Blodet, der ikke findes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2014
  • Opdateret: 14 mar. 2014
  • Status: Igang
Tolvårige Malou falder ned i en brønd, men hun dør ikke. I stedet havner hun i en anden verden kaldet Silvdalen, der plages af en forbandelse. Her må hun lærer at tale deres sprog og følge deres love. Da hun bliver seksten år, og endelig har faldet til under navnet Natalie Mors, så sker der noget, der forandrer hendes tilværelse. Hun bliver et brik i et farligt spil om landets fremtid, men måske er hun også deres eneste håb om deres frelse. Men hvordan kan én pige fra en anden verden gør en ende på hundrede års frygt og lidelser? Det er historien om en pige, som styres af skæbnen, men i sidste ende tager hun selv kontrol over den.

9Likes
8Kommentarer
557Visninger
AA

3. Fundet i en anden verden

Jeg sad i skole, da læren pludselig sagde, at vi alle skulle gå udenfor for at løbe i regnvejr. Ingen af os sagde imod, og et øjeblik efter sprang vi ud af vinduet for at komme ud i regnen. Men da jeg først var kommet ud, gik det op for mig, at jeg kun var iført mit undertøj. Jeg blev dog ved med at løbe, selvom jeg vidste, at jeg skulle gå for at tage noget mere tøj på…
”AZZA.”
Jeg vågnede op med et sæt. Mit hjerte hamrede så nervøst, at jeg var bange for at det skulle springe ud af mig. Hvor var jeg?
Jeg sukkede. Nåh, jo, i min hule i Gud må vide hvor. Jorden var våd og min jakke, der hang over mig var gennemblødt, for det regnede udenfor, men jeg kunne se, at det var blevet lyst. Hvem havde råbt op?
Satans sikken en ubehagelig nat. Nu var det sikkert og vist hvorfor man opfandt huse med senge.
Jeg hørte flere råb, og navne. Rupert, Vivienne, Orlando og Michel. Men resten kunne jeg ikke forstå, enten så var de for langt væk til at jeg kunne høre det, eller også så talte de et andet sprog.
Stemmerne kom tættere på, og denne gang kunne jeg hører, at det var et fremmet sprog. De sagde nogle mærkelige ord som ’Nimena’ og ’Olsean’. Det lød ikke som engelsk eller noget andet sprog, som jeg skulle have hørt på tv, men jeg havde nu altid koncentreret mig mest om underteksterne.
Men en lille smule anstrengelse drejede jeg mig rundt i hulen, så jeg kunne kigge ud i retning af lyden. Lyden af de ukendte mennesker blev højere, men jeg kunne stadig ikke se dem.
Det gjorde mig en smule urolig. Jeg kunne næsten mærke mine nakkehår rejse sig. Jeg kunne ikke se dem, men måske kunne de se mig. Måske ville de få øje på mig, inden jeg kunne få øje på dem. Hvis jeg ikke kunne få øje på dem, så kunne jeg jo ikke vide, om jeg holdt mig skjult nok. Hvis jeg virkelig var i en anden verden, så var det jo ikke til at vide, hvad de kunne gøre ved mig. Det betød, at jeg snart skulle rømme mig fra min midlertidige lejr, hvis jeg ville undgå at blive opdaget.
Men inden jeg kunne nå at gøre noget, så kom nogen frem fra mellem træerne. Det var en kvinde. Hun havde lyst hår og var iført en himmelblå kjole med et forklæde bundet omkring sit liv, men der var for langt afstand til at kunne se om hun eller ældre. Efter hende kom tre mænd, og deres alder var ikke til at tage fejl af, for de havde alle tre lange grå skæg. Deres tøj virkede ikke meget anderledes end kvinden, for de var iført brune bukser, hvide skjorter og brune vest, men det så ret gammeldags ud, som om det kom fra omkring over to hundrede år siden. De havde allerede fire endda træsko på.
En iskold følelse af rædsel ramte mig, da det gik op for mig, hvor kvinden var ved at fører sin flok hen.
Til mig.
Jeg skyndte mig at komme ud af hulen, gribe fat i min jakke og løb så hurtigt som jeg kunne. Bag mig, kunne jeg hører de fremmed kaldte efter mig. De sagde, ’Tilla’, som måske betød stop, men jeg havde ikke i sinde at stoppe.
Jeg løb og løb, men regnvandet i mit tøj gjorde det besværligt for mig. Og nogle steder, måtte jeg springe over at undgå, at sidde fast i mudderet. Pludselig, blev min fod fanget i noget, så jeg faldt forover og ramte med ansigtet mod den mudrede jord med et klask.
Det gjorde for øvrigt også ondt.
Inden jeg kunne komme op på benene igen, hørte jeg stemmerne komme nærmere. Et par hænder greb fat i mig og vendte mig om på ryggen, og mine fire forfølgere stod over mig med et bekymret blik i øjnene. Kvinden, som jeg nu kunne se var ældre end jeg havde troet, ud fra hendes rynker ved øjnebrynene, satte sig bekymret på hug foran mig og tørre mudderet af mit ansigt med sit forklæde, men hun talte til mig i et tonefald, der nok skulle være beroligende og blid. Selvom jeg var lidt bange for dem, så kunne jeg ikke undgå at blive rørt over omsorgen. Jeg sagde nu ikke noget, for jeg var lidt bange for hvordan de ville reagere på mit sprog, så urolige de betragtede mig. Mændene stod bag talte bekymret med hinanden. En af dem løftede sin stok og pegede på mit tøj. Tja, jeg så vel mærkelig ud i deres øjne.
Selvom jeg ikke forstod dem, havde jeg en ide om hvad, der var sket. Kvinden må have fundet mig, inden jeg var vågne, og havde så kommet tilbage med hjælp.
Kvinden og en af mændene, en mand med jordbærtud, hjalp mig på benene. En af de to andre mænd, en, hvis grå skæg var mørkere i farven end de andre, gjorde tegn til dem, at de skulle gå.
De førte mig gennem skoven langs kløften. Jeg var stadig urolig ved tanken om at være sammen med de fremmede mennesker, men det så ud som om, at jeg havde intet andet valg. Kvinden fjernede ikke for et øjeblik sine hænder fra mine skuldre, og hver gang jeg ville standse op, så skubbede hun mig videre og sagde noget til mig i en bliktone. Hr. Jordbærnæse og Hr. Mørkegrå talte sammen med deres kammerat, som var skaldet, og det lød som om de var ret ophidsede, men ikke rasende. Jeg gættede på, at de diskuterede om hvad jeg var for en.
Så jeg var altså havnet i en anden verden. Jeg følte mig så fortvivlet. Hvis jeg var i en anden verden, hvordan kunne jeg så komme hjem? Jeg så mine forældre for mig, siddende derhjemme med mine søskende i fortvivlelse over hvor jeg var henne og om jeg var i live. Bare tanken gjorde helt ondt. Men jeg ville ikke græde foran de fremmede, så jeg bed mig selv i underlæben og holdt tårerne tilbage.

--o--

Et stykke henne i skoven, kom vi frem til en vej. Selvfølgelig ikke en asfaltvej, men en vej, der skabt af at vogne har kørt i en samme rute i tidens løb, for der groede ikke noget græs dér.
På den vej stod en åben trævogn med en hest spændt foran. Hr. Jordbærnæse og Hr. Hårløs løftede mig op i den, mens Hr. Mørkegrå satte sig op på kuskens plads. Kvinden satte sig ved siden af mig, lagde en grå uldtæppe omkring mine skuldre, tog min hånd i sine og sendte mig et smil, der nok skulle være tappert, men jeg kunne ikke undgå at bemærke hendes sørgmodige blik.
Hr. Hårløs kaldte op til Hr. Mørkegrå. Jeg bed mærke i at Hr. Mørkegrå blev kaldt Michel, for det kunne godt være, at jeg ville senere få bruge for at kende deres navne.
Nervøsiteten stak sig i min mave, da jeg kiggede hen på kvinden, der gengældte mit blik nysgerrig, men afventende. Okay, det kunne ikke skade at prøve.
Jeg pegede på mig selv og sagde så roligt og bestemt som mulig: ”Malou.”
Jeg gentog mig selv igen. ”Malou.” Så pegede jeg på hende, og bad om, at hun ville forstå det.
Først så hun lidt forvirret ud og rynkede med sine øjenbryn, men så smilede hun stort og begyndte at le hjertelig.
Hun pegede så på sig selv og sagde: ”Vivienne.”
Jeg smilede selv for første gang siden jeg kom hertil. Endelig fik jeg dannet kommunikation.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...