Forvrænget

Jeg har faktisk allerede udgivet denne historie. Men det var i en samling, så det har måske været ret uoverskueligt at læse. Derfor håndplukker jeg nu de bedste historier fra samlingen (måske ender det med dem alle) og udgiver dem hver for sig i håb om, at de bliver læst.

1Likes
0Kommentarer
112Visninger

1. Forvrænget

Han stirrer på mig. Han stirrer på mig med sine smalle brune øjne. Han rynker på panden. Så perfekt et ansigt. Jeg får lyst til at gribe ud efter ham. Røre hans høje kindben. Hans perfekte hud. "Først er det givet. Så revet bort," siger han indtrængende og kæler for sin egen hage med tommelfingeren. Jeg får lyst til at snuse til hans hår. Hans lange, mørke hår, der lige nøjagtigt omkranser hans ansigt. Naturligt fald. Han ligner lidt en pige. Naturlig skønhed. Han slipper mit håndled, så jeg kan gå. Før ville han ikke lade mig gøre det. Jeg bider mig i læben. Tøver. Så giver jeg også slip, vender mig om og svæver af sted, væk fra ham og alt det perfekte, alt det jeg behøver.

Jeg kan se ham ud af øjenkrogen. Han sætter sig til rette i sædet og lukker bildøren. Så løfter han blikket, kigger ud af ruden. Han tager smøgerne op fra den bukselomme, jeg så ham lægge pakken i, da vi forlod hans lejlighed, og han sætter en i mundvigen. Han tænder, inhalerer, læner hovedet tilbage og puster ud.
"Jeg ved, hvad du tænker," siger jeg lavt. Men han hører mig ikke, det er klart.
Jeg ved, hvad han tænker. Han tænker, at jeg ikke burde tage af sted. Fordi han vil have mig for sig selv. Fordi han mener, det er farligt for mig, at begå mig alene. Fordi han mener, at jeg ikke er erfaren nok. Men det er jo lige præcis derfor, jeg tager af sted. For at blive erfaren. Han forstår det ikke.
Kunne jeg da bare have kysset ham farvel. Så ville alting være bedre. Så ville jeg mærke hans sitrende varme, der ville fortælle mig, at vi lever. Og at vi bør leve endnu mere. For det er fantastisk. Så ville vi droppe al den snak og alle de diskussioner, om hvorvidt jeg skulle tage af sted eller ej. Så ville vi bare leve af hinanden og af kærlighed og af hed sex. Vi ville ryge lidt og måske drikke lidt. Hed sex. Vi ville ikke bekymre os om, hvorvidt det er usundt eller ej. Hed sex. Vi ville gemme os fra verden og nyde friheden. Hed sex. Og frihed. Og ellers bare slænge os, drive den af, hygge os.
Vi ville elske, ikke frygte. Vi ville holde op med at græde. Vi ville være ligeglade med andre. Også hende den anden, som han elsker lige så højt, måske endda højere end mig. Hende den anden, som ikke vil have ham.
Jeg græder, men tørrer tårerne væk. Jeg tror også, han græder. Han mister trods alt det hele. Det er sikkert også derfor, jeg græder. Men jeg ved det ikke. Der kunne være mange andre grunde. Der er altid flere grunde, når jeg græder. Og jeg græder så ofte. Det er derfor, jeg forlader ham.
Han er den eneste, der ser mig. Jeg er hans muse.
Når han løfter mig op over sig. Jeg kan mærke hans stærke hænder om mine hofter. Jeg kan se hans beundrende blik for mig. Jeg får lyst til at rive fadt i hans hår og bide i hans hals. Han plejer at sige, at alle hans fejl er der for mig. For at jeg kan fuldende hans personlighed og sjæl. Jeg er de sidste dele. Han kan umuligt overleve uden mig. Så. Han kommer nok snart og finder mig.

Jeg kan mærke, at mine vinger vokser. Jeg er ved at være klar. Jeg kan næsten ikke se ham, for mine øjne er beduggede. Måske ikke alligevel. Jeg fortjener ham ikke. Han fortjener mig mere. Jeg ville gerne kunne fortælle, at ingen andre har mig. Men jeg er taget.
Du tog mig væk. Du er forvrænget. Du er misforstået.
Jeg ville hellere falde. Ned ned. Jeg ville lande blødere, end jeg ender nu. Jeg ville ikke selv tage denne beslutning, hvis du havde advaret mig. Hvis han havde advaret mig. Hvis nogen havde advaret mig. Jeg holdt ingen pauser. Jeg levede i rusen. Vi levede i rusen sammen. Han og jeg. Nu må jeg af sted. Alene. Jeg vil have ham med. Jeg vil blive hos ham. Han visner, hvis jeg ikke er hos ham. Han forsvinder. Han bliver ingenting.
For jeg er ingenting. Jeg er død. 

Han stirrer på mig. Han stirrer på mig med sine smalle brune øjne. Han rynker på panden. Så perfekt et ansigt. Jeg får lyst til at gribe ud efter ham. Røre hans høje kindben. Hans perfekte hud. "Først er det givet. Så revet bort," siger han indtrængende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...