden.

 

From Kyle: Jodie say you’re with Luke?

From me: Yea?

From Kyle: When will you come home?

From me: I don’t know.

From Kyle: Okay, see at home xx.

 

Jeg fortsatte med at spise. ”Jodie igen?” spurgte han. Kunne man ikke få lidt ro til at spise? ”Nej, Kyle.” Jeg tog en ny bid af pizzaen. ”Hvad ville han?” Luke søde, lad mig spise! ”Høre hvornår jeg kom hjem,” sagde jeg og tog endnu en bid af pizzaen. Jeg kom med en irriterende lyd, da min telefon igen brummede.

 

From Alice: HI!

From me: Sweetheart, let me eat x.

From Alice: Okay, bye xx.

 

”Så mangler vi bare Alen..” mumlede jeg irriteret. Jeg satte min mobil på lydløs, og lagde den på bordet. Luke kiggede underligt på mig. ”Det var Alice,” jeg lavede et nik mod telefonen, ”hvis du skulle være i tvivl.” Han grinte af mig.

 

☼☼☼

 

”Jeg er hjemme småbørn!” råbte jeg da jeg trådte ind ad døren, velvidende om at Alen, Jodie, Kyle og Alice var der. ”Endelig kom du, Yo!” Jodie gav mig en krammer. ”Hvad fik du og spise?” Alice så nysgerrigt på mig. ”Pizza.” Jeg gav hende et klap på skulderen, da hun lavede ’sad-face’. Jeg vidste at Alice elskede pizza lige så højt som jeg. ”Hvorfor er du så glad?” spurgte Alen mig da han kom ud fra stuen. ”Det er jeg da heller ikke. Måske kun lidt..” Jeg smilede. Han nev mig i kinden, som om jeg var et lille barn. Jeg rystede på hovedet af ham.

Alen og jeg havde altid haft et underligt forhold. Men ikke ligeså underligt som ham og Alices. Det var virkelig underligt. De havde kendt hinanden altid, og var lige så tætte som Kyle og jeg.

”Hvad siger i til at tage et spil fodbold i morgen?” spurgte jeg da vi alle sad inde i stuen. ”Ja! Sådan Yo!” Jodie overfaldt mig næsten, på grund af hendes glædes udbrud.

 

Jodie udstødte en irriteret lyd. Jeg kiggede over på hende. ”Det er Simon,” hun kiggede ned i sin telefon, ”idioten bliver ved med at kontakte mig.” Mit ansigt blev kridhvidt. ”Hvad vil han?” spurgte jeg, stadig i chok. ”Hvad vil han ikke, Angel, han er syg i hovedet.” Jeg pillede ved ærmet på min trøje. Simon var en idiot.

 

_______________________________________________

Yo! Undskyld fordi at det først er kommet ud i dag... Min computer fik et spastisk anfald i går. Hvis det er dårligt, såååå... øh ja.. det er ikke specielt godt. Sorry!

Emma x.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...