Soulmates

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2014
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Barbara Miller har siden hendes ulykke mistet lysten til livet. Hendes forældre mener hun er håbløs og aner ikke hvad de skal stille op, indtil en ven foreslår dem, at sende hende et år på musik akademi, for folk med problemer og selvfølgelig kærlighed for musik. Barbara har ingen lyst til at møde nye mennesker, og planlægger i al hemmelighed hendes død, men da havde hun ikke regnet med at der ville dukke en op, en helt speciel person, en dreng. En dreng som vil have hende på rette spor igen, også selvom at deres kærlighed startede med en ordentlig omgang had.

21Likes
25Kommentarer
787Visninger
AA

5. Craig, i need you

 

 


 

Mit vækkeur ringede, jeg skulle til at slå ud efter den, men så kom jeg i tanke om hvor jeg var. Det var ikke mit ur der havde ringet, det var Nialls. Jeg stønnede og satte mig op. Det var blevet en tradition, at jeg mærkede mine ben hver morgen, hvis nu at jeg pludselig kunne føle min berøring, men det var det samme. Jeg sukkede. Niall havde snorket hele natten, det havde taget mig timer at falde i søvn. Jeg ville ikke konfrontere det med ham nu, jeg orkede ikke at snakke med ham.

''Godmorgen," hørte jeg hans hæse morgenstemme sige. Jeg svarede ikke, jeg kiggede ikke engang på ham. Han stønnede, hvilket gav mig lyst til at juble. ''Hey, jeg ved godt at du hader mig, men du skal bare sige til hvis jeg kan hjælpe dig," Jezes boy, shut up!. ''Omg dreng, hvad fanden er det du ikke forstår ved ordet, 'lad mig være'!?" Jeg fjernede den brune tot hår, der hang foran mit øje. ''Barbara, det kaldes omsorg for andre mennesker, er det noget du kender til?" Hvis jeg kunne gå, var jeg gået over og lammet ham sådan en!. 

Jeg nærmest kastede dynen af mig. Jeg var på ingen måde træt længere. Jeg kunne næsten ikke være i mig selv af raserig, men jeg vidste at det var en umulighed at flygte. 

''Hvis du kunne smutte i to sekunder, ville være rart." mumlede jeg irriteret og dinglede lidt med min bh, han kiggede kun kort på mig, inden han rejste sig og gik ud, iført bokseshorts. 

Jeg kravlede hen til enden af sengen, hvor alt min tøj var lagt i en kurv. Jeg rodede lidt rundt i det, og fandt nogle sorte bukser og en brun t-shirt. Jeg hjalp mine ben i bukserne og tog derefter bh'en og t-shirten på. 

Der lød et bank på døren. ''Jeg er færdig nu," råbte jeg. Jeg kunne ikke dy mig fra at sukke irriteret, jeg skimtede hurtigt at han rullede med øjnene.

Jeg greb i min kørestol og rullede den hen ved siden af sengen. Jeg satte begge mine hænder på dens sider, og skubbe min overkrop med, jeg måtte dog sætte mine ben rigtigt. Jeg greb min toilettaske og kørte ned på badeværelset -samme rutine, jeg kunne ikke nå håndvasken, så jeg fik hjælp af endnu en sød pige. Jeg måtte hele tiden minde migselv på, ikke at få nogle venner, da det ville gøre mig død mere tragisk. 

Faktisk var jeg i nat, kommet til at tænke på, at jeg måske ville få det til at ligne en ulykke, sådan at hele verden ikke kendte til mit selvmord. Jeg havde overvejet at falde ud foran en bil -på cykel, men jeg ville bare ikke have at andre kom til skade. Så jeg arbejde stadig på en plan.

Jeg kørte ned til værelset. Niall havde lige netop fået en trøje på, og rodede rundt i håret med døgngammelt voks. Jeg stønnede uden nogen grund, eller jo ham. Jeg stønnede på grund af ham. Jeg kørte hen til mit klaver, hvor min skoletaske lå. Jeg satte den mellem benene, og så derefter kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme ud. 

I dag skulle jeg til indformation, og jeg skulle møde ind på rektorens kontor. Jeg kiggede håbløst på det kort, jeg netop havde foldet ud. Jeg anede ikke hvor jeg var lige nu. Jeg kørte videre. Folk var begyndte at gå ned til deres klasser.

Jeg mærkede et prik på min skulder, og vendte hurtigt blikket, for at få øje på personen. Niall. Great. Jeg rullede med øjnene, og ville køre væk. Uheldigvis havde Niall allerede fat i kørstolens håndtag, og havde dermed udskudt den plan. 

Han vente kortet om, og satte et lille kuglepinds kryds på kortet. Og gik derefter, med et ignorerende stift blik. 

Jeg vidste ikke hvorfor jeg ikke kunne lide ham, måske var det fordi han var så perfekt, og måske fordi jeg troede at det var en facade han holdt oppe. Og på en eller anden måde gik han mig på nerverne.

Jeg fulgte kortet, og det lykkedes mig til sidst at finde frem til en blå dør, hvor der stod Information/kontor.

Kontoret mødte mig med en lugt af lavendel duftelys, som også stod tændt i vindueskarmen. Jeg hadede lavendel og det havde jeg gjort, lige så langt tilbage som jeg kan huske. 

En ældre dame, løftede de brille belagte øjne fra computer skærmen. ''Barbara Miller." mumlede jeg. Hun nikkede bare, hvilket gav mig lyst til at rulle med øjnene. ''Jeg skal til information," mumlede jeg måske lidt for utålmodigt. ''Du er sent på den." sagde hun stift, som om hun aldrig havde set solen, og ikke vidste hvad latter var. Det var også grundet til at jeg svarede mere flabet, end jeg normalt ville have gjort. ''Det ved jeg godt." mumlede jeg. Hun undveg mit blik og pegede hen på en dør. 

Da jeg kom ind, sprang en dame op ad stolen og luntede mig i møde. ''Du må være Barbara!" smilede hun venligt, og rakte mig hånden, som jeg tog i mod og gav et lille klem. ''Nå men jeg vil starte med at vise dig rundt her på akademiet." Og inden jeg vidste af det, var hun allerede kørt afsted med mig.

Hun kørte mig rundt over hele akademiet. Det føltes som timer, da akademiet var rimlig stort. ''Du er jo blevet den heldige at dele værelse med Niall Horan, hvordan er han?" Den sætning gjorde mig en smugle fraværende, jeg mener hvad skulle jeg sige?. ''Han er flink," Ordene blev nærmest spyttet ud. Til mit held rodede hun ikke nærmere i emnet.

Hun styrede tilbage til hendes kontor. ''Her er en liste over alle regler, hvis der er noget du er i tvivl om, så kom til mig." Jeg nikkede, snuppede listen og ville køre ned i kantinen, da jeg var ret så sulten. 

Jeg øsede kartoffelmos op og kødsauce, derefter kørte jeg hen til et bord. Jeg kiggede ned ad listen.

Mødepligt til timer og fællesarrangementer

Skal være på værelset klokken 22:00

Ingen rygning

Ingen sex

Ingen alkohol 

Ingen stoffer 

 

No shit, jeg orkede ikke at læse mere. Maden smagte mærkeligt i min mund, og egentlig følte jeg at jeg skulle kaste op når jeg slugte det. Jeg stønnede og smed gaflen ned på tallerkenen. 

Jeg følte at alt energi jeg havde i min krop, var på mystisk vis forvundet. Jeg var træt, uden at være helt sikker på grunden. Måske var det af menneskernes snakken?, jeg var ikke sikker.

Jeg forlod spisesalen, og var direkte på vej ned mod værelset. Det var ydmygende, den måde de kiggede ned på mig, når jeg kørte forbi dem. Men jeg kunne ikke bebrejde dem, de kunne jo ikke gøre for at jeg var krympet ned i en kørestol, og de havde lige så meget ret til at kigge på mig, som jeg havde til at kigge på dem.

Jeg udstødte et lykkeligt støn, da jeg kom ind i et tomt værelse. Jeg fik kæmpet mig over i sengen, og tændte computeren, som havde lagt på hylden.

Jeg gik ind på min e-mail, for at slette de sidste nye.

Jeg åbnede en ny e-mail, til ære for Craig. Men hvad skulle jeg skrive, jeg kunne ikke formulere mig.

Efter et kvarters overvejelse, endte det ud med at jeg skrev,

 

Craig.. :(

 

Mere kunne det ikke blive til. Jeg stønnede og klappede computeren sammen.

Jeg havde lyst til at græde, og nu var det jo det mest oplagte tidspunkt at græde på. Der kom bare intet. Ingen tåre, ingen hulk, intet. Jeg stønnede.

Jeg var et stort rod lige nu, jeg kunne ikke finde ud af, hvad delen jeg skulle gøre af mig selv. Jeg slog en knytnæve ned i hovedpuden, og de tåre som ikke kom før, kom nu.

Jeg begyndte langsomt at hulke, og slog på mine ben. Jeg blev med at slå dem, daske til dem. Jeg følte intet. Jeg skreg nærmest. Jeg blev ved, hulkede og råbte ''Virk nu!, i skal virke!", og skreg igen. 

Døren gik op og et forskrækket ansigt kiggede på mig. Jeg kiggede nu ikke nærmere på mennesket med det blonde hår. Jeg blev bare ved med at slå løs på mine følelsesløse ben. ''Hvor virker de ikke!?" skreg jeg endnu en gang til personen, som jeg gik ud fra var Niall Horan. Og før jeg vidste af det, havde et par muskuløse arme låst mine arme. Det var Niall. ''Shhhhhhh..shhhh,'' Lyden kom fra ham. Men jeg blev ved med eller uden armene, som han havde låst i et greb. Jeg hulkede og råbte. Af en eller anden grund blev han også ved med at vugge mig, og mumle beroligende ord til mig. På magiskvis kølede jeg ned, om det var ham eller trætheden vidste jeg ikke.

Jeg vidste ikke hvor lang tid jeg sad i hans arme, og bare vuggede mig roligt. Jeg fik min bevidsthed tilbage, og det var jo irriterende Niall der sad og vuggede mig, og når dagen skulle komme at jeg ikke var her mere, ville jeg ikke have ham i kategorien under dem så ville være trøsteløse.

''Undskyld," mumlede jeg næsten lydløst, samt jeg prøvede at komme ud af hans greb. ''Er du okay?" spurgte han, og satte sig lidt væk.

Han var rar på en irriterende måde. Hvad skulle jeg sige til ham?, jeg hadede at såre folk, men det var til hans eget bedste.

''Niall, gå nu bare.." sagde jeg surt. ''Jamen jeg prøvede jo bare at hjælpe," sagde han, mens han var ved at rejse sig. ''Det er lige netop det Niall!, du tror alle vil have dig!, have hjælp af Niall Horan!, men ved du hvad!?, JEG VIL IKKE HAVE DIN HJÆLP!" råbte jeg. Hans ansigt var umuligt at tyde, måske var han såret? det ville i hvert fald være mit bedste bud. Han stod lidt og betragtede mig, og gik derefter ud.

Nu skyldede skyldfølelsen ind over mig. Men jeg havde jo faktisk ment det, og egentlig så var det rigtigt.

 

Jeg fandt papir og en blyant frem og skrev,

 

Afskeds brev - Niall Horan

 

Niall.

Jeg ved ærligtalt ikke hvor jeg skal starte..

Men lad mig starte et sted.

For det første, jeg ved godt at jeg ikke har givet dig en chance for noget. Så derfor kender du mig jo ikke, så du kunne jo ikke vide hvad jeg har gået og planlagt. 

Du skal vide at det på ingen måde er din skyld det her, for måske er du en sød dreng.

Egentlig vil jeg bare gerne sige undskyld, undskyld for alt det jeg sagde.

 

Jeg holdt en pause,

 

Hvis du vil have en begrundelse for det hele, se næste side.

 

Jeg vendte papirets bagside opad.

 

Jo, jeg .. Jeg havde mistet lysten til livet, langt før jeg kom her.

Jeg kunne ikke klare mere Niall, og nogle gange er det okay at give op, så det gjorde jeg. Jeg kan ikke acceptere at mit liv skal være sådan her, og det er der ingen der ville kunne ændre. Undskyld, jeg ved godt at det er taberagtigt at give efter så let.

Egentlig vil jeg bare ikke have at folk skal være kede af det. Det var måske også grunden til at jeg holdt dig på afstand, og fik dig til at hade mig. -Men jeg syndes stadig at du er irriterende venlig.

Du skal ikke føle noget over dette, det vil jeg ikke have. Ingen skal føle smerte over min beslutning, så lad derfor være.

Du kan selv vælge om du vil tilgive mig, det er din beslutning. Men i såfald har jeg sagt undskyld og det var det vigtigste for mig.

Så derfor undskyld Niall, undskyld for alt.

 

Barbara.

 

Indtil videre havde jeg ikke skrevet så forfærdeligt mange afsked breve, jeg manglede Craig og ja. Jeg puttede brevet ned i kassen hvorpå der stod Afskedsbreve og skubbede den under sengen.

Åhh Craig, jeg ville ønske han var her. Jeg vidste at der ikke var lang tid til at han rejste. Jeg sank en klump og kiggede over på billedet. Han så så glad og stolt ud.

 

Jeg havde fået nattøj på, og havde lagt mig til at læse The fault ind our stars. Jeg elskede Hazel, selve hendes personlighed, hun var genial!. Augustus Waters hendes kæreste, var også helt igennem fantastisk. Forfatteren af den bog var bare genial.

Der var efterhånden gået nogle timer, jeg havde ikke set synet af Niall, og måske var det også bedst. Inden længe faldt jeg i søvn.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...