Blodet, der ikke findes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2014
  • Opdateret: 14 mar. 2014
  • Status: Igang
Tolvårige Malou falder ned i en brønd, men hun dør ikke. I stedet havner hun i en anden verden kaldet Silvdalen, der plages af en forbandelse. Her må hun lærer at tale deres sprog og følge deres love. Da hun bliver seksten år, og endelig har faldet til under navnet Natalie Mors, så sker der noget, der forandrer hendes tilværelse. Hun bliver et brik i et farligt spil om landets fremtid, men måske er hun også deres eneste håb om deres frelse. Men hvordan kan én pige fra en anden verden gør en ende på hundrede års frygt og lidelser? Det er historien om en pige, som styres af skæbnen, men i sidste ende tager hun selv kontrol over den.

9Likes
8Kommentarer
552Visninger
AA

2. Skyllet op på en strand

Jeg vågnede ved, at jeg hostede vand op. Saltvand. Jeg lå på jorden. Sollys blændede mine øjne og det gjorde ondt. Udmattet løftede jeg min ene hånd og lagde den hen over mine øjne for at skærme dem. Hvad var der sket?
Jeg tog en dyb indånding og mærkede en bølge af vand ramme mig i min ene side. Hvor var jeg? Jeg satte mig op, stadig med min hånd skærmende mod det skarpe sollys, for at se hvor jeg var henne.
Det var en strand. En strand med hvidt sand placeret mellem et brusende hav og en græsbeklædt skråning, der førte op til en skov.
Hvordan var jeg havnet her? Jeg boede jo slet ikke i nærheden af en strand. For øvrigt, hvad var det her for en strand? Jeg var sikker på, at jeg ikke havde set den før.
Jeg fik med det samme en helvedes hovedpine, som om jeg havde haft et voldsomt tryk, der lige var blevet fjernet.
”Av,” sagde jeg. Men så kom det hele tilbage til mig. Gården, der var blevet revet ned. Mig, der fandt brønden under nogle planker. Kragen, der skræmte mig. Og så faldt jeg vist ned?
Jeg kunne huske hvordan vandet omsluttede mig. Det havde været iskoldt, og jeg kunne ikke se noget, men det var det sidste, jeg kunne huske.
Men det kunne ikke stemme. Hvis jeg faldt ned i en brønd, hvordan var jeg så havnet på en strand? Havde nogen hevet mig op og så flyttet mig? Hvorfor skulle nogen gøre det?
Da endnu en bølge skyllede imod mig, besluttede jeg for at flytte mig lidt væk fra vandet. Mit tøj var gennemblødt nok, og forhåbentligt, så ville den, der tog mig herhen, komme tilbage efter mig. Altså, de kunne jo da ikke efterlade mig her uden nogen grund. Så den bedste plan var vel bare at vente.
Akavet, og våd som en fisk, kæmpede jeg op på benene og gik hen over stranden hen til skråning, hvor jeg så satte mig op af den, så jeg kunne sidde op, selvom jeg var dødtræt.
Mit navn er Malou Hermansen, jeg er tolv år gammel. Jeg faldt ned i en brønd og vågnede op på en strand uden at have nogen ide om hvad, der er sket.
Jeg betragtede stranden, men jeg trak vejret gennem munden. Havet, der åd sig ind på stranden for så at give slip på den igen. Oppe i himlen fløj der nogle fugle, men jeg kunne ikke se om det var måger eller en hel anden art.
Det lykkedes så for mig at trække vejret rolig gennem næsen nu, men tiden gik. Flere fugle fløj over himlen og bølgerne kom og gik som sekunder. Jeg talte dem for at få tiden til at gå, fordi jeg havde engang hørt at hver 70. bølge skulle være meget større end alle de andre.
”45… 46… 47…,” talte jeg, mens jeg sad og ventede på hvad, der nu end skulle ske. Bare et eller andet, der kunne få det her til at give mening, så jeg kunne komme hjem. Jeg ville bare så gerne hjem.
”51… 52… 53…”
Jeg tænkte så, om hvordan mine forældre havde det nu. De ville sikkert være ude af sig selv og ringe efter politiet. Det var faktisk en lidt betryggende tanke, for det betød jo, at nogen ville være ude for at lede efter mig, og det betød, at jeg nok snart ville blive fundet.
”63… 64… 65…”
Der var gået noget en del tid. Ret meget, faktisk, men hvor meget, kunne jeg ikke holde styr på, men solen var ved at gå ned bag horisonten og vejret var begyndt at blive koldere. Mit hjerte sank. Hvad skulle jeg nu gøre? Jeg vidste godt at man kunne blive syg og dø af at sove udendørs. Hvad ville jeg ikke give for at ligge i min egen seng lige nu med min bløde dyne trukket over mig?
Tanken var ligeved at få mig til at tude. Hvorfor var det her sket for mig? Og hvordan? Ville jeg dø i nat?
Jeg skævede op til skoven oppe på toppen af skråningen, og følte mig lidt dum over, at jeg ikke havde prøvet finde noget menneske dér. Men… var det muligt, at jeg kunne finde noget ly dér et sted?
Jeg vidste bare, at jeg slet ville blive på stranden mere, så jeg stop op, nu bedre end før, og gik ad skråningen op til skoven.
Den bestod mest af bøgetræer, der strakte sig så højt oppe, at de måske kunne nå skyerne. Jeg gik der rundt i skoven uden at være sikker på hvad det var, jeg ledte efter. Jeg ville gerne finde ly, men jeg havde ingen ide om hvad det skulle være for et ly.
Knas, lød det bag mig.
Jeg stivede og kiggede tilbage over min skulder, men jeg kunne ikke se andet end træer og græs. Var der noget bag eller havde det været min fantasi?
Jeg rystede en smule. Solen var for længst gået ned, så himlen var sort og skoven så mørkere ud end før. Det var lige et sted hvor man kunne blive paranoid, men da jeg gik videre, så gik jeg lidt hurtigere end før.
Jeg stoppede så op, da jeg var kommet til en dyb – meget dyb stenkløft midt i skoven. Jeg stillede mig på kanten af den og kiggede ned. Der gik meget langt over til den anden og ned til bunden, hvor der løb en å. Jeg ville helt sikkert blive dræbt, hvis jeg røg derned. Jeg skulle i hvert fald ikke gå alt for tæt op af den. Den erfaring havde jeg rigeligt med, da jeg faldt ned i brønden.
Men det var faktisk et storslået syn fra naturens hånd. Meget smuk, men jeg kunne ikke bruge skønhed til noget, når jeg havde brug for et sted at sove.
Jeg fandt så til sidst noget, som jeg kunne lide, et sted ikke langt fra kløften. Et træ var væltet og havde trukket med sig sin rødder halvt op fra jorden, så det dannede en lille hule. Da jeg lagde min jakke hen over den, så havde jeg da i det mindste ly for den værste storm og slud, der skulle ske, mens jeg sov. Jeg kravlede ind i den, lagde mig godt til rette på den bare jord og græd.
Det hele virkede så håbløs for mig lige nu. Jeg var her i en fremmed skov uden at have fundet et eneste menneske, som måske havde kunnet hjælpe mig. Jeg var bare en tolvårig pige, der ikke havde hoved eller hale i hvad, der var sket for mig. Da jeg så havde fået brugt mine tårer, rullede mig om på ryggen og åbnede øjnene.
Jeg så noget svæve over mig inden i min hule.
Det var en eller anden lille lysende bold, der så ud til at være lavet af dun, bløde hvide fjerhår med en kugle, der lyste som juletræslamper. Den så ret nuttet ud – og bedårende. Jeg kunne ikke lade være med at blive forundret over den.
Jeg rakte ud for at gribe fat i den, men den svævede væk fra mig. Grebet af min nysgerrighed kravlede jeg straks ud efter den. Og da så jeg at der var flere af dem, hundredvis – i forskellige farver. Der var grønne, gule, røde, hvide, men ingen blå uanset meget jeg kiggede efter sådan én. Jeg havde aldrig set dem før. Jeg havde aldrig hørt om dem. Hvad var de?
Lysboldene, som jeg navngav dem med det samme, virkede ikke til at være generet af min tilstedeværelse, så længe jeg holdt mig væk fra dem. De svævede bare rundt i luften – op og ned – som bomuldsfrø og lyste i deres farver. Så jeg blev bare siddende udenfor min hjemmelavede hule i et stykke tid endnu, inden jeg kravlede ind igen, nu i lidt bedre humør. Men så slog en frygtelig, men absurd tanke ned i mig.
Var jeg kommet til en helt anden verden?
Tanken var frygtelig, fordi så var jeg over flere tusind mil væk fra mit hjem, men tanken var absurd, fordi sådan noget slags var ikke muligt.
Og dog? Det er jo ikke normalt, at man falder ned i en brønd for så derefter at vågne op på en strand.
Der gik lang tid inden jeg kunne falde i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...