It won't be that easy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2014
  • Opdateret: 11 maj 2014
  • Status: Igang
Alison Hasting, 19 år. Hun er en meget populær pige, alle gør hvad hun siger. Hun søger et arbejde, det er ikke fordi hun ingen penge har, men hun vil gerne ud og opleve noget i verden. Hun spiller hård udenpå, hun viser ingen følelser offentligt, kun når hun kysser med sin kæreste, Tyler Gilbert. Hvad sker der mon med hende og Tyler, når hun får et job, som alle piger ønsker, ungtaget hende, hun er fuldstændig ligeglad, som hun altid er. Find ud af hvad jobbet er, og hvad der sker mellem hende og hendes jaloux kæreste, i"It won't be that easy".

30Likes
22Kommentarer
1509Visninger
AA

21. 21 kapitel

Jeg ved godt det hele ikke passer sammen lige nu, men jeg ville så gerne skrive, og det gik slet ikke godt. Efter jeg havde skrevet det hele færdigt, fandt jeg ud af, at de allerede havde spist aftensmad, men jeg gad virkelig til at slette det hele, da det er sygt lang tid siden, jeg har skrevet på den her historie. Btw, undskyld, hvis det er forvirrende.

20 kapitel.

*Ali's synsvinkel*

Jeg havde fået en besked fra Harry, hvor der stod hans adresse. Jeg kiggede lige ud, hvor der var biler og mennesker overalt. Jeg fik helt stress af det, men jeg brugte min GPS på min mobil, så jeg kunne finde det hurtigere.

Jeg var kommet til adressen, jeg stak nøglen ind i hulet, drejede den rundt, og døren gik op. Jeg kom ind i et virkelig flot hus, jeg satte mine ting i gangen, og gik rundt i Harry's hus. 

Det var helt fantastisk det her hus, wow. Jeg kunne mærke der dryppede noget vådt ned af mine kinder, jeg tog forsigtigt min hånd op til min kind, hvor det gik op for mig, jeg græd. Jeg satte mig ned i en af hans sofaer, og begyndte at pille ved mine fingre, hvor jeg ellers bare græd. 

Jeg tog i vrede min mobil op, og ringede til inspektøren fra min skole, og sagde, at jeg sagde op. Han forstod mig ikke i starten, men whatever, jeg fik det sagt det, og det var det jeg ville. 

Jeg er så irriteret på Niall! Og jeg forstår ikke hvorfor jeg græder over ham. Jeg ved, at det jeg gjorde var forkert, men det giver ham ingen grund til, at sige min hemmelighed foran alle de andre. ´En ting, jeg aldrig vil komme til at tilgive.. 

Jeg tog mig sammen og rejste mig op fra sofaen, jeg behøver ikke at bruge mit tid på, at græde snot, når jeg er i London? Der er så mange fantastiske ting, at lave her, det jo en herlig by. Jeg fik et svagt, men et smil på mine læber, tørrede mit tåre væk, og gik hen på badeværelset, hvor jeg tog mine ting med. 

Jeg tog noget nyt tøj på, bare sådan noget slap af tøj, satte mit hår i en fletning, og børstede mine tænder, og tog mine sko på. Jeg kiggede mig i spejlet, hvor jeg kom til at tænke på Niall igen. 

"Tag dig sammen, Alison" sagde jeg til mig selv, og gik ud af toilettet, og forsatte ud af døren. Harry's bil stod der, og jeg så hans nøgler indenfor. Hm, jeg kan da godt lige låne den, altså, jeg har kørekort!

Jeg overvejede situationen, og gik så ind og hentede nøglerne, satte mig ind i bilen, og kørte ind i byen. Jeg havde besluttet mig, at jeg vil trøste shoppe med mig selv. God idé. 

********

Jeg havde shoppet nogle ting, eller hvis nogle ting, var 5 poser, med tøj i, hæhæ. Harry havde lige skrevet, at han gik ud og spiste med drengene og Jess, så jeg skulle selv finde på noget mad. Det var i orden, havde nemlig tænkt mig at spise på Mac D. Lidt fed, må jeg da godt være, ahaha. 

Jeg gik derind, bestilte to cheese burger, og satte mig ellers ned og begyndte at spise. 

Jeg var lige ved at sluge hele min burger, da jeg så alle sammen fucking kom ind af døren. Alle drengene og Jess.

Hvad skulle jeg gøre, de skal ikke se jeg er herinde, for det første, ville det være for sygt akavet mellem Niall og jeg, Jess og jeg, faktisk bare alle, undtaget Harry.. For det andet, ville jeg se vildt lonely ud, og fed. Hvilket de selv også ville, så.. glem nummer to..

Jeg satte mine poser, så meget foran mit hoved som muligt, jeg skulle virkelig bare ikke opdages. Jeg spiste så hurtigt jeg kunne, og tilsidst var jeg lige ved at blive kvalt.. Ad! Jeg begyndte at små grine med mig selv, på grund af hele situationen. 

Overvej lige hvis jeg var med en film lige nu, hvor dum ville jeg så ikke lige se ud? :D Hold nu op..

De havde sat sig ned, heldigvis lidt væk fra mig. Jeg var færdig med at spise, så jeg tog mine poser, og sneg mig ud. Hvilken overhovedet ike gik godt, da jeg kom til at skubbe ind, så han begyndte at råbe lidt af mig, fordi han tabte sit mad. 

"Undskyld, rolig nu" sagde jeg meget lavt. Jeg forsatte hen mod døren, da jeg skulle til, at tage i håndtaget, var der en som prikkede mig skuldrene. 

Jeg blev ret irriterende, så jeg vendte mig om, og fik et chok, da det var 3 små piger. Eller 12-13 år, agtig. "Hej venner" sagde jeg og gav dem et smil. De blev helt glade, "Du dater Niall, ikke?" spurgte en af pigerne. 

Jeg kiggede lidt irriteret på pigen, hvad fanden skulle jeg sige? "Se derover, sidder One Direction" sagde jeg i panik, og pegede derover. De begyndte at løbe derhen, og jeg kunne se de begyndte at snakke.

Jeg fik et smil på mine læber, jeg var så glad for, hvor meget de havde opnået. Jeg havde jo læst lidt om dem inden jeg tog til London, og deres historie, er ret herlig. Niall kiggede langsomt op, og i ét sekund, havde vi øjenkontakt, men jeg vendte mig hurtigt om, og gik ud af døren. 

Jeg tog min hånd op foran min mund, og begyndte langsomt at græde. Hans blik i øjnene, jeg kan ikke beskrive hvordan det føles, at se hans blik. 

Jeg følte en kæmpe tab i mit hjerte, jeg holdte virkelig meget af ham, og nu det hele jo bare slut? Men nej, jeg tilgiver ham ikke, vi har begge gjort noget dumt, så vi burde begge bare til at komme videre, selvom det var svært. 

*Niall's synsvinkel*

Der var kommet nogle piger over til os, og der første de sagde var 'din kæreste står derover.. Hun ville ikke svare på, om i stadig dater, så nu spørg vi dig. Gør i det?'

Det var det det dummeste spørgsmål de kunne har stalt mig! Jeg var helt mundlam, og jeg anede ikke hvad jeg skulle svare, så det røg bare ud af munden. 'nej'. Jeg svarede fucking nej?

Hvad hvis hun stadig troede at vi gjorde? Hvad hvis.. ja okay, jeg stopper nu... Det er slut, jeg tilgiver hende ikke for det hun gjorde. Og hun tilgiver sikkert heller ikke mig, for det jeg gjorde.

Og så var hun inde Mac D, hvad sker der for det? Det er sindssyge mange Mac D's i London og selfølgelig går vi præcis på det samme? Sådan noget sker kun på film? Og nu også i virkeligheden.. åh gud!

Det var så underligt at se hende, i det ene sekund vi kiggede på hinanden. Det kan slet ikke beskrives.. Hendes blik, jeg kunne se knust, men alligevel ligeglad med det hele, hun var. Og det værste var, at hun gik grædende ud.. Det hele er jo sygt fucked up lige nu!

Vi var færdige med, at spise og vi begyndte at gå hver til sit. Vi tog hjem til os selv, alle sammen.

*Harry's synsvinkel*

Jeg skyndte mig hjem til mig selv, for at se til Ali, hun sagde det var okay jeg ikke kom hjem og spiste med hende, så det regnet jeg med var rigtigt.

"Jeg er hjemme" råbte jeg, så Ali kunne hører det. Jeg hørte ingen svar, så jeg blev lidt bekymret. "Ali, hvor er du henne?" råbte jeg igen, men intet svar kom. 

Jeg gik op på mit soveværelse, hvor jeg blev lettet, hun lå i sengen med rykken i mod mig. "Hej Ali" sagde jeg, "Vent, hvorfor har du pakket en kuffert?" tilføjet jeg, og satte mig på hug foran hende. Hun gemte sit hoved. 

"Hey, gik på mig, Ali" sagde jeg roligt. Hun løftede hendes hoved op, og hende øjne var helt små, og der var tåre overalt. Jeg kiggede forskrækket på hende, "Hvad sker der, Ali?" spurgte jeg, og satte mig ved siden af hende. 

"Du vil ikke vide det" hviskede hun. "Jo selvfølgelig vil jeg det" svarede jeg og holdte uden om hende. Hun nikkede kort på sit hoved, "Mike.. Min bror... Du ved min forældre skulle skilles, og jeg efterlod Mike der hjemme, selvom han er mindre end mig.. og jeg har lige fået af vide .." hun stoppede med at snakke.

"Han.. han har fået svulst i hjernen, og er på kantet af at dø" hulkede hun. Jeg holdte endnu hårdere om hende, "Jeg er så så ked af, at høre det." sagde jeg og nussede hendes arm. "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, Harry" hviskede hun.

"Jeg synes du skal tage hjem, og hører hvordan det hele går til.. Jeg kan godt tage med dig" sagde jeg, og prøvede virkelig at trøste hende. "Vil du gøre det for mig?" spurgte hun stille. Jeg nikkede, "Selvfølgelig" svarede jeg. 

****

"Vi flyver nu. Gør hvad du vil, men tænk dig nu om, Niall" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...