Blodet, der ikke findes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2014
  • Opdateret: 14 mar. 2014
  • Status: Igang
Tolvårige Malou falder ned i en brønd, men hun dør ikke. I stedet havner hun i en anden verden kaldet Silvdalen, der plages af en forbandelse. Her må hun lærer at tale deres sprog og følge deres love. Da hun bliver seksten år, og endelig har faldet til under navnet Natalie Mors, så sker der noget, der forandrer hendes tilværelse. Hun bliver et brik i et farligt spil om landets fremtid, men måske er hun også deres eneste håb om deres frelse. Men hvordan kan én pige fra en anden verden gør en ende på hundrede års frygt og lidelser? Det er historien om en pige, som styres af skæbnen, men i sidste ende tager hun selv kontrol over den.

9Likes
8Kommentarer
550Visninger
AA

5. Natten, hvor ingen sov

Tårnklokkens rugende slag vækkede mig- som altid. Den var så høj at jeg ikke kunne høre mig selv tænke. Jeg sukkede træt. Efter fire år så havde jeg stadig ikke vænnet mig til den. Træt satte jeg mig op i sengen. Jeg måtte se at stå op fordi, om ikke så længe vil Søster Magde komme forbi for at se til mig, og hvis jeg blev liggende i sengen, så ville der blive ballade.
Jeg steg ud af sengen og gik hen til vinduet for at kigge ud af den. Solen var stået op og badede klosteret i lys. Nåh, men jeg skulle i gang.
Søster Magda kom, så snart jeg havde klædt mig på i den sorte kjole. Hun så snerpet ud, som om hun havde håbet på at gribe mig i at ligge i sengen.
Det var bare ærligt.
”Godmorgen,” hilste jeg. Men Søster Magda rystede bare på hovedet over min dårlige udtale. Altså, jeg kan jo ikke bare sådan tale et fremmedet sprog perfekt efter fire år.
”Morgenmaden er i spisesalen,” sagde hun bistert, som om jeg selv ikke vidste det. Og så overlod hun mig til mig selv.
Det er lidt morsomt med sproget her. Hvis man skulle oversætte ’morgenmad’ direkte, så hed det ’Daggrymiddag’. He. He. Så var der også jordbær, det ville havde været kaldt ’Rævebær’ på grund af den røde farve.
Spisesalen befandt sig i den anden ende kloster, og for at komme hurtigst herhen, så skulle jeg gennem haven. Jeg har lært meget om mine omgivelser gennem de fire år, jeg har tilbragt her.
F.eks. så hed landet Silvdalen, og de har endda den kristne tro. Det er et kongerige, men så vidt jeg ved, så havde riget i mange århundrede været styret af en sidegren i den kongelige familie, fordi den rigtige arving forsvandt eller sådan noget, og de bar titlen ’Prinseregent’ eller ’Hertug af Islaney’. Og når man talte om en mand eller en kvinde i religiøs betydning, så sagde man ’Adams søn’ eller ’Adams datter’.
Broder Ramon havde taget sig meget godt af mig. Han tog sig af min undervisning og havde på sin vis været min værge. Selvom jeg havde haft problemer i begyndelsen, så havde han været meget tålmodigt med mig. Og det var jeg taknemlig for. Der var ikke ret mange, der ville have gidet ofre tid på en fremmed som mig.
Jeg havde en enkelt gang nævnt for Broder Ramon, at jeg ikke var fra denne verden, men han sagde, at jeg ikke skulle nævne det for nogen, og siden da havde vi aldrig talt om det.
Men jeg led stadig af hjemveg. Jeg tænkte på mine forældre, og om hvordan de havde det nu. Hvad havde de mon gjort ved mit værelse? Havde de ladet det stå som det var? Eller havde de fjernet mine ting for ikke at blive kede af det, hver gang de gik derind? Jeg var ikke sikker på hvad jeg mest håbede på.
Da jeg gik ind i spisesalen, huskede jeg mig selv på, at jeg skulle være stille, som det jo var reglen. Alle munke og nonner sad ved lange spiseborder i alt stilhed, mens de spiste deres morgenmad. Jeg huskede på første gang, jeg spiste her. Alle havde kigget på mig nysgerrig og hvisket, men Ramon havde ikke veget fra min side, og prøvede så godt som muligt at hjælpe mig.
Nu hvor vi talte om Ramon, så spottede jeg ham siddende med en tom plads, som han uden tvivl havde holdt for mig.
”Godmorgen, Natalie,” hilste han, da jeg satte mig ned.
”Godmorgen,” hilste jeg igen og tog et stykke brød fra det fad, der stod overfor mig.
Ramon nikkede bare. ”Vi har meget, vi skal nå,” sagde han. ”Har du lyst til at hjælpe til ude i Medicinhaven?”
Medicinhaven, hvor lægeplanter voksede.
”Det vil jeg da gerne,” svarede jeg for hvis jeg ikke sagde ja, så ville Søster Magda sikkert finde på noget værre arbejde til mig som at vaske op nede i køkkenet. Hvad medicinhaven angik, så ville jeg da være udenfor og få frisk luft.

Jeg blev afledt, da jeg fik øje på to munke, der læste et stykke pergament, hvorefter de så ud til at hviske bekymret sammen. De så faktisk ret ophidsede ud.
”Ramon,” spurgte jeg hviskende. ”Hvad sker der derover?”
Han fulgte mit blik og betragtede de to munke for en stund, inden han svarede. ”Ah, det er ikke noget særligt. De er sikkert bare bekymrede over høsten.”
Høsten? Det er jo forår, men hvad kom det mig ved?

 

Dagen i Medicinhaven gik ud på at bukke sig ned og rejse sig op igen mange gange. Det var til at blive træt over, men jeg ville helst ikke have ballade over det, så jeg hverken klagede eller brokkede mig. Jeg skulle bare vente indtil jeg var atten, så kunne jeg forlade klosteret for altid.
Jeg havde nemlig en plan.

Fire år havde givet mig meget til at tænke over tingene. Hvis jeg kom til Silvdalen via brønden også på en strand, så kunne det måske være, at jeg kunne komme tilbage samme vej. Altså gennem havet også tilbage i brønden. Og når jeg blev atten, så var det første, jeg ville gøre, være at gå tilbage den strand og efterprøve min teori.
Og hvis det ikke virkede, spurgte en stemme i mit hoved mig.
Se, det orkede jeg ikke at tænke over. Jeg skulle forblive optimistisk, hvis jeg skulle klare det her. Ellers så ville jeg ikke overleve det her.
Broder Karl, en meget ældre munk med langt hvidt skæg, der nåede ned til hans fødder, kom over til mig.
”Natalie,” hviskede han. ”Kunne du ikke gøre mig en tjeneste?”
Jeg rejste mig op. ”Jo, hvad er det?”
Broder Karl hostede først. Han havde været syg i mange år. ”I sidste uge, sende jeg en stol i reberation nede i landsbyen. Nu har jeg fået besked om, at den er færdig nu. Kunne du ikke være sød at hente den for mig?”
Landbyen Rødeng lå et godt stykke fra klosteret. Når jeg ville nå derhen, så ville solen været gået ned, når jeg skulle afsted igen. Men på grund af sin sygdom, så kunne broder Karl ikke så godt forlade klosteret, så jeg indvilligede.
”Jo, det kan jeg godt.”

Jeg fik ret i at turen var lang. Ulrik, klosterets kusk, der kunne bande som bare fanden, når han ikke var på kristen jord, gik ind på den lokale kro for at tage sig en dram, mens jeg hentede stolen.
Landsbyen lignede faktisk noget fra for flere århundrede siden. De havde ingen biler eller cykler for den sags skyld. Det eneste transportmiddel var vogne trukket af heste eller okser. Nogle af de indbyggere gik stadig i træsko, kvinder med forklæde og mænd med seler.
Den lokale snedker kom straks med stolen. Han forklarede mig hvad der havde været galt med den, gav sin pris, som jeg betalte. Og alle var tilfredse.
Indtil jeg kom udenfor.
Solen var allerede gået ned, så når vi kom tilbage til klosteret, ville vi være gået glip af aftensmaden. Jeg satte stolen op i vognen og overvejede om Ramon ville skaffe mig nogle rester at spise, når jeg kom hjem, da jeg hørte et skrig.
Og det var ikke alt.
Flere skrig fulgte med sammen med vrede råb. Jeg vidste med det samme, at der var noget galt. Noget skrækkeligt var sket. En forsamling dannede sig på en åben plads. Jeg gik straks herhen, da jeg var bange for at stå helt alene uden at vide hvad der var sket.
Men da jeg var kommet derhen, blev jeg utrygt ved situationen. Der var mest mænd, som så gale ud. De blev ved med at tale om, at de burde rydde ’det’ af vejen uden at forklare hvad ’det’ var. Der var nogen, der sagde, at de burde lade være, eller ville den ’anden’ komme tilbage efter hævn.
Hvem pokker snakkede de om?
”Se,” skreg en kvinde og pegede op. ”Deroppe.”
Jeg kiggede i retning af kvindens arm og stivnede.
En eller anden form for en mørk silhuet stod oppe på taget af et hus med ansigtet vendt nedad mod os. Mit hjerte bankede hurtigere af frygt.
”Lad os tag ham,” råbte en mand et sted bag mig, og pludselig var der nogen, der skubbede til mig, så jeg blev vendt væk fra huset. Og snart fulgte alle med og puffede til mig.
Fandens.
Da jeg så trådte væk fra farezonen, kiggede jeg op mod taget igen, men silhuetten var væk.
Menneskeflokken forsvandt også fulgt af vrede stemmer og fakler.
”Frøken Natalie,” hørte jeg Ulrik kalde. Han kom straks hen til mig i en rygende fart. ”Er De uskadt? Så De det?”
”Så jeg hvad?” spurgte jeg. ”Ved du hvad det var for noget?”
Ulrik hev efter vejret af udmattelse. ”Vi kan ikke tage tilbage til klosteret i aften. Det ligger måske på lur. Vi kan først komme videre i morgen.”
”Hvad var det?” spurgte jeg insisterende. Det løb koldt ned ad ryggen, da jeg huskede på den sorte silhuet på taget. ”Er der flere af dem?”
”Der er altid to af dem, hverken mere eller mindre. Hannen og hunnen. Skaberen og den skabte. Den, der dominerer, og den, som bliver domineret.”
”To af hvad?” spurgte jeg frustreret.
”Ketsumdri,” svarede Karl.
Ordet kendte jeg ikke, men jeg vidste med det samme hvad det betød.
Ketsumdri. Blod-drikker, betød det direkte oversat.
Vampyr.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...