Blodet, der ikke findes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2014
  • Opdateret: 14 mar. 2014
  • Status: Igang
Tolvårige Malou falder ned i en brønd, men hun dør ikke. I stedet havner hun i en anden verden kaldet Silvdalen, der plages af en forbandelse. Her må hun lærer at tale deres sprog og følge deres love. Da hun bliver seksten år, og endelig har faldet til under navnet Natalie Mors, så sker der noget, der forandrer hendes tilværelse. Hun bliver et brik i et farligt spil om landets fremtid, men måske er hun også deres eneste håb om deres frelse. Men hvordan kan én pige fra en anden verden gør en ende på hundrede års frygt og lidelser? Det er historien om en pige, som styres af skæbnen, men i sidste ende tager hun selv kontrol over den.

9Likes
8Kommentarer
559Visninger
AA

6. Altid to af dem

Vi overnattede på en kro. Eller mere korrekt: jeg lå i en seng på en kro, men jeg kunne ikke rigtig sove.
Der var altså vampyrer i Silvdalen. Ja, det skulle jo ikke være en stor overraskelse for mig, men tanken var nu foruroligende.
Jeg kunne huske, at jeg engang så en gammel vampyrfilm i skolen, da jeg var elleve. Den havde været så skræmmende og fuld af blod og død, at jeg fik mareridt i et stykke tid. Bare tanken kunne få mig til at skælve.
Den nat, havde jeg det som om at verden var blevet med et mindre trygt. Der var mere fare derude. Farer, der kunne dræbe mig uden tøven.

Hvad kunne jeg gøre for at undgå det?

 

Selvom det var morgen, så var jeg stadig bange, da vi tog af sted fra landsbyen. Karl var sikkert også bange, for han havde taget et spanskrør med sig, som jeg var sikker på, at han ikke havde med sig i går.
Tja, jeg kunne vel bruge den nylavede stol til at forsvare mig med, men ville det være nok?
Det skulle jeg ikke tænke på nu.
Da vi kom tilbage til klosteret, tog Søster Magde imod os, og sagde, at Ramon gerne ville se mig på sit arbejdsværelse. Og ganske rigtig, han var der, stående med ryggen til mig, mens han kiggede ud mod det blændende sollys, der fik ham til at ligne en silhuet.
”Jeg hører, at der var ballade i landsbyen i går,” sagde han bekymret.
Jeg var først overrasket over at han allerede havde hørt det. ”Jeg…,” sagde jeg. Jeg manglede de rigtige ord.
”Du skal ikke forklare,” sagde Ramon og vendte sig mod mig. ”Det var vampyrer, ikke?”
Jeg nikkede bare.
”Sæt dig ned, Natalie,” bad han og satte sig selv bag sit skrivebord. ”Der er vist en del, du behøver at vide.”

En del om vampyrer, tænkte jeg, mens jeg satte mig ned.
Ramon sukkede. Han virkede tydeligvis ikke glad ved tanken om at skulle fortælle mig om vampyrer, men han havde vel intet andet valg.
”Der er altid to vampyrer,” begyndte han. ”En han og en hun. Af de to dominerer skaberen over den skabte. Den yngre vampyr skal adlyde sin skaber. Sådan fungerer det indtil skaberen endte dræber sin tjener for at skifte ham ud eller selv dør så tjeneren kan skabe sin egen."

~~Jeg kunne ikke lade være med at blive en lille smule fascineret for det lød lidt som en form for dyreadfærd, hvor den sorte enke-edderkop ville dræbe sin mage efter parringen. Men samtidig var det også skræmmende.
Ramon fortsatte: ” ”En lærd mand, Lance L’Orburg, skrev, som den eneste, der undersøgte emnet, om vampyrcyklusset i sin bog: Reglerne for Vampyrernes Linje. Ifølge hans bog, så begyndte det hele med en kvinde kaldet Lillibeth, en ung brud fra en fyrsteslægt. Historien siger, at Lillibeth blev vraget af sin trolovede til fordel for kirkens fredelige liv, efter at et mirakel helbredte hans syge mor. Den svigtede brud tog en grufuld hævn. Hun påkaldte djævelen og indgik en pagt, sådan at hun ville blive til en levende død, som kunne drikke alt blod fra ’Adams børn’. Det blod, som hun ikke kunne drikke, var blod, der ikke findes.”
Det var skræmmende at forestille sig at sådan en historie kunne være rigtig, og alligevel fortalte Ramon den som et gammelt folkeeventyr.
Han sukkede. ”Tja, jeg tror ikke, at hunvampyren i dag er den samme som dengang, men jeg tror, at hun stadig er ondskabsfuld. Heldigvis så kan de ikke bevæge sig ind på helligt jord. Jeg har nu mere ond af den stakkels mand, som hun tog i sin magt. Det kan aldrig være rart at miste sin fri vilje. Og nu hvor vi taler om beskyttelse.”
Han åbnede et skrin, han havde stående på sit bord og tog en halskæde frem. Jeg troede først at det var et kors til at gå rundt med, men det var ikke et kors, der var kædens vedhæng, men en rød cirkelformet amulet med et sort træ malet på.
”Det her er et magisk amulet,” forklarede Ramon. ”Den kan beskytte dig mod at blive angrebet af vampyrer. Hvis du er bange, så vil jeg foreslå at du tager imod den.”
Det tog et øjeblik for mig at forstå hvad han mente. Han ville have, at jeg var beskyttet mod vampyrer. Var han da bange for, at jeg skulle blive angrebet af dem? Mange spørgsmål løb gennem hovedet på mig.
”Er du sikker?” spurgte jeg så.
Han nikkede. ”Absolut. Jeg vil gerne have at du kan føle dig tryg.”
Jeg tog imod amuletten og lagde den om min hals. Derpå forlod jeg hans arbejdsværelse med hovedet fuld af forvirrede tanker.


Da dagen var gået, og jeg skulle til at lægge mig til at sove, så slog en tanke ned i mig.
Hvorfor gav Ramon mig amuletten? Jeg var jo i sikkerhed i klosteret. Vidste han, at jeg ville forlade det en dag?
For pokker, alle de spørgsmål ødelagde mine chancer for at falde i søvn. Irriteret satte jeg mig op i sengen og tog amuletten frem fra under min natkjole for at se på den.
Den så ikke ud af meget, men den var måske min eneste chance for at overleve et møde med vampyrerne.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...