Blodet, der ikke findes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2014
  • Opdateret: 14 mar. 2014
  • Status: Igang
Tolvårige Malou falder ned i en brønd, men hun dør ikke. I stedet havner hun i en anden verden kaldet Silvdalen, der plages af en forbandelse. Her må hun lærer at tale deres sprog og følge deres love. Da hun bliver seksten år, og endelig har faldet til under navnet Natalie Mors, så sker der noget, der forandrer hendes tilværelse. Hun bliver et brik i et farligt spil om landets fremtid, men måske er hun også deres eneste håb om deres frelse. Men hvordan kan én pige fra en anden verden gør en ende på hundrede års frygt og lidelser? Det er historien om en pige, som styres af skæbnen, men i sidste ende tager hun selv kontrol over den.

9Likes
8Kommentarer
557Visninger
AA

1. Falde ned gennem brønden

Jeg stillede min cykle op ad træet, da jeg havde standset nær det sted, hvor der før lå en gård. Den var nu jævnet med jorden. Jeg plejede at cykle fordi den, når jeg skulle i skole. Den havde været hvidkalket og havde sorte vindueskarme. Hvorfor jeg var stoppet op her i dag, havde jeg ikke rigtig noget svar på. Måske fordi det var sært, at et fast punkt i ens omgivelser forsvandt. Eller måske fordi jeg ikke lige havde lyst til komme hjem med det samme. Jeg havde nok bare brug for noget alene-tid.
Det var tilbage af gården var gårdpladsen af brosten, samt stumper af ødelagte murbrokker. Det var lidt fascinerende at se på det, næsten ligesom at se ruiner efter et gammelt slot.
Så vidt jeg vidste, så havde gården været ejet af en gammel dame, da hun døde, solgte hendes nevø stedet samt jorden til naboen, som rev huset ned, fordi det var faldefærdigt og for gammelt til at kunne blive sat i stand. Jeg satte mig på en træstup og betragtede mine omgivelser. Brun jord, der strakte sig fra den udslettede gård til nabogården, som ejede det her sted. Jeg håbede ikke, at de ville få øje på mig og jage mig væk. Jeg havde jo ikke gjort noget forkert.
Endnu. Problemet var vel at jeg havde et andet synspunkt på, hvad der var forkert. Men sådan var det vel når man var tolv år.
Jeg havde haft en ikke særlig god dag i skolen. Først fordi at en af mine klassekammerater fik stjålet sine penge fra sin jakke i går, og mistænkte mig, fordi jeg var hans sidemand i klasseværelset. Vores lærer sagde selvfølgelig, at man ikke skulle skyde skylden på andre uden beviser, men mistanken hang stadig som sort sky over mit hoved.  Og så var der også fiaskoen i hjemkunstskab, hvor vi skulle lærer at lave en wok-ret, og jeg tog ved et uheld kanel i stedet for karry, fordi farven på deres opbevaringsglas var næsten ens, og jeg læste ikke etiketterne. Så var det rart, at sidde for sig selv i et lille stykke tid, hvor man ikke kunne blive generet af sine problemer.
Mit blik faldt nogle brædder, der lå ved siden af hinanden. De var blevet mørke i farven efter at have suget vand til sig.
Hvorfor blev det efterladt her? Ville det ikke være spild at lade det ligge sådan? Min naturvidenskabslærer havde fortalt min klasse mange om CO2-udslippet og hvor vigtig det var at ikke lade noget være til spilde. Sådan noget kunne have været til gavn et andet sted. Jeg sukkede. Men som min lærer havde sagt, folk tænkte mere på nuet end på fremtiden. Der var dog noget ved den stilling, de planker lå, der gik mig på. De lå på en række ved siden af hinanden. Jeg rejste mig op for at komme nærmere. Hvorfor lå de ikke ovenpå hinanden? 
Jeg skubbede plankerne til side, og fandt med det samme ud af, hvorfor de lå dér.
Under plankerne lå brønden. Den var bare en dyb cirkelformet hul omkredset af brosten. Selvfølgelig, plankerne lå der for at forhindre dyr og mennesker i at falde i den. Havde de ikke fjernet den endnu? Måske ville de gøre det senere. Eller havde den nye ejer tænkt sig at udnytte den på en eller anden måde? En brønd med vand kunne være nyttig til at styre et landbrug.
Jeg tog en sten op og lod den falde ned i brønden. Der gik tre sekunder, så kunne jeg høre et plump. Jeg smilede og kiggede ned i den. Jeg kunne se refleksionen af himlen bag mig og en mørk, uklar silhuet, hvilket uden tvivl var mig. Det så ret mørk ud dernede. Hvordan havde folk dog kunnet drikke vand, der kom dernede fra? Var de slet ikke bange for bakterier eller andet skidt, der kunne have kommet derned? Jeg ville ikke bryde mig om, at drikke noget derfra.
Jeg vendte mig om for at gå, men så for noget hen imod mig. En krage. Den fløj op fra jorden, så tæt imod mig, at jeg instinktiv tog et par skridt baglæns og snublede, så jeg faldt bagom – og blev ved med at falde.
Jeg skreg, mærkede en sugende fornemmelse i maven, mens jeg så det cirkelformede lys over mig, som jeg prøvede at række ud efter, svinde mere og mere ind på et sekund, inden jeg ramte vandet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...