Blodet, der ikke findes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2014
  • Opdateret: 14 mar. 2014
  • Status: Igang
Tolvårige Malou falder ned i en brønd, men hun dør ikke. I stedet havner hun i en anden verden kaldet Silvdalen, der plages af en forbandelse. Her må hun lærer at tale deres sprog og følge deres love. Da hun bliver seksten år, og endelig har faldet til under navnet Natalie Mors, så sker der noget, der forandrer hendes tilværelse. Hun bliver et brik i et farligt spil om landets fremtid, men måske er hun også deres eneste håb om deres frelse. Men hvordan kan én pige fra en anden verden gør en ende på hundrede års frygt og lidelser? Det er historien om en pige, som styres af skæbnen, men i sidste ende tager hun selv kontrol over den.

9Likes
8Kommentarer
552Visninger
AA

4. Munken fra et kloster

Jeg måtte have været faldet i søvn på et tidspunkt, for det næste, der skete var at jeg blev vækket ved at nogen ruskede i mig.
”Malou?” kaldte Vivienne blidt. Så sagde hun noget, som jeg ikke havde et kluk om hvad det skulle betyde.
Søvnig åbnede jeg øjnene og opdagede at vognen var stoppet op ad en meget høj mur af røde mursten. Og det havde holdt op med at regne.
Vivienne, som havde lært at bruge tegnsprog til at kommunikere med mig, gjorde tegn til at vi skulle stige af vognen. Jeg adlød og lod Hr. Jordbærnæse løfte mig ned på jorden, der stadig var blød og mudret af regnen.
Da Vivienne selv havde fået fast grund under fødderne, tog hun min hånd igen og klappede mig blidt på skulderen. Jeg følte mig dog ikke en smule beroliget og knugede hendes hånd i min.
Jeg kiggede op ad muren, mens vi gik langs den og overvejede om det var en kirke eller et kloster af en slags. Hvad var meningen med at tage mig herhen? En uhyggelig tanke frøs mit blod til is. Havde de tænkt sig at overlade mig til en præst, der skulle fordrive 'djævelen' ud af mig. Jeg huskede på, da vi havde haft om heksejagte i skolen, og om de torturstraffe, de uskyldige kvinder fik. Bålet, tragten, hvor de ville få hældt vand i sig til de druknede, og en masse andet uhyggelige metoder, der gav mig gåsehud.
Var det for sent for mig at flygte nu? Var det for sent, at rive min hånd fri og tage benene på nakken? Ville jeg have en chance for at komme væk? Og hvor kunne jeg flygte hen? Jeg anede jo ikke engang, hvor vi var.
Vi stoppede op ved en stor dobbeltdør af træ. Hr. Hårløs trak i en klokke, der hang ved siden af og ringede med den. Døren ved åbnet, og en midaldrende kvinde, klædt i sort som en nonne, stod der med en alvorlig uvelkommen mine. Jeg blev lidt bange for hende.
Der blev talt sammen mellem Hr. Hårløs og Nonnen, så forsvandt Nonnen ind igen og døren blev nu åbnet mere op, så vi alle kunne komme ind.
Vi var trådt ind i en stor hall med vægge af den samme røde mursten som udenfor. Ud over de vægge så blev loftet også holdt oppe af søjler. Nonnen førte os op ad en trappe, hvorefter vi gik op på første sal. Da vi passerede et vinduet, kunne jeg se ned i en gårdsplads, hvor var en slags symmetrisk have, hvor planter blev holdt i orden, mens munke og nonner gik rundt mellem dem.
Til sidst stoppede vi op foran en dør, som nonnen bankede på. Jeg hørte ’Sentre’, der sandsynligvis betød ’kom ind’. Nonnen åbnede døren og gjorde tegn til, at vi kunne træde ind.
De tre herre gik ind først, mens jeg og Vivienne fulgte med som de sidste.
Det var et gammelt kontor eller arbejdsværelse af en slags. Langs væggene stod der reoler med bøger indeni, og med udstoppede fugle ovenpå. Jeg spekulerede om man kunne sådan noget i et kloster.
Foran vinduerne, bag et stort skrivebord, stod en mand i kutte med nedslået hætte og med ryggen til os.
Da han vente sig mod os, blev jeg forbløffet over, hvor anderledes han så ud fra de munke, jeg havde set i fjernsynet. Han var ikke barberet skaldet, men havde kort lysebrunt hår. Han så også en del yngre ud, sådan omkring tredive år, og han havde et kors hængende i en kæde om halsen.
Han så… ret almindelig ud.
Han hilste venlig på mine ledsagere, og han og Hr. Jordbærnæse talte sammen. Mange gange under samtalen kiggede de på mig, og de nævnte Vivienne, hvilket bestyrkede min mistanke om at Vivienne fandt mig før jeg vågnede op, og gik så tilbage efter hjælp. Ikke en eneste gang så de forfærdede ud eller bange eller gale. Så de havde nok ikke tænkt sig at brænde mig på bålet.
Munken, som jeg fandt ud af, hed Ramon kaldte ud efter nogen. Nonnen fra før trådte ind, og han sagde noget til hende, mens han pegede på mig, hvilket sikkert var instruktioner. Nonnen nikkede og tog mig ved hånden, mens hun sagde noget tilbage. Hvor skulle jeg hen nu?
Jeg strittede en lille smule imod og kiggede op mod Vivienne, men hun smilede bare til mig, som for at sige, at nonnen var god nok. Så måtte jeg vel bare følge lydigt med.
Nonnen tog mig med nedenunder og førte mig hen til køkkenet, hvor der stod en yngre nonne og var ved at hakke løg på et bord ved vinduet. Hun så meget forbavset over at se os, og samtidig med, at den ældre nonne satte mig hen ved en kakkelovn og tændte op for den, så gav hun vist den yngre nonne nogle ordre. Den yngre nikkede forfjamsket og forlod straks køkkenet, hvortil hun kom tilbage en balje af træ.
Nåh, de ville give mig et bad. Tja, jeg kunne vel godt bruge en ovenpå min nat i skoven.
Den ældre nonne klædte mig straks af, selvom hun havde problemer med at åbne lynlåsen på min jakke, så jeg måtte hjælpe lidt, og fik mig op i baljen, mens den yngre nonne varmede vand op til den.
Det var behagelig at blive vasket, især med varm vand, fordi man havde, i det sidste stykke tid, kun været i kontakt med koldt vand. Nonnerne skrubbede min hud med en ru børste, hvilket ikke var så dårlig, når man kunne mærke snavsen blive skrabet af.
Men da de tørrede mig med et håndklæde, så blev jeg lidt irriteret, for sådan noget kunne jeg godt selv. Jeg brød mig ikke om at blive behandlet som et pattebarn.
Jeg fik ikke mit eget tøj tilbage, men i stedet en sort kjole, der var et par numre for stort til mig. Den yngre nonnen fandt et stort spejl frem, så jeg kunne se mig selv i det.
Jeg så ikke så dårlig ud. Mit brune hår var i en fletning, og jeg så megen ren og pæn ud.
Jeg kunne næsten ikke kende mig selv.

--o--

Jeg stod henne ved vinduet til mit nye værelse, mens jeg så Vivienne og de andre kører væk. Jeg var blevet overladt til klosterets varetægt, hvilket var nok bedste, de kunne have gjort med mig.
Mit værelse så ikke særligt spændende ud. Jeg havde et skab, hvor mit eget tøj, der nu selv var blevet vasket, lå i en pæn stak. Jeg havde en seng, hvor der stod en natpotte under. Der var et bord med et par bøger liggende og med stol til.
Hvad gavn kunne jeg have af bøger, når jeg ikke engang kunne læse det?
Træt satte jeg mig på sengen og kiggede op på korset, der hang op over døren. Ville Gud hjælpe mig, hvis han fandtes?
Jeg tænkte på min familie, og på hvordan det her kunne påvirke dem. Tanken var ligeved, at få mig til at briste i gråd, da Ramon kom ind.
Han smilede venlig til mig og satte sig overfor mig på stolen fra skrivebordet. Vi sad og så på hinanden i lang tid, så klappede Ramon sig selv på brystet og sagde sit navn, hvorefter han pegede på mig.
”Malou,” svarede jeg.
Men han rystede på hovedet.
”Na, na,” sagde han. ”Nan Malou. Natalie.”
Natalie? Ville han have at jeg skulle hedde Natalie fra nu af? Jeg havde hørt at nonner og munke skiftede navn, når de sluttede sig til kirken, men galt det ikke dem, der var medlemmer af ordenen?
”Natalie?” gentog jeg spørgende.
”Natalie,” bekræftede Ramon. ”Natalie Mors.”
Det så ud til, at jeg skulle have et nyt navn fra nu af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...