Journalist - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2015
  • Opdateret: 31 maj 2015
  • Status: Færdig
Journalister har efterhånden fået et dårligt ry. Mange finder dem uhøflige og respektløse. Det passer måske også på nogle, men langt fra alle. Der er også mange, der elsker deres job og gør det ordentlig inklusiv Cherry Berry. Hun brænder for sit job og da hun får en stor opgave, kan hun ikke, sige nej. Men hvem ville også, sige nej til, at følge One Direction i en måned? Nok ikke særlig mange. På grund af en masse rygter om drengene, laver deres management en aftale med Cherry. Hun skal bo med dem i en måned, og på den måde vise Verdenen, at rygterne er falske... Hvis de altså ér det.

95Likes
101Kommentarer
25379Visninger
AA

20. •20. One Last Time•

 

Cherrys synsvinkel

"Er du nu sikker på det her?" Louis ser bekymret på mig, og jeg nikker beslutsomt, mens jeg strammer grebet om min kuffert. Jeg er så sikker, jeg nu kan være.

"Louis, vi har ikke talt sammen i tre dage nu. Jeg kan ikke holde det ud mere... Jeg er forelsket i en nar og for at gøre det værre, så skal jeg oven i købet bo med ham. Det kan jeg ikke. Desuden lyder Mexico, som en god løsning. Jeg har altid gerne ville derhen, så hvorfor ikke gøre det nu, hvor jeg ikke kan holde London ud? Det er jo også bare i et par uger." Jeg forsøger at smile overbevisende til ham, men man skal være døv for ikke at kunne høre, min stemme knækkede flere gange.

Jeg har ikke lyst til at rejse fra drengene. Jeg har ikke lyst til at rejse for Harry uanset hvilken nar, han er. Men mest af alt ved jeg, jeg ikke har lyst til at se dem igen. Når jeg er rejst, så er det det. Ingen artikel. Ingen verdenskendte drenge. Ingen fantastisk idiot. Ingen latterlig forelskelse. Ingenting. Kun mig og Mexico. Og når så jeg kommer tilbage til London om to uger, vil jeg ikke tage kontakt til drengene. Eventyret slutter her. Det var fantastisk, men det var det. Men uanset hvilken opblæst nar, Harry er, så ændrer det ikke på drengene. Jeg kommer til at savne dem helt sindssygt...

"Hvad tid flyver du?" Det er Liams stemme, som snakker, og jeg ser så på ham. Han ser ikke så begejstret ud.

"Flyet går 17:45" Han nikker og går så hen til mig. Hans øjne er varme og skønne, som de altid er. Åh. Jeg trækker ham ind i et kram, og sådan står vi i noget, der føles som lang tid. Han trækker sig fra mig og sender mig så et lille smil.

"Jeg håber, du får en god tur. Vi ses, når du kommer hjem igen." Jeg nikker og ser så hurtigt væk fra hans øjne. Nej, Liam vi ses ikke, når jeg kommer til London igen, det ved du bare ikke, før jeg dræber alt kontakten mellem os. 

"Farvel min mad-makker!" Det er Niall, som taler nu, og jeg ser op på ham. Jeg smiler svagt til ham og trækker ham så ind i et kram. Åh Niall... Hans kram er så varmt og blødt og.... ovre. Han sender mig et smil, og jeg går så videre til Zayn.

"Du må hilse Perrie og sige tillykke med brylluppet, når det sker, ikke?" Jeg sender ham et smil og trækker ham så ind i et kort kram.

"Du skal da med." Han smiler og klapper mig så på skulderen. Nej Zayn, det finder du ud af, jeg ikke gør. Så går jeg hen til Louis og trækker ham ind i et varmt langt kram. Man kan vel sige, vi er lidt tættere end jeg er med de andre drenge. Men også kun lidt. Lille bitte smule måske. Han aer mig på ryggen, og jeg kan slet ikke holde en tåre inde. Stop dig selv Cherry. Så trækker han sig ud af krammet, og jeg fjerner hurtigt tåren. 

"Tror I, han vil sige farvel?" siger jeg, men min stemme knækker hele vejen gennem sætningen. Hvorfor bekymrer jeg mig overhovedet om det? Harry Styles er fra nu af et overstået kapitel i mit liv. Jeg skal videre. Jeg kan bare ikke komme videre uden at sige farvel...

"Skal jeg spørge ham?" Liam ser spørgende på mig, og jeg nikker så. Ja. Ja, jeg er nødt til at sige farvel til ham, det er det rigtige at gøre, ikke? Liam går ind i stuen, som vi andre faktisk også står i, da der ikke er nogen gang, og hen til Harrys dør. Så banker han på tre gange, inden han går ind og lukker døren bag sig, så vi andre ikke kan høre eller se noget.

"Når du kommer tilbage, ikke? Så inviterer jeg dig på is!" Niall griner lidt, hvilket letter stemningen en smule. Ja, de andre virker i hvert fald til at få det lidt bedre.

"Jo tak..." mumler jeg og ser så ned i gulvet, mens en dårlig smag kommer i min mund. Dårlig samvittighed. Ad. Det smager dårligt. Gå væk.

"Han vil ikke..." lyder Liams stemme så, og mit hjerte falder med ét til bunden. Ja, det må jo så være mine tæer. Han vil ikke... Jeg får altså aldrig chancen for at sige ordentligt farvel til ham. Med det samme løber tårer ned ad mine kinder. Drengene ser alle bekymrede på mig, og Louis trækker mig så ind i et kram. Jeg ser lige Liam komme helt herhen, inden jeg lukker mine øjne, mens jeg koncentrerer mig om ikke at lave et show. I hvert fald ikke større end det allerede er.

"Jeg går nu." får jeg så ud og trækker mig fra Louis' kram. Jeg fjerner hurtigt mine tårer og tager så min kuffert.

"Farvel."

***********

"Alle passagerer mod Mexico City bør venligst gå til gate 7" lyder stemmen i højtaleren. Jeg ser på skiltet ved min side. Gate 9. Så skal jeg kun to tilbage. Med faste skridt går jeg sammen med menneskemængden mod gaten. I mine høretelefoner spiller "All That Matters" med Justin Bieber. Jeg er ikke fan, men Emma viste mig den engang, og den er god og afslappende, så den hører jeg altid, når jeg skal køre langt eller flyve. Ja, det sidste er jo så tilfældet her. Gate 8. Kun én længere hen og så er jeg der. 

Min mave gør ondt, fordi jeg er sulten, og jeg holder irriteret min hånd på den, mens jeg stadig går videre. Det var dumt af mig ikke at få taxachaufføren til at stoppe ved Mac Donalds på vejen, men ja... Jeg var sent på den, så det troede jeg ikke, jeg kunne nå. Faktisk tror jeg heller ikke, jeg ville have kunne nå det, hvis chaufføren havde gjort det, så det er nok bedst sådan her. Så må jeg vel bare købe noget chokolade på flyet og holde ud. Chokolade, det er lige hvad, jeg har brug for. Gate 7.

Jeg stopper kort op, men går så hen i køen hentil kontrollen, så man kan komme på flyet. Her står jeg så og ser på alle menneskerne, mens jeg forsøger at forsikre mig selv om, det her er den rigtige beslutning. Det er den rigtige beslutning at rejse, få en pause og så komme tilbage og leve et liv uden drengene. Åh drengene... Jeg kommer virkelig til at savne dem. Jeg kommer virkelig til at savne hám...

Med et suk tager jeg et skridt længere frem, ligesom resten af køen gør. Godt så, så er der kun fire mennesker foran mig. Hvis jeg er heldig, så er det to par eller en familie, så jeg kan komme hurtigt ind i flyet. Jo, faktisk er der to børn og to voksne, så det er vel en familie. Gud, jeg er klog... Jeg ser over på en bænk, som er ved et stort vindue. Der sidder et kærestepar, vil jeg tro. De holder i hånden, og pigen smiler over hele hovedet, mens drengen snakker, samtidig med han ser forelsket på hende. Det giver et stik i mig, og jeg ser derfor hurtigt væk. Vil Harry mon komme til at savne mig? Betød jeg måske bare lidt for ham?

"Undskyld mig Miss, men det er deres tur nu." Jeg ser op og giver så hurtigt damen ved gaten mit pas og min billet. Hvor er jeg dum og falde i staver... Hun må vel synes, jeg er træls. Her står hun og udfører sit job, og så står jeg bare og lader hende ikke udføre det. Hun giver mig passet og billetten tilbage og sender mig så et stramt smil, som jeg anstrengt gengælder. Så går jeg. Jeg går bare ned af den lange gang indtil flyet, hvor jeg igen tager min billet frem og giver stewarden. Han smiler og giver mig den så tilbage. Så går jeg ned i bunden af flyet til plads 53B. Fantastisk, så skal jeg sidde i midten af to mennesker, jeg ikke kender. Bare jeg ikke får en sur bitch eller et lille barn, det er det sidste, jeg magter.

Jeg sætter mig på min plads og ser mig så til højre. En gammel mand, som sidder med en bog, som vidst er Da Vinci Mysteriet, var jeg så heldig at få uddelt. Det er alligevel okay. Med et suk skifter jeg sang fra "Hotel" med Chris Brown og finder istedet Lawson med "Broken Hearted". Ja, titlen passer helt perfekt på mig, men sangens tekst passer ikke lige på min situation.

Min far blev faktisk pænt sur, da jeg sagde, jeg rejste fra artiklen. Han forstod ikke engang hvorfor, men sådan er det vel at have sin far, som sin chef... Dum ide. Det er bare et godt tip, men det bestemmer du selvfølgelig selv. Jeg ser til højre, hvor en dame på et sted mellem 30 og 35 år sætter sig ved siden af mig. Hun smiler venligt til mig, inden hun så åbner sin bog. Fedt for hende. 

Jeg ser ud ad vinduet og sukker så. Flyet kører allerede hen mod det sted, hvor den skal køre hurtigt og så lette. Altså den er ikke ved stedet, hvor den skal køre hurtigt, men den kører langsomt lige nu for at komme derhen. Giver det mening? "Don't" med Ed Sheeran spiller højt i mine ører. Har du hørt rygterne om, den er om Niall og Ellie Goulding? Faktisk er teksten utrolig trist, selvom melodien er god.

"And I wasn't looking for a promise or commitment
But it was never just fun and I thought you were different
This is not the way you realize what you wanted
It's a bit too much, too late if I'm honest
All this time God knows I'm singing"

Den passer på Harry og jeg. Mon han også sidder og hører triste sange om hvordan, det er at være en idiot? Jeg ser ud af vinduet, da den gamle mand læner sig tilbage. Flyet begynder at tage mere og mere fart, og jeg ved, det er snart, det letter nu. Hurtigere og hurtigere kører det, indtil det til sidst letter. Jeg ser ned på jorden og lukker så mine øjne i.

Hej Mexico. Vi ses London. Farvel drenge.

***********

'''''''

Så er der kun et kapitel tilbage! Vil I ikke være skønne at trykke på like-knappen, det vil gøre mig så glad!! 

Skriver lige en lang takke-ting i mine efterord, da jeg personligt selv ikke brydder mig om, når der er lange forfatterbeskeder i et kapitel:)

Emi

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...