It won't be that easy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2014
  • Opdateret: 11 maj 2014
  • Status: Igang
Alison Hasting, 19 år. Hun er en meget populær pige, alle gør hvad hun siger. Hun søger et arbejde, det er ikke fordi hun ingen penge har, men hun vil gerne ud og opleve noget i verden. Hun spiller hård udenpå, hun viser ingen følelser offentligt, kun når hun kysser med sin kæreste, Tyler Gilbert. Hvad sker der mon med hende og Tyler, når hun får et job, som alle piger ønsker, ungtaget hende, hun er fuldstændig ligeglad, som hun altid er. Find ud af hvad jobbet er, og hvad der sker mellem hende og hendes jaloux kæreste, i"It won't be that easy".

30Likes
22Kommentarer
1518Visninger
AA

2. 2 kapitel

2 kapitel 

*Alison's synsvinkel* 

Vi sad og spiste aftensmad alle sammen, men der var ikke rigtigt nogen der sagde noget. Jeg kiggede forsigtigt op, og så at min mor bare sad, og kiggede ned i maden, uden at spise noget. Jeg kiggede forsigtigt hen på min far, som ikke rigtigt vidste hvor han skulle kigge hen. 

Jeg havde den største træng til, at spørge hvad der var galt med dem, men hvis jeg kendte dem godt, så havde de virkelig ikke lyst til at snakke om noget som helst lige nu. Der gik en kold følelse igennem min mave, og før jeg vidste det, havde jeg spurgt hvad der var galt. 

"Hvad er der galt?" spurgte jeg stille, og de kiggede straks på mig. Min mors øjne, var fulde af sorg. Der dannede sig, en stor klump i min hals, som jeg ikke kunne synke lige nu. Min mor kiggede hen på min far, som en hentydning at han skulle sige noget, for det kunne hun ikke. 

Jeg kiggede stille hen på min bror, som så ligeså forvirret som mig. "Din mor og jeg.. vi.. vi har noget, vi gerne vil fortælle jer.." sagde min far svagt, og kiggede nervøst i maden. 

Det underligt, for noget tid siden, var mit humør helt fint, og nu.. nu sidder der verdens største klump i min hals. Der gik en ubehagelig følelse igennem min mave, så jeg tog en dyb indånding. 

"Vi skal skilles." sagde han pludseligt. Jeg kiggede skuffet op på dem, og åbnede min mund, men ingen ord kom ud. Jeg satte mine albuer op på bordet, og kiggede hen på min bror, som så ligeså skuffet ud, som mig. 

"Hvorfor?" fik jeg endelig spurgt om. "Hvorfor?" gentog jeg, og kiggede min far lige ind i øjnene. Min mor rejste sig op, der røg en tåre ned af hendes kind og vendte sig om, og gik op på deres værelse. Min mor var virkelig såret, og den eneste som kunne gøre hende så såret, var min far.

"Hvad fanden har du gjort?" sagde jeg surt, og kæmpede for, at holde mine tåre tilbage. "Lad os nu lige tage det roligt, jeg..", "Hvad har du gjort?" sagde jeg hårdt, og en tåre røg ned af min kind, men jeg tørrede den hurtigt væk igen. 

"Jeg behøver ikke fortælle jer hvad der er sket, i skulle bare vide det!" sagde han, og kiggede seriøst op på os. Jeg kiggede irriteret op på ham, "Synes du ikke selv, at vi fortjener at vide, hvad der er sket?" spurgte jeg surt og skuffet om. "Rettere sagt, hvad du har gjort?" tilføjet jeg surt. 

Der gik en meget ubehaglig følelse igennem min krop. Jeg havde til at skrige højt, om hvad fanden han havde gjort! Han blev ved med at kigge på mig, men lige nu kan jeg ikke holde ud at kigge op på ham, så jeg kiggede væk. 

"Alison.." mumlede han, og prøvede at få mig til at slappe af. "Nej!" sagde jeg bestemt. "Nok med at i skal skilles, men så gider du fandme heller ikke, fortælle mig hvorfor? Hvad er du for en far?" spurgte jeg skuffet om. Endnu en tåre røg hurtigt ned af min kind. 

"Oh. Og så du ved det, så ja.. jeg fik et job i dag, I London! Og det kan kun gå for hurtigt, med at sige ja, og rejse væk fra.." jeg lavede noget med mine hænder. "Det her.." halv råbte jeg. Jeg skubbede surt min stol ud, og gik med tunge skridt op mod mit værelse. 

Jeg lagde mig i sengen, og alle mine følelser kom ud, som i en strøm af tåre. Min mave samlede sig sammen, og der kom flere og flere, klumper i min hals, som jeg ikke kunne synke. Trængen til at gå ned, og tvinge min far til, at sige hvad fanden der var sket, var stor. Meget stor. 

Men jeg måtte tage det roligt, og give dem.. ham, en chance. Men i min vrede gik jeg ind på min computer, fandt hurtigt inspektørens nummer, og ringede ham op. 

"Hej, det er Alison Hasting." sagde jeg, og prøvede at skjule min skuffelse og vrede. 

"Hej. Hvad sker der?" spurgte han. Han lød helt afslappet. Snyd.

"Angående jobbet tidligere i dag. Jeg har tænkt, og ja, jeg vil rigtig gerne have det." sagde jeg og et smil bredte sig på mine læber. Han lød helt lettet, "Dejligt. Jamen, kom ind på mit kontor i morgen, i første frikvarter. Så snakker vi om det." sagde han.

"I orden. Hej hej." jeg lagde på, og smed den i sengen. Følelsen af at havet fået en nyt job, var enormt dejligt. Men bag det hele, lå min vrede og skuffelse stadig. 

Det bankede på døren, og Mike min bror kom ind. Jeg gav ham et svagt smil, og satte mig op i sengen. "Hvad så?" spurgte jeg. Han havde helt blanke øjne, jeg kan ikke helt læse ham. Han er helt kold. Hans hage begyndte at rynke, og han satte sig ved siden af mig. "Hey.." sagde jeg trøstende, og gav ham et kram. En varm, men alligevel ubehaglig følelse, kom frem i min mave. 

At se min bror have det sådan, at han græd, gjorde ondt på mig. "Mike, det skal nok gå.." berolighede jeg ham. Han var helt ude af den, hvilket jeg godt kan forstå. Han har jo boet sammen med dem begge, i hele sit liv, blot ligesom mig selv. Men han var jo yngre, så det tog nok lidt hårde på mig, end mig. 

"Vi finder ud af det.." sagde jeg. Han trak sig fra krammet, og kiggede på mig. "Hvad skal jeg gøre, når du rejser? Hvis de stadig er uvenner? Det kan jeg ikke.." sagde han, og tørrede sine øjne. Hans ord gav først ikke mening for mig, men da jeg gentog sætningen flere gange, gav det først op for mig.

Jeg forlod jo ham. Hvordan kunne alt ændre sig fra godt, til forfærdenligt, på under 2 timer. Giver det overhovedet mening? Jeg kiggede på ham, men vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg blev afbrudt, da der var nogle høje stemmer, som begyndte at skændes. Gæt hvad, mine forældre skændes nu også. 

"Det er ikke min skyld, at du ikke kan holde dig til en pige!" råbte min mor højt, og der stoppede mit hjerte med at slå. Havde min far været hende utro? Nej. Nej, det kan virkelig ikke være rigtigt. 

"Det her billede, kig på det? Du har ødelagt familien! Hvordan kunne du overhovedet?" råbte min mor, og jeg kunne høre at hun smed billedet, så det gik i stykker.

Min mave samlede sig sammen, og der røg nogle tåre ned af min kind. Jeg gav Mike et kram, da han var lige så ude af den, som mig. "Bliv her." sagde jeg. Jeg gik med hurtige skridt ned i stuen, hvor de stod og skændes. Jeg brød ind i det hele, "Far...." halv råbte jeg, og der blev helt stille. Jeg kiggede rundt og så billedet, som lå smadret. Jeg gik hen og samlede det op, det var helt smadret. 

Jeg kiggede op på dem, "I morgen, tager jeg til London, fordi jeg har ringet og sagt ja. I skal bare vide, at i virkelig har knust både mig, og Mike.." sagde jeg, og der røg en tåre ned af min kind. "er mest skuffet over dig, far. Hvordan kunne du være hende utro?" jeg kastede billedet ned på jorden igen, og begyndte at hulke ned i mine hænder. 

Jeg halv løb, op på værelset igen. 

****

I dag, var dagen hvor jeg ville begynde et ny liv I London. Glemme alt dramaet hjemme fra, og bare tage alt med et smil over I London. Men hvordan skulle jeg sige det til Tyler? Og mine bedste veninder, som faktisk havde såret mig. Ikke som de eneste. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...