Nothing like us - Justin Bieber (+13)

*Dette er efterfølgeren af: Just friends - Justin Bieber (+13)* Liz har forladt Justin og har taget Jacob med sig. Justin får det værre og værre med sig selv og han begynder at drikke og ryge, mere end hvad godt er. Alle er bekymrede for Justin, hvilket blot gør ham mere irriteret. Han mener at han godt kan styre sit liv uden nogen's hjælp, men alligevel finder han tryghed og støtte i Selena, der i forvejen var med til at ødelægge Liz og Justins forhold. Hvad sker der når Selena kontaker Liz og beder hende hjælpe? Og hvad sker der når hun beslutter sig for at hjælpe? Vil det nogensinde blive Jiz igen, eller er det dødt for evigt? Og hvad med Jacob? For Justin lov til at se sin søn igen? Følg med i 'Nothing like us - Justin Bieber (+13)', for at finde ud af det. Af: Jay Bee & sophiemadsen Cover af: DSJClo

132Likes
119Kommentarer
10413Visninger
AA

2. Kapitel 1

•Justin’s synsvinkel•

 

Tom. Det var hvad jeg følte mig; tom. Uden Liz og Jacob i mit liv, var der intet der gav mening. Jeg havde flere gange prøvet at tage ind til Liz’ lejlighed, men Yasmin ville aldrig lade mig komme ind. Og en dag fandt jeg så ud af, at hun var flyttet tilbage til hendes forældre, så de kunne hjælpe med Jacob.

Det er lidt over en måned siden jeg sidst så dem og jeg tror også jeg har prøvet at få fat i hende et par tusinde gange over mobil. Til sidst blokerede hun mit nummer, så jeg ikke kunne ringe til hende. Min mor og mine venner siger de er åh så bekymrede for mig, fordi jeg måske drikker mere end hvad godt er, og ryger en fed i ny og næ. Men kan de bebrejde mig, nej. De ved ikke hvordan jeg har det eller hvordan jeg føler.

Selena har ironisk nok, været en kæmpe støtte for mig gennem alt det her. Der er ingen misforståelser eller nogen fysisk kontakt mellem os, ud over jeg finder trykhed i hendes omfavnelser.  

Hun er her faktisk et sted i mit hus lige nu, men hvor, det ved jeg ikke. Jeg har bare sat mig ned i vores kælder i vores trænings rum, og givet mig til at sidde og ryge lidt græs. Det er ikke fordi jeg er afhængig eller noget, jeg finder det bare enormt afslappende. Det er som om, jeg glemmer Liz helt når jeg ryger, eller et vil sige, jeg glemmer hun er væk. Jeg ser hende nemlig altid for mig, selvom jeg ved jeg bare forstiller mig alle de her ting, så virker det så ægte.

Jeg skoede min joint og rejste mig op og vaklede hen mod vores kælder dør. Jeg grinte hysterisk af mig selv, da jeg ikke kunne åbne døren. Det var som om håndtaget gled ud af mine hænder hver gang jeg greb ud efter det.

Efter et par minutters håbløse forsøg på at åbne døren, kom Selena brasende ind. Jeg kiggede overrasket på hende og grinede lidt over hendes ansigt. Ikke fordi hun så sjov ud, eller jo, det gjorde hun, men kun fordi hun var helt tåget på grund af jeg var skæv.

”Hey Sel”, mumlede jeg ligegyldigt og vaklede forbi hende, eller det troede jeg, men hun havde åbenbart grebet fat i mig og fået mig til at side på en af træningsmaskinerne. ”Justin forhelvede, har du nu røget igen? ”, spurgte hun og kæmpede for at kigge mig i øjnene. Men mine øjne sejlede bare rundt i mit hoved, så det var lettere besværligt for hende. Jeg trak bare på skuldrende, som svar på hendes spørgsmål. Jeg fnøs irriteret over hvordan de alle sammen skulle være så bekymrede for mig. Det var jo ikke fordi jeg ikke kunne klare mig selv, jeg var trods alt blevet tyve år gammel.

”Justin”, var der en pigestemme der sagde, men jeg sad og kiggede på Selena hele tiden og hendes mund bevægede sig ikke. Jeg kiggede forvirret rundt men jeg kunne ikke se andre. ”Ikke igen”, mumlede jeg for mig selv og begravede mit ansigt i mine hænder. Jeg var bange for jeg forestillede mig ting igen… ”Justin”, sagde stemmen igen og lagde en hånd å min skulder.

Det kunne ikke være rigtigt, det var ikke hende. Men før hvor jeg havde forestillet mig hende, har jeg ikke kunne være hende fysisk. ”Liz? ”, spurgte jeg grådkvalt da jeg vidste det ikke kunne være sandt, men at mit hoved igen spillede mig et pus.

Jeg vendte mig om for at møde de øjne jeg havde savnet så meget. De lyste ikke af glæde som de plejede, mere af tristhed, skuffelse, forargelse, og irritation. Jeg rejste mig med det samme op og lagde min hånd på hendes kind, men hun forsvandt ikke ligesom de andre gange. Eller hun plejede først at forsvinde når jeg prøvede at kysse hende, så det turde jeg ikke.

”Justin hvad er det du har gang i med dit liv? ”, spurgte hun og der trillede en tåre ned af hendes kind og hen over hendes læber. Jeg lagde begge mine tommelfingre hen over hendes fyldige læber og lukkede mine øjne i et øjeblik, så tårende i mine øjenkroge fik lov at falde.

”Hvordan kan du føles så virkelig”, hviskede jeg da jeg åbnede mine øjne igen. Hun lagde sine hænder oven på mine og kiggede uforstående på mig. ”Hvad mener du Justin, jeg er virkelig”, svarede hun og grinede kort af mig, hvilket jeg ikke kunne forstå. Jeg syntes slet ikke det her var sjovt. Hun blev ved med at dukke op og for hver gang hun kom blev hun mere og mere virkelig!

”Nej, nej du er ej. Hver gang jeg bilder mig det selv ind forsvinder du ud af mine arme igen. Om og om”, sagde jeg og flyttede mig fra hende, i frygt for at hun ville glide ud af mine arme igen. Hun gik tættere på mig, hvilket fik mig til at gå mere baglæns indtil jeg ramlede ind i en væg. Jeg kiggede bange hen mod hende, og jeg ved ikke hvorfor det havde den her virkning på mig, men jeg kunne bare ikke klare det her mere, det virkede alt for surrealistisk.

Hun stoppede lige foran mig, så jeg kunne mærke hendes krop mod min. ”Justin hvad er det du har gang i med dit liv”, gentog hun sit spørgsmål fra tidligere. ”Jeg savner dig. Jeg savner Jacob. Jeg savner min familie”, sagde jeg stille og kiggede ned i jorden. ”Du tror ikke jeg savner dig eller hvad”, spurgte hun olmt om. Jeg kiggede op på hende og hun havde et meget vredt blik i hendes øjne.

”Du ved ikke hvor meget jeg savner dig, Justin. Jeg savner dig som ind i helvede, men jeg er også klar over, at hvis jeg lader dig komme ind i mit liv igen, ender det galt. Det ender med endnu et knust hjerte. Og jeg kan ikke klare mere smerte”, sagde hun med had i hendes stemme. Had til mig.

”Jeg ved ikke hvorfor jeg overhoved siger det her til dig, når jeg ved du ikke er virkelig, men: jeg elsker dig. Og jeg er så ked af at jeg fuckede vores familie op. Men jeg kan ikke lave det om nu, og jeg må også selv leve med konsekvenserne af min egen dumhed, og det eder mig op indefra”, sagde jeg mens tårende bare trillede ned af mine i forvejen våde kinder.

Jeg kiggede ned og snøftede. ”Hey Justin kig på mig”, sagde Liz, og med det samme kiggede jeg op på hende. ”Jeg er lige her, jeg er ikke noget du forestiller dig, lige meget hvor meget du så har røget. Jeg er lige her”, sagde hun, og jeg så det som mit stikord til at smelte vores læber sammen. Ikke et rigtigt kys, men jeg skulle bare vide hun var virkelig.

Jeg trak mig fra hende men turde ikke og åbne mine øjne, da jeg var bange for hun var væk. Langsomt åbnede jeg først det højre øje, og da jeg så hun stod foran min åbnede jeg også det venstre. Jeg svingede mine arme om hende og knugede hende ind til mig. ”Det er virkelig dig”, græd jeg ned i hendes skulder. ”Du må aldrig gå fra mig igen”, sagde jeg grædefærdig, men samtidig lykkelig over at hun var her igen.

Hun prøvede at skubbe sig ud af mit kram, men jeg lod hende ikke gøre det, hvilket fik hende til at sukke højt. ”Justin du forstår ikke. Selena ringede til mig og bad mig komme og give dig et los i røven. Jeg har ikke tænkt mig at blive, blot få dig på rette kurs igen”, sagde hun stille og dér, dér var det som om mit liv gik i stå. Hun ville ikke blive. Hun var blot ligesom det andre; bekymret for mig.

Jeg skubbede hende væk fra mig og nu var det min tur til at blive sur. ”I så fald kan du godt tage hjem igen. Jeg ved ikke hvornår du, eller nogle af de andre fatter det, men jeg kan ikke få det bedre før dig og Jacob er tilbage i mit liv. Så hvis du har tænkt dig at holde en lang prædiken og prøve at få mig på rette kurs, så er det spild af tid”, sagde jeg og gik hen mod kæler døren igen.

Jeg gik ud af den og smækkede den hårdt. Jeg fatter ikke Liz er kommet igen bare for at få mig på rette kurs, hvornår fatter de det?, jeg vil ikke på rette kurs igen. Det her er mit liv uden Jacob og Liz, og det må de til at fatte, ligesom jeg selv har gjort. 

 

 

Så blev Nothing like us skudt igang! Allerede 18 på favoritlisterne, det er jo sygt, jeg publicerede den for under en time siden! Men tusinde tak til alle! Det vil blive sådan at jeg - Ester - vil skrive Justin's synsvinkel, og at Sophie vil skrive Liz' synsvinkel, således at vi kommer til at opdatere jer ligemeget hver! Håber i kommer til at elske den ligeså meget som bi kommer til at elske at skrive på den! 

xx

//Ester

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...