Djævlens forhandlinger 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2014
  • Status: Igang
"Jeg er træt af det her. Træt af at være fanget. Jeg vil ud. Ud og se menneskenes verden." Alice vågner op i en verden hun kun har læst om i bøger. Hun kan ikke huske noget. Hvordan hun er havnet der, hvor hun var før, hvad det er for nogle underlige skyer hun ser stige op fra døende mennesker. Ikke engang hvem hun er kan hun huske. Alice er dog heldig, og hun møder en familie som accepterer hende, og for første gang oplever hun hvordan det er at have en familie. Men alle hendes minder begynder langsomt at komme tilbage, og Alice begynder at tro det ville være bedre hvis hun aldrig huskede det hele. Men nogle vil gerne have hende til at huske.

5Likes
4Kommentarer
427Visninger
AA

4. De første minder

Jeg gispede højt. Manden var helt holdt op med at trække vejret! Jeg så en sky noget der lignede en sky stige op fra ham. Den var grå. Jeg stirrede på den mens den steg til vejrs. Jeg tabte min hotdog, mens jeg stirrede med åben mund. Det gik op for mig, at der var et par stykker, der var stoppet op, og havde kigget på mig. Også Julio var på vej hen imod mig. Nogle spurgte om der var noget galt, men jeg ænsede det ikke. Jeg pegede og spurgte om de ikke kunne se skyen, der steg langsomt op mod himlen. De kiggede underligt på mig, og gik videre. De kunne ikke se den!

Jeg begyndte at løbe. Jeg løb, og løb til jeg til sidst stoppede i en lille park, hvor jeg satte mig på en bænk, og hev efter vejret.

Spørgsmål blev ved med at løbe gennem mit hoved. Hvor var jeg? Hvem var jeg? Hvordan var jeg havnet her? Hvorfor kunne ingen andre se skyen der steg op fra manden? og hvad var det overhovedet? Der var ingen ende på spørgsmålene, og jeg kunne ikke huske svarerne på nogen af dem. Jeg kunne ikke engang huske hvordan jeg så ud!

Spørgsmålene var først for alvor begyndtnu, efter at jeg havde løbet, og det gik op for mig at dette ikke kunne være en drøm. Det var det for virkeligt til. Men hvad var det så?

Jeg så op og kiggede mig lidt omkring. Der var ikke andet end et par mennesker der var ude at gå, et offentligt toilet, og et par træer. Vent! Et offentligt toilet! Måske er der et spejl derinde! Så kunne jeg i det mindste finde ud af hvordan jeg så ud, og måske ville det endda fremkalde nogle minder! Jeg rejste mig hurtigt op. Mine ben rystede under mig. Måske havde jeg løbet lidt for meget. Jeg gik langsomt over til toilettet, for ikke at miste balancen på mine vaklende ben. Afstanden virkede meget længere end den egentlig var, når man først selv skulle gå den. Endelig nåede jeg helt hen til døren, som jeg langsomt åbnede. Bare lad der være et spejl, bare lad der være et spejl! bad jeg igen og igen. Døren var nu åbnet helt, og jeg trådte ind. Der var et spejl!

Der var et eneste stort spejl, og det så ud til at være meget beskidt, men det var trods alt et spejl. Jeg gik hen til det, og så tøvende på mit spejlbillede. Mit hår var sort. Kulsort. Det stod som en stærk konstrast til min blege hud, som lignede noget der aldrig havde set sollyset før.

Også mit tøj var helt farveløst. En sort kjole som nåede mig til knæerne. Min teori var at den engang havde været længere, for det så ud til at et stort stykke stof, var blevet rykket af hvor den stoppede nu. Det gik også op for mig at jeg heller ingen sko havde på. Lige pludselig gav det mere mening hvorfor jeg havde tiltrukket så meget opmærksomhed ude på gaden, og hvorfor Julio havde tvivlet på mig i starten. Jeg lignede en gadetøs! Og efter hvad jeg vidste kunne jeg lige så godt være en. Det gik også op for mig hvorfor det havde været så svært at løbe.

Med det samme jeg tænkte på det begyndte mine fødder at gøre ondt, og jeg ligger mærke til at der er små rifter. Nogle nye, hvor blodet stadig sivede ud af, men også nogle gamle. Noget sagde mig at det ikke var første gang jeg havde løbet vildt uden sko.

Til sidst ser jeg tøvende mig selv i øjnene. De skinnede gyldent. Som et rovdyrs. Ved et tilfælde strejfede mit blik noget bag mig i spejlet. På toiletvæggen bag ved mig, var der med store bogstaver og adskillige udråbstegn skrevet "GID DU VAR DØD!!!".

Død. Det virkede underligt bekendt. Mere end bare almindeligt. Det gik op for mig hvad det var der var steget op fra mandens døde krop. Det var hans sjæl! Jeg gispede og faldt på knæ, mens jeg holdt mine hænder hårdt om mit hoved. Små brudstykker af min hukommelse kom tilbage.

Det første jeg huskede var mit navn. Alice. Mit navn var Alice. Jeg kunne ikke huske mit efternavn. Så huskede jeg, hvad jeg vidste om skyen der var steget op fra manden ude på gaden. Det var bare ikke en sky. Det var hans sjæl. Andet huskede jeg ikke om det. Det sidste jeg huskede, var at jeg ikke måtte se folk i øjnene. De var dørerne til sjælen, og det var derfor jeg så deres minder, når jeg kiggede ind i dem. Men jeg kunne ikke huske, om der var en måde at stoppe det på.

Jeg lagde på gulvet og trak vejret dybt. Lige da jeg var ved at besvime, åbnede døren ind til det ene af toiletterne. Det var en ung, køn kvinde. Først kiggede hun lidt forskrækket på mig. Så styrtede hun hen til mig, satte sig på knæ, tog mig i armen, og begyndte at snakke bekymret. Da det også gik op for hende at jeg var ved at besvime, tog hun lidt hårdere fat om min arm, og hendes bekymrede ordstrøm ændrede sig til en råben, men for mig lød det mere som en hvisken, der bevægede sig længere og længere væk. Det sidste jeg så, inden alt igen blev sort, var hendes øjne. De var blå. Isblå. Det var smukke øjne. Lige da hendes minder skulle til at regne ned over mig, forsvandt hun. Og alt andet med hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...