exist

Kayla var en pige med kræft, hun viste at hun måske kun havde en måned eller måske et år at leve i, men alting begynde at ændre sig da Kayla overhører en samtale. En magisk verden begynde at dukke op, men den skulle slet ikke have eksisteret inde i Kaylas hovde, og uheldigvis midt i alt kaosset blev hun for elsket i Niall Horan

4Likes
2Kommentarer
345Visninger
AA

6. brændt

Jeg vågnede ved at noget brændte mig på armen. Jeg satte mig hurtig op, og blev helt rundtosset. Jeg havde stadig tøjet på fra i i går. Og min kæde hang løst rundt om halsen, men det var som om den var blevet lettere. Jeg rystede bare på hovedet og troede jeg var ved at blive sindsyg. En stikkende og brændende fornærmelse kom fra min arm lige under skulderen. Jeg trak bare mit ærme fra t-shirten lidt op, og kunne se noget sort på min arm, men det kunne ikke komme af. Jeg skynde mig ud på toilettet. Smed mit tøj og gik i bad. Det varme vand skyllede ned over min krop. En af de bedste ting. Da jeg havde stået der i lidt tid strak min hånd igennem håret og lod mit hoved falde bag over. Jeg hadet altid det med at man ikke vil i bad, men så når man er der inde gider man ikke ud!

Da jeg kom ud var der damp på væggene og spejlet. jeg havde helt glemt det sorte på min arm, men da jeg så et glimt af den huskede jeg det. det var ikke gået af! jeg tørrede dampen af spejlet, så jeg kunne se hvad det sorte var. Det lignede en tattoo af en fjer.... Vent fjer? Jeg fik taget nogle bukser og en t-shirt på og løb ind på værelset hvor jeg havde lagt halskæden. jeg tog den op i min hånd. fjeren var væk! hvordan kunne det lade sig gøre, men så kom jeg til at tænke på det på hospitalet. det min mor sagde. efter det overraskede det mig faktisk ikke. jeg kunne mærke vreden stige mig til hovedet igen. ''KAYLA'' jeg tog en dyb indånding, og gik ned til hende.

hun stod med maling over det helt. Jeg må nok sige det var godt hun havde plastik under sig og ikke havde tage noget fint tøj på. "undskyld jeg forstyrre dig, men kan du ikke lige lave en kop kaffe for jeg står med maling til ørene" hun smilte til mig, men det eneste hun fik tilbage var en koldt nik. Jeg kunne ikke lade som om ingenting var sket, for det var det. Hun havde åben bart set noget i mine øjne, for hun gik ud til mig og spurgte om jeg var okay. Jeg sagde ikke noget, men fortsatte med at lave kaffe. Hun sukkede og vente ryggen til mig. Det tog mig ikke mange sekunder for at finde ud af hun havde håret sat op. Hun havde aldrig håret oppe og det var for at skjule det der var i hendes nakke. En sort tattoo agtig noget som lignede min hendes var bare et blad! jeg stod båndet til jorden med åben mund og store øjne. hvor.... hvordan kunne det lade sig gøre? ''mor?'' jeg så røstende på hende. hun opdagede hvad jeg havde set og skynde sig at tage sit hår ned. ''skat, jeg kan forklare'' jeg rystede på hovedet, som en lille fugl der lige var blevet skræmt livet ud af. hun vente sig om i mod mig, og begynde at gå hen til mig. mine ben tog automatisk nogle skridt baglæns. ''Kayla jeg....'' jeg afbrød hende med min både bang og rasende stemme '' nej mor'' jeg sukkede '' du har løjet for mig hele mit liv. det er ikke nok med en forklaring'' alt begyndte at ryste, men ignorerede det. Jeg begynde at gå op af trapperne og vente mig så om ''mor, jeg troede jeg var døende!'' jeg gik med hastige skridt, og skynde at tage kufferten ude fra badeværelset, åbnede skabet og rev alt mit tøj ned fra hylderne. samlede det nødvendige og proppede det ned i kufferten plus selvfølgelig alt det andet der var nødvendige. jeg tog min sparegris frem som enlig mere lignede en spare-kamel. det var utrolig alle de penge jeg enlig havde sparet op helt tilbage fra min 4 års fødselsdag, for jeg havde ingenting at bruge dem til. min mor gav mig alt hvad jeg havde brug for, så jeg måtte havde mindst 10 tusind der i, og rigtig nok da jeg slog den i stykker lå det cirka 20 hundred kron sedler, 7 tusind kron sedler og 7 50 kron sedler. jeg tog dem alle ned i min pung. kufferten bumlede da jeg trak den ned af trapperne. min mor kom inde fra køknet ''Kayla, hvad er det du gør'' ''flytter'' sagde jeg enkel. min mor var mundlam. ''øøh, hvor hen?'' ''du kan da være lige glad'' råbte jeg og smækkede døren, og alt stod stille igen.

det var godt jeg insisterede på jeg skulle have et kørekort og utrolig nok bestod jeg så let som ingenting, og min mor gav mig en bil som tillykke, men hun brød sig ikke om at jeg tog bilen det var derfor at jeg tog bussen.

det sorte læderbetræk og den røde farve på bilen matchede hinanden fint. mine ting kunne kun lige være i bagagerummet. Madison og Niall var de eneste jeg viste hvor boede, så det var oplagt at køre over til dem. jeg havde helt glemt hvordan motoren lød. det var som om den gled hen af vejen.

da jeg endelig var der. gik jeg lige så stille op til døren og bankede på. der blev åbnet op og Niall stod i døren. en tåre jeg ikke kunne holde inde trillede ned af min kind. det eneste Niall sagde var bare ''kom her'' jeg blev trukket ind i hans favn, ind i hans varme, ind i hans trykhed. sådan stod vi i nogle sekunder da han trak mig fri ''må.... må jeg bo her? jeg ved i har et gæste værelse og jeg kan ikke være hjemme lige nu og.... og jeg skal nok også selv betale min mad'' Niall kiggede bare på mig og sagde ''jo selvfølgelig må du det'' jeg kiggede undrende på ham ''vil du ikke vide hvorfor?'' ''jeg stoler på dig'' det var det fantastiske ved Niall Horan. han behøvede ikke at vide alt og han stolte på en, som jeg havde stolet på min mor. den eneste forskel var bare jeg vi aldrig, aldrig såre ham. jeg gav ham en hurtig krammer, også gik vi ned til bilen for at hente mine ting ''wow'' sagde Niall ''er det her din bil?'' han stol med åben mund. jeg forstod ikke hvorfor han var så overvældet det var jo bare en bil. arg okay den kørte måske godt, men det var bare en bil. Vi slæbte mine ting ind på gæste værelset, men da vi kom der ind var der fyldt op med drenge ting allerede. Shit! Det havde jeg glemt niall han boede her jo kun som gæste, så han havde gæsteværelset. Jeg gættede på at han kunne se det på mig for han sagde bare "det er okay jeg sover bare inde i stuen også kan du bare smide de kuffert under sengen" han smilte til mig og jeg smilte tilbage, men jeg kunne se der var noget han godt ville sige, noget han godt ville spørger om. vi stod der tavse og kiggede på hindanen. "Jeg skulle faktisk lige ind til centeret, så vil du med" jeg fik ikke noget svar, men han skynde sig bare hen til skabet tog sin jakke "skal vi se at komme afsted" og efter han havde sagt det sad han allerede ude i bilen. På styre-sædet som jeg kalder det. Jeg satte mig ind ved siden af og han gav mig det der er det okay at jeg køre blik "ja ja" sagde jeg smilende. Speederen blev trykket i bund og så var vi på vej til dig storcenteret. Det var bare typisk hver gang jeg er ked af det prøver jeg at tænke på noget sjovt. Vinduet blev rullet ned, og jeg sad som en hund i vinden. Niall lagde mærke til det og begynde at fnise. Jeg vente om i mod ham " han du aldrig set en pige side som den hund ud af vinduet. Der må være noget galt med dig!" Vi sad i lidt tavshed også flækkede vi af grin faktisk så meget Niall var nød til at køre ind til siden for lige at får grinet færdig.

Da vi var kommet ud i centeret og havde gået der ude i cirka en time kom jeg i tanke om at jeg ikke havde nogen kjole til efterårsballet oppe på skolen. Der var både blevet sat plakater og sende mails ud om det var i næste uge. Så jeg fik lokket Niall med ind at se på kjoler selvom jeg kunne se han ikke var så begejstret ved tanken.

Nialls synsvinkel

Det var hyggeligt at være her ude sammen med Kayla, men der var stadig noget i mit baghoved der godt ville vide hvad der var sket med hende og hendes mor. Jeg skød bare tanken væk og lod det ligge jeg ville ikke ødelægge øjeblikket, og man behøves heller ikke at vide alt! Vi var lige gået ind i en kjole butik. Det gik enlig meget fint. Jeg fandt kjoler og hun prøvede. Den første var rød meget klassisk, men passede ikke til hende. Pludselig kom der noget musik ud af højtaleren, og Kayla kom ud i en grim gul strut kjole. Lavede kyssemund og løftede det ene ben. Jeg kunne ikke lade vær. Fniset kom helt ned fra min mave og ud af min mund '' Nåh så du synes den her er sjov. Vent og se denne!'' Nogle sekunder senere kom hun ud i en hæslig pink kjole med en kæmpe grøn sløjfe på siden. Jeg lå nærmest ned på gulvet af grin, og det samme gjorde Kayla.

Jeg tror vi havde været der i en time, og vi havde stadig ikke fundet kjolen i nu, men vi havde det sjovt. Jeg skulle lige til at spørger om hun snart havde fået kjolen på, da hun kom ud havde hun da flotteste kjole på. Den var laske farvet uden stropper, med et glimmer bælte, og jeg ville væde med at den var lavet med silke og chiffon (Min mor kunne godt lide at sy. Det var der for at jeg viste så meget om stof og sådan noget) ''Er denne her okay?'' jeg stod bare og kiggede på hende og kunne ikke få et ord ud af munden. Hun fniste lidt ''Niall er du der?'' Jeg rystede bare lidt på hovedet og blinkede med øjnene ''øøh..... øh ja ja. Den er perfekt'' andet kunne jeg ikke sige. Hun fniste bare igen og sagde smilende ''okay jamen så tager jeg den''

                                                                    ♦♦♦

kaylas synsvinkel

vi var på vej ud af storcenteret, men Niall skulle lige på toilettet så jeg ventede ud på ham. Pludselig begynde mit hoved at dunke. Høje stemmer dukkede op. Jeg kiggede rundt, men kunne ikke få øje på nogle der råbte. jeg fandt en bænk cirka 4 meter væk fra hvor jeg stod. Jeg fik øje på en pige måske to år yngre ind mig. Hun stod og kiggede på en kjole, og snakkede lidt med hendes veninde. Lidt efter hvor hun bare stod og så på den. Uden hendes læber bevægede sig kunne jeg høre hendes stemme i mit hoved. Hendes stemme blev fremhævet ''den må jeg bare have'' Jeg så en anden kvinde der kom gående med sine børn'' Jeg elsker dem, men bare at jeg kunne få en fridag'' Jeg tog mit hoved ned imellem mine ben, men stemmerne stoppede ikke. Stop hviskede jeg til mig selv, men intet skete. Mine hænder rystede ''STOP'' Denne gang var alle stemmer væk, alle stemmer. selv dem hvor de rigtig talte. Jeg kiggede op, og så alle de øjne der var rettet lige i mod mig. Niall kom undrende med to varme kakao'er. Han kom hen til mig, og spurgte'' Er du okay?'' Jeg nikkede bare og forstod ikke hvordan det kunne lade sig gøre. At jeg kunne høre andres tanker.... Niall tog min hånd og tog mig ud til bilen. Der var tavst på vej hen til Niall. Jeg sad bare og tænkte på hvordan det kan ske? Hvordan man styre det? Jeg fandt et papir og en blyant frem. Jeg havde altid fået af vide at jeg havde en fantastisk evne til at tegne. Jeg prøvede at danne mig et overblik fra kunstens side, men det hjalp ikke. Jeg havde tegnet en hjerne der lavede noget sinaler ud igennem luften hen til en anden hjerne. Lidt ligesom lyd bølger der går hen til et øre, men bare tanker der bliver sent tilbage til den person der taler i den situation med lyd bølgerne, som i enkel sammenhæng at personen opfanger tanker. Niall kiggede hurtig hen på tegningen, for han kørte jo bil så han var nød til også at koncentrere sig om trafikken ''Wow, hvad er det?'' Jeg så hurtig op på ham, og trak på skulderne ''jeg prøvede bare at forstå hvordan jeg kan høre tanker'' mumlede jeg, og opdagede 2 sekunder efter hvad jeg enlig jeg havde sagt ''Hvad mener du med det. Kan du høre andres tanker?'' Der kom pludselig en bil ud fra hjørnet, men Niall så den ikke ''PAS PÅ'' Det var som om alt gik i slowmotion, og min hånd var hurtigere ind nogensinde. Jeg trak hårdt i håndbremserne, og bilen bremsede som den skulle ''Du må have hørt forkert. Jeg sagde at jeg bare prøvede at tegne stregerne ordentlig'' Niall lignede en der lige havde set et spøgelse, men det kan jeg godt forstå. Han var virkelig tæt på at ramme en bil. Han begynde at smile. Nok fordi han var så lettet over at der ikke skete noget. Jeg smilte bare tilbage til ham ''Jeg tror du skal køre. Det er jo din bil''

Vi havde bytte plads i bilen, så det var mig der styrede bilen. Da vi var kommet hjem til ham, stod Madison i døren og holdte min kuffert ''Hvad er det, flytter du ind?'' Hun havde et lumsk smil ''Okay.......... i har kendt hinanden i noget tid, men nu flytter i sammen. Det er lidt overdrevet. Er det ikke?'' Vi så bare på hinanden '' Jeg tror du har misforstået noget!'' Jeg gik ind i gæsteværelset og fortalte hende at min mor og jeg havde være oppe i et skænderi om at hun havde løjet for mig. Jeg var nød til at fortælle at jeg ikke havde kræft, men noget andet som ikke var dødeligt. Jeg var nød til at sige en sygdom for jeg var bange for at fortælle nogle om det. For hvis min mor selv holdte det som en hemmelighed for mig, så måtte der være et eller andet over det, og så fortalte jeg at der ikke lige var andre steder jeg lige kunne tage hen. Hun forstod selvfølgelig som hun altid gjorde. Der var ikke nogle spørgsmål, og jeg fik lov til at blive af hendes forældre. Jeg tror bare hele deres familie var forstående.

 

Det var en anderledes morgen, at vække op i et anderledes hus end jeg var van til. Madison kom ind og sagde at vi skulle i skole, men det jeg enlig bare ville var at ligge i sengen og blive der. For jeg var sikker på at min mor ville stå ved skolen, og jeg ville ikke engang se på hende efter hvad hun havde gjort. Madison hentede Niall og de fik mig alligevel op og lovede mig at de ville være samme med mig hele dag.

Som jeg havde forud sagt stod min mor og ventede ved hendes bil. Hun begyndte at gå hen i mod mig. Jeg prøvede at bare at ignorere hende og gå videre, men hun var hurtigere ind jeg havde forventet. Hun tog fat i min arm ''Gider du godt bare lade mig være! og forstå at jeg ikke er 7 år mere'' Jeg vred min arm ud af hendes greb, og jeg begyndte at gå i et rask tempo ''Du er nød til at høre hvad jeg har at sige'' men jeg havde ingen ide om at tale med hende. Det var stadig mørt og lygtepælen der var nogle meter fra mig sprang. Forskrækket vente jeg mit hoved i mod lygtepælen. Bag den stod en mærkelig dreng. En jeg aldrig havde set før, også var han væk. Det måtte have være syner. Så jeg skyndte mig bare indenfor uden se på hende. Selvom jeg kunne høre hende i baggrunden. Madison tog min hånd for at sige er du okay, men de tåre der pressede på var ikke okay. Det eneste jeg gjorde var at tørre tårrene væk, og så måtte jeg komme igennem dagen, og det gjorde jeg. Hvis historie havde varet 1 minut mere tror jeg ikke at jeg havde kommet igennem det.

Jeg gik ned i pakken efterskole, og der var han igen. Ham drengen fra i morges! Han stod henne ved et træ og stirrede på mig. Hans hår var brunt, og han havde en grøn skjorte på sidende stramt. Den muskuløse overkrop virkede lidt trugende, men så alligevel ikke. Da han så jeg også kiggede på ham begynde han at gå, gå hurtig. Jeg gik efter ham, men han havde længere ben ind mig så jeg kunne ikke følge med, så jeg sat i løb. Jeg skyndte mig rundt om hjørnet han lige var gået forbi. Han var væk!

Jeg begyndte at gå tilbage til bilen, da jeg havde ledet efter ham i lige det område han var blevet væk. Mine føder var også begyndt at gøre ondt, så det var nok et tegn på at jeg ikke ville finde ham i dag. Mørket havde listet sig ind på mig uden at jeg viste det, men det fandt jeg så ud af da jeg havde se mig om. Jeg satte mig ind i bilen og tændte for aircondition. Kulden ventede ude i mørket, men jeg havde igen ide om at vente på den for nu ville jeg ''hjem'' altså til der hvor jeg boede lige nu henne ved Madison og Niall. Speederne blev trykket i bund. Jeg havde jeg frygtlig hovedpine, og tænkte på om de måske havde nogle hovedpine piller hjemme ved dem. Tanken ramte mig. Hvornår ville jeg tilbage til min mor, da jeg pakkede min kuffert og kørte om til dem havde jeg bare tænkt aldrig, men nu! Jeg ved det ikke måske skulle jeg bare vente en uge eller to. Jeg kunne også finde mig et job og en lejlighed jeg var tros alt 18 år så det kunne jeg enlig godt, for jeg ville ikke være bøvlet for Madisons familie når de nu også havde Niall hjemme ved sig. Mit hoved fyldtes med tanker som faktisk ikke var så godt for min hovedpine. Jeg sukkede. Jeg ville ikke hjem ikke efter hvad min mor havde løjet om. Det var helt sikkert. Så nummer 1 var ikke en mulighed. Jeg sukkede igen. Hvis jeg skulle finde mig en lejlighed.......... Nej enu en ting jeg ikke havde tænkt på. Jeg havde ikke engang penge nok. Tanken satte sig fast. Neglen inde i min mund blev kortere. Jeg havde altid fået ad vide at jeg ikke måtte bide negle. Det var en af mine svagheder. Nogle gang tænker jeg bare ikke over det. Pludselig kom jeg i tanke om den kontro min mor havde betalt penge indtil siden jeg var 1 år gammel. Jeg ved ikke lige hvorfor, men jeg er glad for hun gjorde for jeg kunne bruge dem, og der skulle være mange penge på. Rigtig mange. Hun satte cirka 2 tusind ind hver måned, så det var ret mange penge efter hun havde skal dem ind hver måned i 17 år! Jeg måtte hen til banken med det samme.

Det eneste jeg tænkte på var hvad skulle jeg gøre jeg havde muligheden for at leve selv, og jeg havde muligheden for at blive hos Madison og Niall i løbet af de næste to uger også tage hjem til en masse løgne. Mit hoved dunkede og lysten til at forsvind var blevet større, men jeg viste godt jeg ikke kunne tage den.

En mørk skikkelse stod på min vejbane. Jeg opfattede ingenting! Det næste der skete var min bil der holdte helt stille og der lå en på vejen foran mig. Jeg kunne ikke rør mig ud af stedet. Min vejrtrækning gik fra at hyperventilere til at flyde mine lunger helt op med luft også puste ud efter nogle sekunder. Min hånd bevægede sig stille hen over mit ben, og hen til håndtaget. Jeg trak i det. Den kolde luft fløj ind i bilen, og lige ned i mine lunger. Klumpen i halsen blev større. Plis, sig han over levede. blev jeg ved med at sige til mig selv, men der var ingen der kunne overleve sådan et stød. Ikke fra en bil med 80 kilometer i timen, men stadig blev jeg ved med at sige det. Jeg gik rystende hen i mod den livløse krop der så lå to meter fra mig. Det var ham! Det var ham drengen fra i morges. Ham fra en halv time siden. Det kunne ikke passe hvordan var han kommet her hen før mig? Hvordan? Den var ingen logik i det.

Han rørte på sig. Hans fingre bevægede sig, og hans åndedræt blev tydelig. Jeg blev så bange jeg sprang flere meter bagud. Han stilede sig op, og det så ud som om han rettede det tilbage i kroppen der sad forkert. Græs grønne øjne blev rettet i mod mig. Ansigtet var magert, og fregner løb over hans næste. Noget mørke brunt hår gik lidt ned over hans øjne ''Undskyld, jeg var dum og tænkte ikke!'' Jeg kiggede på ham som om han var et spøgelse. Min mobil bippede, men jeg var optaget. Jeg var henne ved ham som et lyn ''Du må være skadet. Gør det ikke ondt nogle steder?'' hans hænder var som de skulle være. Et par huller i trøjen, men intet blod. Han var som om han aldrig havde haft det bedre. På hans arme var heller ikke noget. Utrolig at han kunne holde ud at have T-shirt på i den kulde. Der gik et sus igennem kroppen på mig da jeg så hvad han havde på venstre håndled. En sort fjer! det præcis samme symbol som mit. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne ''Hvor har du det fra'' spurgte jeg med en rystende stemme, men han kiggede bare på mig total stumpt ''Så sig da noget!'' Der gik to sekunder før han faktisk reagerede. Han så rædselslagende på mig. Det var da ikke fordi jeg lignede et monster! Jeg redte mit hår i morges, gjorde jeg ikke...........Jo, det gjorde jeg ''Du har den også'' sagde han svagt. Jeg kiggede bare på ham skuffet, og trak jakken lidt af og T-shirten trak jeg lidt op i ærmet, så man kunne se det. Han stod med halvt åben mund ''Man siger at de der har sammen mærke vil forandre profetien'' Jeg stod med et nysgerrig udtryk og han fortalte videre ''Den lyder sådan 14 December næste år vi der lyde brag og torden og døden vil herske......'' Mit ansigtsudtryk havde fået en anden form. Det var frygten der tog over ''men det kan ikke passe det er i dag!'' Jeg begyndte at hyperventilere og min rysten som lige var stoppet var begyndt igen ''Nej nej profetien siger næste år'' ''Hvor lang tid siden er det så lige siden profetien blev lavet????'' Han tænkte sig lidt om. Jeg gættede på han havde glemt det, men åbenbart ikke ''Den blev lavet for flere 1000 år siden, men man siger nedtællingen begynder når de ser hinanden første gang, og det var teknisk set i morges''

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...