Rød

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2014
  • Opdateret: 4 jan. 2014
  • Status: Færdig
En gammel historie.

2Likes
4Kommentarer
229Visninger
AA

1. 12. august 2012

Som du står der, kan jeg se, hvad du tænker på. Du vil ende noget. Noget du for længst skulle have endt. Noget der aldrig skulle være begyndt. Noget du fortryder, noget du lige frem hader.

Jeg vil ikke se på det. Jeg vil ikke se dig gøre skade på andre. Jeg vil ikke se dig gøre skade på dig selv. Jeg vil ikke se dig med en lighter. Jeg vil ikke se dig gøre det, jeg ved du vil gøre. Jeg ved, at du ikke vil springe fra. Du gennemfører det, for du vil ende det. Du tror, at du ikke vil fortryde de ting, du forlader, men det ved jeg, at du vil. Du ved ikke, hvad der vil ske bagefter. Du har din tro. Du ved ikke, om du vil leve videre eller om du vil forsvinde, og du ved ikke noget som helst. Du ved ikke, om du vil kunne huske det her, have en erindring om det, eller om det kun er os, der vil det.

Jeg kan se, at du leder efter noget i din lomme. Jeg ved hvad. Du ved også hvad. De ved hvad. Men de ved ikke, hvad du har tænkt dig at gøre. Omme bag dig, langt væk fra skoven, på den anden side, står dine såkaldte venner. De står ved huset. Der står en på verandaen og betragter dig. Der står en pige på det nederste trappetrin med lukkede øjne, som læner sit hoved mod en søjle. Og så står jeg her. Du har siden til dem og bliver nødt til at skygge mod solen med højre hånd, så man kan se hårene under din arm. Du har bar mave. Du sagde, at det var nemmere på den måde. Du er allerede ovre på den anden side, og jeg ved, at du næsten ikke kan se dem for tågen. Jeg står bag dig. Lige bag dig. Så tæt på, at jeg kan lægge hånden på din skulder og så vil du vende dig om og ryste den af og lukke øjnene i angst, men du vil prøve at se vred ud.

De ved ikke, hvad du vil gøre og det forskrækker mig, for det betyder, at de så ikke kan stoppe dig. Jeg kan, men jeg vil ikke, fordi jeg står så tæt på dig. Jeg kan også gå væk fra dig, men huset er så langt væk og så snart jeg begynder at gå over græsset, vil du tænde for ilden og forsvinde fuldstændigt uden mig. Jeg vil være blot endnu et menneske bag tågen. Jeg har lyst til at tage din hånd og gå med dig og se tågen, som du gør.

Du trækker lighteren frem og jeg drejer hovedet væk med det samme. Men så tænker jeg på, om jeg helst vil gå med dig, se dig gå, eller selv gå. Jeg bliver nødt til at tvinge mig selv til at se på dig og jeg rører ved din lysebrune ryg. Jeg ser, at pigen har åbnet øjnene og lagt armene over kors. De betragter os begge to. Jeg tror, at manden på verandaen, der har taget et skridt ned, kan se, hvad du har gang i, men jeg tror ikke, at han vil gøre noget ved det.

Du kigger såret på mig med pjusket hår og vender dig helt om, så du står foran mig. Lighteren er forsvundet. Sikkert ned i din lomme. Du griber begge mine hænder og hvisker et eller andet til mig og jeg svarer ubevidst. Du kysser mig hurtigt og jeg kan mærke, at mine kinder får farve og varme. "Jeg vil med dig," hvisker jeg, da du har taget lighteren frem igen og kun holder min ene hånd. Vil du med ham ud at rejse, spørger jeg, vil du med ham på en lang tur i mørket, en tur hvor vi kan flyve, en tur hvor vi kan se enten lys eller mørke, eller vil du blive og føle smerte? "Jeg vil med dig."

Du har lighteren og skoven ved siden af dig. Jeg står meget tæt på et stort træ og nu er der en hel skov, der former sig bag ved dig og ved siden af os. Du klikker med lighteren og jeg lader min frie hånd glide ned over din smukke mave og vi står rigtig tæt på hinanden. Jeg smiler trist og du kigger over på manden, der har taget flere skridt over græsset og pigen, der står ret op og ned og kigger bedrøvet på os. Der farer ild ud af lighteren og jeg vender hovedet og kigger ind mod skoven, der bliver mørk længere inde.

Du kaster den tændte lighter og kigger en sidste gang på manden og pigen. Pigen er løbet hen til manden og har lagt hånden på hans skulder og han råber og protesterer, men hun holder ham tilbage. En tykkere tåge, en kraftig røg, dannes omkring os. Du kan mærke varmen, kan jeg se på dig, og du har taget begge mine hænder. Sved pibler frem på din pande og du tænker kort på, om det nu var den rigtige beslutning og jeg ved, at det ville du alligevel i sidste ende have besluttet, så jeg føler mig lykkelig over, at jeg kan gå væk sammen med dig og at du ikke gik uden mig.

Vi kigger til siden. Begge to. Jeg kan mærke pigens blik på mig og mærke, at manden er ked af det. Noget der lyder som gråd når os, men det forsvinder i et svagt øjeblik og hylende lyde, der lyder som ulve, og knitrende lyde, at træ der brænder, kan høres.

Jeg krammer dig. Eller så krammer du mig. Det ved jeg ikke, men vi står helt op af hinanden og din hage hviler på mit hoved. Ilden breder og breder sig og jeg kigger ned, da det føltes som at stå med fødderne inde i fyret. Ilden slikker sig op af mit ben og endnu længere op af hans og han kysser mit hår. Alting virker så forfærdeligt smukt lige nu, fordi der er så tåget og jeg glipper lidt med øjnene. Det er som om, at solen lyser rødt over os, samme farve som hjertet, og hjertet bærer på kærlighed, og kærlighed er varm, lige som ilden, der kravler længere og længere op af os.

Du har lukkede øjne og har bidt tænderne hårdt sammen. Jeg kan mærke at din kæbe er spændt, men jeg kan ikke føle noget. Jeg føler ikke så meget smerte, som du gør og jeg kan slet ikke mærke ilden. Ikke endnu, tror jeg.

Jeg sukker og lægger i en sidste omfavnelse armene om din hals. Jeg kysser dig. Du er anspændt, men du gengælder kysset og jeg hvisker noget til dig og du hvisker det samme tilbage. Jeg lader mine hænder køre en sidste gang ned ad din bare mave, som ville føle mere smerte, hvis den bar noget tøj, og igennem dit bløde hår og du kysser mig igen. Så er det som om, at alting forsvinder og tågen trækker også i dig. Jeg vil ikke give slip på dig, men i sidste ende gør jeg det. Så håber jeg bare, at jeg vil møde dig igen, når lyset viser sig for os begge.

Det er ikke sort. Det er lyst. Alt for lyst. Solen skinner og det lyser stadig rødt. Jeg svæver et sted udenfor min krop og jeg kan mærke, at du ligger ved siden af mig, men jeg ved, at du ikke længere er der. Jeg er mere til stede end du er og jeg ville ønske, at jeg vidste hvor du var. Det er tåget, en skinnende tåge og så skinner der et lys og du holder mig i hånden. Sammen går vi ind mod lyset og forsvinder sammen. Jeg er taknemmelig for, at du ikke gik uden mig. For så ville vi aldrig gå sammen ind mod lyset nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...