Hey Brother - Zayn Malik Oneshot

Jeg havde fået den her idé om et oneshot og jeg synes det kunne være spændene, at lave en trist med Zayn! Håber i vil læse med:) *DET ER EN OPDIGTET SØSTER!*

13Likes
8Kommentarer
730Visninger
AA

3. The Funeral - I'm sorry brother

Han kunne ikke tro det. Han ville ikke tro på det. Men det var rigtigt nok, for ellers ville den hvide kiste, foran ham ikke være der.

Hans øjne var efterhånden virkelig røde, og hævede efter han havde grædt så meget- hvilket han stadig gjorde.

Han vidste at det var hans skyld, at hun var hvor hun var nu. Og hun havde ikke engang efterladt, et brev eller noget til ham, hans familie eller bare for at tage afsked. Havde hun slet ikke noget at sige?
Hans fire bedste venner, kiggede på ham med triste blikke og med et svagt smil på læben, da han bar kisten ud. Hans hænder rystede, og hans syn blev sløret af, alle de tåre der røg ned af hans kinder.

Hvorfor hende? Hvorfor ham? Han ville ikke miste sin søster, han elskede hende og at vide, at hun ikke havde fortalt ham hvordan hun, havde haft det gjorde det hele værre.

Han smed en rose ned til hende, og stille begyndte kisten at bevæge sig ned af. Efter noget tid forsvandt folk, og til sidst stod han alene med sine fire bedste venner. "Må jeg godt være alene i et øjeblik?" hans stemme lød hæs. Han havde heller ikke rigtig snakket, med mindre det var nødvendigt.

Drengene nikkede og forlod så, deres bedste ven ved kisten. "Hey sis" startede han stille ud. Han tog en dyb indånding, og lod en lille tåre trille ned af hans kind. "Jeg kan ikke tro, at du har forladt verden. Men hvorfor efterlod du ikke noget? Et brev? En video? Bare et eller andet så vi kunne få en forklaring, om hvorfor du gjorde det. Nu skal du ikke tro, at jeg er glad for at du er død-" han rystede på hovedet og kiggede ned i jorden "tværtimod. Jeg er virkelig ked over det og jeg er også ked, af at vi skulle skilles ad med, et dumt skænderi, for du havde ret. Du havde ret i hvad du sagde- ja alt hvad du sagde" sukkede han og kørte en hånd igennem håret.

"Du havde ret med, at jeg bare kom hjem og troede, at alt var som det var. Men inderst inde vidste jeg, at det ikke var. Jeg lod bare mit ego komme i vejen for det, og det er jeg ked af Tas" tårerne begyndte stille at trille ned, af hans kinder men han lagde ikke mærke til det. Han ville forklare sig, og det skulle han.

"Du har altid støttet mig igennem så meget, og jeg har ikke støttet dig når du har haft brug for det. Desuden burde det faktisk ha' været dig, jeg ringede til og ikke mor. Du havde mere brug for mig, men jeg troede du havde det fint, for lige så snart jeg spurgte hvordan du havde det, sagde hun bare 'fint' og begyndte, at snakke om andre ting. Det hele er min skyld Tas, jeg er så ked af det!" et hulk forlod hans læber og han lukkede øjnene hårdt i.

Han satte sig ned foran gravstedet, ligeglad med tanken om, at hans jakkesæt ville blive beskidt. "K-kan du huske dengang i sommerhuset? Hvor vi skræmte folk der gik forbi vores sommerhus?" et halv kvalt grin forlod hans mund, og hans hånd bevægede sig stille op til kinden, for at fjerne tårerene.

"Det var en af de bedste dage i mit liv sis. Jeg elsker dig Tasha Rose Malik af hele mit hjerte" og med de ord forlod han gravstedet, uden at vide at hun faktisk havde skrevet et brev til ham. Et brev om at det ikke var hans skyld.

1 måned før:

Hendes hænder fumlede efter et stykke papir. Om lidt ville hendes bror komme, og hun ville være væk inden, men hun ville skrive et brev til ham inden hun forsvandt.

Hun tog en dyb indånding og begyndte, at skrive hvad hun havde lyst til. Alt det hun havde båret på hendes skuldre i al den tid. Han skulle vide alt.

Hey Brother.

Jeg er ked af at efterlade dig med en tanke om hvorfor jeg gjorde det, men det er derfor jeg skriver dette brev til dig. For vi begge ved at jeg ikke er personen, der normalt skriver breve. Jeg plejer at sende en sms, men det vil jeg ikke. For så kan du stoppe mig, og det vil jeg ikke ha'.

Det er på tide at jeg forlader denne hæslige verden. Det ville gøre den meget bedre. Mor vil ku' snakke meget mere med dig, far og mor kan flytte sammen igen og dig. Du behøver ikke at bekymre dig om mig, for det ved jeg du gør selvom du ikke viser udtryk for det.
Jeg ved hvor svært du har det med at udtrykke dig, og dine følelser. Hver gang vi skændes har du altid været så frustreret, men det var mere fordi du ikke vidste hvordan du skulle udtrykke dig.

Nu lyder det sikkert som om, at jeg siger at vi skændes hele tiden, men overraskende gjorde vi det ikke så tit. Måske var det også fordi, at vi heller ikke snakkede så meget sammen, og du havde dit 'job' at passe. Men sådan er det.

Jeg er ikke sur over, at du lever livet- ligesom du altid fortalte mig jeg skulle gøre. Du laver det du elsker, og folk elsker det du/i laver.

Jeg får aldrig chancen for, at leve livet- men det vil jeg heller ikke, så det er fint. Det har været svært for mig, at finde noget jeg virkelig brændte for. For hverken mor eller far støttede mig ikke i det jeg ville. Mor koncentrerede sig om dig, og far koncentrerede sig om at sørge for familien.

Desuden var jeg elendigt til alting, bortset fra at spille klaver. Du ved hvor meget jeg elsker det, men mor vil ikke betale for, et klaver til mig og jeg kan ikke selv spare op. Men jeg fortalte dig altid, at det ikke var noget jeg ville blive ved med- men det gjorde jeg.

Jeg vidste bare at du ville tilbyde, at betale for det. Men det ville jeg ikke have. Du havde allerede brugt penge, på mor og vores nye hus, så det ville jeg ikke lade ske.

Zayn du er et vidunderligt menneske, og du skal overhovedet ikke tro at jeg begik selvmord er din skyld. Det min egen.

Jeg ser ikke nogen grund til at leve, når ens forældre ikke elsker en. Jeg har ikke noget at leve for, så hvorfor blive ha'? Jeg følte at jeg hele tiden skuffede mor og far. Jeg følte alt jeg gjorde alt forkert.

Du gjorde aldrig noget forkert Zayn- derfor ønskede jeg tit at jeg var dig.

Dit liv er perfekt. Mor og far støtter dig, du har venner,fans og folk der bekymre sig om dig- og ikke nok med det, du lever din drøm! Og jeg kunne ikke være mere stolt af dig end jeg er nu. Husk det og glem det aldrig.

Du undre dig sikkert over hvorfor jeg gjorde det? Hvorfor jeg hængte mig selv?

Jeg kunne ikke klare det mere. Folk i skolen mobbede mig for groft, fortalte mig hverdag at jeg ikke fortjente at leve og jeg skulle dræbe mig selv- du kan vel sige at jeg lyttede til dem i sidste ende. Mor og far skændtes alt for tit og de opdagede aldrig at jeg altid sad ved det øverste trappetrin og lyttede til dem skændes om mig- jeg var åbenbart en fejl. Jeg skuffede dem altid- jeg fik dårlige karaktere, for meget fravær og deltog åbenbart ikke nok i timerne.

Så jeg har valgt at give op.

Lade alle mobberne vinde, gøre mor og far tilfredse og gøre mig selv glad.

Jeg elsker dig brormand og det her er ikke din skyld. Du var en af grundende til at jeg blev i så langtid.

Jeg håber at dit liv forsætter godt. Jeg håber du får en dejlig kone som vil gå igennem ild og vand for dig, at du får nogen dejlige børn og i finder jer et behageligt sted at bo.

Jeg håber at dig og drengene forsætter og gør det som gør jer glade. At i bliver ved med at synge og optræde- gøre det i elsker. Jeg håber at i vinder massere af awards endnu og vælter verden helt omkuld!

Og jeg håber at du ved at selvom du ikke kan se mig og jeg ikke lever mere, vil jeg altid vil være ha' og passe på dig. Jeg elsker dig Zayn, pas godt på dig selv og familien.

De kærligste hilsner

Tasha xx



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...