exist

Kayla var en pige med kræft, hun viste at hun måske kun havde en måned eller måske et år at leve i, men alting begynde at ændre sig da Kayla overhører en samtale. En magisk verden begynde at dukke op, men den skulle slet ikke have eksisteret inde i Kaylas hovde, og uheldigvis midt i alt kaosset blev hun for elsket i Niall Horan

4Likes
2Kommentarer
339Visninger
AA

5. en ukendt følse

Nialls synsvinkel

der var noget der væggede op inde i mig, som et lille frø der har ligget i jorden i tusind af år og pludselig begynder at spire. det var en følelse jeg aldrig havde haft før. det var en følelse som om alt faldt på plads. hun så så svag og hjælpeløs ud. jeg havde lyst til at gå hen og røre ved hendes kind. føle hendes hud. mærke hendes skind. varme hende op.

hendes øjenlåg begyndte at vibrere. en og lige så stille åbnede hendes øjne. hendes læber skiltes let. en lille rystende stemme kom ud fra hendes mund ''Na....''

en nervøs fornemmelse prikkede i min mave. det kunne ikke lade sig gøre. ''Na..Na.....ill''

jeg var helt målløs. hvorfor..... mig? Madison skubbede mig hen i mig Kalya. jeg begynde at gå hen i mod sengen, og satte mig med ved siden af hende. hendes øjne åbnede. de var grønne som bladene på træerne, og hendes kastanje brune hår bølgede sig ned omkring hendes kinder  og videre ned ved siden af hendes brystkasse. hun tog dybe vejrtrækninger ''tak'' sagde hun med en stille stemme.

''hvor er hun? hvor er hun?''.... kom en dame styrtende ind af døren. jeg skynde mig op at stå og hen til Madison igen. hun kiggede hen på sengen hvor Kayla lå. jeg så en tåre løbe ned af hendes kind. det måtte værre hendes mor. hun vente sig om og kiggede lige ind i mine øjne ''var det dig?''

jeg kunne ikke få en lyd ud. hvorfor mig? men pludselig hørte jeg noget henne fra sengen. Kalya's mor vente sig om. ''mor?'' hendes mor sukkede lettende ''han gjorde ikke noget. sværd imod han hjalp mig'' hendes mor vente sig om i mod mig igen. hun nikkede undskyldende.

''vil du have en kop vand du ser lidt bleg ud?'' Da hun sagt det, følte jeg mig enlig lidt tør i halsen. så jeg sagde ja tak, men det jeg ikke lige havde forventet var at hun ikke havde sagt det til mig. det var til Kaylas mor, men heldigvis var der ingen der hørte det. udover Kayla.

hun smilte til mig. mit hjerte begynde at banke hurtigere. seriøst hvad skete der med mig.

Madison tog fat i min skulder og trak mig med ud af rummet ''hvad var det?'' hun kiggede på mig med et nysgerrig blik ''hvad? ingenting''

hun tog sine hænder op beskyttende, som om hun sagde okay, okay, og gjorde tegn til at vi skulle til at hjem. ja jeg boede sammen med min kusine, fordi at min familie boede helt over i Irland, og jeg kom ind på highschool der, og der var jeg så, men det var okay. jeg har fået nogle gode venner eller det vil sige min kusine og min lære, men jeg har et helt år foran mig, så jeg kan godt nå at få nogle flere venner og måske en der er mere end en ven.

vi gik ind i det værelse Kalya lå i igen for at sige farvel og god bedring.

                                                                ♦♦♦

Kaylas synsvinkel

mit hoved var øret, mine knogler føles som sten. jeg prøvede at sætte mig op, men jeg var for svag. jeg vente mit hoved så jeg kunne se noget. i starten var det sløret, så jeg gled lidt i mine øjne. det der var slørede blev mere og mere synlig. jeg var ikke mere inde i værelset, men inde på........ operationsstuen. døren gik op. nogle hvide hansker kom til syne, og en læge kom ind. rædslen spredte sig. mine øje søgte lægens hånd. hvor han imellem fingrene havde en sprøjte. jeg kunne mærke mine muskler begynde at trække sig sammen, da sprøjten gik igennem min hud. bedøvelsen trak sig ud i mine åre. fra min ene skulder ud i hele min krop, også...... var alting sort. det eneste jeg kunne mærke var mit hjerte banke, og kuldegysningen der kriblede på mine arme også var det hele sort.

 

jeg vågnede op badet i sved, og anede ikke om det var virkelighed eller en drøm. men jeg var tilbage i hospitals værelset. følelserne bulrede rundt i mit hoved. jeg hørte nogle læger og min mor tale sammen. stemmerne var svage, men jeg kunne stadig høre dem ''jeg har aldrig set noget lignende. dette er ikke kræft, men noget andet. jeg ved bare ikke hvad'' der blev helt stille, efter lidt tid. var der en der sagde '' jo.... det er set en gang før. en kvinde for cirka 17 år siden.... hun var gravid. det DNA der flød i hendes åre. var ikke som et almindeligt menneske, men noget unaturligt. det mærkelige er bare at.......'' hendes mors stemme afbrød lægen ''ssssssh, det kan være at hun kan høre jer. jeg skal nok fortælle jer det hele, men kan vi ikke godt gå et andet sted hen?'' De begynde at gå ned af gangen. en tåre løb ned af min kind. hvordan kunne hun holde det hemmeligt for mig? og jeg troede jeg var døende, men det har hele tiden bare være en kæmpe løgn. jeg kom pludselig i tanke om det andet de havde sagt. hvad mente de med noget ukendt?

 

jeg var endelig kommet ud fra hospitalet, men jeg forstod ikke noget mere. det var som om det hele gik i stykker lige så hurtig, som det faldt på plads. mit hoved boblede med forvirrede tanker og med en masse forskellige følelser.

 

(Tre dage efter uheldet)

Jeg havde en enlig fået fri fra skole men min "mor" var begyndt at drive mig til vanvid der hjem med "husk nu at tage de piller du har fået" og "husk nu at du ikke må gøre dit og du må ikke gøre dat" helt ærligt ved hun ikke at jeg ikke er et barn på 7 år mere! Og det var bare over en aften. Så derfor tog jeg i skole, men selvfølgelig også for at se Madison og Niall. hver dag begyndte også at gå stærkt, men det behøvede jeg ikke at være bange for mere. det eneste jeg var bange for der var at jeg ikke ville finde ud af hvem jeg var. 

der var allerede gået to uger siden jeg var kommet ud af hospital, og Niall, Madison og jeg var blevet rigtig gode venner . 

Jeg havde min hættetrøje på igen, så lærerne ikke kunne se at jeg sad og hørte musik. Vi havde dansk. jeg mærkede en pikken på min skuldre. tog min ene høretelefon, og vente mig om. der var en der gav mig en seddel. bagerst i lokalet sad Niall og smilede til mig.

jeg foldede papiret ud, og begynde at læse.

''halløjsa''

der var en lille sjov krølle på j'et der trak mine mundvige op af. 

''hvordan går det''

jeg tænkte mig om.... ja, hvordan gik det enlig? det var da et godt spørgsmål sagde jeg til mig selv. jeg sad lidt og så ud i luften, men pludselig begynde jeg at skrive. jeg havde faktisk ikke nogen anelse om hvad jeg skrev. jeg skrev bare, og før jeg havde set mig om havde jeg allerede skrevet en halv side. jeg så lidt på hvad jeg enlig havde skrevet. Jeg havde skrevet om var der var sket på hospitalet, men undlod det overnaturlige. Det ende med at smede det ud.... der var for mange følelser, så jeg begynde at skrive en ny enkel besked som var kortere uden så mange følelser, men det handlede stadig om det samme.

andet kunne jeg ikke finde på. så jeg foldede papiret sammen, og bad ham der sad omme bag mig sende sedlen hen til Niall. da sedlen var halvvejs begynde jeg at fortryde hvad jeg havde skrevet, og jeg blev helt bang, men jeg viste ikke rigtig hvorfor. pigen der sad ved siden af Niall blinkede til ham og gav han var ved at række ham sedlen. jeg begynde knuge mine fingre både af frygt for hvad han ville sige, men også fordi jeg blev sur på hende pigen og jeg....... mine negle borede sig ind i huden. læren vente sig om lige i det Niall fik fat i sedlen, og så det. ''Niall og sierra (det var pigen der gav ham sedlen) det kan godt være at i måske synes timen er kedelig, men derfor skal i ikke sidde og skrive kærestebreve'' vores lærer Peter tog papiret, men sierra smilede bare drilsk til Niall. Jeg kunne mærke vreden vælde over mig som et vandfald. Jeg troede mine negle ville lave små huller i min hud og forstillede mig små blod dråber komme ud fra min håndflade "øh nej det er faktisk mit papir" Peter smaskede papiret ned i bordet og gav mig det onde blik. Pludselig sprang vinduet op, og en due fløj ind. Den svævede over og klattede på hendes skuldre. En halv kvalt lyde kom fra hende. Duen landede på mit på mit bord og kiggede på mig med sine store øjne. En stemme fylde mit hoved "pas på med hvad du gør" den foldede sine vinger ud og satte af. En fjer landede i min hånd "den vil beskytte dig" lige så hurtig den var kommet var den væk igen. jeg fik øje på fjeren der nu lå på mit bord, og jeg var ikke længere i klasse lokalet, men i et endeløst rum. mine øjne var stadig fokuseret på fjeren. den var gylden brun næsten kobber farvet. det var som om den tiltrak min hånd. som om den kunne styre min arm. mine fingre var nu lige over fjern en gnist formede sig imellem den og mine fingre. gnisten løb op af min arm og videre ud i hele min krop. Det var ligesom den gang jeg så Niall første gang, men det var bare en følelse det her var virkeligt. Jeg fik et stort lag over mine øjne, og pludselig lå jeg ned på gulvet. Alle grinte. Ja selv sierra grinte og hun havde lige fået en kæmpe fugleklat ned over sig! Men ikke niall han så på mig med hans bekymrede øjne for han var den eneste der "viste" hvad der forgik. Jeg havde nemlig bed dem om ikke at sige noget om sygehuset. At de bare skulle sige jeg fik det dårlig og kørte hjem.

En rødmen trak op i mine kinder og det eneste jeg gjorde var at sætte mig op på min plads og satte musikken på igen. Alt lyd blev lukket ude, som om jeg sad helt alene i det lille klasse værelse. Fjeren fik min opmærksomhed igen. Jeg prøvede lige så stille at røre ved fjeren igen. For så var jeg forberedt på hvis jeg stød igen, men denne gang skete der intet. Jeg tog den op i hånden og fandt en lille halskæde der lå i mit penalhus. Tog vedhænget af og fandt en meget spids blyant og borede hul i enden af fjeren. Trak halskæden igennem og så placerede den rundt om min hals. Det føltes som og den var ment til at være der. Ment til at være lige præcis rundt om min hals. Ment til at ligge lige over mit bryst. Det var som om jeg kunne mærke det. Min skæbne afhang af den lille fjer den hang om halsen på mig. Jeg nåde ikke at at lave nogle dansk opgaver før klokken ringede ud.

 

Lige efter jeg havde pakket sammen kom niall bag mig og prikkede mig i siden. "Av" sagde jeg lidt for hård, men fniste efter så han ikke misforstod mig. Han kiggede bekymrede på mig " er du okay efter det i time eller i det hele taget" Malisa sierras bedste ven kom hen ved siden af os "nåh i opføre jer jo som et gammelt ægtepar" sierra huggede blid, men alligevel hårdt sin albue ind i ryggen på Malisa. Hun vente sig om med et overrasket og smertefuldt blik i øjnene " hvorfor gjorde du det?" Råbte Melisa efter hende, men sierra blev bare ved med at gå målrettet hen i mod udgangen i klasselokalet. Enlig viste næsten alle sierra var forelsket i Naill hun ville bare ikke indrømme det, men jeg viste Niall ikke var forelsket i hende. For vi cyklede jeg sammen på et tidspunkt og han forklarede det til mig at hun havde været lun på ham i mega mange år, men han havde aldrig været lun på hende. Jeg så ham i øjnene. Mit hjerte begynde at banke hurtigere. En knap sagde klik oppe i min hjerne, og pludselig flækkede et glas oppe på vores læreres bord. Både Nialls og mine reflekser reagerede hurtigt, og vores hoveder drejede i retning af glasset. Det var kun flækket i to stykker og ingen skår overhovedet.

Vi kiggede på hinanden og begynde så at grine. Jeg ved ikke helt hvorfor. Da det sjove var over. Kiggede han alvorlig på mig igen. Han havde ikke glemt det.

"Ja ja" sagde jeg som om det var ingenting, men jeg viste jo godt det ikke bare var ingenting. Jeg kiggede desparat ned på mine skolebøger, som jeg var igang med at pakke sammen. Hvorfor var jeg så uforudsigelig! Vær gang jeg var nervøs begynde jeg selvfølgelig at pille ved mit hår. Mit løse mit hår var blødt, men mens jeg stod at koncentrerede mig om det og at pakke mine ting ned i min taske. Så jeg ikke det papirer hvor alle mine følelser stod i inklusiv det med hospitalet! Niall samlede det op og begynde at læse det "ingenting siger du" jeg blev forskrækket da jeg så hvad Niall viftede med i hånden. Jeg blev helt stum "øøh Niall jeg....... Jeg ville jeg ville give dig den men så tog Peter papiret, og... Og nej du har ret jeg er ikke okay" en tåre pressede på. Jeg tror Niall kunne se på mig at jeg ikke lige var i det bedste humør lige nu og det eneste han gjorde var at lægge sine arme om mig, og det hjalp. Hans duft hylde mine næsebor, og jeg følte mig straks mere rolig. Tåren løb ned af min kind. Niall trak mig ud og kiggede mig i øjnene "der var sikkert en grund til din mor holde det skjult, måske så du ikke blev såret" jeg nikkede forsigtig, og trak mundvigene lidt op af. Jeg havde ikke fortalt alt ikke hvad hun havde holdt skjul, men det var han også lige glad med bare jeg ikke var ked af det. Vent var en stemme kom ind i mit hoved " jeg håber hun er okay" det lød som Nialls "Sagde du noget" Han smilede så man kunne se hans hvide lidt skæve tænder imens han rystede på hovedet. Jeg må have hørt syner.

Min mor havde meldt mig til sådan noget hvor jeg skulle gå op til en "læge" og tale med hende om nogle "svære ting" jeg ikke kunne tale med min mor om. Jeg kunne bare ikke se hvad det skulle hjælpe på. At sidde inde i et lokale og snakke med en fremmed kvinde eller en mand. Hvad skulle jeg fortælle det er jo ikke lige frem fordi jeg jeg vil fortælle alt vel. Lige fra den dag jeg så et hospital eller jeg startede med at gå i børnehave til at sidde i en stol og snakke med hende eller ham. Det er bare for mærkeligt.

Jeg kom ind i et rum hvor en kvinde sad og læste et papir for sig selv. Der var ikke andet end hende to stole, et lille sofa bord, hendes taske og en lille lampe der stod midt på bordet. Alle vægge var malet grøne. Trægulvet knirkede da jeg trådte på det. Hun kiggede og så mig, som et lyn stod hun henne ved mig, og havde taget min hånd. det er okay sagde hendes øjne til mig ''kom, kom sæt dig ned'' hun trak mig hen i mod en af stolene, og jeg satte mig ned. den var okay blød og ret behagelig at sidde i. hun skynde sig om på den anden side af bordet og satte sig ned på en træstol. jeg kiggede forvirret på hende. hun sad bare der  og ventede på at jeg skulle sige noget, men jeg viste ikke hvad jeg skulle sige. så da vi havde siddet der i noget tid, sagde psykologen til mig ''nåh, har du noget at fortælle?'' det eneste jeg gjorde var at ryste på hovedet. stilheden blev længere indstil hun brød den ''okay jeg har noget du skal gøre'' hun gav mig en brun læder bog ''jeg synes at d skal skrive dine følelser ned og dine gode og dårlige oplevelser og hvis du så har brug for det så kan du jo komme'' efter det fik jeg love til at tage bussen hjem og skrive i min 'dagbog', men det gjorde jeg bare ikke lige da jeg kom hjem smed jeg mig i sengen og prøvede at fald i søvn. Det skete bare aldrig. Så jeg lå bare og tænkte. Pludselig kom jeg i tanke om ham over den der chatside. Jeg sprang op fra sengen, løbe de 2 meter der var hen til skrivebordet. musen fløj hen over skærmen og lande på app'en chatsiden.com. der kom ........ omg han havde skrevet 20 beskeder! og han havde tydeligvis ikke givet op for to sekunder efter jeg havde åbent siden. kom der en besked ''hejsa :D'' et lille smil dannede sig på min læbe. jeg sendte en lang besked tilbage med hvorfor jeg ikke havde svarede på alle hans beskeder, og at jeg var så ked af det. Han tilgav mig. Jeg var så lettet inden i. Efter så lang tid hvor vi havde talt med hindanen hver dag også havde jeg ikke svaret ham i nogle uger også tilgiver han mig bare. Det er jeg nød til at huske. For hvis han en dag er så dum som jeg har været så er jeg nød til at tilgive ham.

Vi skrev i cirka et kvarter også skulle han ned og spise. Jeg tog bogen op af tasken som jeg havde fået af psykologen, tog en blyant og slog op på første side. Kære dagbog..........Jeg viste ikke hvad jeg skulle skrive om. Det havde været en helt almindel....Vent nej det er lige det det ikke havde været. Så jeg viskede det ud og begynde igen. Det havde netop ikke været en helt almindelig dag i dag. Det var en talende fugl. Arg det var nu kun mig det kunne høre hvad den sagde, men hvad så. der fløj ind i vores klasselokale, den gav mig den her fjer, men jeg ved ikke hvad det skulle betyde..... Jeg kunne ikke finde på mere, så jeg lukkede stille mine øjne istedet og lagde mig til at sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...