Love Makes Blind - Crystal Eyes - Part 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2014
  • Opdateret: 9 feb. 2014
  • Status: Igang
Angelina-Rose Lawson (18). Opkaldt efter sin fars celebratycrush og sin mors yndlingsblomst, også kaldt Angel, bor i den britiske by Croydon lige uden for London. "Mine fødder blev varme, men samtidig var det som om der blev dannet en beskyttende hinde af is omkring dem. Det kriblede en smule ned ad min ryg, og mine knæ dirrede. Jeg kiggede hurtigt ned i jorden alt vidende om at der nu ikke var nogen vej uden om" **Nyt kapitel udkommer søndag klokken 15.01**

12Likes
25Kommentarer
770Visninger
AA

5. Flyvetur

"Angel" lød det i telefonen efter den havde ringet et par gange. Han havde tydeligvis allerede kodet mit nummer ind på hans telefon. Hans stemme var glad. Jeg stod på gangen med hovedet i mit skab. Jeg kiggede på billedet jeg havde hængt op af Jaylin og jeg, for mindre end et halvt år siden. 
"Er du taget til Berlin endnu?" spurgte jeg. Det var ikke meningen at dreje vores samtale i den retning, men jeg kunne ikke tage mig sammen til at snakke om det. 
"Nej, jeg er i gang med at pakke. Hvorfor?" spurgte han. Han lød heller ikke som om han ville snakke om det, men jeg vidste at alt andet ville være forkert.
"Jaylin sagde I havde slået op" kom det fra mig, som en overraskelse for os begge.
"Så i snakker sammen?" svarede han bare. Endnu et tegn på, at han ikke ville snakke at de havde slået op.
"Niall, jeg har dårlig samvittighed" sagde jeg så, og tog mig selv til maven. Jeg kunne mærke den der knude man får, når man ved, man har gjort et eller andet dumt.
"Hvor er du henne?" spurgte han så. Jeg havde ikke engang kendt ham i et døgn, og jeg vidste allerede at han var mester til at snakke uden om.
"På skolen. Hvorfor?" svarede jeg, for i det mindste at blive ved ét emne.
"Tag hjem nu. Pak dine ting, og mød mig i lufthavnen. Så kommer du med til Berlin" kommanderede han.
"Niall, det kan jeg ikke"
"Gør det for min skyld" sagde han så og lagde på, uden at give mig nogen chance for at sige fra. Han var ikke typen der tog i mod et nej. Det havde jeg også opdaget på under et døgn.

Lufthavnen var stor og tom. Jeg kiggede på uret:17.36. Der var ingen der rejste nu. En lille gruppe af lufthavnsarbejdere passerede og kiggede en del. Der var også meget at kigge på. Mig med min fine lyserøde kuffert, og tårer trillende ned af kinden, helt alene. Jeg gætter på, at jeg lignede et lille barn der var blevet væk fra sin mor.
Pludselig så jeg en gruppe på omkring 50 mennesker komme ind af døren. Niall og nogle sikkerhedsvagter førte an. Resten var fans der råbte hans navn. Han kiggede op fra sin telefon og fik øje på mig. Jeg kunne se han havde grædt. Han kunne sikkert også se at jeg havde. Hans krystalklare øjne borrede sig ind i mine, og fik min knude i maven, til at forsvinde en smule. Jeg prøvede at kigge væk, men det var som om han holdt mig fast med sit reb af skønhed, og jeg måtte give op. Jeg fremtrang et smil, og det samme gjorde han. Han kom tættere på, og da han stod lige foran mig krammede han mig. Et langt og trygt kram. Jeg klemte øjnene sammen, og strammede mit greb om ham en anelse. Det samme gjorde han. Pludselig gav han slip, og jeg åbnede mine øjne med et sæt. Vi var omringet af fans med telefoner og kameraer i hånden. De to sikkerhedsvagter, kæmpede ihærdigt for at holde dem væk, men fansene var umulige. I stedet tog de fat i os begge og fik os hen til der hvor vi skulle boarde. 

Flyet var et luksus fly med plads til 100 mennesker, men sæder til 10. "Masser af benplads" tænkte jeg da jeg trådte ind. Der var kun Niall, mig, to piloter og en stewardesse. Hun viste os to pladser over for hinanden hvor vi satte os. "Hvis I mangler noget, så sig til" sagde hun, venligt som hun jo skal, og gik.
"Hvad tror du dine fans, gør med de billeder?" spurgte jeg så, og kiggede ud på skyerne der bevægede sig fra at være over os til at være under os.
"Hvis de ikke allerede er på adskillige fansider, så går der ikke lang tid" svarede han.
"Hvad siger vi? Ved de at Jaylin og dig har slået op?" spurgte jeg så. Han åbnede munden for at sige noget, men hans stemme var væk. Han lod hovedet hæve sig en smule, for at undgå tårerne at få frit løb. I stedet for at svare rystede han bare på hovedet. Jeg tog en dyb indånding
"Niall. Det er ikke din skyld" sagde jeg så og lagde min venstre hånd på hans lår. Han kiggede ud af vinduet.
"Du var fuld. Det var min skyld. Jeg var jo ædru. Jeg burde have sagt fra"
Han kiggede mig i øjnene, og hans virkede endnu mere som krystaller, når de var våde af tårer.
"Jeg var også ædru, Angel" sagde han så. Det gav et gys i mig. Det betød, at han ville lige så meget som han sagde den aften. Og jeg havde troet, det bare var fordi han var fuld.
"Men... Niall...?" kom det lidt overrasket fra mig. Jeg kunne ikke rigtig sige mere.
"Jeg ved du tror jeg var fuld, og at det var grunden til at jeg gjorde det. Men det var ikke grunden. Grunden var dig. Da du stod på det trappetrin var jeg som fortabt i dig. Måden dit hår sad. Måden dine øjne skinnede igennem mine..." han tog min hånd, som lå på hans ben. Jeg lod ham gøre det et par sekunder, men tog den så til mig
"Niall, du har Jaylin" sagde jeg så og kiggede ud af vinduet. 
"Hun slog op med mig. Ikke omvendt. Husker du det?"
Jeg nikkede. "Fordi du..." Jeg rettede mig selv: "Vi kyssede" Jeg vidste at det var mindst lige så meget min skyld. 
Han kiggede væk.

Da flyet landede i Berlin tog jeg en dyb indånding, og rejste mig fra sædet. Niall blev siddende.
"Hvorfor rejser du dig ikke?" spurgte jeg så, og rakte min hånd ud til ham for at hjælpe ham op.
"Sæt dig ned" sagde han så. Jeg gjorde som han beordrede. "Kig ud af vinduet" fortsatte han. Jeg gjorde igen som han sagde. "Hvad ser du?" spurgte han og kiggede mig i øjnene.
"En masse fans" sagde jeg gættende på om det var dem han mente
"Ja. Det vil tage to sikkerhedsvagter lang tid at få dem væk" sagde han så. "Welcome to my life" fortsatte han. Jeg lænede mig tilbage i stolen. Hvem vidste hvor lang tid vi ville være fanget her. En åben mulighed for at få snakket.
"Niall, der er noget jeg skal have gjort klart for mig selv" lød det fra mig. Han flyttede øjnene fra vinduet og over på mig. 
"Har vi noget, eller....?" spurgte jeg så godt jeg kunne, uden at min stemme ødelagde mine ord som en sulten tiger der lige havde fundet sin zebra.
Han satte sig over på sædet ved siden af mig, og jeg blev fanget i hans øjne. Forsigtigt bevægede han sit hoved tættere på mit, stadig i mens han holdt øjenkontakten. Langsomt lod jeg mine øjne lukke, og jeg kunne mærke hans blide læber røre mine. Min mave killede og jeg blev varm helt ud i mine fødder. Han lagde forsigtigt sin hånd på min kind alt i mens han holdt sine læber på mine. Jeg åbnede kort øjnene, og kiggede på hans perfekte ansigt. 
"Var det svar nok?" spurgte han så. Jeg smilede, rødmede en smule, og nikkede så.

Stewardessen kom smilende frem fra gardinet. "I kan forlade flyet nu. Fansene er væk. Håber I nød jeres tur"
Niall tog min hånd og vi gik sammen hen til døren. Piloten kom frem for at åbne døren, men stoppede. "I ved godt at der er paparazzia der ude, ikke?" spurgte han så. Vi kiggede på hinanden og han nikkede. Piloten åbnede døren, og der stod et par mænd med dyre kameraer og ventede på os. 
"Er du sikker?" spurgte jeg, før vi trådte det første skridt ud ned af trappen. Han kiggede på mig.
"Kun hvis du er" sagde han så. Jeg nikkede. Sammen gik vi ned af trappen og da vi kom ned lagde han armen om mig. Sammen fugltes vi efter en stewardesse fra lufthavnen. Fuldt bevidste om, at vi ville være på hundredevis af forsider i morgen. Og GossipTV var sikkert allerede i det sekund, på pletten med det nyeste om os. 

***

Forfatterkommentar:

Håber i kan li dette kapitel af Love Makes Blind.

Kom gerne med ris og ros

Hvad vil der ske når billederne af Niall og Angel dukker op på internettet?

Finder Jaylin ud af det?

Hvad vil Directioners sige?

Læs med i næste kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...