Djævlens forhandlinger 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2014
  • Status: Igang
"Jeg er træt af det her. Træt af at være fanget. Jeg vil ud. Ud og se menneskenes verden." Alice vågner op i en verden hun kun har læst om i bøger. Hun kan ikke huske noget. Hvordan hun er havnet der, hvor hun var før, hvad det er for nogle underlige skyer hun ser stige op fra døende mennesker. Ikke engang hvem hun er kan hun huske. Alice er dog heldig, og hun møder en familie som accepterer hende, og for første gang oplever hun hvordan det er at have en familie. Men alle hendes minder begynder langsomt at komme tilbage, og Alice begynder at tro det ville være bedre hvis hun aldrig huskede det hele. Men nogle vil gerne have hende til at huske.

5Likes
4Kommentarer
425Visninger
AA

3. MAD!!!!

Folk omkring mig, begyndte at stoppe. Da jeg først var begyndt at synge, kunne jeg ikke stoppe igen! Min stemme lød højere og højere, og pengene nærmest fløj ned i hatten! Så huskede jeg endnu en ting jeg havde glemt. Jeg elskede at synge! Jeg havde altid gjort det. Det fik det til at føles mindre ensomt. Så med et var sangen slut, og folk begyndte at klappe. Der var penge nok i hatten til flere hotdogs, selvom jeg skulle dele pengene! Jeg slikkede mig om munden ved tanken om mad. Så mærkede jeg en hånd på min skulder. Det var gade musikeren, som havde lånt mig sin hat. Stadig turde jeg ikke se ham i øjnene. Måske var han sur over at jeg havde tjent så mange penge så hurtigt? Det virkede ikke til at han selv havde tjent meget idag, og hvem ved hvor lang tid han havde sat derude?

"Du har en meget smuk stemme," sagde han. Selvom jeg havde vidste at det ville komme, fik jeg alligevel et chok. Jeg vidste om det var det han sagde, eller den måde han sagde det på, men det overraskede mig. Så fortsatte han med at tale. "Jeg blev meget overrasket. Undskyld at jeg tvivlede på dig før. Jeg tror på dig nu. En person med en så smuk sangstemme, kan ikke være helt slem." Han tog fat i min anden skulder, og vendte mig rundt, så vi stod ansigt til ansigt. Han prøvede at fange mine øjne, men det lykkedes ham ikke. Han sukkede. "Forresten så er mit navn Julio. Har du ikke lyst til at slå dig sammen med mig? Vi kunne få mange penge, og med dem kan du købe lige så meget mad du vil." Han smilede, men jeg nægtede stadig at møde hans blik. "Nå, men lad os i det mindste få noget at spise nu." I det samme knurrede min mave højt.

"Det vil jeg tage som et ja," sagde Julio grindende. "Hvad ønsker fruen så at spise?" Jeg vidste ikke rigtig så meget om maden i denne verden, så jeg endte bare med at pege hen på den pølsemand, som jeg var løbet fra, få øjeblikke tidligere.

"Virkelig?" spurgte Julio. "Vi har tjent så mange penge, og så vil du ikke have andet end en hotdog?" Han holdt en pause, og kiggede på mig. Da han ikke fik nogen reaktion, trak han bare på skuldrene. "Jaja, det må du selv om, men kom ikke og klag senere."

Julio gik hen mod pølseboden, og kom snart tilbage med to lune hotdogs. Han rakte mig den ene, og straks gik jeg lidt væk. Han skulle lige til at råbe efter mig, men trak så bare opgivende på skuldrene, og mumlede for sig selv."Sikke en underlig tøs." Men det hørte jeg ikke. Jeg var allerede et godt stykke væk.

Jeg satte mig ned på en kantsten, og skulle lige til at tage en bid af min hotdog, da min blik landede på noget ovre på den anden side af gaden.

Det var en person der sad ved et gadehjørne lidt væk. Jeg fortrød med det samme, at jeg havde kigget derhen. Han lignede en der var ved at dø. Han var dækket af kager af skidt, og selv fra der hvor jeg stod, kunne man se han havde svært ved at trække vejret. Han kiggede op, og jeg så direkte ind i et par matte, nærmest døde øjne. For første gang siden jeg var vågnet fik jeg øjenkontakt med et menneske, og jeg ville ønske det aldrig var sket. Med det samme jeg kiggede ind i øjnene på manden, dukkede alle mulige billeder op i mit hoved. En ung mand og kvinde stod foran et nyt flot hus, samme mand som sad midt i et stort firma som den nye direktør, kvinden som vuggede et lille barn i armene, firmaet der gik konkurs, manden som begyndte at drikke, kvinden forlod huset med et lille barn og en kuffert i hænderne, manden som sank længere og længere ind i druk, hvordan han blev sat på gaden, hvor han heller ikke ligefrem havde heldet med sig. Så var jeg tilbage i virkeligheden igen, og det gik med skræk op for mig at manden i alle billederne, var den samme mand som nu sad, og var ved at dø henne på gade hjørnet! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...