The Red Mare

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2014
  • Opdateret: 13 mar. 2014
  • Status: Færdig
Chloe Porter er en 16-årig pige med 12 års heste-erfaring på bagen. Hendes hest er lige død, men hun bliver nødt til at motivere sig selv, så hun beslutter sig for at starte til ridning på det dyre ridecenter LaCord, der også har en rideskole. På centret avler de de smukkeste racer, men hun falder ikke for den smukke og lærenemme arabervallak Douche eller den dygtige lipizzanerhoppe Talitha Del Mencho - Hun falder for den uvurderede Melissa, en rød hoppe med uvelplejet pels. Den selv samme Melissa, som er helt opgivet af rideskolen, og som står i den mest indelukkede boks i den fjerneste krog. Aldrig har Chloe elsket en hest så meget ved første blik, end ikke hendes egen tidligere hest der er død. Chloe træner Melissa op igen på egen hånd, og sammen knytter de et stålstærkt bånd til hinanden. Sammen er de uovervindelige. Men selv for en hest og en pige vil der komme udfordringer - Og det er ikke altid til at styre, hvor mange der kommer.

37Likes
13Kommentarer
3307Visninger
AA

21. End

"Chloe, vil du ikke nok snakke med mig!" Jeg ignorerede hendes råb igennem døren og lå bare og stirrede op i loftet. Jeg hørte min mor banke på døren og min lillesøster, Elizabeth, kigge på døren.
"Hvorfor skal vi ikke lukke mor ind?" Hendes stemme var helt grædefærdig, og hun kiggede med store, undrende øjne på mig.
"Fordi at mor har været ond mod mig, Elizabeth. Og vi tilgiver ikke onde mennesker, vel?" Et falsk smil klistrede sig på mine læber idet jeg fuldførte sætningen. 
"Men mor er ikke ond. Mor er sød, hun gav mig den Barbie jeg havde ønsket mig i fødselsdagsgave!" Elizabeth så tryglende på mig, og idet gik min dør op, og mor braste ind. Selvfølgelig havde hun udnyttet den ekstranøgle hun havde, som jeg havde glemt at gemme. Pis.
"Skat, du må altså ikke være så sur ved mig!" Hun nærmest trippede hen til mig og holdt omkring mig. Jeg må indrømme, at det var rart at have hendes arme omkring mig, men jeg sad som en sten og stirrede ud i rummet. 
"Chloe! Vil du ikke nok lade være?" Hun var ikke sur, men jeg vidste, at når jeg først havde tilgivet hende - For det ville jeg jo gøre, en dag - så kunne jeg godt forvente, at hun blev en smule muggen. Og ærligt talt? Det glædede jeg mig ikke til.
Og forresten, grunden til, at jeg fryser hende sådan ud, er at, ja, i har nok gættet det, men at hun ikke gav mig lov til at købe Melissa.
Måske er det i virkeligheden ikke min mor, jeg er sur på. Ikke hende som person. Mor er fin nok, hun er sød og rar, hun er faktisk mere end fin nok; Jeg elsker hende. Og dét ret højt.
Jeg er bare sur over, at hun lod mig se det, der helt klart var det værste; At se Melissa blive kørt væk, og så oven i købet til Hestehandleren, hvor hun skulle dele sin mad med alle andre og gå på fold i sit eget skidt. Det var hårdere end da min mor med stramme læber takkede nej da jeg blev tilbudt Melissa. Helt klart, uden tvivl.
"Jeg kan bare ikke tro det," Mumlede jeg ind i min mors hår.
"Nej, søde, og jeg kan godt forstå, at du er.. Sur og ked af det.." Hun sukkede og jeg lagde mine arme om hende. Jeg hadede når hun blev påvirket af mit humør. Det var vildt unfair. Min mor klemte mig endnu hårdere ind til sig, og jeg sukkede og indsnusede hendes duft. Den duftede af.. Mor. Rent vasketøj og sæbe, samt den dyre parfume hun havde fået af min far da hun fyldte 36. Det var nu utroligt at hun stadig havde noget tilbage efter 2 år.
"Vil du ikke nok tilgive mig?" Hviskede min mor så, og jeg sank en klump. En meget, meget stor klump. 
"Jo, mor, jeg har tilgivet dig for længst.. Jeg kan bare ikke fatte, at jeg aldrig kommer til at se Melissa igen," Snøftede jeg, og hun sukkede dybt igen og jeg skjulte mit hoved i hendes skulder.
"Nej, skat.. Men ved du hvad?" Jeg så hendes mundvige trække sig opad, mere kunne jeg ikke se fra mit synspunkt.
"Næh, egentlig ikke," Jeg snøftede igen, og blinkede nogle irriterende tårer væk.
"Star venter på dig ude i stalden. Vil du med derind?" Det fik mig bare til at tude endnu mere, da hun fik mig til at tænke på Mirabell, som jeg knap nok havde fået snakket med. Det var så synd for hende at jeg næsten havde glemt hende, og den tanke fik bare endnu flere snøft frem i mig og endnu flere tårer til at trille ned af mine allerede drivvåde kinder. "Ja, mor," Sagde jeg så til sidst, efter flere minutters hulken, snøften og gråd, helt stille. "Okay, skat.. Så kom," Hun smilede skævt, og jeg rejste mig op fra min seng og rakte hånden ud efter Elizabeth der sad helt stille på mit gulvtæppe og kiggede på mig.
"Kom, Betta. Du kan komme med ud og ride. Du kan ride på Bella hvis du vil?" Det fik et forsigtigt smil frem på hendes læber, og et kærligt smil frem på min mors. Elizabeth tog min hånd, og vi gik ud i stalden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...