Djævlens forhandlinger 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2014
  • Status: Igang
"Jeg er træt af det her. Træt af at være fanget. Jeg vil ud. Ud og se menneskenes verden." Alice vågner op i en verden hun kun har læst om i bøger. Hun kan ikke huske noget. Hvordan hun er havnet der, hvor hun var før, hvad det er for nogle underlige skyer hun ser stige op fra døende mennesker. Ikke engang hvem hun er kan hun huske. Alice er dog heldig, og hun møder en familie som accepterer hende, og for første gang oplever hun hvordan det er at have en familie. Men alle hendes minder begynder langsomt at komme tilbage, og Alice begynder at tro det ville være bedre hvis hun aldrig huskede det hele. Men nogle vil gerne have hende til at huske.

5Likes
4Kommentarer
435Visninger
AA

6. Et farverigt hjem

Vi skulle kun gå et kort stykke, men på grund af mig tog det en del længere tid, end det ellers ville. Mine ben ætsede stadig, og mine fødder var ømme, så det føltes som endnu længere. Et par gange undervejs var jeg kommet til at kigge Angela i øjnene, og til min gladelige overraskelse skete der intet. Man kunne åbenbart kun se en persons minder en gang.

Undervejs var Angela blevet ved med at snakke om alverdens ting, bare for at holde mig vågen, og så nåede vi endelig frem til vores mål. Et lille nydeligt hus. Mellem en masse andre næsten identiske huse. Den eneste forskel var at udenfor det hus vi stoppede ved, var at den lille have, var dækket med blomster i alle farver, og på døren hang der et farverigt skilt med skriften "Velkommen". Et øjeblik troede jeg også at jeg så et flygtigt glimt af en person, men det var hurtigt væk igen, så det var nok bare noget jeg havde bildt mig ind.

Angela havde åbenbart bemærket at jeg havde kigget på blomsterne, for nu sagde hun: "Jeg har selv dyrket dem", mens hun stolt kiggede på blomsterne.

Vi gik videre hen mod huset, og endelig nåede vi frem til døren. Det lille stykke fra vejen og hen til huset, havde føltes som om det var mange gange længere, end hele turen henne fra badeværelset, og hen til huset. Men nu var vi der endelig, og døren til mit nye hjem åbnedes, skønt jeg dog ikke vidste dette endnu.

Indenfor i huset var der dejlig lunt, væggene var fulde af farver og billeder, og der duftede dejligt af mad. Kort efter at vi var kommet ind, kom en mand ud, for at tage imod mig og Angela. "Hvem er hun, og hvad er der dog sket med hende?" spurgte manden bekymret. Manden der var kommet ud til os, var iført en hvid kittel, et par meget firkantede briller, og hans hår bar kort brunt og krøllet, med et par grå stænk hist og her. "Jeg mødte hende på vej hjem, hun så ud til at have brug for hjælp," svarede Angela manden, som jeg gættede på var hendes mand.

"Tag hende ind på gæsteværelset, så  henter jeg noget vand til hende." Angela nikkede og vi begyndte at gå hen mod det værelse, hvor jeg forsigtigt fik hjælp til at lægge mig ned i en blød seng, og der blev lagt et tæppe over mig, men der var jeg allerede ved at glide væk, til et sted langt væk.

Det sidste jeg så var et par venlige isblå øjne, og senere tænkte jeg på om det var det, der havde gjort, at jeg sov en dyb søvn uden de skræmmende drømme, som virkede alt for realistiske. Engang imellem ænsede min underbevisthed, at nogen løftede mit hoved, og gav mig skiftevis noget vand og noget suppe, men det vækkede mig ikke.

Hænderne der gav mig mad og vand skiftede. For det meste var det et par blide kvindehænder, men nogle gange var det børnehænder. Men jeg havde ingen chance for at vide mig sikker, for jeg sov stadig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...