Djævlens forhandlinger 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2014
  • Status: Igang
"Jeg er træt af det her. Træt af at være fanget. Jeg vil ud. Ud og se menneskenes verden." Alice vågner op i en verden hun kun har læst om i bøger. Hun kan ikke huske noget. Hvordan hun er havnet der, hvor hun var før, hvad det er for nogle underlige skyer hun ser stige op fra døende mennesker. Ikke engang hvem hun er kan hun huske. Alice er dog heldig, og hun møder en familie som accepterer hende, og for første gang oplever hun hvordan det er at have en familie. Men alle hendes minder begynder langsomt at komme tilbage, og Alice begynder at tro det ville være bedre hvis hun aldrig huskede det hele. Men nogle vil gerne have hende til at huske.

5Likes
4Kommentarer
433Visninger
AA

10. De første skridt

Det var alt jeg kunne huske, inden jeg igen vågnede op i det lille fine gæsteværelse. Jeg var alene, og det var mørkt. Jeg gættede på at det var nat. Jeg slå dynen som jeg havde over mig til side, satte mig op, og tog mine ben ud til siden af sengen. Jeg satte mine fødder på gulvet, og følte straks en ekstrem smerte i mine fødder. Jeg kiggede ned, og så tog sorte mærker på begge mine fødder. Jeg bukkede mig ned, og rørte forsigtigt ved det på min venstre fod. Og jeg følte straks en skarp smerte i hele min krop. Jeg gispede og faldt tilbage i sengen. Smerten fik mig til at svede, og jeg klemte mine øjne hårdt i. Efter lidt tid fortog smerten sig igen, og jeg satte mig op. Jeg vidste at jeg ville blive nødt til det på et eller andet tidspunkt, så jeg klemte mine tænder hårdt sammen, og satte begge mine fødder i gulvet.

Smerten var ekstrem, men jeg tvang mig selv til at lade dem blive. Efter lidt tid blev jeg vant med smerten, og begyndte det næste skridt. Langsomt rejste jeg mig op. Smerten blindede mine øjne, og jeg var ved at miste balancen. Jeg tilbageholdte et skrig af smerte, og fumlede efter noget at støtte mig til, og fandt hurtigt frem til væggen. Jeg ventede lidt, og prøvede at vænne mig til smerten. Langsomt men sikkert begyndte mit syn at vænne tilbage, men jeg valgte at blive stående lidt endnu. Det viste sig senere at være et godt valg

Efter at have stået lidt længere besluttede jeg mig for at tage et par skridt. Jeg løftede den ene fod, blot for at føle mere smerte i den anden. Jeg satte igen foden ned, kun et kort stykke foran den anden. Jeg gentog tog dette med den anden for, og bevægede mig først langsomt, og derefter lidt hurtigere rundt i værelset. Med hvert eneste skridt jeg tog følte jeg et nyt stik af smerte, og jo hurtigere jeg gik, jo større var det. Jeg var godt klar over, at jeg nok aldrig ville komme til at løbe hurtigt igen, men jeg ville i det mindste lære at gå almindeligt igen.

Denne proces gentog jeg igen og igen, til jeg til sidst kunne gå i et nogenlunde tempo. Jeg satte så retning mod vinduet i den anden enden af værelset. Jeg gik forbi døren, og fortsatte støt over mod vinduet, hvor jeg rullede gardinet fra, og kiggede ud på himlen. Den var smuk. Solen var ved at stå op, farvede himlen og skyerne lyserød og orange. Det var noget af det smukkeste jeg nogensinde havde set. Jeg løftede forsigtigt hængslerne fra vinduet og åbnede det. En kølig brise ramte mit ansigt, og tårer begyndte at trille ned ad mine kinder. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg kunne ikke stoppe dem igen.

Jeg blev ramt af en dyb sørgmodighed over skønheden, og jeg mindede de sidste ord jeg havde hørt inden jeg vågnede. "Kom tilbage eller det vil blive endnu mere smertefuldt for dig. Og dermed også for mig." Hvad havde han ment med det? Det var tydeligt at han var en dæmon, der var endda en mulighed for a han var selve Satan, så hvorfor skulle han føle smerte når jeg gjorde det? Det lød da fuldsændigt umuligt. Og hvorfor var jeg så vigtig for ham, og hvilke evner var det han havde snakket om? Men ingen af de spørgsmål fyldte mig så meget som et bestemt andet spørgsmål. Der ville komme mere smerte?

Den smerte jeg havde følt, havde været værre end noget andet, og jeg tror ikke, at jeg ville kunne holde ud at gennemgå den en gang til. Måske skulle jeg bare gøre som han havde sagt? Låse op for mine evner, og tage tilbage til helvede? Det eneste problem var at jeg ikke vidste hvordan.

Mens jeg tænkte disse tanker, var der en ting jeg ikke havde opdaget. Bag mig havde nogen åbnet døren, og var kommet ind på værelset. Personen stod næsten lige bag mig, og først da personen talte blev jeg opmærksom på dennes tilstedeværelse.

Personen sagde:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...