havfruernes sang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2014
  • Opdateret: 5 jan. 2014
  • Status: Igang
”NED MED SEJLENE” bliver der råbt. Det stormer vildt og alle på skibet ”Little Mermaid” arbejder hårdt for at undgå at skibet skal synke. Pludselig bliver havet stille og de kan høre den smukkeste musik. Alle bliver fortryllet af den smukke musik og læner sig ud over kanten men kan ikke se noget, pludselig er der en der råber ”SE DER!” og der lige bag dem ser de nogle af de smukkeste skabninger der findes. De mystiske væsner er halvt menneske og halvt fisk, ”havfruer” er der en der siger. Det blev det sidste der blev sagt på skibet for pludselig støder de ind i en stor sten. Besætningen hopper ud over alle sider for at overleve.

0Likes
0Kommentarer
125Visninger

1. Jack smith

 

 

 ”NED MED SEJLENE” bliver der råbt. Det stormer vildt og alle på skibet ”Little Mermaid”  arbejder hårdt for at undgå at skibet skal synke. Pludselig bliver havet stille og de kan høre den smukkeste musik. Alle bliver fortryllet af den smukke musik og læner sig ud over kanten men kan ikke se noget, pludselig er der en der råber ”SE DER!” og der lige bag dem ser de nogle af de smukkeste skabninger der findes.  De mystiske væsner er halvt menneske og halvt fisk, ”havfruer” er der en der siger. Det blev det sidste der blev sagt på skibet for pludselig støder de ind i en stor sten. Besætningen hopper ud over alle sider for at overleve.

 

To uger efter i London

”…og i går blev der fundet det eneste overlevende medlem af skibet ” Little Mermaid” som forsvandt ude på Stillehavet for to uger siden, han må have slået hovedet slemt på noget da skibet sank da han påstår at lige før skibet sank hørte de den smukkeste musik og så de smukkeste væsner som han påstår var havfruer…” jeg folede avisen sammen og tænkte lidt over det jeg lige havde læst, jeg besluttede at tage over på hospitalet for at besøge den skibsbrudene og forhåbentligt få mere at vide om de såkaldte ”havfruer”. Jeg gik ud og fik fat i en hestevogn for at køre hen til hospitalet. Jeg havde ikke sport svært ved at finde indgangen, jeg var vandt til at komme her for at besøge min mor som var indlagt med tuberkulose. Inde i receptionen spurte jeg efter den skibsbrudene, ”har de en aftale hr.?”

”nej, jeg har først lige læst i avisen at min bror er blevet fundet efter han har været savnet i to uger, og så ville jeg besøge ham.” sagde jeg og håbede hun troede på mig ”okay, han er inde på stuen for enden af gangen, det er ledt at finde.”

”godt, tak.” Damen havde ret, stuen var ledt at finde. Jeg gik ned til døren og bankede på tre gange før jeg gik ind. Der sad en mand i en stol med ryggen til og kiggede ud af vinduet. ”hvem er du” spurgte han med en dyb stemme ”navnet er William Joens,  jeg læste om dig i avisen og ville høre mere om det med havfruerne” manden rejser sig og går hen til mig, pludselig falder han ned på knæ foran mig og griber min hånd, ”jeg er ikke skør, du må tro mig” siger han og kigger på mig med store øjne. ”ja, jeg skal nok tro på dig, hvis du bare fortæller mig alt om de havfruer.” pludselig begynder han at kysse min hånd ”tak, tak, tak” siger han og rejser sig op ”kom, sæt dig ned. Jeg kalder på en sygeplejeske og får hende til at bringe os noget te.” han går hen til en klokke som hænger i en snor. Han hiver i snoren og klokken siger en lille lyd. Kort tid efter kommer en sygeplejeske ind, ”hvad kan jeg hjælpe med?” spøger hun

”en kande te med mælk og sukker til” sygeplejersken går ud og manden sætter sig ned ”nåh, må jeg først spørge om dit navn?.” spørger jeg

”ja, ja, hvor uhøfligt af mig, jeg hedder mr. Smith men du kan kalde mig Jack. Når men hvad vil du vide?” svare han. Sygeplejersken kommer ind med en bakke med en kande og to kopper ”ellers andet?” spørger hun, ”nej tak”  svare Jack ”bare gå.” sygeplejersken går ud og Jack tog en kop ”vil du have en kop te” spørger han

”ja tak” Jack tager kanden op og hælder te op i koppen

”mælk og sukker?”

 ”sukker, tak” svare jeg

”hvor meget?”

 ”to stykker.” Jack kommer med to kopper med en fin søjle af damp, måske er det bare mig men jeg syntes det ligner at dampen daner et lille hjerte, jeg tror det her er begyndelsen af et rigtig godt venskab. Jack stiller kopperne på et lille bord, ”når hvad vil du vide?” spørger han da han har sat sig ned. ” først, hvor befandt i jer da i så de såkaldte havfruer?” han får en lille rynke i panden ”jo, jeg tror vi befandt os et sted mellem Afrika og Brasilien” siger han så, imens jeg skriver ned ”hvad tid var det i så dem?” spørger jeg

”hmm, jeg tror den var omkring otte til halv ni om aftenen” siger han efter at have tænkt over det i lidt tid. Pludselig får jeg en ide,

”jeg syntes vi skal tage ud og se om vi kan finde havfruerne!” udbryder jeg. Pludselig ser Jack helt forkert ud i hovedet, så siger han: ”jeg skal ikke ud på havet igen” hvorefter han rejser sig og går over til vinduet. ”det er farligt. Hvad hvis havfruerne lokker os på grund, eller endnu være bortføre os og drukner os?” råber han

”så du vil hellere blive her end måske gøre verdens største opdagelse?” siger jeg. Jeg er både skuffet og chorkeret. Jeg har troet at han ville have elsket at tage med mig. Så vender Jack sig om med et andet udtryk i ansigtet

”nej, det vil jeg ikke. Nej, vi tager af sted i morgen og om to uger er vi klar til at gøre verdens største opdagelse.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...