My Everything [Justin Drew Bieber]

Denne historie er fra min synsvinkel, som mor, til mine to børn: Jazmyn & Drew. De kommer til aftensmad D. 1 Marts, mit gamle idols fødselsdag. Jazmyn & Drew, begynder at undre sig over hvem han var, således at jeg fortæller dem en uforglemmelig historie, som jeg ikke rigtigt kan få det hele med i, eller afslutte den. ''Jeg kan ikke fortælle Justins historie så i forstår det 100%, man skulle være der for at forstå det''

8Likes
4Kommentarer
698Visninger
AA

10. Farvel Justin.. Tak for rejsen

 

''Justin var et godt menneske'' Hvisker jeg til Drew & Jazmyn. ''Et meget stærkt menneske, meget hårdt arbejdende menneske.. Han ville aldrig stoppe med at lave musik, hvis det stod til ham'' - ''Justin... Bieber var det pop fænomen, som...'' Jeg stopper for at tænke over hvad jeg skal sige - ''Ikke ville lade sig gå ned af alt det negative pres, fordi alle forventede noget stort af ham. Alle pressede og prikkede til ham fra alle sider.. Han lavede nogle mistagelser, og så var mobning pludselig tilladt igen'' Drew og Jazmyn sidder med store øjne.

''Han var et menneske, som alle os andre. Men når han lavede noget lort og kom ind på politistationen, så havde han hele verden imod sig. Forestil jer at blive mobbet af hele verden..'' Hvisker jeg. Det får dem til at tænke længe. - Jeg kan se hvor meget De synes at det er overdrevet sygt, ''Jeg ville ikke kunne klare det'' Fremsiger Jazmyn, jeg nikker roligt. - ''Det er der intet menneske som kan. Justin måtte bare gå mod det, med åbnende øjne.'' Jeg lukker bogen i. ''Han kommer op på en scene, og råber ''Heey everybody! I love you!'' - Og så starter folket med at bue af ham, og råbe ting af ham, imens at han performer! - Til slut siger han med et smil på læben - ''Thank you! I love you!'' - Det er 100 at han hørte alt det De råbte.. Men han sagde bare at han ikke bekymrede sig om det. Enden var det sandheden eller også var han såret indeni, så han ikke kunne sige hvad han virkelig mente om det.'' Sukker jeg.

 

Wow, er ordet Drew mimer.. 

''Meget stærk ung mand'' Siger jeg og læner mig tilbage i sofaen. 

''Hvad så med... Det år han døde? Hvordan var det i skolen, for dig? Før han døde.'' Spørger Jazmyn interreseret. 

''2014, før han døde..'' Starter jeg.. ''Tjo, Justin efterlod mig jo alene i klassen. Altså, han var grunden til at jeg ikke havde en vild stor vennekreds i skolen, fordi at jeg gik for meget op i ham. Det tog hårdt på mig, jeg opgav matematikken.'' Svare jeg - ''Dagen efter han døde, kom jeg i skole.. Jeg sagde ikke ét ord. Alle vidste hvad der var sket. Ingen sagde ét ord til mig hele den dag. Jeg sad alene i mine egene tanker og spise min mad, med tåre i øjnene.. Kun mine tanker på ham'' Forklare jeg. Jeg puster ud og rejser mig for at rydde bogen ned i kassen igen. 

''Der var intet at gøre, ingen kunne hjælpe mig'' - ''Fik du depression?'' Lyder det fra Drew. Jeg ser hurtigt hen på ham, ''Nej, det ville Justin ikke ønske for mig..'' Svare jeg og smiler mit skæve smil.

 

''Jeg var på en måde også glad for at han var taget afsted'' Siger jeg med blikket ud af vinduet, mod mørket. - ''Han var for første gang i 5 år, fri for hate & omfavnet af engle.. Ligesom han selv var en'' - Drew kommer hen ved min side og ser ud af vinduet sammen med mig. 

''Hvordan tog du afsked med ham?'' - Jeg smiler stort over hans søde spørgsmål, ''Da jeg kom hjem fra skole stilte jeg mig med åben jakke, ude på vores mark og kiggede op i den blå himmel. Jeg husker det som det var i går. - Og sagde ''Farvel Justin.. Tak for rejsen'' - Flere ord behøvede han ikke fra mig, han vidste nu hvor meget han betød for mig.

 


Der er virkelig meget at fortælle dem om ham, men vi har ikke tiden til det. De kan ikke blive for evigt, som han heller ikke kunne. 

''Det er ved at blive sent'' Siger jeg til dem, i det jeg vender mig om. Er jeg ved at sige at De skal tage afsted? - Men jeg elsker jo at fortælle om Justin. Men der er ikke så meget mere at fortælle. Hvis jeg gør, vil De ikke kunne forstå det. 

De rejser sig og krammer mig, begge gange i et langt kram. ''Lov mig at I vil se Never Say Never & Believe Movie, I vil kunne forstå det mere.

 

Da vi står i døren og siger farvel til hinanden, fortæller jeg dem én sidste ting. ''Drew & Jazmyn, jeres navne er meget specielle. Jeg har ikke fortalt vildt meget om hans familie.. Men Justin elskede hans familie højt, han var en mors dreng. Derfor har jeg personligt valgt jeres navne, til ære for ham. Hans mellem-navn gik til dig, Drew. Og hans lillesøsters navn til dig, Jazmyn'' 

De begynder at smile stort. ''1.000 tak mor. Vi takker for at du ville fortælle os om din, første ægte kærlighed, til Justin. Vi ville ønske at du mødte ham. Vi vil købe hans film og finde en dag hvor vi ser dem'' - Med hånden på hjertet og tåre i øjnene, samt et smil som siger tak, krammer jeg dem farvel og vinker moderligt farvel da De tager bilen og køre hjem ad.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...