Djævlens forhandlinger 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2014
  • Status: Igang
"Jeg er træt af det her. Træt af at være fanget. Jeg vil ud. Ud og se menneskenes verden." Alice vågner op i en verden hun kun har læst om i bøger. Hun kan ikke huske noget. Hvordan hun er havnet der, hvor hun var før, hvad det er for nogle underlige skyer hun ser stige op fra døende mennesker. Ikke engang hvem hun er kan hun huske. Alice er dog heldig, og hun møder en familie som accepterer hende, og for første gang oplever hun hvordan det er at have en familie. Men alle hendes minder begynder langsomt at komme tilbage, og Alice begynder at tro det ville være bedre hvis hun aldrig huskede det hele. Men nogle vil gerne have hende til at huske.

5Likes
4Kommentarer
432Visninger
AA

7. Røde øjne

Jeg åbnede øjnene, og kiggede direkte op i 3 par forskrækkede røde øjne, som hurtigt flygtede. Mens de løb ud af døren fik jeg et hurtigt blik på ejerne, af de røde øjne. Det var 3 drenge alle et par år yngre end mig, og de havde alle kridhvidt hår.

Så var der endnu en ting der gik op for mig. Der var ikke sket noget da jeg kiggede dem i øjnene! Jeg tænkte at det måske alligevel havde været en drøm, det der med at jeg havde set folks minder, eller måske var jeg bare blevet mere modstandsdygtig overfor det! Men alle de forventninger knustes et øjeblik efter, da manden i kitlen trådte ind i rummet, og mødte mine øjne. Med det samme jeg så hans brune øjne, kom minder væltende ned over mig.

De fleste af mandens minder var om Angela, og jeg havde gættet rigtigt, de var gift, og deres 3 børn. Men det var som om minderne om de 3 drenge, ikke var helt tydlige. Jeg kunne se, at de var adopterede, og andre ting som han selv var mere indblandet i, men andre detaljer som navne og fødselsdage, var utydeligt. Og så stoppede strømmen af minder, lige så pludseligt som de var begyndt. Jeg havde ikke fået meget ud af det. Det var kun en begrænset mængde minder jeg havde set. Nogle af de minder som var meget vigtige for ham. Men jeg havde da fundet ud af at han selv var en forsker, som arbejdede på sit laboratorie i kælderen, at Angela var sygeplejerske, og så hans navn. Gregory Smith. Nu kendte jeg i det mindste også familiens efternavn.

"Er du okay?"spurgte han. Jeg nikkede stille som svar. "Er du tørstig? Sulten?" Jeg rystede forsigtigt på hovedet. "Du siger vist ikke så meget, hva?" Jeg kiggede forlegent væk, og svarede ikke på hans spørgsmål.

Han stod der og kiggede lidt, men han kunne ikke finde på noget at sige. Han havde aldrig rigtig været den bedste til mennesker. Han foretrak at være i sit laboratorie, og arbejde alene. Den eneste han nogensinde havde kunnet snakke ordenligt med var hans kone, og senere også deres 3 adopterede sønner.

Heldigvis ankom hans redning. Man kunne høre døren åbne ude i gangen, og Gregory åndede lettet op. "Jeg henter lige Angela," sagde han, og skyndte sig hurtigt ud af døren. Man kunne høre at der snart efter blev snakket ude i gangen, og så kom der hurtige fodtrin, hen mod døren til det værelse jeg var i. Døren åbnede, og der stod hun. Præcis som hun havde været før. Et åbent smilende ansigt, med smukke isblå øjne.

Hun kom hen til sengen, og satte sig på sengekanten ved siden af mig, og lagde en hånd på min pande. "Det virker til at din feber er gået ned. Hvordan har du det?" "Jeg har det fint," svarede jeg. Angela kiggede en smule overrasket på mig, og sagde så med et smil: "Jeg var lige ved at tro du ikke kunne tale, men jeg er glad for at jeg tog fejl. Hvad hedder du min ven?" Jeg kunne mærke at jeg rødmede en smule, og jeg kiggede væk. "Mit navn er Alice," svarede jeg stille.

"Bare Alice? Hvor kommer du fra?" spurgte Angela. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle svare. Jeg kunne jo ikke huske svaret på hendes spørgsmål. Det endte med at jeg bare tav, og lod være med at svare. Angela kiggede vidende på mig. Hun troede sikkert at jeg var løbet væk hjemmefra, eller sådan noget.

Men det var jeg måske også? Hvem vidste hvad grunden var til at jeg var endt her, uden at vide hvem jeg var? I hvert fald ikke mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...