Forever Summer ☼ 5sos

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2014
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
Den 17-årige Angelina Norres, Angel, er en rigtig fodbold pige. Hvert år i sommerferien, spiller hun fodbold på stranden. Sammen med hendes bedstevenner. Men denne sommer er anderledes. Et enkelt spil fodbold med bandet 5 Seconds Of Summer, bliver til et venskab. Kommer der følelser i blandt? 'In every girls life; there's a boy she'll never forget, and a summer where it all began.'

23Likes
11Kommentarer
1378Visninger
AA

3. Kapitel 2.

”Færdig!” Alice hoppede op i luften, med et kæmpe smil. Jeg sad på hendes seng, og grinte af hende. Hun havde fået væggene på hendes værelse malet lyserøde, og sat billeder op. På to dage. ”Du brugte to dage på det der Alice,” jeg smilede. ”Kun fordi at mine enhjørninger ikke var her til at hjælpe.” Hun lavede et ’sad-face’ og kigge på mig. Jeg rystede bare på hovedet, og lagde mig på ryggen. Alice kiggede på mig med et sjovt ansigt, sprang op i sengen og begyndte at hoppe som et lille barn. Lidt efter faldt hun grinende ned på sengen. Selv kunne jeg ikke lade vær med at grine. Hvor var hun dog underligt – på en god måde, selvfølgelig.

Vores grineflip blev afbrudt af min telefon der brummede. Alice var hurtig til at reagere, og kastede sig over mig.

 

From Luke: Hey. Wanna come over, i’m bored.

 

Alice kiggede også med, og da jeg kiggede på hende, nikkede hun ivrigt. Jeg tog det som et ”ja da, tag bare afsted!”, og smilede.

 

From me: Sure, now?

From Luke: Yea, if it’s okay with you?

From me: I’ll be there soon!

 

Jeg gav Alice en krammer, og fløj ud gennem hoveddøren. Hoveddøre er hyggelige! Sidespor, undskyld..

 

☼☼☼

 

”ANGEL IS IN DA HOUSE!” råbte jeg. Jeg plejede aldrig at banke på døre, hvis jeg kendte personen. Luke kom gående ud fra.. stuen tror jeg? Han smilede og jeg gav ham et kram. Igen, jeg er ikke et genert menneske! ”Banker du aldrig på døre?” grinede han. ”Jo, men.. okay nej. Jeg plejer bare at råbe højt, så folk ved at jeg er her.” Luke rystede på hovedet af mig.

Vi gik ind i stuen, og jeg havde ret. Han kom ud fra stuen!

 

 

Jeg havde været her i et par timer, og vi havde set pænt mange film. Film er godt. Rigtig godt. Det der med bare at se film, snakke og grine af underlige scener i filmene, det var bare skønt! Jeg elskede når jeg bare kunne snakke med folk, uden akavet stilhed. Akavet stilhed var noget af det værste! Jeg plejede altid at grine, hvis jeg blev udsat for det.

Jeg kunne mærke at Luke stirrede på mig, så jeg kiggede over på ham. ”Hvad?” sagde jeg, og grinte kort. ”Hvad tænker du på?” spurgte han. Jeg vendte mig mod ham, og satte mig i skrædderstilling. ”På at akavet stilhed, er noget af det værste.” Han grinte af mig. Hvorfor grinte alle af mig? De skulle grine med mig! Eller noget.. Jeg lagde mig ned i sofaen, med mine ben strakt. ”Kan du være der?” grinte Luke. ”Kan du kun grine?” Okay, jeg lavede en fail, og kom selv til at grine. Jeg havde tit underlige forhold med drenge, som for det meste bestod af, at grine. Når jeg var sammen med Alen grinte vi altid. Men at grine var sundt! Tror jeg da.

 

☼☼☼

 

”Hvis jeg gik glip af en, der blev dræbt, dræber jeg dig!” sagde jeg meget alvorligt. Luke havde stoppet den film vi var i gang med at se. En eller anden underlig action film, hvor folk hele tiden døde. ”Jeg ved ikke med dig, men jeg skal have noget at spise.” ”Æder du aldrig?” spurgte jeg chokeret. ”Dyr æder, mennesker spiser!” rettede han mig. Hvorfor rettede alle på mig, når jeg sagde ’æder’? Uretfærdige verden, hvorfor er du ikke med mig gud? Øv altså. Jeg rakkede tunge af ham, og grinte bag efter.

 

☼☼☼

 

Det var blevet sent, men vi så stadig film. Dræber-film. Der hvor der altid er en der dør. Jeg elskede sådan nogle film! Okay det lød ret underligt. For jeg er ikke sådan en der griner når folk dør, for sådan er jeg ikke.

Jeg var virkelig træt. Det var som om at jeg kunne falde i søvn med det samme. Jeg lagde derfor mit hoved på Lukes skulder. Selvom det havde ligget der hele tiden. Eller også var jeg bare helt lost. Jeg tror det var den sidste. ”Er du træt?” spurgte han. Jeg nikkede. ”Tøs,” grinte han stille. Jeg slog ham blidt på skulderen. ”Hvad skal du?” spurgte han da jeg rejste mig op. ”Sove.”

Jeg gik ind på hans værelse – jeg vidste tilfældigvis hvor det var henne, haha – og lagde mig i sengen. Okay, igen, jeg er ikke den generte type, og derfor kunne jeg sove i hvilken som helst seng når jeg var træt. Og lige nu var jeg træt. Meget træt! Derfor faldt jeg i søvn med det samme, og opdagede slet ikke at Luke også gik i seng. Søvn længe leve! Eller noget…

 

________________________________________________

Tillad mig at sige: jeg. hader. det. her. kapitel.. Det er virkelig dårligt! Altså sådan virkelig virkelig dårligt!

Anywhere, jeg undskylder for at det først kom ud i dag. Det skulle have været ude i går, men jeg kunne ikke overskue det, da jeg kom sent hjem.

Jeg har brug for jeres hjælp nu. Synes i snart at Luke og Angel skal få "følelser" - gud for jeg hader det ord o.o - for hinanden, eller skal der gå længere tid?

Og så tak til jer der gider at læse den! Det betyder meget at i vil bruge tid på den, selvom kapitlerne er pænt dårlige.

Tusind tak!

 

Emma x.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...