Alene

Har du nogensinde prøvet at ønske at du var alene i verden? At alle forsvandt, og at du bare kunne gøre hvad du ville? Det har vi vel alle gjort et par gange, ikke? Men hvad nu, hvis du vågnede op en dag og alle var væk? Hvad ville du gøre, hvis din mor og far var væk og strømmen var gået? Hvad ville du gøre, hvis en storm havde ødelagt landskabet? Hvad ville du gøre, hvis din samvittighed forfulgte dig? Hvad ville du gøre?

0Likes
6Kommentarer
189Visninger

2. Alene

“Det var en mørk og stormfuld nat, og hun kunne høre noget der kradsede på døren. Pludselig…” Nej.

Jeg sukker og klapper min computer ned. Jeg kan virkelig ikke finde på noget at skrive. Vi skal skrive en gyserhistorie til skolen, men jeg har virkelig ingen idéer til en historie.

Jeg sukker endnu en gang og smider mig på min seng. Jeg tænder for fjernsynet og zapper lidt rundt, men der er ingenting jeg rigtigt gider at se.

Jeg lader bare nyhederne køre og hiver min iPhone frem fra lommen. Jeg begiver mig ind på det dejlige medie, kaldet Facebook. Der er en del reklamer fra politiet og Falck der advarer imod at gå ud på grund af en kommende storm. Jeg fnyser. Det er år siden at der sidst har været storm i Danmark, og der går sikkert år før den næste kommer igen. Oh God, hvor folk dog overreagere nu til dags.

Jeg smider min telefon på sengen og kigger bare tomt på fjernsynet imens jeg piller ved et hjørne på min dyne.

Jeg lytter til damen der læser nyhederne op. Nogle politikere har brugt for mange penge. Klimaændringer truer vores samfund. Fanger flygter fra fængslerne. Ingen er glade for den nye skolereform. Truslen om terror er her stadig, og finanskrisen ser heller ikke ud til at forsvinde foreløbig.

Jeg sukker endnu en gang. Hvorfor sker der kun negative ting i vores samfund?

Jeg prøver at få mit humør op ved at tænke på en positiv nyhed, men opgiver og går ud i køkkenet. Imens jeg går derud når jeg lige at høre kvinden fra nyhederne sige at det bliver solskin i morgen, og at der kommer en let brise fra vest. Nå, så sker der da i det mindste én positiv ting.

“Hej skat,” siger min mor der er i fuld gang med maden, da jeg kommer ud i køkkenet. Jeg mumler bare noget uforståeligt og ender med at sætte mig ved bordet. “Har du det dårligt?” min mor vimser hen til mig med en klud og dupper min pande. Jeg føler mig egentlig lidt svimmel, men det er sikkert ikke noget specielt. “Nej mor,” jeg skubber hendes hånd væk fra min pande, “Jeg har det fint”. “Okay, men nu kommer du bare og siger det til mig hvis der er noget galt, ikke?” hun kigger bekymret på mig.

“Mmm,” mumler jeg og giver mig til at pille ved dækkeservietten. “Hvad skal vi have til aftensmad?” spørger jeg, bare for at få et nyt emne på bordet. “Pasta med kødsovs” svarer hun, og jeg sukker tungt så hun kan høre det, for hun ved at jeg hader pasta. Og kødsovs. Ergo kan jeg heller ikke lide pasta med kødsovs.

Jeg rejser mig og går ind på mit værelse. Mit fjernsyn kører stadig, men nyhederne er sluttet, og der er et program om penge og økonomi. Det interessere mig ikke, så jeg slukker for fjernsynet og lukker min computer op igen.

Jeg går ud af Word dokumentet og åbner internettet. Jeg kan vist godt lige nå at se et afsnit af Divaer i junglen.

 

Jeg vågner ved at min mor råber at der er mad. Jeg må være faldet i søvn, for afsnittet er færdigt, og min computer står på pauseskærm - det vil sige et billede af min familie og jeg da vi var på Kreta i ferien. Jeg klapper skærmen i, fordi jeg bliver træt af at se på den forfærdelige gule bikini jeg havde på, i den ferie. Gad vide hvorfor jeg overhovedet købte den? Farven var hæslig, og det var ikke engang fordi den sad godt på min krop.

“Jeg sagde der er mad!” råber min mor, denne gang banker hun også på min dør. Nogengange føles det altså som om at hun kun gør tingene for at irritere mig.

Jeg river døren op og stirre olmt på hende. “Jeg hørte dig godt første gang,” hvæser jeg af hende og sætter mig ved bordet. Min far og hende veksler et blik, men jeg ignorerer det og tager en kæmpe portion klam pasta med vammel kødsovs, bare for at der er mindre til dem. “Ja, nu behøver du jo ikke at tage hele gryden, vel? Du bryder dig jo ikke engang om det så hvorfor...” “Hold nu kæft! Jeg tager så meget jeg vil! Du kan vel bare lave noget mere? Og ellers er der vel altid rugbrød!” afbryder jeg min mor og propper en kæmpe mundfuld i munden.

Det føltes som om at pastaen vokser i min mund, men jeg får det sunket med besvær og skovler en ny mundfuld ind i munden, med vilje, fordi jeg ved min mor hader, når jeg ikke spiser pænt.

“Så så, tal nu pænt til din mor, ikke? Hun har gjort så meget for dig,” mumler min far og kigger strengt på mig gennem sine briller.

“‘Gjort så meget for mig’?! Hun siger ikke engang farvel til mig når hun tager afsted om morgenen,” jeg rejser mig op og vender mig imod min mor. “Du siger heller ikke til mig hvis mit hår eller tøj eller noget på mig sidder dårligt, nej, du lader mig bare gå rundt og se dum ud. Du er den dårligste mor der findes!” jeg skriger nærmest af hende, imens jeg kigger vredt på dem begge. “Jeg ville ønske at I var væk! Fuldstændig væk! Her ville være så meget bedre uden jer!” jeg tramper ind på mit værelse og smækker døren hård i bag mig. Jeg kaster mig ned på min seng, og fanger en forræderisk tåre i at trille ned af min kind.

Her ville være så meget bedre hvis alle forsvandt. En verden, hvor kun jeg levede i. Den verden ville uden tvivl være perfekt. Gid alle ville forsvinde.

Jeg falder i en drømmeløs søvn, imens jeg kan høre dem snakke ved bordet.

 

Jeg ligger i et stykke tid, før jeg åbner øjnene for at kigge på mit ur. Det viser 03:27. Jeg trasker ud i køkkenet for at tage et glas vand, da jeg hører fjernsynet fra stuen. Hverken min mor eller far burde være vågne på den her tid af natten.

Jeg går undrende ind i stuen, men ser til min overraskelse at der ikke er nogen.

Jeg slukker for fjernsynet, og går tilbage i køkkenet for at tage et glas vand. Jeg famler lidt rundt efter et glas, da der er utroligt mørkt. Jeg kigger ud af vinduet, og kan se vores bil holde i indkørslen, og min cykel der står lænet op ad hegnet. Det er da også underligt at gadelygterne ikke er tændt, det plejer de at være.

Jeg kan se at det blæser, for træerne svajer uhyggeligt meget. Bare de nu ikke vælter ind over huset, og...

Jeg bliver revet ud af mine tanker, fordi vandhanen ikke virker. Ligemeget hvor meget jeg drejer, kommer der ikke vand ud. Hverken koldt eller varmt. Jeg fnyser. Far plejer ellers at være sådan en perfektionist, så det ligner ikke ham at der er noget der ikke virker.

Jeg går ud på badeværelset, men der er heller ikke noget vand her. Er det ikke lidt underligt? Nej, det er nok bare min fantasi der løber af med mig. Det er sikkert bare en af sikringerne der er sprunget.

Jeg stiller glasset tilbage i skabet, og går i seng igen, jeg skal jo være udhvilet til skolen.

 

Jeg vågner ved at min hals er helt tør. Jeg er virkelig tørstig! Jeg går ud i køkkenet, men husker så at vandet jo ikke virker. Jeg sukker. Skal jeg leve med at min hals føles som om at en kaktus sidder fast i den, eller skal jeg vække min far? Jeg hælder helt klart mest til den sidste mulighed, så jeg går ind i stuen, for at bevæge mig ned af mod deres soveværelse.

Nu jeg tænker over det, er det egentlig underligt at jeg ikke kan høre min far snorke, han plejer at lyde som et helt savværk.

Jeg åbner forsigtigt døren ind til deres værelse op, men der er ingen. Hvor er de så? Jeg går ind i værelset og kigger mig omkring, men hverken min mor eller far er til at se.

“Far?” min stemme lyder ekstremt høj, når der ingen andre lyder er i huset. “Mor?” jeg hæver min stemme lidt, så jeg er sikker på at den kan høres i hele huset. Jeg går ind i stuen igen, og kigger mig omkring, dog uden at se et eneste spor af dem.

Jeg går videre ud i køkkenet, fordi min hals driver mig til vanvid, og det kan jo være at vandet er kommet tilbage. Jeg tænder lyset, men bliver bange da det ikke virker. Jeg bryder mig virkelig ikke om mørke, og da slet ikke når jeg ikke ved hvor hverken min mor eller far er.

Pludselig slår det mig. Strømmen er sikkert gået på grund af den der storm, og de er sikkert kørt til et værksted for at få det ordnet. Så kommer spørgsmålene frem i mit hoved; Hvorfor ikke bare ringe til værkstedet? Hvorfor har de ikke sagt noget til mig? Elektrikerer er da ikke vågne om natten, er de? Og hvorfor står vores bil så stadig i indkørslen?

Jeg skubber alle spørgsmålene væk, fordi at jeg inderst inde er bange og ikke har brug for flere ting at tænke på. Og selvfølgelig er de kørt hen til en elektriker, det er da klart.

Jeg vil alligevel ringe til dem, så jeg finder min iPhone og ringer op til min mor. Men der er ingen der svarer, så jeg sukker og lægger mig til at sove igen.

 

Mit vækkeur ringer halv syv, og jeg står op. Jeg går ud i køkkenet, og hælder havregryn og mælk op i en skål, som jeg spiser.

Jeg går ud på badeværelset og skal til at børste tænder, da jeg opdager at der ikke er noget vand. Jeg kommer i tanke om natten, og får kuldegysninger.

“Mor?” jeg siger det ikke som et spørgsmål, jeg nærmest råber på hende, og bliver bange da hun ikke svarer. “Mor!” jeg skriger af mine lungers fulde kraft, men stadig er det kun mine ord der kan høres.

Jeg tager tøj på og låser mig ud. Ligemeget om mine forældre er væk eller ej, skal jeg i skole alligevel. Uheldigvis.

Jeg låser min cykel op, og begynder at cykle imod skolen. Træer er væltet, og stykker af vejen er revet op. Måske overdrev folk ikke så meget med dem storm som jeg troede, for den har åbenbart været ret kraftig.

Mens jeg cykler lægger jeg mærke til at rimfrosten ligger som et tykt lag oven på græsset. Jeg stopper op for at køre hånden igennem det, men bliver overrasket da græsstråene er helt stive. Fuldstændig. Jeg prøver at knække et af dem, men opgiver da det er hundekoldt. Måske jeg skulle have taget handsker på, men de advarede ikke mod frost i nyhederne igår. Tværtimod.

Jeg undrer mig over at der ikke er nogen på skolen, og at døren er låst da jeg vil ind. Jeg har det som om at nogen holder øje med mig.

Nej, det er bare min fantasi der løber af med mig. Jeg håber det er min fantasi. Jeg tror på at det er min fantasi. Selvom jeg har en fornemmelse af at noget er galt. Pludselig går det op for mig.

Jeg har glemt at skrive den gyserhistorie! Det er da det der nager mig! Nå, det er jo for sent nu, jeg kan nok ikke ligefrem nå at lave den på cyklen.

Jeg begynder at slå armene om mig, for det er ret køligt, og der hænger en kold og klam tåge over skolegården, der klæber sig til huden.

Pludselig hører jeg nogle grene der knækker i buskadset. Jeg vender mig forskrækket om og kigger, men jeg kan ikke se nogle.

Jeg går nærmere på busken, men begynder at bakke igen, da det bliver koldere jo tættere jeg kommer på den. Hvad sker der?

“H… hallo?” spørger jeg, men der kommer intet svar. Burde jeg gå hen og kigge? Eller burde jeg bare vende op og tage hjem? Måske skulle jeg råbe på hjælp?

Pludselig bliver jeg afbrudt af mine tanker da en kulde nærmest lukker sig om mig.

“H… hvad sker der?” spørger jeg, men det er umuligt at høre ordene, fordi mine tænder klaprer så voldsomt.

Jeg kan ikke koncentrere mig om noget som helst, alt jeg kan tænke på er kulden. Den er overalt, og siver lige igennem min jakke og mit tøj, og den er fuldstændig kold.

Ikke kold som på en skiferie med familien eller som en januar dag i skolen med vennerne, den er kold som… ja, den er kold som ingenting.

Jeg lukker øjnene og kan mærke at jeg falder sammen. Jeg kan ikke tænke på andet end hvor uudholdelig kulden er. Den går lige ind i knoglerne, lige ind i marven og den er bare slet ikke til at holde ud.

Jeg er godt klar over at jeg skal ud af kulden, men hvordan ved jeg ikke. Det er som om at kulden har frosset min tankegang til, for jeg er overhovedet ikke klar i hovedet.

Jeg prøver på at få skubbet mig op, men det er som om at kulden har slukket alt. Min tankegang, mine kræfter, min fornuft, jeg kan ikke noget.

Jeg prøver på at skubbe mig op, men alle de kræfter jeg har.

Ét skub. To skub. Tre skub.

Jeg falder udmattet ned på jorden, og indser hvad der er sket.

Jeg ønskede at alle var væk.

Nu er alle væk, og det eneste der er tilbage er min samvittighed.

Og den er ikke god.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...