Djævlens forhandlinger 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2014
  • Status: Igang
"Jeg er træt af det her. Træt af at være fanget. Jeg vil ud. Ud og se menneskenes verden." Alice vågner op i en verden hun kun har læst om i bøger. Hun kan ikke huske noget. Hvordan hun er havnet der, hvor hun var før, hvad det er for nogle underlige skyer hun ser stige op fra døende mennesker. Ikke engang hvem hun er kan hun huske. Alice er dog heldig, og hun møder en familie som accepterer hende, og for første gang oplever hun hvordan det er at have en familie. Men alle hendes minder begynder langsomt at komme tilbage, og Alice begynder at tro det ville være bedre hvis hun aldrig huskede det hele. Men nogle vil gerne have hende til at huske.

5Likes
4Kommentarer
428Visninger
AA

2. En ny verden

Jeg hørte lyde. Høje lyde. Hvad var det der larmede? Jeg åbnede langsomt mine øjne. Hvor var jeg? Vigtigere endnu. Hvem var jeg?! Jeg kunne ikke huske noget. Jeg måtte finde ud af hvor jeg var. Jeg lå i en bunke affaldsposer, i en baggård. Nogen råbte noget. "Kan du se at komme væk din beskidte gadetøs! Jeg gider squ ikke have at sådan nogle gadebørn, der spiser affald i min baggård!"

Det gik langsomt op for mig, at det var mig der blev råbt til. Jeg måtte væk. Eftersom jeg kunne høre en masse larm lige i nærheden, gættede jeg på at der måtte være en større vej tæt på. Jeg måtte starte med at finde ud til den. 

Det viste sig at det ikke var så svært endda. Jeg skulle bare dreje til højre en gang, og så var jeg ude ved en stor vej. Jeg spærrede øjnene op. Der var liv overalt! Biler, mennesker, hunde, gadesælgere og så meget andet. Jeg gik lidt, og mærkede snart en dejlig duft af mad. Min mave knurrede højt. Jeg vidste ikke hvor lang tid der var gået, siden jeg sidst havde spist, men noget sagde mig at det var ret lang tid siden.

Jeg begyndte at kigge mig om efter stedet duften af mad kom fra, og fandt snart hvad jeg ledte efter. En hotdog stand! Jeg havde det som om jeg havde glemt noget meget vigtigt om denne verden, men jeg var for sulten til at tænke videre over det.

Jeg skyndte mig hen til standen, hvor der stod en stor tyk mand iført hvidt forklæde. I det mindste tror jeg det havde været hvidt engang, men nu var det dækket af pletter og skidt. Jeg gik hen til manden ved hotdog-standen, og bad med en svag stemme om en hotdog.

Jeg kunne mærke hans blik på mig, og jeg turde ikke se op, og møde hans øjne. Endelig sagde han noget. "Har du penge til det?" Endelig huskede jeg hvad det var jeg havde glemt. Man skulle bruge penge til alt i denne verden. Utroligt jeg vidste det, når jeg ikke engang kendte mit eget navn. "Undskyld," sagde jeg med en lille stemme og skyndte mig væk. Så hørte jeg en dejlig lyd.

Det var musik! Jeg kiggede mig lidt omkring, og fik hurtigt øje på en enlig mand, som sad og spillede guitar lidt længere henne ad gaden. Foran ham stod en hat, som forbipasserende folk af og til smed penge i. Måske kunne jeg også tjene penge sådan! Så ville jeg kunne få noget at spise!

Der var kun et problem ved det. Jeg havde intet instrument, og selv hvis jeg havde, vidste jeg ikke hvordan man skulle spille på et! I det samme begyndte gade musikeren at synge. Det kunne jeg gøre! Det behøvede man ikke et instrument til! Jeg åbnede min mund og prøvede at få et par toner ud. Så var der noget der gik op for mig. Jeg kunne heller ikke huske nogen sange!

Det eneste stykke musik jeg kunne huske var en dyster melodi, men jeg kunne ikke huske ordene til den! Jeg kunne bare nynne den, men jeg turde ikke. Hvad nu hvis folk ikke kunne lide det, og syntes det var modbydeligt? Det var trods alt en ret dyster melodi. Så ville jeg bare blive gjort til grin! Så indså jeg at jeg intet havde at miste, og fik mig taget sammen.

Først måtte jeg have noget at samle penge i. Jeg havde ingen hat, så jeg måtte finde noget andet. Jeg ledte et stykke tid, men jeg kunne ikke rigtig finde noget passende, og jeg nægtede at lede i skraldespandene!

Til sidst besluttede jeg mig for at spørge den enlige gade musiker, om jeg måtte låne hans hat. Jeg turde ikke se ham i øjnene men jeg kunne stadig mærke at han var ved at se mig an. Så svarede han endelig. "Ehm ja, du kan vel godt låne den et stykke tid, jeg havde alligevel tænkt mg at holde en pause. Bare jeg kan få halvdelen af det du tjener. Det er trods alt min hat! Og du skal ikke tro du skal løbe væk med det hele, Jeg bliver lige her, og holder øje med dig, og det ville ikke overraske mig hvis jeg var hurtigere end dig." Han holdte en pause i hans lange tale.

Han kiggede lidt vurderende på mig igen, og valgte så at komme med en sidste bemærkning."Forresten så tag og kig folk i øjnene, når du taler med dem, ellers tror folk bare du er ude på noget!" "O-Okay." stammede jeg til svar, stadig uden at kigge op. Manden sukkede, rakte mig hatten, og trådte til side. Jeg indtog den plads han lige havde stået på, satte hatten på jorden. Og begyndte stille at synge en sang uden ord. En dyster, men på en underlig måde varm, melodi.

Så blev jeg afbrudt af et råb.

"Du bliver nødt til at synge lidt højere, hvis folk skal kunne høre dig!" lød det omme fra gademusikeren, som nu sad et lille stykke bag ved mig. Jeg gøs, men så igen, hvad havde jeg at miste? Jeg begyndte at synge igen. Denne gang højere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...