Can you see it now?

^^SE TRAILER!^^ Når man er kendt er det svært at forelske sig uden folk finder ud af det, og især når man slår op, men hvad sker der når Justin støder ind i en pige på gaden som er helt 'cool' med at møde ham, og flipper ikke ud.. Justin vil have kontakt til pigen med de blå øjne igen, men vil de kunne være sammen uden mediaerne er efter dem? Wait bliver slået og misbrugt af sin far, men kan Justin hjælpe hende? Og vil hun overhovedet tage imod Justin's hjælp? Ender det med at Justin må tage sagen i egen hånd eller blander han sig udenom? Drama, kærlighed, løgne og ikke mindst tillid, kan de klare det? Find ud af det "Can you see it now?"

74Likes
126Kommentarer
7731Visninger
AA

23. Im the Moon, and you are the sun, alright?

Jeg sad nu i Justins sofa, og så hvordan han vandrede frem og tilbage ''Wait, jeg'' fik han fremstammet hvorefter han satte sig uroligt ned i sofaen. Hansad kun lige på kanten, så han kunne rejse sig hvert øjeblik.

''Wait, du skal lade mig tale færdigt nu.'' sagde han alvorligt, hvorefter han tog mine hænder ind i hans.. ''Wait jeg skal..'' sagde han og slikkede sine læber nervøst. ''Jeg skal på tour..'' Justin gjorde alt for at undgå øjenkontakt, og blev ved med at slikke sine læber.. men hvor lang tid kunne den tour vare? 1 uge?

''Jeg venter Justin, det lover jeg'' smilede jeg stille, og forsøgte at søge øjenkontakt, men det lykkes ikke.. ''NEJ Wait! du forstår det ikke!'' snerrede han vredt og rejste sig. ''Det er meget længere.. meget længere'' hviskede han, imens han stod med front til mig. Jeg fik et sug i maven, og mine hår på armene rejste sig.

''Hvor meget længere Justin?'' hviskede jeg, hvorefter jeg rejste mig fra sofaen ''Jeg vil nok ikke være i byen i et år'' hviskede han.. vent, hvad? han kunne ikke bare forlade mig!

''Wait! sig noget!'' sagde Justin desperat, og fægtede lidt med armene, men hvad skulle jeg sige? hvad kunne jeg sige? min mave føles tom, og min mund blev tør?

''Jeg vidste det' hviskede jeg, hvorefter jeg beordrer min blik ned i gulvet. ''Hvad vidste du?'' mumlede Justin lav, og kiggede nervøst ''AT MAN FUCKING IKKE KAN STOLE PÅ NOGEN!'' skreg jeg af mine lungers fulde kræft! Mine tåre strømmede ned af kinderne, og jeg vil ikke stoppe det.. Justin skulle se hvad han gjorde ved mig. hvor var jeg dog dum, tænk jeg troede han ville betyde noget..

''Wait! du kan stole på mig, men..'' sagde han og kiggede på mig.. Justin lignede en der ikke havde sovet hele natten, med store rander rundt om øjne, og tørre løber.. Hvilket er ret underligt når man tænker over hvor meget han slikker dem.

''hvornår rejser du?'' snerrede jeg, og kiggede ind i de brune øjne, som også havde tåre i sig ''I morgen'' mumlede han ''også vælger du først at fortælle det til mig nu!?'' skreg jeg og begyndte at gå mod døren. Mine skrid var store, og rummet i hele huset ''WAIT!'' skreg Justin inden jeg åbnede dørhåndtaget. Jeg standsede og vente mig om, men stadig parat til at styrte ud af døren.

''Nej Justin! du skal fucking ikke tale til mig! Du betød så meget for mig! Justin du var fucking det eneste jeg havde!'' skreg jeg, imens mine tåre flød ind i min mund, og en sær saltagtigt smag spredte sig. ''Wait du betyder også så meget for mig, hvorfor tror du at jeg ikke kunne sige det? ikke kunne klare at se dig sådan der?'' sagde Justin hvorefter nogen små tåre trillede ned af hans kinder ''Jeg ville ikke havde kontaktet dig igen efter vi mødes første gang, men jeg kunne ikke lade vær! jeg vidste du var noget specielt!'' græd han ''Hvis jeg var så fucking specielt, så skred du ikke for mig!'' græd jeg hvorefter jeg åbnede døren og løb ud. jeg smækkede døren kraftigt efter mig, og begyndte at løbe, bare løbe.. jeg ved ikke hvor længe, men jeg forsatte bare..

Mine skridt var tunge, og det gjorde ondt i mine fødder. Kulden bed i mit ansigt, og mit hår fløj til alle sider.. de tåre der stadig flød ud af mine øjne, forsvandt lige så hurtigt som de røg ud.. Solen var ved at gå ned og blive erstatte med månen.. Det må ikke være så rart at blive erstattet.. Vide man kun var god nok i en periode, hvorefter man bare bliver.. skiftet ud.

Hvordan kunne jeg være så blind? Jeg ved jo at intet ender lykkeligt for mig. Og det gælder så også Justin.. Jeg nåede lige at blive glad for ham, hvorefter han vælger at skride..

Min mobiles velkendte brummen, kunne mærkes i min jakke..

Justin

Jeg valgte at køre fingeren over 'svar' knappen, og satte den op til øret.. ''Hvad vil du Justin?'' snerrede jeg ''Wait høre her.. Jeg kan ikke klare at se dig sådan, hver sød at komme tilbage. jeg er en idiot, det ved jeg godt men-'' ''Nej Justin! intet men! Det er ikke din skyld, det er min! jeg skulle ikke været faldet for dig. det burde jeg havde vidst.. det ender aldrig godt for mig.. og Justin.. Jeg tror det er bedst hvis vi ikke kontakter hinanden mere..aldrig mere.. for vores begge skyd.. så vi kan komme videre'' græd jeg ind i telefonen, og inden han nåede at svare lagde jeg på..

det skar i mit hjerte, at høre Justin stemme igen, når jeg vidste han snart ville forlade mig. Glemme mig, og lade som om jeg aldrig har eksisteret.. Han fortjener bedre. En person som han kan være stolt af at vise frem. og det er ikke mig.

Justin og jeg var som Solen og månen.. Justin var solen. Alle elsker ham, og han lyser det hele op. Han er der når man har brug for ham. Jeg er månen, Jeg spreder intet lys, men derimod frygt, og usikkerhed. Jeg er der kun om natten, og jeg er en man skifter ud. Jeg er kold at kigge på og ikke særlig spændene..

Ja, det er det Justin og jeg er.. Som solen og månen, som nat og dag.. Vi er ikke skabt til at være sammen. Justin skal skinne sammen med de andre, imens jeg spreder kulde hvor end jeg går. Det er bare sådan det er.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...