Soulmates

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2014
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Barbara Miller har siden hendes ulykke mistet lysten til livet. Hendes forældre mener hun er håbløs og aner ikke hvad de skal stille op, indtil en ven foreslår dem, at sende hende et år på musik akademi, for folk med problemer og selvfølgelig kærlighed for musik. Barbara har ingen lyst til at møde nye mennesker, og planlægger i al hemmelighed hendes død, men da havde hun ikke regnet med at der ville dukke en op, en helt speciel person, en dreng. En dreng som vil have hende på rette spor igen, også selvom at deres kærlighed startede med en ordentlig omgang had.

21Likes
25Kommentarer
785Visninger
AA

2. My life was almost perfect before

 

 

En velkendt stemme lød, jeg vidste med det samme at stemmen tilhørte min storebror Craig. Jeg smilede, lige indtil at jeg kunne høre, at han græd. Jeg blev forvirret, hvorfor græd han?. Jeg prøvede at åbne øjnene, lyset var skarpt og jeg kunne se hans skikkelse, samt han kørte lidt turbulent rundt, indtil jeg havde blinket et par gange med øjnene og mit syn blev tydeligere. Jeg kiggede rundt, jeg lagde i en ukomfortabel seng. Jeg var omringet af slanger og mærkelige små maskiner, som sagde bip. Der var hvidt og trist over det hele. Jeg kiggede ud af vinduet og så regnens dråber glide ned af vinduet. Jeg var usikker på hvordan jeg var blevet anbragt her. ''Er det en drøm?" spurgte jeg, da jeg kom i tanke om min uheldige episode. Craig gav et hulk, samt flere tåre der trillede ned ad hans kind. Han rystede på hovedet, jeg havde egentlig set den komme, efter at han græd. ''Det er min skyld!" sagde han højlydt, jeg kiggede forvirret på ham. ''Hvis det ikke var for mig, ville du aldrig have ligget her!". Han hulkede nu endnu mere. ''Shhhh.." sagde jeg og agede ham på kinden. Jeg kunne ikke klare at se ham græde. ''Det er ikke din skyld Craig." mumlede jeg. Der var en stille pause, hvor Craig ihærdigt prøvede at få vejret. ''Du har været død i et par minutter Barb." mumlede han, mens han tørrede tåre væk fra hans røde kinder. "Craig jeg overlevede, er det ikke det vigtigste?" spurgte jeg, han nikkede. ''Jeg henter mor, hun har været så bekymret og rastløs, at du ikke begriber det. Du har lagt i koma i fem dage.", og med hans sidste ord, gik han ud af rummet. 

Jeg ville sætte mig op, men jeg opgav da alle slangerne holdt mig nede. Pludselig gik det op for mig, at jeg ikke kunne bevæge mine ben, faktisk kunne jeg ikke mærke dem, de var følelsesløse. Mine ben var som, når man har sovet og ens arm har lagt mærkeligt, som om den også have sovet, og man ikke kan bevæge den, når man mærker på armen, føltes den som om at den tilhørte en anden person.

Min mor kom ind og glædeståre rendte den over hendes kind, og hun kom løbende hen til mig. ''Åhhh Barb!" hulkede hun. Jeg var begyndt at panikke en smugle over mine ben. ''Jeg skal op og stå, nu. Jeg skal have noget blod til mine ben." råbte jeg. Jeg begyndte at græde og jeg kunne mærke panikken tage over mig. ''Mor, jeg kan ikke mærke mine ben!", nu skreg jeg. Jeg blev mere bange af at se min mors redsalslagene øjne. Craig havde taget hånden op fra munden. ''Craig!, hent en doktor!" sagde min mor, ''Rolig skat, rolig nu!". Jeg græd og skreg samtidig nu. ''Mor!". Mit hjerte hamrede mod mit bryst. ''JEG KAN IKKE MÆRKE MINE BEN!" skreg jeg, igen og igen. En læge kom løbende ind med en kanyle i hånden, han tog hurtigt min arm op mens jeg hulkede. ''Hvad er det?" halv råbte jeg, mens jeg prøvede at kvæle et hulk. Men det var forsent, lægen havde allerede sprøjtet væsken ind i min krop og få sekunder efter måtte jeg kæmpe med mine øjenlåg, til sidst sov jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...