Hey Brother - Zayn Malik Oneshot

Jeg havde fået den her idé om et oneshot og jeg synes det kunne være spændene, at lave en trist med Zayn! Håber i vil læse med:) *DET ER EN OPDIGTET SØSTER!*

13Likes
8Kommentarer
727Visninger
AA

2. The Bad Suprise - Hey Brother.....

Zayn's synvinkel.

Tanken om at se min familie igen gjorde mig glad. Jeg sad i bilen og var på vej hen til min familie, og jeg kunne ikke vente. Vi var endelig kommet hjem fra tour, og nu skulle jeg bare slappe af, og hygge mig med min familie.

Jeg savnede min søster Tasha. Hun havde haft det hårdt for tiden, og derfor kunne jeg ikke vente til, at se hende igen. Desuden sidst jeg så hende havde jeg været oppe, og skændes med hende og vi nægtede, at sige farvel til hinanden. Dog stod skænderiet stadig klart i mit hoved.

FLASHBACK

Et irriteret støn forlod mine læber. "Hvorfor kan du for en gangs skyld blande dig uden om?" vrissede Tasha. "Du skal altid komme her og tro at du ved alt og at alt er perfekt. Men det er det ikke en skid!" råbte hun.

"Så forklar mig hvad der foregår!" skreg jeg og hamrede min hånd ind i væggen. Jeg var så træt af at hun altid, skulle belære mig med hvad der skete herhjemme og hvad der ikke gjorde.

Hun stønnede irriteret og begyndte at massere sine tindinger. "Jo ser du" prustede hun og trådte tættere på mig bestemte skridt. "Mor og far skændes hele tiden, over dig-" hun prikkede mig på brystet og talte så videre: "fordi mor snakker hele tiden om dig, og det er far godt og grundigt træt af- inklusiv mig! Hun gider ikke at være sammen med mig mere fordi du hele tiden snakker med hende!! Jeg er så træt af det! Jeg har ingen fucking venner fordi du er berømt, og alle vil bare være sammen med mig fordi du er med i One fucking Direction!" skreg hun og slog mig på brystet.

Jeg var lamslået. Følte hun virkelig at min berømmelse havde overtaget hendes liv? "Hvorfor fortalte du ikke hvad du følte?" hviskede jeg svagt med tåre i øjenene. "Fordi alt ikke handler om dig og dit dumme band!" råbte hun mens tårerne trillede ned, af hendes kinder. Jeg blev helt oprevet over, at se hende sådan her, og det gjorde det ikke lige frem bedre, at jeg var skylden i det- det gjorde det blot værre. Og derfor lod jeg min vrede gå udover hende, og det var ikke fair.

"Men-" "Nej. Bland dig udenom om mit liv fordi du er ikke min bror mere" hviskede hun hæst og gik så mod døren, smækkede med den og forlod mig alene på værelset, mens orderne stadig hang i luften.

FALSHBACK SLUT

Så nu håber jeg bare, at hun ikke var sur på mig mere, for jeg savnede hende- endda meget.

Smilet på mit læber blev blot større, da jeg drejede ind ad indkørslen til mine forældres hus. Glad slukkede jeg for bilen, og gik ud af den. Jeg smækkede døren, låste bilen og gik op mod hoveddøren.

Jeg trådte et skridt frem for, at banke på hvor jeg herefter trådte et skridt, tilbage igen. "Et øjeblik!" hørte jeg min mor råbe.Der gik nogen sekunder, og så kunne jeg høre skridt bag døren. Hurtigt blev døren åbnet, og der stod min mor foran mig, med et stort smil på læberne.

"Zayn!" hilste hun glad, og kastede sig i mine arme. "Hvor har jeg dog savnet dig" sagde hun munteret. "Jeg har skam også savnet dig mor" lo jeg og trak mig ud af krammet. Vi begge trådte ind i huset, med højt humør og store smil. Jeg begyndte at tage mit, halstørklæde, mine handsker, sko, hue og så mine sko. Herefter bevægede jeg mig mod stuen med stadig det store smil plantet på læberne.

Jeg forventede at se Tasha sidde i sofaen, og dovne den af, men hun var der ikke. Hvor var hun? "Mor?" råbte jeg. Hun kom ind i stuen og kiggede undrende på mig. "Jeg var lige ved at lave mad" sagde hun undrende. "Har du set Tasha?" spurgte jeg og kiggede interesseret på hende. I starten kiggede hun forvirret på mig, men så lyste hendes øjne op. "Når ja! Hun burde være oven på. Jeg henter hende lige, men hun sagde at hun havde det dårligt, så hun ville hvile sig lidt, men hun skal lige sige hej til dig!" smilte hun og vendte sig om. "og kan du ikke lige dække bord?" grinte hun og drejede hovedet så hun kunne se mig.

Jeg nikkede blot og gik så mod køkkenet. Jeg begyndte at tage tallerkner, glas og bestik. Jeg skulle til at stille det sidste glas, da et skrig stoppede min bevægelser. Endnu et skrig lød og jeg smed tingene fra mig, og løb oven på.

"ZAYN!" råbte min mor grådkvalt. Jeg satte i løb og stoppede op ved Tasha's værelse. "Hvad sk-" Jeg stoppede midt på værelset, og følte at alt gik i stå. Der hang hun og dinglede. Små bleg i ansigtet og med håret foran ansigtet. "Fuck!" skreg jeg og løb hen imod hende.

Det kunne ikke være rigtigt. Det måtte det ikke være! Hun kunne ikke være væk! Nej nej nej!
I en panikkende fornemmelse i kroppen, kiggede jeg efter noget jeg kunne få hende ned med. "Ring til ambulancen mor!" råbte jeg irriteret.

Uden tøven løb jeg hen til hende, men inden jeg overhovedet gjorde noget kom ambulancen. Ambulancefolkene stormede ind i værelset, og begyndte at skubbe mig til siden. 

 Jeg var helt tom, og helt trist. Alle spørgsmålene begyndte straks, at poppe op i mit hoved.

Var det her min skyld?

Hvor længe havde hun haft selvmordstanker?

Havde hun altid haft det sådan?

Fik hun det dårligt efter vi havde været oppe og skændes?

Tårerne trillede ned af mine kinder, og jeg kunne ikke fatte hvad der var sket. Hun havde hængt sig selv.

Men hvorfor?

Jeg var så forvirret og trist på samme tid. Den her dag skulle ha' været god, men den blev det modsatte.

***

Nervøst vippede jeg min fod op og ned. Lægerne var stadig i gang med, at tjekke Tasha og jeg kunne ikke vente meget længere.

Utålmodigt tog jeg min mobil frem, for at se hvor længe jeg havde ventet. Klokken var 00:03, hvilket ville sige at jeg havde, ventet i omkring 4-5 timer nu. Og jeg måtte stadig ikke se hende.

Jeg burde egentlig kontakte drengene, men det var ikke det jeg havde brug for lige nu. Kærligt kiggede jeg ned på min mor, som lå og sov fredfyldt. Hun havde også været helt oppe og køre over det hele, men jeg vidste vi måtte støtte hinanden igennem den her tid.

 

Liam's synsvinkel.

Irriteret satte jeg mig i bilen, og begyndte at køre mod Modest! Vi havde lige fået ferie, og nu havde de tilkaldt os ind til et møde. Typisk.

Det var altid når vi lige havde fået ferie, så tilkaldte de os ind til et møde. Hvilket så gjorde at Sophia blev sur, fordi jeg måtte endnu engang aflyse vores filmdate. Jeg kunne sagtens forstå hende. Hun fik virkelig meget hate her for tiden, og folk kunne bare ikke forstå, at hun gjorde mig glad.

Med et suk parkerede jeg bilen ude foran, den store bygning som jeg ellers havde været så tit i. Jeg klikkede min sele op, og bevægede mig så op mod bygningen.

De tunge døre skubbede jeg op, og hilste kort på folkene jeg mødte på, vejen der op. Lidt høflig måtte man da være. "Liam!" råbte Niall glad da jeg trådte, ind i mødelokalet. "Hey Nialler" smilte jeg og trak ham. ind i et kram.

Jeg hilste kort på de andre drenge, og rynkede på mine øjenbryn da jeg ikke, kunne se Zayn nogen steder. "Guuuys?" spurgte jeg langtrukkent og kiggede på dem.

"Ja?" svarede Harry. "Hvor er Zayn?" drengene trak på skuldrene, mens Louis svarede: "Det ved jeg ikke. Skal vi prøve at ringe til ham?" vi andre drenge kiggede på hinanden, og nikkede så. "Tjaah. Hvorfor ikke?" smilte jeg.

Zayn's synsvinkel.

Jeg vågnede ved min mobil vibrerede i min lomme, for tredje gang. Hvad var det der var så vigtigt? Med et suk tog jeg min mobil, op af lommen og tog den. "Hallo?" hilste jeg med en hæs stemme. "Zayn?" et suk forlod mine læber, da Louis' stemme lød i telefonen.

"Hør jeg har ikke lyst til at snak-" "hvor er du? Du ved godt vi skulle være til møde nu? Ikke?" "Hør Lou. Jeg har ikke brug for, at snakke med jer lige nu-" min stemme knækkede, og straks begyndte tårerne at trille ned af mine kinder.

"Zayn? Hvad sker der?" spurgte Louis. Et hulk forlod mine læber, og med en rystende stemme begyndte, jeg at fortælle ham det der var sket. "Lou. Hun hængte sig selv" græd jeg og tog mine hænder op, foran øjnene. "H-hun hvad?" stammede han.

"Hun hængte sig selv! Jeg ville besøge dem o-" og så kunne jeg ikke klare det. Jeg brød virkelig sammen. "u-u-undskyld Lou, je-" "- vi kommer nu Zayn. Hvilket hospital er i på?" med en grådkvalt stemme fortalte jeg hvilket hospital, vi var på og lagde så på.

Og lige som jeg troede, at jeg skulle være alene, kom der en læge hen til mig og min mor. Jeg vækkede min mor ved, at skubbe til hende med min skulder. "Mor" hviskede jeg. Hun glippede med øjnene, og kiggede først på mig, men så på lægen der stod foran mig.

"Er i mor og bror til Tasha Rose Malik?" spurgte han og kiggede på os med, et blik der var fuldt med medlidenhed. Vi nikkede begge to, og kiggede afventende på ham. "Jeg er ked af det men-" og der lukkede jeg ned.

Det kunne ikke være rigtigt! Jeg rejste mig brat op fra stolen, og gik med hurtigt skridt hen til lægen. "Jeg må se hende!" hviskede jeg. "Undskyld sir. Men det ka-" "-jeg skal se hende!" råbte jeg og tog fat i hans krave. "Zayn!" gispede min mor.

Jeg rystede på hovedet, gav slip på ham, og gik så hen mod hendes rum. Men inden jeg overhovedet nåede så langt, blev jeg grebet fat i og ham der havde sagt, at hun var død stod bagved mig. "Sir du må ikke gå derind!" sagde han lettere irriteret. Men jeg ville ikke tro det. Jeg ville ikke tro, at hun var væk.

Men jeg kunne ikke forstå det. Jeg kunne ikke forstå, at Tasha var død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...