Journalist - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2015
  • Opdateret: 31 maj 2015
  • Status: Færdig
Journalister har efterhånden fået et dårligt ry. Mange finder dem uhøflige og respektløse. Det passer måske også på nogle, men langt fra alle. Der er også mange, der elsker deres job og gør det ordentlig inklusiv Cherry Berry. Hun brænder for sit job og da hun får en stor opgave, kan hun ikke, sige nej. Men hvem ville også, sige nej til, at følge One Direction i en måned? Nok ikke særlig mange. På grund af en masse rygter om drengene, laver deres management en aftale med Cherry. Hun skal bo med dem i en måned, og på den måde vise Verdenen, at rygterne er falske... Hvis de altså ér det.

95Likes
101Kommentarer
25391Visninger
AA

6. • 6. Sick •

 

Cherrys synsvinkel

Den kvalmende fornemmelse vækker mig, og jeg sætter mig op i sengen med et sæt. Jeg ser på Zayn, som stadig sover, men bliver afbrudt, da kvalmen bliver værre. Jeg løber ud på toilettet, som der heldigvis er tre af, og det ene ligge ved siden af Zayns og mit værelse. Hurtigt tænder jeg lyset, inden jeg bøjer mig ned over toilettet. Den klamme væske forlader min mund, og jeg hoster et par gange ned i toilettet.

Den dårlige smag, der sidder tilbage i munden, giver mig på en måde lyst til at græde, som et lille barn. Jeg hader at kaste óp. Men hvem gør ikke det? Det føles som om, man ikke kan trække vejret. Jeg spytter end i toilettet et par gange, rykker ud og går så hentil håndvasken. Jeg drikker lidt vand derfra, og sukker så, da jeg ser mig selv i spejlet. Jeg ligner et dødt lig. 

"Hallo? Cherry?" Zayns forvirrede stemme, får mig til at vende mig om med et sæt. 

"Har du brækket dig?" Spørger han, mens han kniber sine øjne sammen. Sikkert fordi han lige er vågnet, og lyder herinde er tændt. Så klog jeg er. Jeg nikker, mens jeg mumler med en lille stemme. Jeg føler mine øjne blive våde, og kan ikke lade være med at sukke. Jeg vil ikke græde, det er kun små børn, der gør det. Alligevel triller der en tåre end ad min kind, og Zayn kommer helt hentil mig.

"Hvorfor græder du?" Spørger han bekymret, og jeg fjerner hurtigt tårene.

"Det er bare... Du ved hele med at kaste op..." Jeg sukker over hvor ynkelig, jeg lyder, mens jeg laver et underligt bask med hånden.

"Jeg lyder ynkelig." Sukker jeg, og Zayn griner lavt. 

"Hey... Det er okay... Er du færdig?" Han ser spørgende på mig, og jeg nikker, mens jeg ser ham i øjnene. De er helt brune.

"Godt, så læg dig ind i sengen, så henter jeg et glas vand til dig, okay?" Han sender mig et lille smil, som jeg ikke kan lade være med at gengælde.

"Tak..." Mumler jeg, inden vi begge går ud af badværelset. Jeg går ind på Zayns og mit værelse og sætter mig i sengen. Det gør ondt i min mave... Org.... Jeg hader at være syg.... Jeg lægger mig ned og trækker dynen helt op til min næse.

Lidt efter kommer Zayn ind med et glas i hånden, mens han smiler lidt til mig. Ja, det kan jeg se gennem mørket, så god er jeg nemlig. Ej, okay jeg har vant mig en smule til det nu. Han kommer om på min side med glasset og sætter sig på hug foran mig. 

"Har du ondt i hovedet?" Spørger han, og jeg nikker. Det har jeg. 

"Så har jeg to panodiler her, hvis du kunne tænke dig det?" Han ser spørgende på mig, og jeg sætter mig op i sengen. Jeg tager imod glasset og drikker lidt, så den klamme smag forsvinder en smule. Slet ikke helt, men lidt. 

"Det vil jeg gerne." Jeg smiler taknemmeligt, og tager de to piller. Jeg tager dem i munden og synker dem så med en tår vand. 

"Tror du, du kan sove nu?" Zayn ser spørgende på mig, og jeg nikker.

"Ja, det kan jeg godt..." Jeg smiler svagt og lægger mig så ned igen, langt ind under dynen. Zayn går om på sin side af sengen og lægger sig ved siden af mig.

"Tak Zayn...." Hvisker jeg, inden jeg lukker mine øjne. Jeg er dødtræt.

"Det var ingen årsag... Godnat... Igen..." Han griner lidt, og jeg smiler, dog stadig med lukkede øjne.

"Godnat.... Igen..." Svarer jeg, inden jeg lægger mig til at sove.... Igen...

***********

Harrys synsvinkel

"Nå? Skal vi køre nu?" Spørger Lou, og vi er alle med på det undtaget Zayn. 

"Zayn?" Spørger jeg, og han trækker på skuldrene.

"I kan godt bare køre... Cherry var syg i nat, og eftersom hun sover nu, så vil jeg have det dårligt med bare at gå. Men I kan bare tage afsted, så skal jeg nok passe hende." Er Cherry syg? 

"Jeg synes altså, du skal med Zayn... Perrie er der jo også?" Niall ser tøvende på ham, men han ryster på hovedet. 

"Jeg vil have det dårligt med at gå fra hende, når hun er syg... Men I kan altså bare gå!" Han smiler til os, men jeg ryster på hovedet. Jeg ved hvor meget, Zayn har glædet sig til at se Perrie igen, efter en hel uge. Han skal da ikke bare blive hjemme.

"Jeg bliver hjemme så. Det er alligevel jeres kærester, så det går nok." Jeg smiler betrykkende til dem, og de nikker.

"Jamen, er du med på den Zayn?" Spørger Liam. Jeg ser på Zayn, der nikker med et smil.

"Tak Harry! Vi ses senere så!" Han rejser sig op, og jeg nikker med et smil.

"Ingen årsag mate! Vi ses!". Drengene går ud af stuen og ind i gangen. Lidt efter hører jeg døren blive smækket i. Jeg tager fjernbetjeningen på bordet og tænder fjernsynet. De viser Home alone. Det passer mig egentlig fint nok. Det er en klassiker.

"Godmorgen..." Afbryder en lille stemme mig, og jeg drejer mig og ser Cherry. Hun ser helt udkørt ud. Hun er helt bleg i ansigtet, hendes mørke lange hår er helt rodet, og så har hun intet makeup på, hvilket får hendes ansigt til at se anderledes ud. Men hun er smuk. Hun har grå joggingbukser på og en almindelig sort top til. 

"Godmiddag." Jeg griner lidt, og hun smiler svagt. Hun kommer hen til mig og sætter sig ved siden af mig i sofaen.

"Sover de andre?" Hun ser spørgende på mig, og jeg ryster på hovedet.

"De er faktisk lige kørt. De skulle mødes med Eleanor, Sophia og Perrie." Jeg smiler til hende, og hun nikker tænkende.

"Hvorfor er du så ikke også med?" Hun ser undrende på mig, og jeg trækker på skulderen med et skævt smil.

"Jeg kunne jo ikke efterlade dig her, når du er syg. Desuden så er det heller ikke min yndlings ting at se på mine bedstevenner og deres kærester. Så føler jeg mig i hvert fald mere alene!" Jeg griner lidt, og hun griner også lidt. 

"Ja... Kender følelsen..." Hun sukker og retter så sit blik mod fjernsynet.

"Faktisk var det Zayn, der ikke ville forlade dig, når du var syg. Jeg vidste slet ikke, du var syg, men jeg syntes Zayn skulle se Perrie, så jeg blev. Og så kunne jeg heller ikke forlade dig." Jeg griner lidt selv over min latterlige forklaring. Jeg gjorde det måske en smule mere kompliceret, end det var. Hun ser på mig og griner lidt.

"Ja okay." Hun retter endnu engang blikket på fjernsynet.

"Er det 'home alone'?" Spørger hun, mens hun stadig ser på fjernsynet.

"Ja." Svarer jeg kort og ser så også på fjernsynet. 

"En klassiker." Mumler hun, og jeg kan ikke lade være med at smile skævt. En klassiker. Det har hun helt ret i.

"Nå? Har du det bedre?" Spørger jeg, og hun ser så på mig med et lille smil.

"Faktisk såeh... Har jeg stadig vildt ondt i min mave, men bedre kan man vidst godt kalde det... " Hun trækker kort på skuldrene, og jeg nikker så.

"Er du sulten så?" Spørger jeg, og hun ryster med det samme på hovedet. Jeg griner lidt af hende og sætter mig så til rette.

"Siden du valgte at blive hjemme for min skyld, kan vi så ikke se fjernsyn hele dagen? Du ved... Bare hente vores dyner og så stene?" Hun smiler svagt til mig, og jeg kan ikke andet end at gengælde hendes smil. Stene... Det har jeg aldrig hørt, en pige sige før.

"Den er jeg med på." Jeg rejser mig op, og hun ser undrende på mig.

"Jeg henter bare vores dyner." Siger jeg, og hun nikker så med et lille smil.

"Okay så."

*********

Cherrys synsvinkel (Igen)

"Cherry din fisk, du skal jo røre i det, ellers brænder det på!" Harry sukker højt, og jeg begynder med det samme at røre ivrigt rundt i saucen. Vi laver julemad. Efter vi havde set home alone (Og to andre film), så kom vi i julehumør, og det har så fået os til at lave juleaftensmad. De andre drenge er stadig ikke kommet, men de spiser vel ved pigerne.

Org! Måske jeg egentlig bør skrive til Emma. Hun er min bedsteveninde over alle. Ingen over, alle under. Er det ikke det, som alle de seje siger? Det mener jeg... Men i hvert fald, så er Emma min bestiiie, men det er ligesom om, at alt det her med drengene har fået mig til at glemme at lave en aftale med hende. Ups...

Men hun ved godt, jeg skal bo med dem en måned og sådan, så hun ved nok også godt hvorfor, jeg ikke har haft så meget tid til at se hende. Tja faktisk så ikke noget som helst tid de sidste 4 dage... Jeg føler mig egentlig lidt ond.

"Kaldte du mig lige en fisk?" Jeg griner lidt, mens jeg ser på Harry. Han trækker på skulderen med et skævt smil.

"Jeg ved ikke lige hvorfor..." Han griner lidt, og jeg kan heller ikke lade være. Jeg ser ned i saucen igen. Det er brun sauce. Den bedste ting på jorden. Selvfølgelig efter risalamande.

"Hvornår kommer de andre hjem?" Jeg ser spørgende på Harry, og han trækker på skuldrene.

"Pas! Men hvis de ikke kommer inden et kvarter, så spiser vi selv maden!" Jeg ser undrende på ham, mens jeg stadig sørger for at røre rundt i saucen hele tiden. Ja, ellers brænder det jo på, og så bliver jeg kaldt en fisk. Ej okay, det har han allerede kaldt mig. Det næste bliver nok en reje. 

"Hvorfor lige et kvarter?" Jeg ser spørgende på ham, og han griner lidt.

"Fordi der er maden færdig." Pludselig får jeg en trang til at stikke mig selv en lussing. Bare en lille én, det skal selvfølgelig ikke gøre ondt. Men føj, hvor er jeg altså dum! Selvfølgelig er det fordi, maden er færdig om et kvarter! Gennemtænkning og hjemmekunstskab har aldrig været mine stærke fag, må jeg være ærlig og indrømme. 

"Ja okay..." Jeg griner lidt over min dumhed, mens jeg stadig rører rundt i saucen. Hvis man selv griner over sin dumhed, så må det altså virkelig være slemt... Jeg er ked af at indrømme det, men jeg er lidt dum. Kun lidt. Altså jeg er sød, men ikke så klog. Altså dum i betydningen af 'ikke klog'. Get it?

"Har du fået det bedre?" jeg ser på Harry, mens jeg smiler.

"Ja.. Du er en god sygeplejeske!" Vi griner lidt sammen. Det har han faktisk. Det har været vildt hyggeligt, at være syg sammen med ham. 

"Det har også altid være min store drøm!" Han sender mig et skævt smil.

"Seriøst?!"

"Nej din and." Han sukker højt. Dog med et grin. Ja han sukkegriner. Kan man det? Ellers har jeg været det først menneske på hele jorden til at se det. Jeg fortjener en klapsalve. Jeg takker og bukke. Eller nejer... Men det ser bare sejest ud, når man bukker. 

"Men tak fordi du blev her... Det har virkelig været hyggeligt." Jeg sender ham et smil, som han hurtigt gengælder.

"Det har det."

**************

'''''''''''

Hvad synes I?

Tak for det hele så langt:)

Emi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...