Journalist - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2015
  • Opdateret: 31 maj 2015
  • Status: Færdig
Journalister har efterhånden fået et dårligt ry. Mange finder dem uhøflige og respektløse. Det passer måske også på nogle, men langt fra alle. Der er også mange, der elsker deres job og gør det ordentlig inklusiv Cherry Berry. Hun brænder for sit job og da hun får en stor opgave, kan hun ikke, sige nej. Men hvem ville også, sige nej til, at følge One Direction i en måned? Nok ikke særlig mange. På grund af en masse rygter om drengene, laver deres management en aftale med Cherry. Hun skal bo med dem i en måned, og på den måde vise Verdenen, at rygterne er falske... Hvis de altså ér det.

95Likes
101Kommentarer
25391Visninger
AA

1. • 1. You're in? •

 

Cherry sysnvinkel

"Hvor skal vi mødes med dem?" Jeg ser spørgende på David, min chef, mens jeg sætter min taske ordentligt på skulderen. Du ved, når man har en skuldertaske/sportstaske, så falder den hele tiden ned fra skulderen, så man er nødt til at rette på den hele tiden. Virkelig trælst, hvis du spørger mig, men faktisk tænker jeg ikke så meget over det lige nu.

Jeg er blevet indkaldt til et vigtigt møde i dag med min chef, og nogen andre, jeg ikke har fået af vide, hvem det er, men det er åbenbart meget vigtigt, eftersom min chef skal med mig. Skal jeg være ærlig, så er jeg en smule ved at skide i bukserne. Kun lidt... Hvad nu hvis det er klager over mit arbejde? Eller hvis jeg bliver sagsøgt... Åh gud.... Ej, okay, hvad skulle jeg blive sagsøgt for..?

"Vi skal bare op på 7.etage og så er vi der vidst." Han sender mig et lille smil, og jeg nikker en smule forpustet. Ja, det er fint, vi skal 'bare' op på 7.etage med en kæmpe sportstaske med tøj til en måned. Altså holy moses, den er tung, er du gal?

Org, jeg håber virkelig, at grunden til, jeg skal have den her kæmpe med, er at vi skal rejse til et eller andet sted i en måned og lave en artikel eller sådan noget. Måske Bahamas. Uff, det kunne være godt! Ej, okay... Jeg tror ikke, det er Bahamas, vi skal til. Jeg forstår bare ikke hvorfor, han ikke har en kæmpe taske eller kuffert med. Sært. Jeg ser op på toppen af bygningen. "Hotel Edwards" står der med lysende fede bogstaver. Okay, et møde på et hotel, det har jeg godt nok aldrig prøvet før, det må jeg indrømme...

ENDELIG går vi indenfor og ind i lobbyen. Org, der var koldt udenfor altså. Der er jo også sne, så det giver mening, men alligevel... Jeg kan ikke lide sne. Ad. Det er alt for koldt. Ja, det er flot juleaften, men så er det også det. Så må det godt forsvinde op til himmelen igen. Hmm... Gad vide hvor smeltet sne bliver af...? Fordamper det bare og kommer op i himmelen igen, eller kommer det ned i en sø eller jorden? Hmm... Det skal googles!

Vi stopper op foran receptionen, og en dame ser spørgende på os.

"Navn?"

"David Johnson.", siger min chef, og jeg sætter min taske ned på gulvet. Jeg skal i hvert fald ikke bære på den, når jeg kan slippe lidt. Eller... Nu kan jeg i hvert fald få en lille pause indtil, vi skal ovenpå. Suk.. 

"Det er 7.etage.", siger hun. Hun sender os et lille smil og så ser hun ned i sine papirer på bordet igen. Okay, det var en kæmpe hjælp. Især hvis man tænker på hvor mange værelser, der må være på 7.etage, så var det en kæmpe hjælp. Især hvis man tænker på, hun ikke fortalte, hvilket værelse det var. 

"Vi kunne vel ikke få af vide, hvilket værelse det er? ellers bliver det i hvert fald en smule svært at finde.." Jeg fniser, og hun ser op igen.

"Det er ét værelse deroppe, så de kan roligt tage derop uden, at de farer vild. Ja, medmindre de altså ikke har nogen stedsans?" Hun ser med et løftet øjenbryn på mig, og jeg ruller med øjnene af hende og tager min taske over skulderen. Bitch. 

"Jeg tror, det går, tak for den fine hjælp." siger jeg sarkastisk og går så hentil den flotte elevator, som jeg lagde mærke til på vej herhen. Da jeg er helt henne ved den, trykker jeg på pilen op, og David kommer hen på min side.

"Du skulle ikke have talt sådan til hende.. Det kan ødelægge hele firmaets ry, hvis det ryger ud." Han sender mig et strengt blik, og lige som jeg skal til at svare ham, åbner elevatoren. Jeg går ind, stiller min taske på gulvet, og ser på David, der igen står ved min side.

"Det ødelægger helt sikkert også hotellets ry, at have hende siddende dér og 'betjene' kunder." Svarer jeg, og han griner lidt.

"Tja.. Du har fat i noget.." Jeg griner også lidt over hvor sur, hun egentlig virkede. 
"Trykker du?", spørger jeg, og ser på knapperne med numrene på, hvor man skal vælge etage. 

"Yes." Han går hentil den og sætter en nøgle i 7éren. Seriøst? Alle etager skal man bare trykke på, men nummer 7, skal man have en nøgle til. Waow. Det er fornemme sager det her, det må jeg sige. Elevatoren lukker og begynder at 'køre', eller hvad man siger. Jeg sætter tasken, men i det samme, jeg har sat den på jorden, stopper elevatoren. Jeg ser på etageviseren, og får lyst til at skrige. 7. etage.

Så er det bare at løfte tasken igeeeeen. Jeg tager den med et suk op på skulderen, og elevatoren åbner.

Wow. Det er ligesom et drømmehjem. Der er en pejs, to store sofaer fyldt med puder, en gammeldags smuk trappe, trægulv og en hel væg fyldt med vinduer ved siden af trappen, med udsigt over London. Her er smukt.

"Waow..." mumler jeg målløs, og Davis griner lidt af mig. 

"De er li"

"Åh hej! Du må være David?" Afbryder en damestemme ham, og jeg ser på hende. Hun har en pencil-skirt, en hvid skjorte og en sort blazer på. Uh og så med stilletter. Waow. Hun ligner de der stewardesser, der er i fly. 

"Det er mig ja, og det her er"

"Cherry, ja, det er denne vej." Afbryder hun ham igen, og jeg kan ikke holde et fnis inde. Hun begynder med det samme at gå med hurtige skridt hentil en dør, som hun åbner for os. Waow. Hun er god til at gå i stilletter. Det er jeg ikke. Jeg faldt engang og brækkede benene i stilletter, og jeg var ikke engang fuld. Siden da, har jeg ikke gået i stilletter. Lad os sige, jeg har fået en stillet-fobi, efter et halvt år i kørestol.

Vi går ind af døren, og der sidder der en mand i fint jakkesæt ved et bord. På den anden side af bordet, er der to stole, som jeg kan regne ud, at Davis og jeg skal sætte os i.

"Kom ind, kom ind!" Manden smiler, og jeg går så hen og sætter mig på den ene stol. Den store taske sætter jeg ved siden af. Lidt efter kommer David og tager plads ved siden af mig.

"Nå? Jeg kan se, du allerede har pakket! Det er jo perfekt!" Manden sender mig et smil, som jeg akavet gengælder.

"Eh... Faktisk ved jeg ikke helt, hvad jeg skal hr... eh..?". Manden sender mig et betryggende smil, som jeg svagt gengælder.

"Mit navn er Simon, og de er Cherry?" Han ser spørgende på mig, og jeg nikker med rødmende kinder. Jeg har altid hadet mit navn. Seriøst? Cherry Berry? Hvad hulan tænkte mine forældre dog på? At jeg skulle mobbes hele mit liv eller hvad? Puha. 

"Nå, jamen siden de ikke er blevet præsenteret for planen, så lad mig fortælle dig den nu, og så kan de enten springe fra eller være med, okay?" Simon ser spørgende på mig, og jeg nikker.

"Nå... Jeg formoder, de, 'du', må jeg godt sige 'du', istedet for 'de'? 'De' lyder så fornemt!" Afbryder han sig selv, og jeg griner lidt.

"Selvfølgelig!"

"godt så... Nå, men altså jeg kan fornemme, du ikke ved hvem, jeg er, så nu starter jeg ud med at fortælle det. Mit navn er Simon Cowell, og du har måske set mig i x-factor, som jeg er dommer i?". Dér går det op for mig, at jeg har set ham mange gange. Hvert år har jeg fulgt med i x-factor, og jeg må ærlig talt indrømme, at jeg elsker Simon og hans dømmekraft.

"Det har jeg, ja." Jeg sender ham et smil, som han kort gengælder.

"Så ved du også, at jeg skabet bandet 'One Direction'?" Jeg nikker, og han fortsætter så.

"Godt så.. Du er journalist, så du må vel have fulgt med. Drengene har på det sidste fået utrolig dårlige rygter på sig, som ikke passer. Derfor har vi tænkt os, at du, som er jounalist, skal bo sammen med dem i en måned, og så skrive om måneden, så vi på den måde får fjernet rygterne. Du skal skrive hvad, der er sandt og bliver derfor ikke tvunget til at lyve.

Hvis du går med, så skal I alle bo herinde på dette hotel og etage, og hvis du ikke gør, så finder vi en anden. Valget er dit, men grunden til, vi valgte dig er, at jeg kender David, og vi blev enige om, det skulle være en dygtig journalist i cirka samme aldersgruppe. Vi ringede så til din far, der jo ejer firmaet, og han var straks med på den. Så... Hvad siger du? Er du med?"

Han ser forventningsfuldt på mig, og jeg kan ikke lade være med at føle mig en smule beæret. De har altså valgt mig, til at bo med verdens største boyband i en måned? Får jeg så fri den måned? Jeg hár hørt om alle rygterne. Der er lidt af hvert. Nogen tror, de skal splittes op, andre tror, de dropper bandet helt, fordi Zayn vidst har rækket fuck til en paparazzi og ja... Rygter er der flere af, men det her var i hvert fald nogen af dem.

"Ehm... Hvad med mit arbejde? Skal jeg så arbejde imens? Og hvornår er det?" Spørger jeg forvirret, og David griner lidt.

"Du får naturligvis fri imens, da det ér en del af arbejdet det her, og derfor får du selvfølgelig også løn imens. Faktisk lidt større løn. Det starter fra i dag, hvis du er med? Vi tænkte, det var okay med kort varsel, når det alligevel var i London." Han sender mig et smil, og jeg nikker langsomt, mens det hele siver ind. Jeg skal altså bo med One Direction i en måned?

"Så dét I spørger mig om, er om jég vil bo med One Direction i en måned?" Spørger jeg og sr frem og tilbage på dem. De nikker begge, som om det er helt normalt. Waow.

"Men inden du tager forhastede beslutninger, så synes vi, du skal møde dem ordentligt og måske lave noget med dem i dag, så du kan finde ud af om, du har lyst?". Jeg nikker med et lille smil.

"Jo, det ville være meget rart, men hvor e"

"Hej!" Afrbryder en stemme mig, og jeg drejer mig forvirret, så jeg ser mod døren. Dér står de. One Direction. Gad vide hvad, de siger til planen? 

"Jeg forslår, I kan tage på café eller noget?" Siger Simon, og ham den forreste, Louis, smiler til mig. Ja, jeg kan altså deres navne, jeg er jo ikke journalist for ingen ting. 

"God ide! Skal vi så ikke bare gøre det nu?" Siger Niall friskt, og jeg smiler lidt til ham. Han virker sød nok. Faktisk så ér han sød. Jeg havde engang et interview med dem over skype. Interviewet blev brugt i min fars blad. Ja, jeg arbejder for min far. Han er rig, så jeg har altid fået privatundervisning, og så lærte han mig, at blive journalist, hvilket også er grunden til, jeg som 20-årig allerede er 'færdiguddannet' og arbejder på fuld tid.

"Tjo... Det kan vi godt.." Jeg smiler til dem og rejser mig op. Tøvende går jeg hentil dem, og Zayn tager sin hånd frem som tegn på, jeg skal tage imod den.

"Jeg er Zayn Malik." Siger han, og jeg fniser.

"Jeg ved altså godt, hvem I er. Jeg er ikke journalist for ingenting, vel?" De griner, og Zayn tager med et lidt ydmygt smil sin hånd tilbage igen.

"Jeg tager bare jer alle på én gang så. Mit navn er Cherry Berry og jeg er 20 år gammel." Den lyshårede, Niall, begynder med det samme at grine lavt, mens han 'hvisker' til Liam. 

"Cherry Berry?" 'Hvisker' han, og jeg sukker.

"Ja Niall, jeg ved godt, jeg har et sygt navn, men ja... Hvad skal jeg gøre ved det? Mine forældre havde vidst bare ønsket, jeg blev mobbet hele mit liv, da de døbte mig." Jeg trækker med et lille smil på skulderen, og Niall rødmer svagt. 

"Det var altså ikke min mening at"
"Det er okay! Jeg er vant til det, og hvis jeg skal være ærlig, så forstår jeg dig godt. Det ér da det særeste navn nogensinde på den her jord!" Udbryder jeg, og drengene griner lidt, hvilket jeg heller ikke kan lade være med. 

"Nå... Skal vi komme afsted?" Spørger Liam med et venligt smil, og jeg nikker.

"Tja... Jeg er klar."

"Men jeg lover dig Cherry: Efter den her cafétur, tager du helt klart i mod opgaven, for vi er nemlig nogen søde mennesker, så du vil slet ikke kunne modstå tanken om en måned med os!" Harry sender mig et selvsikkert smil, og jeg griner lidt.

"Tro på det, Styles." Svarer jeg flabet, og de andre drenge griner. 

*************

'''''''

Så kom første kapitel! Hvis nogen af jer undrer jer, så nej der var ikke noget citat eller en prolog, da jeg egentlig ikke synes, det ville passe så godt ind i novellen:)

 

Nå... Hvad synes I? 

Emi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...