Nothing like us - Justin Bieber (+13)

*Dette er efterfølgeren af: Just friends - Justin Bieber (+13)* Liz har forladt Justin og har taget Jacob med sig. Justin får det værre og værre med sig selv og han begynder at drikke og ryge, mere end hvad godt er. Alle er bekymrede for Justin, hvilket blot gør ham mere irriteret. Han mener at han godt kan styre sit liv uden nogen's hjælp, men alligevel finder han tryghed og støtte i Selena, der i forvejen var med til at ødelægge Liz og Justins forhold. Hvad sker der når Selena kontaker Liz og beder hende hjælpe? Og hvad sker der når hun beslutter sig for at hjælpe? Vil det nogensinde blive Jiz igen, eller er det dødt for evigt? Og hvad med Jacob? For Justin lov til at se sin søn igen? Følg med i 'Nothing like us - Justin Bieber (+13)', for at finde ud af det. Af: Jay Bee & sophiemadsen Cover af: DSJClo

132Likes
119Kommentarer
10404Visninger
AA

3. Kapitel 2

♥ Liz’ synsvinkel ♥

Her sad jeg så – hjemme ved mine forældre, som jeg har gjort i lidt over en måned. Tankerne om Justin, blev ved med at komme frem, og jeg anede ikke hvordan jeg skulle tackle det. På en måde havde jeg lyst til at ringe og spørge ham, hvordan det gik, men alligevel ikke.

Han sårede mig så meget, ved at gå bag min ryg, med Selena – bare tanken, fik mine tårer til at løbe ukontrolleret ned af mine kinder.

Jeg sad i min seng, Jacob lå i hans vugge, og sov. Jeg var flyttet hjem til mine forældre, for at de kunne hjælpe med Jacob, når jeg var helt nede; som jeg ofte var. De gik ture, tog ham i mødre gruppe, som var min opgave – var nu blevet min mors. Det gjorde ufattelig ondt, at jeg ikke kunne det, men jeg var for svag. Jeg savnede Justin, så ualmindelig meget, men efter hvad han gjorde mod Jacob og jeg, kunne jeg ikke tilgive ham.

Jeg havde blokeret hans nummer på min telefon, for at han ikke ringede konstant, som han gjorde i en måned, lysten til at tage den, var virkelig stor, men hele tiden, kom jeg i tanke om, hvad der var hændt forrige måned.

Jeg rejste mig fra sengen, for at gå over til Jacob, der lå og grinede. Han var blevet en tro kopi af hans far, de nøddebrune øjne, og det brune hår. Jeg smilede til ham, og tog ham op. ”Godmorgen, lille skat”, sagde jeg, og kyssede ham på panden. Jeg følte ikke jeg kunne bære hans vægt, han vejede ikke vildt meget, men normal vægtig. Jeg havde tabt mig, jeg spiste næsten ikke, hvilket også tappede mig fra energi, og kræfter. Jeg prøvede ofte at skjule mit knuste hjerte, for mine forældre – jeg ville ikke virke svag, men det var jeg.

Jeg lagde Jacob på puslebordet, og skiftede ham hurtigt, og gav ham hans hummelsæt på. Jeg gik ind på sengen med ham, og satte mig op af sengegavlen, og lagde dynen om ham, så han sad selv, jeg gav ham hans legetøj, mens jeg fandt noget tøj. Tro det eller ej – jeg havde lyst til at se godt ud i dag, og virkelig være sammen med min søn, det havde jeg ikke været i lang tid, så det var vel på tide.

Jeg trak et par stramme lyse jeans på, en hvid top, og en grå cardigan, jeg havde taget min forholdsvis store halskæde på, som passede perfekt til mit outfit. Jeg lagde en let makeup, som kun var mascara og lidt Foundation. Jeg kiggede en sidste gang i spejlet, for at godkende mig outfit, det så faktisk godt ud.

Jeg gik over og tog Jacob op på min hofte, så vi kunne gå ned og få noget mad. Han havde stadig sin bamse i hånden, og krammede den hårdt ind til ham. Jeg smilede, og kyssede ham hurtigt på panden. Jeg greb min mobil, og gik så nedenunder.

”Godmorgen I to”, sagde min mor, da hun så os gennem glasdøren, på vej ud til køkkenet. ”Godmorgen. ” ”Hvor ser du godt ud i dag”, kommenterede min far. Jeg smilede til ham. ”Nogen planer? ” spurgte min mor, og løftede hendes højre øjenbryn, mens hun kiggede på mig. ”Jeg skal være sammen med Jacob.” de nikkede, og jeg fortsatte min madlavning, til Jacob, jeg skar noget frugt til mig, og gav Jacob en skål havregrød.

Det eneste jeg havde lyst til om morgenen, var frugt, selvom jeg uden tvivl vil kunne tåle et franskbrød,med et ordentlig lag nutella – men lysten til at spise det, var væk.

Mine tanker røg igen hen på Justin. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle tackle det hele – jeg var for tiden enlig mor. Det var hårdt nok i sig selv, at forsørge os, og samtidig forkæle. Jeg kunne ikke lave det samme som jeg kunne før. Selvfølgelig, ville mine forældre hjælpe mig, men jeg ønskede på ingen måder, at være en belastning, for det var også hårdt for dem, at have overtaget min rolle, selvfølgelig sad jeg med ham, puttede ham, gav ham mad, og gik ture, men de holdte ham med selskab, når jeg ikke havde energi eller kræfter til det. De var guldværd – jeg kunne takke dem til verdens ende.

”Hej skat”, sagde min mor, med en begejstret stemme til Jacob, da hun holdte ham op i luften i strakte arme, noget som han elskede.

Jeg gik over til bordet, og satte hans mad med en ske, foran min mor, jeg satte mig ved siden af hende, og begyndte at spise min frugt, mens jeg kiggede på Jacob. Han sad og så koncentreret ud, da skeen nærmede sig hans mund.

Min skønne Jacob.

 

*

 

Jeg sad med min mobil, da den lige pludselig ringede. Jeg tog den, selvom jeg ikke magtede at snakke. ”Det’ Liz”, sagde jeg, og ventede på svar. ”Hej Liz, det e.. ” mere behøvede hun ikke at sige. Stemmen var alt for genkendelig. Selena.

Bare hendes stemme fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. ”Hvad vil du?!” råbte jeg. ”Liz, hør på mig! ” sagde hun stille. ”Hvorfor skulle jeg? ” ”Det er Justin, du bliver nødt til at komme”, sagde hun med en bekymrede stemme. ”Hvad er der sket? ” spurgte jeg stille. ”Han er ude af den, skynd dig at kom! ” sagde hun og lagde på.

Jeg blev nød til at tage hen til ham, for at se hvad der skete. Jeg var bekymret. Meget bekymret. ”Mor, kan du holde øje med Jacob, han ligger bare og sover? ”, spurgte jeg, og kiggede på hende. ”Selvfølgelig, men hvad skal du? ” ”Forklare når jeg kommer hjem”, skyndte jeg mig at sige, inden jeg gik ud af døren, i mine stilletter.

Jeg gik ud af døren, mens tankerne fòr rundt i mit hoved. Tanken om hvad fanden han nu havde lavet…

Jeg tændte bilen, og kørte mod Justins hus.

 

*

 

Jeg nåede Justins hus, og gik ligeså stille hen til døren, hvor jeg lod min hånd falde 3 gange. Jeg ventede på at den, lidt efter kom Selena til syne i døren, ”Kom ind”, sagde hun med en bekymrede stemme. Jeg gik hurtigt ind, dog undlod jeg at stille mine stilletter. Hvorfor jeg tog dem på, vidste jeg ikke. ”Den er hel gal – kom med”, sagde hun, og gik ned mod Justins træningsrum.

Hun gik brasende ind af døren, og der stod han med opspilede propiller. Bg ham lå et askebære med en færdigrøget joint, og så stank han langt væk af alkohol.

Først der gik det op for mig, hvor slemt det virkelig var.

Jeg havde aldrig, i min vildeste fantasi, regnet med at den mand, der var far til mit barn, ville synke så dybt. Jeg måtte gribe ind – men hvordan, havde jeg ikke en eneste ide om.

Det eneste jeg vidste, var at jeg ikke ønskede at se Justin være så fortabt.

”Hey Sel”, mumlede han, mens han kiggede et andet sted hen. Han lignede en, der havde ualmindelig svært ved at fokusere. Han rejste sig og vaklede forbi hende. Jeg var ved at tabe både øjne og mund. Wow.

Selena grab hurtigt fat i ham, og satte ham op af en af maskinerne. ”Justin forhelvede, har du nu røget igen? ” spurgte Selena, og kæmpede for at få øjenkontakt med ham. Det eneste tegn der kom, var et træk på skulderne.

Jeg måtte nød til at snakke til ham, men jeg var virkelig rystet. Han var helt væk. ”Justin”, sagde jeg stille, og begyndte stille at gå hen mod ham. Han så forvirret rundt, ”Ikke igen”, mumlede han, som om et eller andet var sket. Han begravede hurtigt sit ansigt i sine hænder, ”Justin”, sagde jeg igen. ”Liz? ”, spurgte han, med gråd i stemmen.

Jeg kæmpede, ligesom Selena, med at fange hans øjne. Jeg ændrede hurtigt mit blik til trist og skuffet. Han rejste sig op, og lagde en hånd på min kind. ”Justin, hvad er det du har gang i med dit liv? ”, spurgte jeg, mens der trillede en tårer ned af kinden på mig. Han lagde sine tommelfingre ned over mine læber, jeg lukkede mine øjne kort, for at styre mine tårer, men det hjalp lige lidt. Da jeg åbnede dem igen, kunne jeg se, at Justins tårer havde fundet vejen ned over hans kinder.

”Hvordan kan du føles så virkelig? ”, hviskede han, da han åbnede hans øjne. Jeg lagde mine hænder oven på hans, jeg forstod ikke hvad han mente. Derfor sendte jeg ham et uforstående og forvirret blik. ”Hvad mener du Justin, jeg er virkelig”, svarede jeg, og klemte et tørt grin ud af mine læber. ”Nej, nej, du er ej. Hver gang jeg bilder mig det selv ind forsvinder du ud af mine arme igen. Om og om”, sagde han, og flyttede sig, fra mig. Jeg gik hen mod ham og jo tættere på jeg kom, jo mere bange så Justin ud i sit ansigt. Til sidt var Justin klemt op af muren og jeg pressede min krop mod hans. ”Justin hvad er det du har gang i med dit liv? ”, gentog jeg, jeg måtte have en forklaring. ”Jeg savner dig. Jeg savner Jacob. Jeg savner min familie”, sagde han stille, og slog blikket mod jorden. ”Du tror ikke jeg savner dig, eller hvad? ”, spurgte jeg, nok lidt for olmt om. ”Du ved ikke hvor meget jeg savner dig, Justin. Jeg savner dig som ind i helvede, men jeg er også klar over, at hvis jeg lader dig komme ind i mit liv igen, ender det galt. Det ender med endnu et knust hjerte. Og jeg kan ikke klare mere smerte”, sagde jeg med had i stemmen. ”Jeg ved ikke hvorfor jeg siger det her til dig, når jeg ved du ikke er virkelig, men; jeg elsker dig. Og jeg er ked af at jeg fuckede vores familie op. Men jeg kan ikke lave om på det nu, og jeg må selv leve med konsekvenserne af min egen dumhed, og det æder mig op indefra”, sagde han, og tørrede sine kinder med sin hånd. Han slog sit blik mod jorden og jeg kunne høre ham snøfte engang.

”Hey, Justin, kig på mig! ”, sagde jeg, og med ét kiggede han op på mig. ”Jeg er lige her, jeg er ikke noget du forstiller dig, lige meget hvor meget du så har røget. Jeg er lige her”, sagde jeg, og før jeg nåede af sende ham mit ellers planlagte smil, smeltede han vores læber sammen.

Det var ikke et rigtigt kys, jeg tror bare han skulle vide at jeg virkelig var her. Han trak sig fra mig, og holdte sine øjne lukkede. Som om han troede jeg var fursvundet når han åbnede dem igen.

Langsomt åbnede han sit højre øje, hvorefter han åbnede det venstre. Som lyn fra en klar himmel, slog han armene om mig. ”Det er virkelig dig”, græd han mod min skulder. Jeg prøvede at skubbe ham væk fra mig, men det hjalp ikke. ”Du må aldrig gå fra mig igen”, sagde han, fuldstændig grædefærdig. Jeg prøvede igen at skubbe mig ud af hans greb.

Fandens med stærke drenge.

”Justin, du forstår ikke. Selena ringede til mig, og bad mig komme og give sig et los i røven. Jeg har ikke tænkt mig at blive, blot få dig på rette kurs igen”, sagde jeg, og der skubbede han mig væk fra ham. ”I så fald, kan du godt tage hjem igen. Jeg ved ikke hvornår du, eller nogle af de andre fatter det, men jeg kan ikke få det bedre før dig og Jacob er tilbage i mit liv. Så hvis du har tænkt dig at holde en lang prædiken og prøve at få mig på rette kurs, så er det spild af tid”, sagde han, hårdt, og gik mod kælderdøren.

Han gik ud og smækkede den hårdt.

Jeg var målløs. Aldrig havde jeg troet at han ville synke så dybt!

Godt nok havde jeg ikke troet at det var sandt – men nu fik jeg bekræftet at han havde et problem.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...