That boy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre hvis du var blevet bortført af et verdens kendt boyband? Det er der ikke mange der ved. Det vidste Will heller ikke før hun kom ud for det. Hun levede normalt et normalt liv indtil den aften hvor hun mødte drengene. Alt ændrede sig, drengene ville ikke andet end at udnytte hende. Men hvad sker der når en af drengene ender med følelser for Will? Følg med i "That Boy" *Drengene er kendte, men det er ikke det der bliver lagt vægt på*

17Likes
28Kommentarer
1752Visninger
AA

7. Kapitel 7

~~Zayn fik fat på mig, og fik mig op at stå ved at tage fat i mine arme. Han holdte armene rundt om mig, og gjorde så jeg ikke kunne slippe væk. "Hvad gør vi så med hende?" Grinede Zayn, mens jeg bare stod helt alene. Jeg kunne ikke rigtig stritte i mod, da mit ben gjorde ondt. "I gør hende ikke noget!" Råbte Niall, mens han prøvede at komme fri, og Harry gav så slip til sidst. Niall løb hurtigt over sengen, og endte ovre ved mig. Han tog sine hænder på mine skuldre, og jeg smilede mens jeg prøvede ikke at græde. "Hvorfor er i så onde?" Snærrede Niall, og vendte sig igen om mod drengene. "Vi er ikke onde." Grinede Harry, og Louis rejste sig hurtigt op fra gulvet. "Vi tilfreds stiller os bare." Sagde Louis lavt, og kiggede rundt på værelset. "Man kan udmærket godt tilfreds stillesig selv, uden en pige!" Vræssede Niall, og vendte sig igen om mod mig. Han kiggede med et trist blik på mig, og jeg begyndte at smile lavt. Han rev Zayn's arme væk fra mig, og trak mig ind til et kram. "Joh altså... Det er bare sjovest med en pige." Grinede Harry, og daskede Louis på skulderen. "Det..." Sagde jeg lavt, og begyndte at græde. "Det er så forkert! I to har en kæreste, også gør i det mod mig?!" Sagde jeg fornærmet, og kiggede på Louis og Liam. Liam kiggede stille ned i gulvet, og lignede en som skammede sig. "Ja og?! Eleanor vil aldrig gøre sådan noget, men du finder dig bare i det." Grinede Louis, og gik mod mig. "I har taget gruelig fejl af mig! Jeg har aldrig fundet mig i det, men i gør det bare. Og grunden til jeg ikke gør noget ved det, er fordi jeg er skide bange for jer! I har vist at i behandler mig som... Som skrald!" Skreg jeg nærmest, mens alle tårernde trillede ned af mine kinder. Niall var den eneste grund til at jeg stod op, da jeg næsten var helt lam i kroppen. Jeg græd ud i hans skulder, mens jeg følte de andre drenges blikke på mig. "Will, jeg..." Tøvede Liam, og kiggede på mig. "Nej! Jeg gider ikke høre af jeres..!" Snærrede jeg, og løb ud i gangen. Eller... Løb så godt jeg kunne, efter mit ben. Jeg snuplede lige ude foran døren, men blev liggende uden jeg bevægede mig. Jeg kiggede ned i gulvet, og begyndte at græde. En hånd kom på min skulder, og jeg kiggede hurtigt op. Niall sag på knæ foran mig, og så trist ud. "Er jeg en af dem, som behandler dig som..,?" Mumlede han lavt, og vi fik øjen kontakt. Jeg nikkede stille, og en lille tårer faldte ned af hans kind. "Det er altså ikke min mening..." Mumlede han, men jeg tog min hånd for hans mund så han ikke kunne sige mere. "Du er med til at kidnappe mig, og det er lige så slemt." Sukkede jeg lavt, og satte mig op. Jeg kiggede op i loftet, og han omfavnede stille mine hofter.

 "Niall... Hvis du kan gøre mig lidt glad, så kør mig på sygehuset." Mumlede jeg lavt, og kiggede ned på min mave. "Med dit ben?" Spurgte han nervøst, og nussede stille mit venstre ben. "Nej... Jeg tror jeg er... Gravid." Hulkede jeg lavt, og tog mine hænder for mine øjne. Han rejste sig hurtigt op, og løb væk fra mig. Jeg lænnede mig stille op af væggen, og kiggede rundt i gangen. Hvad skal jeg dog gøre? "GRAVID?!" Råbte Harry inde fra værelset, og han kom hurtigt styrtende ud på gangen hvor jeg sad. Ham standsede brat, da han fik øje på mig. "Will... Vi skal på sygehuset NU!" Sagde han lavt, og rekte sin hånd mod mig. Jeg kiggede bare på hans hånd, men tog ikke i mod den. "Kom Will." Sagde Niall lavt, og bar mig op at stå, ved at holde mig under armene. Harry kiggede fornærmet på mig, mens han fandt sine bil nøgler frem. "Drenge, i kommer også... Vi skal se hvem der er farren." Mumlede Harry, og løb ned af trapperne med drengene i hældene. "Kom så." Sagde Niall, og hjalp mig ned af trapperne. Han støttede min venstre side, hvor jeg lænnede mig op af ham. Jeg hoppede med mit højre ben, og vi endte ved bilen hvor de andre drenge allerede sad inde. Niall steg ind i bilen, og fik mig på skødet. Harry startede bilen, og kørte hurtigt ud på vejen. Det her sted giver mig særlige minder.
 Minder fra den gang de kidnappede mig, bilen kørte hurtigt væk fra huset der lige havde tændt et lys. Jeg sparkede Zayn væk, og kravlede mod et vindue, men Liam fik fat i mig. Jeg sparkede rundt, og Niall holdte mine ben nede. Liam's øjne som beroligede mig, de øjne som... Funklende af stjernerned skær, og viste fred. Det øjeblik troede jeg ikke han ville gøre mit fortræd, men det gjorde han så. Og nu sidder jeg så her, og ved ikke om jeg er gravid eller hvad jeg er. "Så er vi her." Sagde Louis uroligt, hvilket fik mig ud af mine tanker.

 Døren ved siden af mig åbnede, og Harry stod nervøst foran mig. Han bar mig op i sine arme, og gik mod sygehuset, med drengene i hældene på ham. Jeg kiggede op på den store bygning, godt nok anderledes end mit normale sygehus, men altså.., Hvis bare de kan hjælpe, så er det jo godt. Ik'? Vi kom ind i selve bygningen, og Harry stoppede ved en dame som sad med sin fulde konsentration ved computeren. Det lod ikke til at være at hun havde opdaget os, så Harry hostede falsk. Hun kiggede i ét enkelt sekund på os, og der efter i computeren igen. "Hvad kan jeg hjælpe jer med?" Spurgte hun lavt, og man kunne se at hun smilede falsk. "Jo ser du... Pigen her skal se om hun er gravid." Mumlede Harry lavt, og kiggede på mig. "Hvorfor køber i ikke bare en test på apoteket?" Lød hendes hæse stemme, og Harry sukkede. "Fordi at vi skal vide... Private sager." Sagde Harry, og damen pegede på et vente værelse. "Der kan i vente.." Sukkede hun, og gik ind i et andet rum. Harry bar mig ind i vente værelset, og satte mig i en blød stol. Jeg kiggede stille op på fjernsynet, hvor noget virkelig interessant tog min opmærksomhed. 'Jeg' var i fjernsynet.
»Den 19 Årige RoseWill Jonsson er Fredag den 29 September forsvundet fuldkommen. Hendes Far Sir. Will Jonsson, har sat politi til at lede efter RoseWill gennem hele London, men hun stadig meldt savnet. ”Vi frygter det værreste for hendes vegne, men vi giver ikke op.“ Lyder Politiets kommentar, så hvis i ser denne pige må i meget gerne ringe til alarm centralen. Hun har en dusør på hele 10.000 kroner.« Lød fra fjernsynet, og en lille tårer trillede ned af min kind. "RoseWill?" Lød det lavt fra Zayn, men han grinede. "Hvorfor tror du atjeg ville hedde Will?!" Snærrede jeg lavt, og slog ham på skulderen. "10.000 kroner." Mumlede Harry lavt! mens han gloede på fjernsynet. "Ja... Min familie er rig!" Sukkede jeg, og kiggede over på Niall, som sad med sin telefon. "Wow mand.." Grinede Louis, og holdte sin hånd på min skulder. "Will må gerne komme til værelse 22" Lød det fra højtalerne, og Harry bar mig i hans arme igen. Vi gik mod et rum, hvor en sygeplejerske stod foran.

 "Er du Will?" Spurgte hun lavt, og smilede til mig og drengene. "Ja..." Sukkede jeg, og hun åbnede døren. "Bare kom med ind." Sagde hun, og vi fulgte så efter hende. Damen pegede på et bord, og Harry satte mig Sille der på. "Okey... Så du tror du er gravid?" Spurgte hun lavt, og satte sig på en stol ved siden af mig. "Ja." Mumlede jeg, og hun smilede. "Så tag din bluse af." Sagde hun lavt, og Niall kom hurtigt hen til mig. Han hjalp mig med at få blusen af, så jeg nu kun sad i en bh og bukser. Hun smurgte noget gult snask på min mave, og bredte det med en maskine. Det var åben bart en scanner, da den viste noget af min mave på en skærm. Alle drengene kiggede op på skærmen, som om det gjalt liv eller død. "Ja Will, du er gravid. Men jeg kan endu ikke sige hvilket køn." Sagde hun lavt, og smilte stort til drengene. Hendes ord gik lige i mig, og jeg stivnede helt. Det kan bare ikke passe, jeg er gravid med en af drengene! Jeg lænnede mig sukkende op af væggen, og kiggede ned på min mave. "Så hvem af jer, er babyens far?" Smilede damen, og drengene så lidt pinlig berørte ud. "Jo ser du... Det ved vi ikke, så vi vil godt have taget en dna test..." Mumlede Louis, og damen stivnede næsten helt. "I ved det ikke?!" Lød hun forvirret, mens hun måbede. "Ja..." Sukkede Zayn, og damen rejste sig op. "Jamen.. Så kom med mig." Sagde hun lavt, og gik ind i et andet rum.

 ****

 Hun kom endelig ind til mig igen, og kiggede ned i nogle papire. "Godt så... Jeg ved nu hvem farren er." Smilede hun, og drengene lænnede sig næsten helt op af hende. "Hvem er det?!" Spurgte jeg nervøst, og prøvede ikke at græde. "Babyens far er..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...