Djævlens forhandlinger 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2014
  • Status: Igang
"Jeg er træt af det her. Træt af at være fanget. Jeg vil ud. Ud og se menneskenes verden." Alice vågner op i en verden hun kun har læst om i bøger. Hun kan ikke huske noget. Hvordan hun er havnet der, hvor hun var før, hvad det er for nogle underlige skyer hun ser stige op fra døende mennesker. Ikke engang hvem hun er kan hun huske. Alice er dog heldig, og hun møder en familie som accepterer hende, og for første gang oplever hun hvordan det er at have en familie. Men alle hendes minder begynder langsomt at komme tilbage, og Alice begynder at tro det ville være bedre hvis hun aldrig huskede det hele. Men nogle vil gerne have hende til at huske.

5Likes
4Kommentarer
434Visninger
AA

9. Smerte

Jeg vågnede, og vidste med det samme at jeg var alene. Jeg kiggede omkring, og så tremmer overalt omkring mig. Jeg var tilbage i helvede. Det var lige så forfærdeligt som sidste gang jeg havde været her. Folk skreg om muligt endnu højere end før, og slavepiskerne grinte med en forfærdelig hjerteskærende grin. Mine hænder greb sig instinktivt for ørerne, for at lukke lyden ude. Mine ben faldt sammen under mig, og jeg krøb mig sammen til en lille bold på det hårde gulv. Og så, lige pludseligt, stoppede alle lydene, og jeg kunne mærke at der stod nogen bag mig.

 

Jeg fjernede hænderne fra ørerne, og rejste mig langsomt op, og derefter vendte jeg mig endnu langsommere om. Og der blev jeg mødt af det mest frygtindgydende syn. Foran mig stod en gigantisk skabninbg med store spidse horn. Når jeg senere tænker over det, så han egentlig ikke så skræmmende ud. Det var mere den følelse som man fik når man kiggede på ham. Jeg blev overvældet af et gigantisk vrede, men frygten var større. Jeg stirrede på ham fyldt af frygt. Og så begyndte han at tale. Hans stemme lød ikke højere end en hvisken, men samtidigt som et vældigt brøl. Men hvad skræmte mig mere var det han sagde.

 

"Hvor vover du at flygte fra mig! Du tror at du er i sikkerhed nu hvor du har trådt ind i menneskeverden, men i virkeligheden er den verden ligeså ond som denne!" Han lavede en håndbevægelse mod verden fyldt af skrig og ild uden for buret, og jeg vidste hvad han mente. Og så fortsatte han. "Du vil aldrig være i stand til at slippe væk fra mig, og det vil kun blive mere og mere smertefuldt for dig at blive i den verden! Du kan ligeså godt overgive dig med det sammen, og kommetilbage nu! Jeg ved at du kan! Det eneste du skal gøre er at låse op for dine evner!"

 

Jeg stirrede målløs på ham. Hvad var det han snakkede om? Hvilke evner? Og hvorfor fik jeg den følelse at han var bekymret for mig? Det var tydeligt at se at han var et følelseskoldt væsen. Kun en ting var jeg sikker på. Jeg ville ikke, kunne ikke vende tilbage til dette sted. Og det begyndte han at kunne fornemme.

 

"Så du vil ikke vende hjem," sagde han med en stemme, som jeg kunne have svoret på lød sørgmodig. Men det kunne ikke passe. Det overbeviste hans næste ord mig om.

"Så er jeg bange for at jeg ikke har noget valg. Jeg bliver nødt til selv at låse op for dine krafter. Det ville have været så meget mindre smertefuldt for dig hvis du bare selv havde gjort det." Nu var der ikke længere nogen som helst form for medlidenhed i hans rædselsvækkende stemme. Og så begyndte smerten.

 

Begge mine fødder føltes som om de brændte, blev gennemboret af nåle, og at gift strømmede igennem dem, altsammen på samme tid. Smerten var uudholdelig, og bredte sig langsomt til resten af kroppen, dog stadig værst i fødderne. Smerten var værre end noget andet man kan forestille sig, og jeg skreg og skreg. Jeg følte det hele tiden som om jeg var ved at besvime af smerten, men meget til min skuffelse besvimede jeg ikke og slap for smerten. Det stod på i noget der virkede som en evighed, og så var det ovre. Jeg kunne ikke længere mærke smerten i hele kroppen, skønt jeg stadig kunne mærke en skarp smerte i mine fødder, dog ikke i nærheden af så slemt som før. Jeg kunne ikke se noget, og heller ikke høre noget. Alt var bare. Sort. Jeg lagde i mørket i lang tid, hvor jeg kun kunne tænke på smerten. Og så hørte jeg hans stemme igen. "Kom tilbage eller det vil blive endnu mere smertefuldt for dig. Og dermed også for mig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...