*One Direction - Oneshot* My new years eve miracle.

Dette er mit oplæg til konkurrencen 'Julebillede 4', som er inspireret af nytår. Pigen i historien har anoreksi, og skader sig selv. Hør her, hendes historie om, hvordan hun blev reddet.

3Likes
2Kommentarer
458Visninger
AA

2. Oneshot - My new years eve miracle

 

For at starte et sted, vil jeg gerne starte i fortiden. Jeg ved, at man aldrig skal kigge tilbage, men kun fremad – det er i hvert fald dét, jeg får af vide gang på gang. Men jeg vil alligevel vælge at gøre det, det vil også gøre det hele nemmere for jer.

 

I kender helt sikkert denne her type. Pigen der er alene hverdag. Hende der sidder alene i kantinen og læser en bag, for ikke at føle sig helt alene. Hende der aldrig bliver inviteret med til festerne. Hende folk ikke engang kaster et blik, for så lidt er hun værd i deres øjne.
Den pige var mig for bare en måned siden.

Problemet ved at være den pige er, at ingen lægger mærke til dig. De går forbi dig, men ser dig egentlig ikke. Du er bare endnu en ting der fylder, står i vejen eller bare noget der går i et med det hele.
Når du er den pige, bliver det utrolig nemt for dig at skjule, hvordan du har det. Du gør det hver dag. Det er blevet en del af din hverdag, at skjule det triste inden i dig. Du lader dig gemme dig bag en facade. Det er du nødt til. Ingen skal vide, at der er noget der går dig på. For hvor slemt er det ikke, hvis folk ser hvordan du virkelig har det, og de alligevel er ligeglade?

Der er ikke noget værre. Hvis du endelig bryder sammen, er der alligevel ikke nogen der ser det. De ligger ikke mærke til det. Du er bare et ligegyldigt individ i deres øjne.
Det sårer dig endnu mere, når du endelig smider facaden, og folk er ligeglade, og ikke engang ligger mærke til dig. Dér, i dét øjeblik, der føler du dig som ingenting. Og det er de øjeblikke, der får dig til at holde facaden.

 

Problemet for mig var, at jeg som sagt var genial til at holde en facade til sidst. Ikke engang mine forældre vidste, at der var noget galt. De troede, jeg var deres lille glade prinsesse. Men sådan var det ikke.
Vil i vide, hvordan jeg egentlig var?
Jeg var en ensom pige. Jeg havde ikke haft nogen venner i flere år.

Hvorfor, tænker i? Jeg vidste det heller ikke. Jeg ledte rigtig længe efter en grund, og da jeg ikke fandt nogen, kom jeg til min egen konklusion. Det måtte være mig. Det måtte være den måde jeg var på. Var jeg for frembrusende? En snob? For fin på den?
Det var den konklusion jeg kom til. Det måtte være MIG. Derfor begyndte jeg, at trække mig tilbage. Jeg sagde mindre og mindre, og jeg begyndte at blive alt for tilbageholden. Og så tænkte jeg, at nu måtte de da kunne lide mig igen. Men da det ikke hjælp, og det endte med, at jeg mistede alt socialt, gik det helt galt for mig.

Hvis ikke det var min personlighed, så måtte det jo være mit udseende. Var jeg for grim? For tyk? For kedelig? For udfordrende?
 

Det endte med, at jeg fandt alle de fejl, der overhovedet var.
For mange deller på maven, for tykke lår, for tykke arme, for store håndtag, for stor røv osv.. Det gav min selvtillid et så stort ryk ned ad, at jeg mistede den helt. Jeg begyndte at motionere og følte langsomt, hvordan jeg blev gladere og gladere. Motionen blev min nye ven. Den holdt mig beskæftiget, og jeg glemte for en stund, hvordan jeg egentlig havde det. Men jeg følte ikke, at jeg tabte mig hurtigt nok, så jeg begyndte ubevidst at tænke mere over, hvad jeg spiste. Jeg begyndte at spise mindre, og til sidst rørte jeg næsten ikke maden. Jeg begyndte hurtigt at tabe mig, men det var som om det ikke hjalp. Jeg kunne ikke selv se det. Måske var det fordi, der ikke skete noget på den sociale front. Jeg fik ikke venner, og derfor var jeg vel ikke tynd nok. Jeg panikkede.
Mine forældre vidste stadig ikke noget, men var begyndt at undre sig over, hvorfor jeg aldrig spiste. De begyndte at holde mere øje med mig, hvilket resulterede i, at jeg ikke kunne lade hver med at spise.
Mit problem var bare, at jeg var så fokuseret på at tabe mig, at jeg ville gøre hvad som helst. Så jeg spise, men kastede det hele op bag efter. Mine forælder blev rolig igen, og deres mistænkelige ansigter forsvandt igen.
Men hver gang jeg spise, kom stemmen.
’Du er ulækker’ –  ’Kan du ikke se hvad maden gør ved dig?’ – ’Du bliver fed’ – ’Du er fed’ og sådan fortsætte den for hver eneste bid, jeg fik klemt ned. Det var derfor jeg begyndte at kaste op. Men for lige at gøre det hele endnu bedre, var det ikke godt nok.
’Du spiste, selvom jeg sagde du ikke skulle’ – ’Du er klam’ – ’Det sidder stadig i dig’ – ’Kan du mærke, hvordan det lynhurtigt sætter sig? – ’Se nu på din mave’ Og sådan fortsatte også disse tanker.
Jeg følte, at jeg havde svigtet mig selv. Jeg følte, at jeg var nødt til, at straffe mig selv. Så jeg begyndte først at tage kolde bade, for at straffe mig selv. Jeg havde ikke fortjent at nyde noget. Jeg begyndte, at tage alle de ting, jeg nød, væk. Selv det at høre musik. Det eneste jeg fik lov at beholde, var mine løbeture.
Men det var som om det ikke var nok. Jeg skulle straffes for, hvad jeg gjorde. Derfor endte det med, at jeg begyndte at skære i mig selv. Jeg skulle straffe mig selv, og da det ikke var nok at tage mine nydelser væk, måtte jeg jo skade mig selv.
Men da jeg fandt ud af, at smerten var ti gange mere behagelig, end den smerte, der kom af at være ensom og uønsket, begyndte jeg at blive afhængig. Jeg kunne ikke stoppe igen. Hver gang jeg følte mig ensom, og smerten blev så stor, at jeg ikke kunne bære den, tyede jeg til barberbladet. Hver gang jeg observerede min hud åbne sig for mine desperate handlinger, følte jeg den indre smerte bliver overdækket. I de minutter jeg sad med bladet, kunne jeg ikke føle den indre smerte.
Cutting blev min form for afslapning. Jeg var i konstant smerte, men den fysiske, kunne jeg forholde mig til. Bare det, at jeg kunne forholde mig til den, gjorde at, jeg følte, jeg kunne slappe af. Jeg ved ikke om i kender det med, at man bare ikke kan forholde sig til noget. I prøver og prøver, men ingenting hjælper. Bare det alene kan være en kæmpe belastning. Det kan gøre en så træt og fuldstændig energiløs. Forestil dig det, men så over en smerte, du ikke kan forholde dig til.

 

Sådan gik det i ca. to måneder. Ingen opdagede noget. Hverken mine klassekammerater, eller mine forældre. Jeg levede i min egen elendighed, og alt det havde jeg gjort for, at få nogle venner, fordi jeg troede der var noget galt med mig.
Hvor tog jeg dog fejl.
Jeg klingede ikke med nogen af dem fra min skole. Drengene prøvede at spille hårde, nogen mere end andre. Pigerne gik så meget op i deres udseende, at det var til at brække sig over.
Selvfølgelig var det ikke alle der var sådan.
Så det var jo derfor, jeg ikke snakkede med nogen. Jeg var så opsat af, at være god nok. Jeg var så opsat på, at det var min skyld, at de ikke ville snakke med mig. Jeg var alt for afhængig af tanken om, at folk skulle kunne lide mig. At de populære skulle kunne lide mig, for ellers følte jeg mig ikke god nok. Jeg var så besat af tanken, at jeg helt glemte dem, der faktisk godt kunne lide mig.

 

Og nu tænker i sikkert, at jeg er langt ude. Hvordan kan man være så besat, af tanken om at være god nok? At være perfekt i nogens øjne?
Jeg tror vi alle har det sådan. For nogen er det bare et svagere punkt, end for andre. Alle ønsker at være gode nok. Nogen rammer bare ned i et hul, og kan ikke komme op igen. Jeg ramte det lille hul, og pludselig blev mine tænker fordoblet gange ti. De små tanker i har, ’er jeg god nok?’ – ’Er det her godt nok lavet?’ osv., blev hos mig, fordoblet og gjort meget værre. Jeg begyndte at svare kritisk tilbage på spørgsmålene. ’Nej, jeg er ikke god nok.’ – ’Nej, det er ikke godt nok, det du gør.’


I tænker nok, der må da komme en og redde dig ud af alt det her?
Ved i hvad? Surprise! Det gjorde der, ellers havde jeg nok ikke stået her i dag.
Hvad jeg mener med det? Jeg var jo højst sandsynligt død af min spiseforstyrrelse..
Men for at gøre det hele værre, havde jeg selvmordstanker, og jeg havde dem ofte. Faktisk havde jeg allerede planlagt hvornår og hvordan. Don’t blame me. Jeg havde sindsyge tanker, og jeg kunne ikke leve med mig selv længere.
Jeg havde planlagt at gøre det nytårs nat. Jeg ville gerne opleve julen, da julen betød meget for mig. Derfor skulle det være nytårsnat. Helt præcis hvordan jeg skulle begå selvmord, vidste jeg ikke endnu. Men jeg vidste, at jeg ville gøre det smukt. Mine sidste minutter skulle være smukke. Derfor ville jeg gøre det under himmelen nytårsnat, når klokken slog tolv. Der ville jeg nyde alt det smukke.


Jeg havde en bardomsven, som jeg ikke havde set i flere år. Han var rejst, for at udleve sin drøm, men hvordan det gik for ham, vidste jeg ikke. Jeg så aldrig tv, eller læste blade osv. Slet ikke efter min dårlige periode startede. Jeg brugte ikke engang min mobil længere. Jeg havde bildt min mor ind, at jeg ikke havde brug for den. Jeg syntes det tog for meget tid, og bla bla bla.. Uanset hvad jeg egentlig fik sagt til hende, virkede det.

 

Den dag det hele begyndte at gå bedre, var i starten af december.
Jeg sad inde på mit værelse. Jeg havde lige kastet hele min middagsmad op, og endnu engang var jeg i gang med at straffe mig selv.
Pludselig banker det på mig dør. Jeg fór sammen. Der plejede aldrig at være nogen der bankede på min dør. Ikke engang min mor. Jeg gik i panik, og fik råbt, at personen uden for døren lige skulle vente lidt. Jeg fik hurtigt sat et plaster over mine nye sår, denne gang på min hofte, og fik gemt mit blad. Jeg fik råbt, at personen bare kunne komme ind. Noget med en undskyldning om, at jeg skulle have tøj på.
Da personen viste sig i døren, gik mit hjerte i stå. Niall??
Jeg stod og nærstuderede ham i et par sekunder. Han var blevet højere, og han så meget ældre ud. Han havde fået lavet hans tænder, og hans hår var blevet mere voksent at se på. Men det jeg lagde mest mærke til var, at hans øjne ikke havde forandret sig. Han var stadig den livsglade Niall, jeg kendte.
Jeg løb hen i armene på ham og omfavnede ham. God, jeg havde savnet ham!
Jeg glemte alt for en stund.

Den dag gik med, at vi snakkede om alt. Mest om ham, og hvad der var sket med ham.
Han var gået videre i xfactor, som han havde tilmeldt sig. Han var blevet slået sammen med fire andre drenge i et band, men de havde ikke vundet. Alligevel havde de fået stor succes. Han havde kigget underligt på mig, da jeg ikke rigtig vidste noget om hans band.

Om det var fordi, han tænkte det slet ikke lignede mig, ikke at have styr på det nyeste musik, vidste jeg ikke.
Lige nu var han hjemme for at besøge sine forældre, og han savnede mig åbenbart – hvilket jeg havde meget svært ved at tro på, hvilket resulterede i flere underlige blikke fra niall, højst sandsynligt pga. mit blik til ham – og derfor ville han besøge mig.
Han sagde også, at han havde prøvet at få fat på mig de sidste måneder, men at mit nummer ikke fandtes længere.
Jeg gav ham samme forklaring, som jeg havde givet min mor.

Efter den dag, havde vi snakket rigtig meget sammen, og vi havde været sammen stort set hverdag. Mine selvmordstanker kom ikke så ofte længere, og jeg glemte af og til min aftale med mig selv.


En dag jeg var hjemme hos Niall, og hans forældre ikke var hjemme, ville han have noget mad, og denne gang kunne jeg ikke sige nej.. Niall havde spist hele dagen, og jeg havde sagt nej hver gang. Men nu var det aftensmadstid, så jeg kunne ikke rigtig sige nej. Så vi spise, selvfølgelig spise jeg ikke så meget. Desværre for mig, havde han lavet spagetti.. Der er ikke noget værre at kaste op. Det tager så lang tid..

Da vi var færdige med at spise, sagde jeg at jeg skulle på toilettet. Jeg havde gjort det før, og han havde ikke lagt mærke til det.
 

Jeg fik sat mig til rette foran toilettet, og gjorde mig klar. Normalt skulle der bare et lille tryk på maven til det, fordi min mave var så vandt til det.
Men denne gang reagerede den ikke. Jeg blev ved med at prøve, men der skete ingenting. Jeg endte med at få ondt i maven, fordi jeg pressede så hårdt, men alligevel skete der ikke noget. Jeg gik i panik. Fuck. Fuck. Fuck.
Niall bankede på døren for at spørger, om jeg var okay. Jeg svarede ham bare med et ’hm’. Jeg panikkede. Mit hjerte satte i gear, og jeg begyndte langsomt at hyperventilerer.
Jeg fik sat mig til rette foran toilettet, og prøvede igen. Det vikrede ikke.
Mit hjerte satte tempoet endnu hurtigere op.
Jeg havde ikke stukket to fingre i halsen i rigtig lang tid, fordi jeg ikke behøvede det længere, men denne gang gjorde jeg det. Jeg hadede det. Der kom altid bræklyde ud af det. Men maden skulle ud. Jeg kunne mærke stemmen blive mere og mere vred over, at jeg ikke havde fået maden op endnu.
Imens jeg lå der med to fingre i halsen, og desperat prøvede at få maden ud af mig, gik døren op. To sekunder efter kunne jeg høre Nialls paniske stemme; ”Hvad fanden laver du?” men jeg lagde ikke mærke til det. Stemmen i mit hoved overdøvede alt.
Pludselig blev jeg revet væk fra toilettet. Jeg gik i panik. Jeg skulle have maden op. Den skulle ud af mig. Den gjorde mig fed. Jeg kæmpede for at komme hen til toilettet igen.
Men et par stærke arme lagde sig om mig og holdte mig fast. Da jeg langsomt begyndte at falde til ro, brød jeg helt sammen.

Den aften fortalte jeg Niall alting. Alt lige fra at jeg ikke var god nok til, hvorfor jeg blev nød til at gøre det.
Jeg fortalte ham ikke om mine selvmordstanker. Jeg ville ikke fortælle ham min plan. Jeg ville ikke fortælle ham om, hvordan min nytårsnat skulle foregå.

Han fik mig til at love, at jeg ville gå til en psykolog. Jeg gjorde det også, og han var med mig hele vejen.
Jeg begyndte langsom at få det bedre, og allerede juleaften kunne jeg spise uden, at jeg fik trang til at kaste det hele op igen.
 

 

***

 

Her står jeg så. Udenfor i kulden, under den sorte himmel. Jeg venter på at himlen bliver smuk.

Det er nytårs aften og klokken slår tolv lige om lidt. Nu har i sikkert ikke lyst til at læse videre. I vil ikke vide, hvordan jeg har tænkt mig at dø, også selvom det vil blive smukt.
For det vil det. Min død vil blive smuk. Om ikke andet vil min begravelse i hvert fald blive det.

Men den tid er ikke nu. Jeg er ikke klar til at dø. Jeg har nogle ting jeg skal nå først.
Så her står jeg. Jeg står her sammen med Niall. Han holder om mig, så jeg kan få varmen. Jeg vender mig langsom om imod ham.
”Du Niall, faktisk er der en ting, jeg ikke har sagt.” Han kiggede ned på mig, og jeg var tæt på at svømme helt hen i det hav, man kunne se i hans øje. Den dejlige blå farve. Han sendte mig et skævt smil, og jeg vågnede igen.
”Faktisk ville jeg have været død om få minutter. Jeg ville have taget mit eget liv i aften, under himmelen. Jeg ville vente til den blev lyst smukt op, så de sidste minutter i mit liv ville have været smukke.” Jeg holdt en lille pause, og jeg kunne se, hvordan Nialls øjne hurtigt skiftede til de mest triste øjne, jeg nogen sinde havde set. Jeg kunne mærke mine øjne stikke. Han skulle ikke være ked af det. Han øjne begyndte langsomt at fyldes med vand.
Jeg kiggede ned, og hviskede ”Men du reddede mig.” Hvorfor jeg hviskede, vidste jeg ikke. Men jeg kunne ikke sige det højere. Jeg kiggede op, og mødte hans øjne. De var fyldt med kærlighed. Jeg svømmede helt hen i hans blik.
Han hoved kom tættere på mit, og da jeg opfattede hvad han var på vej til, sprang sommerfuglene rundt inde i min mave. Jeg lukkede mellemrummet mellem os, og vores læber blev smedet sammen, som om der ikke var noget, der var mere rigtig. I det samme slog klokken tolv, og fyrværkeriet begyndte, som var det afspejlet af mine følelser, som kørte sit eget fyrværkeri.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...