Always like others

Hvordan er det at blive mobbet hver dag på grund af ens udseende og overfaldet af sin egen far? Det kender Mary James til, hun blev mobbet af de 5 populære drenge på skolen. Harry, Louis, Liam, Niall og Zayn. Men at blive taget ud af skolen fra den ene dag til den anden, og så ende med at bo hos en af de 5 efter flere år, er en hård drejning.

6Likes
7Kommentarer
345Visninger
AA

3. Kapitel 2

 

Party Or Not, I Don't Dance

Mine øjenlåg skiller sig fra hinanden. Musik spiller fra stuen nedenunder, Harry holder nok fest mens hans mor er ude. Jeg ser mig om i lokalet, det eneste lys der er i rummet er fra dørsprækken. Jeg sætter mig op, og holder dynen tæt op af min stadig nøgne krop. Jeg ser ned på gulvet og samler mit tøj op, og tager mine hipsters, BH og skjorte på og lister ud fra det sted hvor Harry lige havde overfaldet mig. Jeg tager mine jeans på igen og sætter mit roede hår op i en hestehale. Jeg åbner døren igen og lister ned i køkkenet, hvor jeg tager et æble fra frugtkurven.

Mine tanker flyver, skal man virkelig køre på Harry, og sno ham om min finger. Eller bare ja, være mig. Hvis jeg tager den første ville det gøre så jeg… jeg ved ikke, få mig til at virkelig jeg vil have sex, 24/7. Og det er jeg langt fra! Virkelig jeg hader det, og ikke kun på grund af min far tvang mig til sex for 3 år siden, ad. Jeg kan ikke komme mig over jeg troede han var sådan en faderfigur overfor mig. Jeg fortryder al’ den tid jeg har brugt på ham. Og så var jeg jomfru, indtil den dag…

Nok med han gjorde det, den ene gang, så har jeg været bange for ham lige siden. Hver gang min mor var ude og jeg skulle være alene med ham, var jeg hos mine bedsteforældre. Alt var i fineste orden indtil nu. Indtil hvor jeg blev forflyttet til et hjem hvor jeg kommer til at se de 5 drenge der gjorde mit liv til et helvede. Men hvad er der at gøre nu, år efter alt er sket.
Jeg hopper op på køkkenbordet og ser ned på gulvet.
”Knalede du hende?”
”Ja sgu da.”
”Hold da kæft, bare det var mig!”
Jeg ser op, og på de 5 drenge der kommer ind. Mine øjne falder på ham bagerst, en fyr med brunt hår og grå-blå øjne. Ham mindes jeg ikke at have mobbet mig. Men han kan jo være lige som mig, ændrede mig totalt!

Men så faldt det mig ind, det er Louis, ham der altid kom til mig efter jeg var blevet slået og sparket, af ham selv. Men sagde aldrig de andre imod. Han var bare med til at gøre det hele imod mig. Mod min krop.

Jeg tager min arm ind til mig, den arm alle minderne sidder i, alle arene. Hvorfor er alle sådan, virkelig. Kan jeg ikke bare få en ven. En der ville hjælpe mig? Og hvordan kunne min mor? Bare sende mig her hen, hvis det stod til mig skulle jeg selv vælge hvor jeg ville bo, i flere måneder sikkert.
”Hvad gemmer du der Mary?” Harry kommer hen mod mig, og tager fat i min arm.
”Ingenting,” jeg ser stift på ham, og hiver min arm til mig igen. Jeg ser rundt på de andre drenge, og hopper ned fra bordet, et suk forlader mig da jeg går forbi dem og ind i stuen, hvor jeg placere mig i sofaen og hiver tæppet op over mine ben. Jeg rækker ud efter fjernbetjeningen og tænder for MTV. Jeg kan høre drenges stemmer ude fra køkkenet, sjovt nok fordi det er lige ved siden af.

De holder aldrig kæft, ligesom fugle, når først en har sagt noget klokken lort om morgenen, vækker den en anden, som vækker en anden, og sådan bliver det ved indtil de går i seng, og så starter det hele forfra.

”Mary!?” Nialls stemme runger gennem gangen og ind til mig.
”Hvad nu!?”
”Kommer du ikke her ud?”
”Hvis I vil mig noget så kom her ind!”
Jeg begynder at høre fodtrin, dog ikke fra flere, kun 1.
”Hvorfor tror du jeg vil snakke med dig?”
”Hvem siger vi skal snakke?”
Han går med rolige skridt hen imod mig, han knapper sin skjorte op.
”Louis, jeg gider det ikke,” jeg rejser min fra sofaen og går forbi ham.

Nogle drenge har bare en hjerne på størrelse med en struds’ hjerne. Og den er jo mindre end dens øje, faktisk ca. på størrelse med en ært. Hvilket gør der ikke er så meget plads til viden og sådan, mere det basale, så som at bevæge sig, og trække vejret.

Og så er der det kvindelige køn. Ligeså god hukommelse som en elefant. Kvinder er bare klogere end mænd, og sådan er det bare, verden er skabt på den måde, og det kan ingen gøre noget ved.

Jeg løber op af trappen og låser mig inde på værelset.
Mit fortrukne valg, det har altid holdt min far ude, i mindst 30 min.
Det har altid været at jeg ville låse mig inde et sted. Enten mit værelse, eller badeværelset. De gange det var badeværelset, var fordi jeg ville cutte, men ikke nu, aldrig mere.

 

**

Jeg har nok siddet på sengen i 2 timer og holdt øje med døren, men der er ikke sket noget. Intet. Det er som om alle er forsvundet fra jordens overflade, blevet ædt af rumvæsner fra fjerne galakser, og nu er jeg den eneste tilbage.
Men hvordan jeg så forklare musikken nede fra haven, ved jeg ikke.

Jeg rejser mig fra min trykke plads på sengen, mest fordi at det lille hus kalder, men også fordi jeg ikke kan blive der resten af mit liv.

Stemmer høres fra den anden side af døren, og skygger af fødder der går forbi under døren.
Jeg lukker mine øjne. ”1…2…3…4…5…6…” tallene kører igennem mit hoved.
”Mary kommer du ikke ud? Men tag lige noget lidt mere festligt på.”
Tallene forsætter til 10. Stille åbnes mine øjne og jeg tænder lyset på kontakten.

Da jeg åbner skabet er det som om, det er ved at kaste op ud over mig. Typisk, et skab kan bare ikke forblive i perfekt orden. Jeg smider tøjet, og alt tøjet, altså så jeg kun står i trusser.

Jeg griber ud efter den stropløse BH og en stor skjorte, der bindes om til en kjole. Håret lader jeg sidde som det er og låser døren op.
Jeg griber mine converse på vej ud til haven og står hurtigt omgivet af et hav af gamle kendte ansigter. Nogle er fra min gamle klasse, resten er bare skole.

”Mary, skal vi ikke danse?” Louis står foran mig, jeg ryster på hoved, men han tager fat i min hånd og hiver mig op fra sofaen der er placeret op af muren. Min krop følger med ham ud blandt alle andre.
Han begynder selv at danse, mens jeg bare står der, som et bræt der venter på at vælte, og ikke blive samlet op igen. Men sådan er det ikke. Det går aldrig efter mit hoved, det er bare ikke Mary’s dag i dag, det bliver det aldrig.

Velkommen til ”Her er mit liv!” i denne uge følger vi Mary Violet James, en helt normal teenage pige, hvor alt ikke går efter hendes hoved, eller intet gør det.

Jep, det kunne blive et fedt afsnit. Or not… sagen er den… jeg danser ikke. Det har jeg aldrig gjort, og kommer ikke til det. Jeg har altid bare været hende der stod i hjørnet og så på de andre der dansede og havde det sjovt. Jeg havde det skam også sjovt, på min egen kiksede måde.

Engang var der en der hev mig ud og danse, jeg trådte ham op foden, eller maste den, ved et uheld. Typisk, og det skal altså IKKE ske igen. Og det gør det, hvis jeg danser nu.

”Mary, kom nu.”
”Jeg danser ikke.”
”Jo du gør, bare prøv.”
”Sidst jeg dansede maste jeg ens fod, så hans lilletå og den tå der ved siden af, brækkede.”
”Mary…”
”Nej Louis, enten står jeg her og ser dum ud, ellers går jeg tilbage til sofaen.”
”Så…” musikken stopper kort og der bliver sat en langsom sang på, ”dans med mig, jeg stoler på dig Mary.”

_____________________________________

Så blev jeg færdig med kapitel 2. Og ja, det tog sin tid. Mistede lidt lysten til den i en periode, men nu er jeg tilbage og klar til at skrive!

Men Louis vil have Mary til at danse med ham! Spændende! :3

Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...