Jeg gjorde intet galt, jeg gjorde hvad jeg skulle *ikke rettet*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2014
  • Opdateret: 4 jan. 2014
  • Status: Igang
En "Historie" jeg skrev som 9-årig :) Den har ligget længe på min computer, så jeg tænkte: Hvorfor ikke udgive den? Så'e.. her er den xD

0Likes
0Kommentarer
81Visninger
AA

1. Epilog

Jose sad i vindues kam, da Martin kom ind.

”Er der noget galt Jose?” Han skævede til den kniv hun havde i hånden.

”Nej.. Nej, Det er bare.. Øhh..” Jose kiggede op da Lina kom ind af døren og skubbede Martin til side.

”Vi bliver angrebet!” Lina skyndte sig ud igen.

”Undskyld Martin, lige et øjeblik.” Hun mærkede Martins bekymrede blik på sinryg, da hun gik.

Det var en meget lang gang, der hang billeder af blomster og dale på væggene. Der stod stole og borde nogle steder, væggene var farvet smukt rødt, med en guld snor på midten.

Hun nåede endelig til enden af gangen. Der var en smal dør.

Hun tog sin purma op, den hendes mor engang havde haft. Det var en lille kniv med et smuk skaft udskåret i rubin. Der sad en rød sten mit i skaftet, der viste at det var ildens tegn.

Hun havde ikke haft brugt den meget, men havde kendt til dens konsistens.

”For mor..” Hun hviskede så lavt at hun næsten ikke kunne høre det selv. Hun åbnede døren og speedet ud.

Hun hjalp Lina fri for den Suban-Dæmon der havde angrebet hende.

”Se der!” Lina pegede på en skikkelse der kom løbene ned af bakken, med noget der lignede verdens største dæmon, efter sig.

Jose rejste sig op, og hjalp Lina op.

”Det her er vist ikke slut endnu..” Lina var hæs, men ligesom Jose spærrede hun øjne op da den forreste skikkelse forvandlede sig, til noget der lignede en kæmpe kat. Katten var større end de fleste katte, den var i en smuk sølvhvid farve, med lysende øjne i lysende lilla. Den løb hen mod dem, de rykkede sig, men den standsede bare foran dem. Lina sad og prøvede og gennemskue hvem det nu end var.

”Aleks!” Hun stirrede på katten, som om den havde prøvet af dræbe hende.

”Hvem er det?” Jose genkendte ikke stemmen. Hun havde håbet af det var Martin men nej, det var Daniel.

Lina kiggede op, ”Kan du ikke huske Aksel?” Hun stirrede overrasket på ham. Katten, Aksel, kiggede fra Lina til Daniel.

Jose rejste sig og gik op på bakken, den store dæmon var sprunget i luften.

Hun satte sig under det store egetræ, ved sin mors grav. Hun rørte forsigtigt ved jorden, som om den ville blive levende hvis hun rørte ved den. Hendes mor var blevet ofret, i stedet for hende, overfor en drage. Jose havde det stadig svært ved at tænke på det.

”Pas på Jose!” Linas stemme skar igennem hendes hoved, hun vendte sig om og så ind i øjne på en store Sub-dæmon. Den hævede sin klo og grinede uhyggeligt. Han svingede den langsomt ned mod hende. Hun ville skrige, men blev ramt af kloen først. Hun mærkede en smerte skære igennem sit hoved, hendes hjerne føltes som om den sprang. Hun blev løftet op, og hamret ind i et træ.

Sub-dæmonen løftede sin klo igen. Men reagerede for sent.

Katten kom med sådan en fart af sub-dæmonen ikke nåede af blinke. Han sprang ind i dæmonen og dæmonen blev opløst sammen med katten. Hun hørte Lina skrige nej, inden hun overgav sig til mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...