Djævlens forhandlinger 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2014
  • Status: Igang
"Jeg er træt af det her. Træt af at være fanget. Jeg vil ud. Ud og se menneskenes verden." Alice vågner op i en verden hun kun har læst om i bøger. Hun kan ikke huske noget. Hvordan hun er havnet der, hvor hun var før, hvad det er for nogle underlige skyer hun ser stige op fra døende mennesker. Ikke engang hvem hun er kan hun huske. Alice er dog heldig, og hun møder en familie som accepterer hende, og for første gang oplever hun hvordan det er at have en familie. Men alle hendes minder begynder langsomt at komme tilbage, og Alice begynder at tro det ville være bedre hvis hun aldrig huskede det hele. Men nogle vil gerne have hende til at huske.

5Likes
4Kommentarer
426Visninger
AA

11. Spørgsmål

"Hvem er du?"

Jeg vendte mig hurtigt om, og så at bag mig stod en af de tre drenge fra tidligere. Drengen var iført en blåstribet pyjamas, og hans det hvide hår strittede ud til alle sider. Det var tydeligt at han lige havde sovet.

Et øjeblik efter lagde jeg mærke til at de to andre drenge stod, og kiggede forsigtigt ind ad døren. Ligesom den første dreng var de begge iført blåstribede pyjamaser, og jeg lagde mærke til at de alle lignede hinanden. De måtte være trillinger.

"Hvem er du?"

Drengen foran mig gentog sit spørgsmål, og jeg besluttede mig for at svare.

"Jeg ved det ikke" Jeg kiggede denne gang drengen direkte i øjnene, og undrede mig endnu en gang over hvorfor de var anderledes. Måske virkede mine "krafter" bare ikke på børn? Jeg tvivlede men kunne ikke finde en bedre løsning.

Drengen så tvivlende ud, men turde åbentlyst ikke at spørge yderligere. Han løb forfjamsket hen til døren, og alle de tre drenge gik lidt væk, så jeg ikke længere kunne se dem, men jeg kunne tydeligt høre dem hviske. Hvad de hviskede om kunne jeg dog ikke opfange, men jeg gættede på at det var mig.

Lidt efter kom de alle 3 tilbage, og denne gang kom de alle ind på værelset.

"Du er ikke som mor og far," sagde ham som også havde snakket før. Jeg gættede på at han var den ældste.

Jeg var meget forvirret. Men så fortsatte han.

"Det gør ondt at kigge dig i øjnene," sagde han mens han holdte sin hånd op for brystet. "Herinde."

Nu begyndte en af de andre også at snakke. "Og vi kan mærke at du ikke er herfra. At du har oplevet så meget smerte, had og grusomhed, at det er umuligt at du kan komme herfra."

Og den sidste, den mindste af dem alle tre afsluttede så. " Så hvor kommer du så fra? Hvem er du?"

Jeg var målløs. Jeg forstod ikke ret meget af det de lige havde sagt, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Det føltes næsten som om, at de vidste ligeså meget om mig som jeg selv gjorde. Så jeg svarede det samme som før.

"Jeg ved det ikke."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...