Djævlens forhandlinger 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2014
  • Status: Igang
"Jeg er træt af det her. Træt af at være fanget. Jeg vil ud. Ud og se menneskenes verden." Alice vågner op i en verden hun kun har læst om i bøger. Hun kan ikke huske noget. Hvordan hun er havnet der, hvor hun var før, hvad det er for nogle underlige skyer hun ser stige op fra døende mennesker. Ikke engang hvem hun er kan hun huske. Alice er dog heldig, og hun møder en familie som accepterer hende, og for første gang oplever hun hvordan det er at have en familie. Men alle hendes minder begynder langsomt at komme tilbage, og Alice begynder at tro det ville være bedre hvis hun aldrig huskede det hele. Men nogle vil gerne have hende til at huske.

5Likes
4Kommentarer
428Visninger
AA

8. Tryghed

"Er du sikker på at du er okay? Du ser en smule bleg ud," sagde Angela bekymret med en moderlig stemme. Jeg nikkede.

"Har du lyst til at fortælle mig lidt om dig selv?" spurgte Angela pludselig efter et langt tavsrum. Jeg kiggede på hende, og noget ved hendes ansigt gav mig lyst til at fortælle hende det hele. At stole på hende. Og det gjorde jeg så. Næsten da.

"Jeg har ikke mere at fortælle," sagde jeg stille. "Jeg kan ikke selv huske mere." Angela kiggede forbavset på mig. "Hvad siger du barn? Er det rigtigt?"

Det gik nu op for mig, at hun nok ikke ville tro på det, at hun nok bare ville tro det var en undskyldning for ikke at fortælle hende mere. Jeg kiggede væk, og forberedte mig på at hun ville begynde at forhøre mig nærmere, men i stedet mærkede jeg pludseligt nogle arme omkring mig.Hun krammede mig! Angela krammede mig!

Jeg var så overrasket, at jeg ikke kunne få et ord frem. Jeg sad bare og kiggede lige ud i luften, og uden at vide det, begyndte jeg at føle mig hjemme, og nyde følelsen af den tryghed, Angela gav mig.

Og så med et var det ovre. Angela fjernede sine arme, og kiggede på mig. Hendes øjne mødte mine, og man kunne se at hun troede på alt, jeg lige havde sagt.

"Få dig noget søvn. Du har brug for det."

Jeg lagde mig ned og kiggede op i loftet. Jeg mærkede at Angela rejste sig og gik, og derefter lyden af døren der først blev åbnet og derefter lukket.

Jeg lukkede øjnene, og tænkte på det der lige var sket. Det var første gang jeg havde følt kærlighed. Eller det troede jeg da i det mindste. Jeg havde i hvert fald ingen erindringer om at have oplevet det.

Jeg lukkede øjnene, og faldt igen i søvn, denne gang med et smil på læben.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...