Djævlens forhandlinger 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2014
  • Status: Igang
"Jeg er træt af det her. Træt af at være fanget. Jeg vil ud. Ud og se menneskenes verden." Alice vågner op i en verden hun kun har læst om i bøger. Hun kan ikke huske noget. Hvordan hun er havnet der, hvor hun var før, hvad det er for nogle underlige skyer hun ser stige op fra døende mennesker. Ikke engang hvem hun er kan hun huske. Alice er dog heldig, og hun møder en familie som accepterer hende, og for første gang oplever hun hvordan det er at have en familie. Men alle hendes minder begynder langsomt at komme tilbage, og Alice begynder at tro det ville være bedre hvis hun aldrig huskede det hele. Men nogle vil gerne have hende til at huske.

5Likes
4Kommentarer
428Visninger
AA

5. Drømmen

Jeg var fanget. Det var varmt. Meget varmt. Som om hele verden brændte. Hvilket den på en måde også gjorde. Det opdagede jeg da jeg kiggede mig omkring. Der var flammer overalt. Midt i alle flammerne gik mennesker rundt, og arbejdede. De blev drevet frem af dæmoner. Dæmonerne lignede egentlig mennesker, bare med store sorte vinger. Det var forfærdeligt. Menneskerne var beskidte og dækkede af sår, og hver gang de var ved at gå i stå, fik de adskillige piskeslag.

Mange af dem slæbte kæmpestore sten hen mod et kæmpe palads et lille stykke væk. Da mine øjne faldt på paladset, var der noget der slog mig. Der boede min far. Jeg vidste ikke om det var som fange, slave, tjener, eller hvad det nu var, jeg vidste bare at det var der han var. Og det var hans skyld jeg var her.

Så gik det også op for mig hvor jeg var. Det var utroligt jeg ikke havde tænkt på det før, eftersom det var fuldkommen indlysende. Jeg var i helvede. Hvorfor vidste jeg ikke. Jeg indså også at dæmonerne var mennesker. Eller i det mindste havde været det. Dæmonerne havde været så onde og grusomme i deres liv, at deres sjæl var blevet fuldkommen sort. Da de så var døde var deres sjæl, steget op og var blevet dømt til at skulle tilbringe, evigheden i helvede, men det at deres sjæl var fuldkommen sorte gjorde at Satan, Herskeren af Helvede, havde bestemt sig for at de skulle være hans direkte undersåtter, som skulle drive alle de mennesker, som havde været for onde til at komme i himlen, men ikke onde nok til at blive dæmoner.

Det var det samme med engle. Dem der havde en fuldstændig hvid sjæl, blev til engle, som var i direkte kontakt med Gud, Herskeren over himlen, og resten kunne måske blive til skytsengle, husholdere og nogle få kunne endda blive genfødt.

Jeg vidste også at jeg ikke burde kalde de to Herskere for Satan og Gud. De navne var bare myter. Det pure opspind af nogle tåbelige mennesker i tidernes morgen. Men de findes stadig, bare under andre navne. Navne som jeg aldrig udtalte. Jeg kunne ikke huske hvorfor længere, det gjorde jeg bare ikke.

Det sidste jeg så, eller rettere hørte var skrig og råb. Folk der skreg og råbte. Efter mig? De blev ved med at kalde på mig. Sige at jeg skulle komme tilbage og redde dem. Jeg kiggede ned på slaverne. Det var ikke dem, og heller ikke dæmonerne. De så ikke ud til at ænse råbene. Men for mig lød de højere og højere. Og så stoppede de. Lige pludseligt var det bare væk, og blev erstattet af råb om at jeg skulle komme væk. Jeg vidste ikke hvad de mente.

Og så så jeg det. Det var på vej direkte imod mig. En stor sky af mørke, som råbte og skreg, men ikke ligesom de skrig og råb jeg havde hørt før. Disse var fulde af had. Og det var fordi det VAR had. Den sorte sky var lavet af ren had og vrede.

Og så hørte jeg en ny stemme. Denne her var en blid venlig stemme. Den sagde jeg skulle vågne. Hvad mente de? Jeg var da vågen. Var jeg ikke? Jeg var der hvor jeg altid havde været. Helvede. Jeg boede her. Levede her. Var vågen her. Stemmen blev ved at kalde. Der var også nogen der var begyndt at ruske i mig. Jeg ønskede stemmen ville redde mig op herfra, og samtidig ønskede jeg at den bare ville lade mig være i fred, og ville gå væk. Men der var noget i stemmen, som trækkede i mig, og til sidst gav jeg efter. Det var som om jeg blev trukket op mod overfladen. Med et sæt åbnede jeg øjnene. Lige over mig kunne jeg se en ung køn kvinde. Jeg så direkte ind i hendes isblå øjne, og så en glad, varm familie. Ikke andet.

Jeg så mig lidt omkring. Jeg var i det offentlige badeværelse, det huskede jeg nu. Det måtte have været den unge kvinde der havde talt til mig, og havde prøvet at få mig til at vågne, for der var ikke andre. Det blev bekræftet da hun talte til mig. "Godt, du er endelig vågnet!" sagde hun lettet. "Jeg var lige ved at overveje, at ringe til en læge." Hun smilede beroligende. Hun havde et venligt og beroligende ansigt, syntes jeg. "Hvordan har du det?" fortsatte hun. Hendes stemme havde også en beroligende effekt på mig. "Kan du ikke snakke eller hvad?" sagde hun lidt grinende. Det gik nu op for mig, at jeg overhovedet ikke havde svaret hende på nogen af hendes spørgsmål.

Jeg prøvede at fremstamme nogen ord, men det blev bare til en svag mumlen. "Du har det måske ikke helt godt alligevel. Måske skulle du komme med mig, og få lidt at drikke og noget varmt at spise" sagde hun, nu med en bekymret mine. Da hun nævnede ordet mad, knurrede min mave højt, og det gik op for mig at jeg stadig var meget sulten. Gid jeg havde spist den hotdog, tænkte jeg ærgeligt. "Det var vist en meget god ide" fortsatte kvinden med et smil. "Kan du selv gå?" Jeg nikkede forsigtigt. Hun hjalp mig med at rejse mig op, og vi begyndte langsomt at gå, mens hun støttede mig lidt, så jeg ikke lige pludselig faldt. "Forresten så er mit navn Angela."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...