It won't be that easy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2014
  • Opdateret: 11 maj 2014
  • Status: Igang
Alison Hasting, 19 år. Hun er en meget populær pige, alle gør hvad hun siger. Hun søger et arbejde, det er ikke fordi hun ingen penge har, men hun vil gerne ud og opleve noget i verden. Hun spiller hård udenpå, hun viser ingen følelser offentligt, kun når hun kysser med sin kæreste, Tyler Gilbert. Hvad sker der mon med hende og Tyler, når hun får et job, som alle piger ønsker, ungtaget hende, hun er fuldstændig ligeglad, som hun altid er. Find ud af hvad jobbet er, og hvad der sker mellem hende og hendes jaloux kæreste, i"It won't be that easy".

30Likes
22Kommentarer
1499Visninger
AA

15. 15 kapitel

15 katipel

*Ali's synsvinkel* 

Klokken var 5, så jeg gik forsigtig væk fra hele folket. Hvad skulle jeg have på? Jeg startede med at krølle mit hår, og tog lidt mascara på. Fandt nogle lyseblå jeans med nogle huller i, en kort trøje på, så man kunne se min lille grimme navle.

ELSKER ringe på mine fingre, så to nogle par stykker på af dem, også mit armbånd, mit elskede armbånd. Tog nogle sorte sokker på, og mine dejlige Nike Air sko på, også var jeg ellers klar. 

Jeg gik ned af trapperne, og prøvede at gøre det så forsigtigt jeg kunne. De sad alle og så en eller anden idiotisk serie, så de opdagede mig ikke, yes. Jeg kiggede over ved døren, hvor Niall stod klar. Woooow, han var da virkelig flot, og hans smil, åh nej. Hans øjne, var mere blå end de var før, og kunne allerede dufte hans fantastiske duft her over fra. Okay, jeg må tage mig sammen med det her.. Det bliver svært, hihihihihi. 

Han viftede med hånden end hentydning til, at jeg skulle skynde mig, at komme hen til ham. Jeg kiggede hurtigt rundt og ellers løb jeg hen til ham, gav ham et smil, også gik vi ud af døren. 

Vi hoppede hurtigt i armene på hinanden, eller nej. Vi gav bare hinanden er stort og dejligt kram. Han trak sig fra krammet og gav mig elevatorblikket, og nikkede tilfreds. "Du ser smuk ud." smilede han, "Ej, stop.." mumlede jeg, med et stort smil. Bliver altid så genert når folk giver mig komplimenter. 

Han lagde sin hånd rundt om mig, og jeg gjorde det samme rundt om ham, hvis i forstår hvad jeg mener. "Nå, hvad skal vi så lave?" fnes jeg, i mens vi gik. "Gå." sagde han kort, og kiggede på mig med et smil. "Øh, hvorhen?" spurgte jeg lidt forvirret.

"Jeg skulle overraske dig, ikke? Jo, så vent du bare!" smilede han.

***

Vi var nu kommet hen til London Eye, jeg kiggede overrasket op på Niall. "Du har ikke tænkt dig, vi skal derop vel?" spurgte jeg, og han gav mig bare et smil, i mens han gik hen imod London Eye. "Niall, nej. NEJ!" grinede jeg, da han næsten trak mig af sted. "Kom nu, Ali!" fnes han, og trak mig mere derhen i mod. 

"Jeg vil ikke, Niall. Har du glemt, hvor høj den er?" spurgte jeg rædsel for at vi skulle derop. "Nej Ali, men det bliver sjovt. Jeg skal nok passe på dig!" han smilede kært til mig. 

ER SÅ HØJTESKRÆK, HADER HØJTER!

"Okay, men Niall, så lad os stoppe op først, og jeg lover vi går derop. Please!" sagde jeg bedende. Han nikkede og stoppede op. "Niall, jeg er så højte skræk, også vil du have mig derop?" jeg pegede op, på det kæmpe hjul, som jeg ligesom sad i om lidt. 

Han begyndte at grine af mig, "Ali, du så sød, men nu skal vi altså derop, skal nok passe på dig, jeg kaster dig ikke ud." sagde han så roligt han kunne, men stadig med et grin. "Eller gør jeg." mumlede han bagefter.

Jeg slog ham blidt på armen, men jeg måtte da bare tage mig sammen. Niall havde betalt manden, og vi sad nu i en af vognene. Mine hænder rystede, mens Niall holdte dem, og det hjalp faktisk, følte mig tryg.

Den var stadig ikke begyndt, så sad bare og kiggede rundt, "Det er virkelig en smuk udsigt." sagde jeg. "Ja, se Ali, det er da ikke så slemt." sagde han med et smil. Jeg kiggede dumt op på ham, "Vi er sjovt nok ikke startet endnu, og vi er stadig nede på jorden, men nej, det da slet ikke slemt" jeg himlede øjne af ham, men lagde alligevel mit hovedet på hans skulder. 

Der var begyndt at komme mega mange mennesker, som stod og to billede af Niall og jeg. Niall kiggede undskyldende på mig. "Hold op, Niall. Det jo ikke din skyld, er du er så fantastisk, at folk render efter dig, vel." sagde jeg, og kiggede på alle de mennesker. 

"Okaaay, glem hvad jeg sagde." fnes jeg, og rystede på hovedet af mig selv. "Det er bare så irriterende, man kan ikke gå nogen steder, uden man bliver fulgt efter." mumlede han, og så ret irriteret ud. 

"Stop med at tænk på det, og nyd tiden, med os to, ligesom jeg gør." smilede jeg, og han nikkede. "Jeg nyder den fuldt ud!" smilede han. 

Turen startede nu, og jeg begyndte at ryste endnu mere. Vi begyndte at køre opad, "Relax, Girl!" grinede Niall, i mens han havde rundt om mig. Han rykkede sig frem og tilbage så vognen, var lidt ligesom en gynge. "LAD VÆR MED DET, NIALL." råbte jeg af skræk. Jeg gemte mit hoved ind til ham, og var lige ved at dø. 

"Er vi snart nede?" spurgte jeg. "Vi ikke engang halv oppe endnu, søde!" fnes han. Jeg fnes, og trak mit hoved op, og kiggede ud over hele London, det var virkelig flot. "Bare lad vær at kigge ned." sagde han, og jeg nikkede desperat. "Det behøver du ikke at sige to gange." smilede jeg.

Måske jeg skulle sige det der shit til ham nu, for han kunne ikke bare gå, han måtte nød til at sidde her med mig, og lytte til hvad jeg havde at sige. Okay, nu gør jeg det. 

"Niall, der er noget du lige skal vide." startede jeg ud. Han kiggede lyttende hen på mig, åhh, de øjne der, de lyste af glæde, og nu skal jeg ødelægge det, og for første gang se, hans triste øjne. "Hvad var det?" spurgte han og kiggede ventende på mig. 

"Synes du vi skal fortælle drengene og pigerne om os? Altså de undrer sig alligevel nu, så hvorfor lyve over for vores bedste venner og veninder?" han kiggede væk et øjeblik. 

JEG KUNNE BARE IKKE FORTÆLLE HAM DET, OK.

"Jo, det ville nok være en god idé." sagde han med et smil. "Men, hvad er vi endelig?" tilføjet han. Ja, hvad er vi endelig? Det ved jeg ikke. Jeg trak på skuldrene, og kiggede ud over London. "Det ved jeg ikke." mumlede jeg efter noget tid.

Der kom en akaved stemning, hvilket var ret irriterende, for vi skulle have en hyggelig og dejlig aften sammen..

"Hey, kom her!" sagde Niall, og han trak mig ind til ham, og kyssede mig i håret. "Vi skal vel bare finde ud af det, og så kommer det til os på et tidspunkt, ikke?" sagde han med sin dejlige rolige stemme. Jeg smilede tilfreds, og kyssede ham på kinden.

Danm, overvej lige hvis vi blev kærester.. Ville virkelig smelte helt, at kunne kysse ham når jeg havde lyst til det, at dufte til ham hverdag, en ubeskrivelig følelse. 

***

Vi var nu færdige med turen i London Eye, og den akavede stemning var pist væk. Der begyndte at komme alle de der mennesker hen i mod os, gard, hvor var det irriterende. 

Niall tog fast i mind hånd, og vi begyndte at løbe, vi smilede til hinanden, for jeg var jo hurtigere end ham, og hvis jeg lige nu begyndte at løbe fra ham, ville hele verden vide hvor langsom han var. 

Jeg slap hans hånd, og begyndte at løbe alt hvad jeg kunne, ved ikke hvorhen vi skulle hen, jeg løb bare. Jeg kiggede tilbage og Niall gav mig et sødt dræberblik, hahaha. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...