Journalist - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2015
  • Opdateret: 31 maj 2015
  • Status: Færdig
Journalister har efterhånden fået et dårligt ry. Mange finder dem uhøflige og respektløse. Det passer måske også på nogle, men langt fra alle. Der er også mange, der elsker deres job og gør det ordentlig inklusiv Cherry Berry. Hun brænder for sit job og da hun får en stor opgave, kan hun ikke, sige nej. Men hvem ville også, sige nej til, at følge One Direction i en måned? Nok ikke særlig mange. På grund af en masse rygter om drengene, laver deres management en aftale med Cherry. Hun skal bo med dem i en måned, og på den måde vise Verdenen, at rygterne er falske... Hvis de altså ér det.

94Likes
101Kommentarer
25239Visninger
AA

13. •13. Nice to meet you •

 

Cherrys synsvinkel

"Cherryyyyyy!" Louis' irriterende stemme vækker mig, og jeg kniber mine øjne sammen. Kan han ikke se, jeg sover eller hvad? Org. 

"Cherry, du skal op nu!" Louis griner, og jeg vender mig så om, så jeg kan se ham. jeg åbner øjnene og sukker højt. Seriøst? jeg bestemmer selv hvornår, jeg vil op eller ej. Suk...

"Hvorfor skal du blande dig i mit søvnheds- eh... cyklus!" Han griner, da jeg gnider mine øjne.

"Tjo.. Altså Zayn er kørt for at hente Perrie, så de er her nok om cirka 20 minutter." Han trækker på skuldrene, og jeg sætter mig med det samme op i sengen. Altid noget jeg har pyjamas på, så han ikke kan se derned. Altså ikke derned men ned til de to mælkekartoner. Get it?

"Om 20 minutter siger du?" Jeg ser spørgende på ham, og han nikker så med et grin igen. Ser jeg virkelig så forfærdelig ud?

"Hvad er klokken helt præcist?" Spørger jeg og gaber svagt. Han ser på sit ur.

"Den er lige præcis 10:01, så du har faktisk kun 19 minutter til at gøre dig klar!" Han sender mig et strengt smil. Jeg sukker højt og rejser mig så op fra sengen. Jeg smiler så sødt, jeg nu kan, efter at være blevet vækket, til Louis og peger så hen på min kuffert på gulvet. Nej, jeg har altså ikke gidet pakke ud, for jeg skal jo alligevel pakke den igen om 16 dage, så hvorfor gøre det mere besværligt, end det allerede er?

"Er du ikke sød og finde noget tøj til mig? Så går jeg ind og ordner make up og hår imens." Han smiler med det samme stort, som et lille barn juleaften, der danser rundt om juletræet og har fået øje på en gave til sig selv. Ja... Sådan smiler han altså. 

"Selvfølgelig! Jeg har også ret fed stil, så endelig kan du få noget pænt tøj på!" Han blinker med det ene øje til mig med et smil. Ja, måske er det for sjov, men normalt ville jeg svare ham igen, men lige nu er jeg for træt og ja... Jeg vil egentlig bare gerne gøre mig klar til at møde Perrie, for jeg synes, det er ret stort, at Zayn vil have, jeg møder hende. Ja, måske blev den her opgave ikke lige så professionel, som jeg havde regnet med, men at jeg ligefrem skulle møde en af deres kærester, havde jeg ikke forventet, må jeg indrømme.

"Jaja, bare find et eller andet pænt, men husk, jeg har tillid til dig nu, så du er nødt til at leve op til det og vise, jeg kan stole på dig." jeg peger alvorligt på ham med med min pegefinger. Han tager sin hånd op for panden, som soldater gør, og jeg forlader så med et eller grin værelset. Jeg går ind på badeværelset, jeg altid bruger, hvor mine badeværelsesting faktisk er. Ja, mine badeværelsesting har jeg altså pakket ud. Er du lige stolt, eller er du stolt?

Jeg låser døren og ser mig så i spejlet. Mit hår er uglet, men faktisk ikke så meget som det plejer. Min makeup fjernede jeg heldigvis i går aftes (Ja, det gør jeg altså ikke altid. Spild af tid, hvis du spørger mig), så mit ansigt er ikke helt tværet ind i makeup. Jeg smiler lidt til mig selv i spejlet, inden jeg så åbner 'mit' (hotellets) skab. Det burde nok være underligt for mig, at Louis så mig i pyjamas og morgenhår, men altså det gør han hver morgen, så det bør ikke være så anderledes for ham at se det i dag også.

Jeg tager min manhatten clearface pudder og min Mac børste ud og begynder så at lægge puderen. Det er virkelig den bedste på hele jorden. Simpelthen. Jeg giver den en Nobel-Pris for at redde mit ansigt hver dag. Lol. Ej, jeg er faktisk ikke typen, der som nogen andre undskylder for ikke at have make up, eller synes jeg ser forfærdelig ud uden make up, for jeg bruger så lidt make up, at der faktisk ikke er den store forskel. Jeg bruger pudder, mascara og så en øjenbrynsgele uden farve for, at få mine bryn til at sidde, som de skal. 

Jeg lægger pudderen og børsten op i skabet igen, og tager istedet min mascara og begynder at tage det på. Da jeg har taget det på, tager jeg øjenbrynsgeleen og tager det hurtigt på. Hvis jeg tog det langsomt på, så ville det også være underligt, da det egentlig bare består i at tage børste med geleen og køre den gennem brynene, så de sidder pænt. Easy and fast. 

Jeg tager min børste og redder så mit hår igennem. Jeg ser mig selv i spejlet. Bør jeg glatte det eller er det lige meget? Ej, jeg skal også have tøj på og spise før, Perrie kommer, så jeg dropper det bare. Jeg går ud ad badeværelset og ind på Zayns og mit værelse igen. På sengen ligger der en lille bunke tøj (selvfølgelig ikke lagt sammen... Tak søde Louis. Lol. Ej, jeg ville også bare have kastet det derop og gået igen. Jeg er et godt menneske, i know.)

Hurtigt tager jeg tøj på, forlader værelset og går ind i stuen. Drengene sidder alle i sofaen sammen med Zayns og han kærester, som så er Perrie. Jeg rømmer mig, de ser så alle på mig. Perrie smiler stort og rejser sig så op fra Zayns skød.

"Gud hej! Jeg havde slet ikke set, du var kommet ud! Har du stået der i lang tid? Mit navn er forresten Perrie!" Ryger det ud af hende. Hun smiler stort og tager min hånd. Jeg fniser lidt over hvor ivrig, hun rent faktisk lød. Er det virkelig så spændende at møde mig?

"Hej Perrie. Jeg er Cherry, hvis du ikke vidste det?" Hun griner og basker så med den ene hånd, præcis som jeg plejer, som tegn på 'det er lige meget'. Hun må være min ukendte tvilling.

"Det rimer jo! Cherry. Perrie." Hun griner, og jeg kan heller ikke lade være. Det er da også rigtigt. Hvorfor har jeg ikke tænkt på det? Perrie virker faktisk utrolig sød. Hun går tilbage til sofaen (de fem skridt den er fra os) og sætter sig på Zayns skød igen. Han tager sine arme om hendes mave og holder hende beskyttende ind til sig. Ikke fordi der er noget farligt men ja... Perrie rødmer svagt, og jeg kan ikke holde et smil tilbage. Gud, hvor er de søde.

"Sæt dig da ned, du skal da ikke ende med at blive lam i benene!" Louis griner højt over sin egen 'joke', og jeg ser dumt på ham. Blive lam i benene af at stå op? Kan man det? Det virker da sært, ikke?

"Man kan ikke blive lam af at stå op!" Griner jeg, og han ser med et løftet øjenbryn på mig. Nå nå nå nå. Der er nok en, der er nedern, hva?

"Vel kan man så."

"Vel kan man ej"

"Johoov" han rækker flabet tunge til mig, og jeg efterligner ham så.

"Neheeei" de andre drenge, som følger med i scenariet, griner højt af os. Og ja så selvfølgelig også Perrie.. Altså de griner ikke af Perrie, men hun griner af os. Altså Louis og jeg.

"Jeg har over to millioner af mennesker, som er enig med mig. Kan du slå den?" Han ser på mig som en irriterende lillebror. Jeg sukker højt og opgivende af ham.

"Det kan du ikke bruge mod mig. Det er dine fans for Guds skyld!" Han griner af mig, inden han så ser fuld af selvtillid på mig.

"Bare fordi du ikke har fans." Jeg tager langefingeren op og tramper én gang i gulvet.

"Fuck dig Louis. Lav noget morgenmad til mig, eller jeg sørger for, du fortryder, du overhovedet blev født." Han ser med det samme med stort øjne på mig. Hurtigt rejser han sig op og går ud i køkkenet. Jeg griner højt af ham sammen med de andre, inden jeg så tager hans plads i sofaen.

"Se dig kan jeg lide!" Perrie giver mig en High five hen over Niall, som sidder mellem mig, og Perrie og Zayn. Jeg griner og gengælder så hendes High five. Kan man gengælde en High five? Hmm... Det gjorde jeg i hvert fald.

"Hvor mange dage er det egentlig, der er tilbage i det her?" Perrie ser spørgende på os alle sammen og Harry er den første, som svarer.

"15 dage fra nu" han smiler venligt til hende, og hun nikker. 15 dage... Det er faktisk ikke så lang tid... Gad vide hvordan det vil være, når dagene er gået? Vil vi holde kontakten?

"Det er da trist..." Mumler Perrie, og jeg sukker. That's right. Niall griner højt, og vi ser alle undrende på ham. Okay, han er bare så glad for, at der kun er 15 dage tilbage, at han griner? Jeg troede, vi var madpartnere. Snøft.

"Men så har vi heller ikke så mange kakaoregninger!" Da han har sagt det, griner vi alle. Okay, det er egentlig rigtig nok, men det er da ikke min skyld, de er så nedern og drikke kaffe istedet. Come on. Kakao er 20 • bedre.

Ind i stuen kommer Louis. Han bukker for mig og peger så ud i køkkenet. "Deres mad er færdigt frue." Jeg griner højt og kysser ham så på kinden. Venskabeligt, hvis du skulle være i tvivl. Jeg er ikke lige typen, som kysser andres kærester, må jeg indrømme.

"Taco Lou." Jeg rejser mig fra sofaen og går så glad ud i køkkenet. Gal, jeg er sulten. Ej, jeg håber ikke, du er gal. Lad mig lige omformulere mig. Hold op, hvor er jeg sulten. Haha meget bedre formulering. Her er faktisk helt stille nu. Men okay jeg sidder jo også alene i et køkken, så det er vel ikke så mærkeligt?

"Jeg tænkte, det var okay, jeg sad her imens? Jeg vil bare vildt gerne lære dig at kende!" Lyder Perries stemme. Jeg ser hen mod døren, hvor Perrie står. Hun ser ligefrem en smule flov ud. Sikkert over, hun lød så stalker-desperat-agtig. Ja, jeg er altså et ærligt menneske.

"Selvfølgelig! Du sætter dig bare!" Jeg gør tegn til, hun kan sætte sig på stolen ved siden af sig, og lidt efter sætte hun sig.

"Nå, så du er hende, min forlovede deler seng med?" Hun ser med et løftet øjenbryn på mig, og jeg kan ikke lade være med at blive en smule bange. Hun var da så sød før? Var det bare skuespil? Er Perrie i virkeligheden en snobbet poptøs? Pludselig ændrer hendes ansigtsudtryk sig til et smil, og jeg bliver straks rolig igen. Hun begynder at grine lidt, hvilket jeg heller ikke kan lade være med. Både af lettelse og over hendes 'prank'. Hun var god.

"Der blev jeg virkelig bange, for du havde forkerte tanker eller et eller andet!" Hun basker med sin hånd og fniser så.

"Nej, rolig nu. Jeg stoler på Zayn, og ja.. Dig kender jeg ikke, men du virker sød!" Jeg smiler med det samme ov er hendes ord.

"Jamen i lige måde." Jeg griner lidt, inden jeg tager en bid af mit toastbrød. Louis havde altså lavet toast med marmelade og så en advokado ved siden af. Hvordan han vidste, jeg elsker advokado, er mig en gåde, men det var i hvert fald pænt af ham.

"Han har da været god." Perrie laver et nik mod min mad, og jeg nikker enigt.

"Måske jeg bør bruge dit trick fremover?" Jeg griner og nikker så.

"Det bør du helt bestemt."

**********

'''''

103 FARVORITLISTER OG 79 FANS!!!!

Org I er fantastiske!!!!! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...