Soulmates

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2014
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Barbara Miller har siden hendes ulykke mistet lysten til livet. Hendes forældre mener hun er håbløs og aner ikke hvad de skal stille op, indtil en ven foreslår dem, at sende hende et år på musik akademi, for folk med problemer og selvfølgelig kærlighed for musik. Barbara har ingen lyst til at møde nye mennesker, og planlægger i al hemmelighed hendes død, men da havde hun ikke regnet med at der ville dukke en op, en helt speciel person, en dreng. En dreng som vil have hende på rette spor igen, også selvom at deres kærlighed startede med en ordentlig omgang had.

21Likes
25Kommentarer
786Visninger
AA

4. That was just the beginning

 

Jeg sad på bagsædet, i bilen. Jeg havde høretelefoner i, sangen der blev spillet hed 'come on Eileen'. Jeg sad og trommede med tommelfingeren, i takt til melodien. Det var som om jeg forsvandt ind i sangen, og holdt hele omverdenen uden for. Jeg elskede når jeg fik de moments. 

Vi kørte ind på en grund, med store gammeldags huse, som nærmest lignede slotte -bare en formindskning. Der var faktisk hyggeligt. Nogle stod og spillede lacrosse.

Jeg tog den ene høretelefon ud af øret. ''Far, jeg syntes at din kære ven sagde, at de her mennesker havde de samme problemer som mig?" mumlede jeg irriteret. ''Det er mere Psykisk, der er sikkert også mange, der på en eller anden måde har et handicap, skat." sagde han og drejede hen på en parkerings plads. Jeg fik kolde fødder, at møde fremmede mennesker nu, var ikke just min største drøm, -Ja okay, bogstaveligtalt var det lidt umuligt for mig, at få kolde fødder, da jeg jo ikke kunne mærke dem. ''Far, hvad nu hvis at de mobber mig!" sagde jeg med en bange stemme. ''Rolig nu skat, det er der ikke ret stor sandsynlighed for, måske i starten. Der kommer jo nye unge mennesker hele tiden.". Han lød træt. Jeg var begyndt at koldsvede, og en kvalme var også begyndt at blive kraftigere. Men jeg vidste, at jeg måtte give det en chance.

En kvinde -måske i trediverne, kom hen til os. Hendes smil fyldte hele hendes ansigt. ''Jeg er Angeline, og du må være Barbara. Godt at møde dig!" sagde hun. Jeg smilede blot. ''Lad mig følge dig op til dit værelse." sagde hun, jeg nikkede nervøst. Måske skulle jeg bare have dræbt mig selv inden. Far klappede min kørestol ud og bar mig hen i den

Hun førte os ned af forskellige gange. Jeg var forvirret jeg havde absolut ingen stedsans og det her gjorde det bestemt ikke bedre. ''Du er en heldig pige Barbara.". Jeg kiggede uforstående på hende. ''Det er ikke alle der kommer til at dele værelse med en berømt!" nærmest hvinede hun -alt for teenageragtigt. Hun stoppede foran en brun trædør, hvorpå der hang et skilt hvor der stod '27 - Niall Horan - Barbara Miller'. Great, der hang allerede et navneskilt og jeg havde ingen ide om, hvem den her 'Niall Horan' var..

Jeg tog i håndtaget, efter nogle akavede sekunders venten. Lyset fra solen blændede mig et kort sekund. ''Niall er nede til middag, så du kan bare slå dig ud," sagde hun -alt for venligt. 

Der stod to senge i hver sin ende af rummet. Bag sengen var der nogle hyller og sådan. Ved siden af sengen stod der et skrivebord. Det var næsten klaustrofobisk småt, og jeg vidste at det var det eneste plads jeg ville få, og så skulle jeg ovenikøbet dele den anden halvdel, med en populær Mr. Horan.. Måske skulle jeg have udannet mig som tømre, så jeg kunne have bygget en mur imellem os. Jeg kørte hen til sengen, og kiggede over på hans 'afdeling'. Der var stod en elguitar på gulvet og en akustisk lagde i sengen. Der hang nogle plakater, og der var caps på hylderne. 

Jeg undrede mig over hvorfor, at jeg kom til at dele værelse med en dreng, det var da enormt unormalt. 

''Vi går ned efter nogle af kasserne sweety," mumlede mor og fulgte efter far ud. ''Der er aftensmad klokken syv, og du kan jo altid tage en snack'' smilede hun, jeg nikkede. Jeg ventede på at hun skulle gå, inden jeg ville begynde at græde, men jeg droppede hurtigt ideen, da jeg vidste at mor og far ville komme med papkasser.

 

''Vi må også se at køre, jeg har et møde." Og med disse ord var mine forældre forsvundet to minutter efter.

Jeg kæmpede mig over i sengen fra kørestolen, og hev mine ben med mig. Jeg kunne ikke holde det tilbage længere. Jeg græd, og lidt efter begyndte jeg at hulke. Jeg kunne ikke stoppe, det blev ved. Til sidst blev jeg træt og følelsen af, at nogle have skåret i min hals var slem. Til sidst lagde jeg bare og snøftede, mens den ene tåre efter den anden trillede ned af min kind. Jeg var på en måde udmattet.

Jeg vidste ikke hvor lang tid jeg havde lagt der, tiden føltes som om den var blevet sat på standby, også selvom jeg vidste det var umuligt. Jeg kiggede ind mod muren og fulgte den ujævnheder. 

Døren gik op, med det samme holdt jeg vejret, uviden om, om det var fordi jeg havde fået et chok eller det var nervøsitet. Jeg kunne høre personen satte sig i den anden seng, jeg vidste det var Niall. 

''Du må være Barbara, jeg er Niall." Han brød den akavede stemning. Jeg snøftede kort. ''Er du okay?" spurgte med en trøstende stemme. ''Yeah." Jeg vidste at han kunne høre, at jeg havde grædt. ''Har du brug for noget?" Jeg tænkte over hans spørgsmål, mens jeg tørrede mine øjne. ''Lad mig være i fred." mumlede jeg surt. Jeg orkede ikke det der 'mor-humør' ligenu, især når jeg vidste at han var ligeglad med mig og egentlig ikke ville have et svar. Lidt efter kunne jeg høre hans skridt, et kort øjeblik var jeg bange for at han ville komme hen til mig, men han gik ud og smækkede døren efter sig.

Jeg stønnede og begyndte at pille ved den kasse der stod i sengen, den hemmelige kasse. Jeg stak hurtigt dagbogen ind under lagnet. Jeg satte mine ynglings bøger ind på hyllerne, samt en masse albums, billeder, pynteting og et smykkeskrin. Det var ikke bare et smykkeskrin, det indeholdt et smykke af værdig. En kæde Craig havde lavet til mig, inden han to afsted første gang.

Jeg fandt min mobil frem og tændte for 'At last, med Etta James' Jeg elskede den sang, jeg elskede hendes stemme og ja, bare det hele. 

Jeg havde ingen interesse i at blive gode venner med Niall, jeg skulle alligevel dø. Så det var en mindre person at såre. 

Jeg kunne ikke nå de øverste hyller, hvilket irriterede mig så grænseløst. Derhjemme ville jeg bare kunne kalde på min mor og få hende til at løfte tingene der op. Jeg greb fat i et lille natbord, som jeg lige akkurat kunne nå. Jeg havde slæbt det med, da en hel særlig person altid skulle være ved siden af mig -og så plus en lampe. Jeg kyssede billederammen hvor Craig smilede i hans soldater uniform. Jeg fik kæmpet mig over i kørestolen, da mit keyboard skulle stilles på plads. Det var egentlig ret så besværligt, men det lykkedes mig til sidst. Jeg var heldig at far havde ordnet mikrofonen inden han gik.

Dagen var gået alt for langsomt, og Niall havde ikke vist sig før, det var blevet aftensmads tid og han havde hjulpet mig ned i salen, da jeg jo ikke kunne finde rundt. Han havde spurgt om han skulle køre mig, men jeg havde flabet sagt nej, hvilket resulterede i, at han var begyndt at ignorere mig. Det sårede mig, at skulle opføre mig sådan overfor ham i starten, men jeg indså at det var sådan det skulle være. Jeg skulle jo dø, jeg ville ikke have flere mennesker på samvittigheden.

 

Jeg greb toilettasken, som stod på hylden og lige til at tage. Klokken var efterhånden blevet ni, og jeg havde besluttet mig for at gå tidligt i seng-også for at undgå Niall -Hr. Famous. Jeg satte toilettasken på mit skød og rullede mod pigernes badeværelse. Jeg kendte heldigvis vejen derhen, da jeg havde spurgt en pige nede ved middagen, jeg kunne ikke huske hendes navn, men hun virkede helt oprigtig sød.

Jeg åbnede døren. Nogle brusere stod tændt, så jeg gik ud fra, at nogle var i bad. Jeg sukkede da jeg så at håndvasken var alt for høj. Det skete fucking altid for mig!.

''Undskyld er der en der kan hjælpe mig?" spurgte jeg, det var så nedladende og ydmygende at stille disse spørgsmål, og jeg hadede det, men jeg var jo på en måde også afhængig af dem.

En rødhåret pige med sæbe i håret, stak hovedet ud for at se hvad der skete. Hun viklede et håndklæde om sig, og jeg rakte hende min tandbørste. Hun smilede til mig, jeg kunne se i hendes blik, at hun havde ondt af mig. Hun var egentlig høj, jeg følte mig alt for lille, nede i kørestolen. Hvis jeg havde kunnet stå på mine ben ligenu, var jeg løbet grædende væk. Jeg havde virkelig lyst til at græde ligenu. Jeg var usikker på om hun havde bemærket mine øjnes pludselige glans, som jeg nytteløst prøvede at skjule. Hun rakte mig tandbørsten, efter hun havde kommet vand på den. ''Tak," sagde jeg, og prøvede at fiske et smil frem. Hun nikkede og gik igen ind i badet.

Jeg vidste ikke hvad det var for nogle problemer de her mennesker havde, de så normale nok ud. 

Så snart jeg var blevet færdig, skyndte jeg  mig at køre ud fra badeværelset. Jeg kunne umuligt stoppe de tåre, der kom snigende. De personer der gik forbi kiggede bedrøvet på mig, men sagde intet -til mit held. 

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg åbnede døren til Niall og jegs værelse. Der var stille. Jeg tørrede hurtigt tårene væk og kørte ind i rummet. Jeg var nervøs. Jeg var bange. Jeg skulle være sammen med en ukendt person, en hel nat. Jeg ville kunne høre hans åndedrag, og når han vendte sig. Jeg vidste ikke hvor rædslen kom fra, men den fik  mit hjerte til at pumpe hårdt.

Jeg gav ikke Niall et blik. Jeg kørte hen til min seng, viftede dynen af. Nu skulle jeg igennem det endnu en gang. Jeg satte begge hænder på madrassen, spændte mine muskler og trak mig hen sengen. Jeg lagde mine ben ned, og tog dynen over. Jeg sukkede kort. 

Jeg tog dagbogen frem og begyndte at skrive 

 

Hi

Ja, okay. I stedet for at skrive flere måder jeg kan dø på, vil jeg fortælle om min dag, som rent udsagt har været forfærdelig. Jeg kan ikke beskrive det. Lige nu, er det tidspunkt hvor jeg allermest har lyst til at dø, som aldrig før. Det har været den værste dag i mit liv. Jeg hader verden og alt ved den. Det eneste jeg er bange for er, hvad der sker efter jeg er død, hvad vil der blive af mig?, jeg overvejer hele tiden om det er risikoen værd, men jeg er kommet frem til den konklusion, at jeg skal dø alligevel, i hvert fald på et eller andet tidspunkt.

Nå, men lige nu ligger jeg i min seng. Jeg ved ikke hvad jeg er bange for, men det er ved at stige mig til hovedet. Damit', nu er jeg ved at tude igen - Tak for det dagbog!, se nu der, en tåre er landet midt inde i dig, hvad fanden skal jeg gøre hvis Niall opdager det?, i så fald håber jeg, at han vil ignorere mig!.

Forresten, så må jeg lige fortælle dig noget drastisk, - jeg er nød til at brænde dig inden jeg dør, der er ingen der må se dit indhold - I'm sorry, men det er sådan det bliver.

Xoxo.

 

Jeg klappede frustreret dagbogen sammen, og lagde den under lagnet. Det var som om jeg kunne mærke Niall kiggede på mig. Jeg vidste ikke hvad der gik af mig, men min krop lod mit blik mødes med hans. Hans ansigtsudtryk var umulig at tyde. Jeg vidste hvad han så, en pige med render under øjnene, fugtige øjenvipper og et skræmt udtryk i ansigtet. Personligt, ville jeg ikke selv kunne kigge på det, så han skulle heller ikke. Jeg kiggede hurtigt væk og stønnede. 

''Jeg ved godt at det er hårdt at starte her, især de første par uger. Tro mig, jeg har selv prøvet det." Hans stemme gav nærmest genlyd i min øregang. Jeg kunne ikke regne ud hvorfor han snakkede til mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, men en ting var sikkert -det måtte ikke være sødt!. ''Bland dig uden om," mumlede jeg til sidst og stirrede ind i vægen. ''Hvad er det jeg har gjort siden du behandler mig sådan?" Hans stemme var frustreret. ''Du ved lige så godt som jeg, at du umuligt kan få dig et nyt værelse på grund af din had til mig, og jeg har ikke engang gjort dig noget!" Hans stemme var blevet hårdere i klangen. Jeg sukkede, ''Vil du ikke bare lade mig være?" Jeg kiggede på ham. ''Det bliver et langt år for dig, og det vil hverken hjælpe dig eller mig," Nu blev jeg irriteret over han skulle spille så gammelklog, damit. ''Hold nu kæft!" halvråbte jeg. ''Hvad fanden er der galt med dig!?, jeg prøver faktisk at være venlig!" Han skubbede dynen helt op over næsen. Jeg orkede ikke svare ham, egentlig havde jeg bare lyst til at slå ham, bare give ham en ordentlig lussing på kinden. Det irriterede mig, at jeg vidste at den var ham der var den rigtige i denne diskussion. Han skulle bare have ladet mig være, lige fra første gang jeg sagde det til ham. Inden jeg slukkede natlampen, agede jeg billedet med Craig. Jeg håbede så inderligt, at han ville besøge mig i morgen. Jeg stønnede og greb min mobil. Jeg fandt Craig og begyndte at skrive.

# Craig, lov mig at du kommer i morgen!

Jeg trykkede på send, og lukkede roligt øjnene.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...